Konklusion

Jeg har i det foregående forsøgt at vise, at bibelske tekster, særligt Genesis, kan og bør læses som sammenhængende tekster.

Først har jeg som en nødvendig forudsætning herfor præsenteret et par metoder, som dels ved hjælp af statistisk lingvistik dels ved påvisning af en gennemgribende litterær struktur sandsynliggør, at teksterne er sammenhængende, og at traditionelle kildekritiske teorier om eventuelle (og sandsynlige) bagvedliggende kilder ikke bør hindre arbejdet med at undersøge disse sammenhænge.
Problemet med de traditionelle kildekritiske metoder er ikke i sig selv det, at de regner med, at der ligger forskellige kilder til grund for de foreliggende tekster, men at disse kilder tillægges så stor selvstændig betydning, at de så at sige tager magten fra teksten, hvorved teksten nærmest bliver reduceret til kildemateriale selv.
Ved hjælp af statistisk lingvistik kan man undersøge, hvorvidt tekststykker tilskrevet forskellige kilder udviser de forskelle, som den hævdede kildesondring burde medføre. Metoden fungerer ved hjælp af statistisk analyse af kvantificerbare og objektivt kommunikerbare sproglige strukturer. Metodens resultater viser en så stor homogenitet mellem tekststykker tilskrevet de vigtigste to kilder, E- og J-kilden, at man mener at kunne hævde, at disse tekster er skrevet af samme forfatter.
En litterærkritisk læsning af Genesis hævder, at denne bogs fire hovedafsnit er redaktionelt strukturerede. Det vil sige, at teksten i disse hovedafsnit består af en række dublerede afsnit, som er arrangeret i en kiastisk orden (a, b, c, … n, n’, … c’, b’, a’). Ved hjælp af litterære virkemidler bindes teksten sammen, dels i lige rækkefølge fra afsnit til afsnit, dels kiastisk rækkefølge mellem de spejlede afsnit. Denne struktur taler ligeledes for, at en eller flere forfatter i høj grad har arrangeret de foreliggende kilder og har haft en meget selvstændig litterær funktion.

Så har jeg gennemgået, hvilke litterære virkemidler, der benyttes i bibelsk fortælling, idet jeg antydningsvis har forsøgt at anvende og videreføre tolkninger, som bygger på iagttagelser af sådanne virkemidler. Samtidigt har jeg præsenteret argumentation for, at bibelske tekster ikke kan læses kun litterært, men at man også må tage i betragtning, at disse tekster ikke blot indeholder, men også er historieskrivning og teologi.
Virkemidlerne er bl.a. brug af konvention; gentagelse af elementer af forskellig art: ledeord, motiv, tema, rækkefølge af handlinger, typiske scener; karakterisation; anvendelse af kontrast mellem f.eks. ordrig og ordfattig dialog; udeladelse af forhold i ellers ordret gentagelse samt det, at teksten faktisk nogle steder er af sammensat karakter, hvor forskellige elementer i deres forskellighed komplementerer hinanden. Disse virkemidler, som kendes fra anden, mest senere litteratur, anvendes ofte på en særegen og for den moderne læser måske også særpræget måde i bibelsk fortælling. Når man har gjort sig det særegne klart, er det muligt at læse og forstå teksten ligesom anden litteratur. Ligeledes er det muligt at beskrive og diskutere denne litteratur i et almindeligt, forståeligt sprog.
Bibelsk fortælling er også historieskrivning og teologi. Det er ikke historieskrivning i moderne forstand, men en historieskrivning, som benytter sig af historiseret fiktion og fiktionaliseret historie, samtidigt med at den gennemgående præsenterer tingene som virkeligt skete og med betydning for den historie, som udspiller sig mellem mennesker og Gud. Det er en teologi, der præges af en idé om, at Gud handler i historien med individuelle, konkrete mennesker, hvorfor der hele tiden findes en spænding mellem orden og uorden, forsyn og frihed.

Jeg håber, at disse ord kan bidrage til en lidt bedre forståelse af, hvad teksten selv siger.