Kildehypotesen

I århundreder mente teologer, at Genesis var skrevet af Moses selv, men med humanismen og senere rationalismen begyndte man at vove at se kritisk på teksten, og man begyndte at finde det problematisk, at tilskrive teksten én forfatter.
Antallet af tilsyneladende modsigelser og gentagelser i Genesis er stort. Der er mange eksempler på disse. Hvorfor har f.eks. byen Be’ersheba fået sit navn af Isak (26,33), når den allerede har fået det samme navn af hans far Abraham en generation tidligere (21,31)? Hvorfor ændres Jakobs navn til Israel to gange (32,29 og 35,10)? Kan det virkeligt passe, at Sara to gange er blevet taget fra sin mand og placeret i et kongelig harem ved tvang, en gang af Farao (12,15) og en anden gang af Abimelek (20,2), samt at Abimelek igen har gjort det samme mod Isak og Rebekka (26,7-11)? Tog Noah to (7,9) eller syv (7,2) af hver slags af de rene dyr med sig ind i arken? Varede syndfloden fyrre dage (7,4), ethundredeoghalvtreds dage (7,24) eller et helt år (7,11 og 8,13)? Blev mand og kvinde skabt på samme tid (1,27), eller blev kvinden senere skabt ud af mandens ribben (2,21-22)? Især imellem kapitel 1 og 2 er der så mange modsigelser, at man har talt om to skabelsesberetninger.²
Et særligt problem er anvendelsen af to navne for Gud: Jahve og Elohim. Det var det, som ledte på sporet af og til antagelsen af, at der før den overleverede tekst fandtes to forskellige mundtlige eller skriftlige traditioner, som hver især kun brugte det ene gudsnavn. Disse to kilder markeres almindeligvis med J (for Jahvisten) og E (for Elohisten). Senere kom flere kilder til: P (for Præsteskriftet), en kilde, som er mere interesseret i genealogiske, kultiske og juridiske spørgsmål; samt R (for Redaktor), den der som har redigeret teksten sidst og gjort teksten mere homogen, end den blotte sammenstilling af kilder tillader. Der findes flere kilder, særligt Deuteronomisten, som dog ikke er af interesse, når det gælder Genesis.
Kildehypotesen og den kildekritiske skole er generelt opkaldt efter J. Wellhausen (1844-1918). Wellhausen gjorde hypotesen kendt, men han byggede på flere forgængere: Den første, som tog problemet med de to gudsnavne op var en 1700-tals fransk fysiker, Jean Astruc. Hans ideer blev taget op af K. D. Ilgen³ og M. de Wette.⁴ Uafhængig af dem skrev H. Hupfeld.⁵ K. H. Graf var den første, som foreslog kilden P.⁶ Wellhausens mest indflydelsesrige værk er Prolegomena zu Geschicte Israels (1895).
Senere har man søgt at sondre mellem kilder indenfor de enkelte kilder, dvs. indenfor J (J1,J2 osv.) og indenfor E (E1,E2 osv.). Man har forsøgt at identificere J som hørende til Sydriget (Judæa) og E som hørende til Nordriget med de ti stammer. Den kronologiske rækkefølge er J, E, P, idet E synes at forudsætte J, og P synes at forudsætte J og E.
Disse tre kilder fremtræder, når de skilles ad og læses hver for sig, med hver sine stilistiske karakteristika, som ikke findes i de to andre: R. H. Pfeiffer skriver:

… we note that E lacks the epic scope, dramatic progress, and organic unity of J… J is sculpture, E is architecture; J is like a river, E like a canal… E’s language is… subtly different from that of J… The style of E is less transparent, less spontaneous, less objective… more deliberately musical, more delicately emotional… There is classicism in J and romanticism in E… E is more detailed, but less lucid, more prolix, but less direct… Occasionally, however, E is laconic to the point of obscurity.⁷

Pfeiffer kan således bedst lide J og synes ringest om P. P er "stereotyp, fuld af gentagelser, uudholdelig eksplicit, pedantisk, højlærd, farveløs og skematisk". Nogle steder er det "at læse som et dokument fra den offentlige forvaltning… eller som et skøde", andre steder "som en lærebog". Det er "træls... alt det interessante er sprunget over, og det ligegyldige er beskrevet med stor nøjagtighed".⁸
Kildehypotesen har givet anledning til at forskere har delt selv mindre tekststykker op i de mindste dele. Et eksempel⁹ fra Genesis 37,1-36, afsnittet, hvor der berettes om, hvorledes Josef bliver solgt til Ægypten af sine brødre:

Selvom editoren har gjort det så godt, at teksten ved en umiddelbar læsning ikke giver anledning til, at man lægger mærke til nogle brud, kan man dog, hvis man kender de rette metoder, finde de bagved liggende lag: Vers 1-2 tilskrives den sene præstelige kilde P på grund af geografiske og kronologiske detaljer. I J-"sporet" er det Juda, som er foretrukket af denne kilde, som foreslår sine brødre, at de ikke skal slå Josef ihjel, men blot sælge ham til ismaelitterne. I E-"sporet" er det Ruben, som hører til den nordlige stamme, som forsøger at redde Josef ved at foreslå, at han skal kastes ned i cisternen, men ikke slås ihjel. Også forskelle i vokabular hjælper med til sondringen mellem kilderne.
Om en sådan konstruktion ironiserer Y. T. Radday: "Kritikere er enige om, at ved at have vævet disse elementer sammen til et klæde har editoren (Redaktoren) udført et mesterværk. På den anden side må man anerkende, at optrevlingen af dette [klæde] også er et mesterværk – denne gang fra analytikerens side."¹⁰
 

Kritik af kildehypotesen

Kildekritikken blev selvfølgelig kritiseret. Kristne fundamentalister foragtede metoden, og ortodokse jøder fandt den knapt værdig at afvise endsige at diskutere. Fra kritiske eksegeters side opstod også en opposition til kildekritikken. Af jødiske lærde kan nævnes Benno Jacob, Umberto Cassuto og Yehezkel Kaufmann. Kristne forskere som J. Dahse, W. Möller, P. Volz, W. Rudolph og senest R. Rendtorff¹¹ har arbejdet med kildeproblemet og forholdt sig om ikke helt afvisende så dog meget kritiske til kildehypotesen. Nogle accepterer J og P men afviser E, andre kombinerer J og E, mens andre igen helt principielt afviser metoden. Seks kritikpunkter kan opregnes:¹²
Først afvises det, at den afvekslende brug af Jahve og Elohim nødvendigvis skulle indicere to kilder. Man hævder, at disse to navne ikke frit kan byttes ud med hinanden. De beskriver nemlig to forskellige aspekter af den samme guddom. Jahve er således en slags personligt navn, som anvendes på steder, hvor Guds og menneskers relation skal beskrives eller have en mere fremtrædende stilling i fortællingen. Elohim bruges om Gud i hans supernaturelle egenskab. I tidligere rabbinsk tænkning forbindes Jahve med nåde og Elohim med dom. Bortset fra dette er det et problem, at Elohim nogle gange forekommer i tekster, som tilskrives J og omvendt.
Det andet problem er, at forskere, som anvender kildekritikken, ikke er indbyrdes enige om, hvilke passager man skal tilskrive J og E (og P osv.). Hvor gudsnavnene anvendes, er det nogenlunde let, men i mange vers må man ud fra andre kriterier foretage et valg. Nedenstående diagram viser et eksempel på uenighed om Gen. 27,27-29. ¹³

For det tredje mener man, at det er forkert alt for hurtigt at gribe til at opdele teksten ud fra hvad, man kalder dubletter, modsigelser mm. Man bør først anvende andre metoder så som hermeneutik, semantik og ægte litterærkritisk metode, før end man griber til en opdeling i kilder.
En fjerde indvending er, at det er vanskeligt at forstå Rs rolle. På den ene side har han i sin redaktion inkluderet to temmeligt forskellige beretninger om de samme begivenheder, og fordi han har haft stor respekt for dem, har han ladet dem stå i deres modsætninger over for hinanden. På den anden side har han ikke følt sig så bundet af sin respekt for disse kilder, at han ikke har kunnet blande dem, rette i dem og endog stryge passager.
Det indvendes for det femte, at det er vanskeligt at argumentere ud fra vokabularium og stil. Man ender meget let i en cirkelslutning, når man f.eks. siger, at P er skrevet af præster, kedelige pedanter, som har en forkærlighed for alt det kedelige: lister, datoer og lovstof. De påståede karakteristika for en kilde bliver således til beviset for kildens eksistens.
En sidste indvending er, at de forskere, som ikke ville lade sig binde af holdninger til teksterne, som syntes at være bestemte af traditionelle, konfessionelle og dogmatiske hensyn, selv er blevet bundet af en slags antitetisk dogmatisme. Problemet er, at den historisk-kritiske forskning, som naturligvis må og skal forsøge at forstå tekster uden ovennævnte bindinger, måske ikke har skelnet nok mellem mål og midler: Man vidste rigtigt nok, at midlerne skulle være en forskning med historisk-kritisk metode fjernt fra konfessionelle og dogmatiske hensyn, men man troede også, at metoden var bedre, jo fjernere resultatet af forskningen lå fra de traditionelle syn på tingene.
 

Standpunktet i dag

Der er ikke megen kritik af kildehypotesen i dag. På den ene side findes den fra fundamentalistisk side, men den ignoreres, for selv om enkelte kritikpunkter måtte være berettigede, er det omsonst at debattere med forskere, hvis metoder er bestemt af, at man skal bevise en opfattelse af teksten, som på forhånd er (guds-)givet. På den anden side findes den indirekte fra forskere, som arbejder mere litterært end historisk med tekster (strukturalister, litterærkritikkere m.fl.). Her findes ikke nogen direkte kritik af kildekritikken, men kildekritikkens opdeling af teksterne anvendes næsten ikke.¹⁴
Midt imellem disse standpunkter findes en meget stor gruppe af forskere, som ikke føler sig bundne af kildekritikken samtidig med, at de ofte anvender dens resultater.

2. Disse og følgende eksempler er fra Genesis an Authorship Study in Computer-Assisted Statistical Linguistics, Yehuda T. Radday og Haim Shore, Rom 1985. pp. 2f.
3. Die Urkunden des Jerusalemer Tempelarchivs in ihrer Urgestalt (1789).
4. Kritik der Israelitischen Geschichte, I (1807).
5. Die Quellen der Genesis und die Art ihrer Zusammensetzung.
6. Die geschichtlichen Bücher des Alten Testaments (1866).
7. Introduction to the Old Testament, R. H. Pfeiffer, New York 1941.
8. Pfeiffer citeret i An Authorship Study, p. 4.
9. An Authorship Study p. 5 (fra H. Holzinger, "Das erste Buch Mose oder die Genesis" i Die Heilige Schrift des alten Testaments, (1922).
10. An Authorship Study, p. 6.
11. "Das überlieferungsgeschichtliche Problem des Pentateuch" i Beihefte zur Zeitschrift für die alttestamentliche Wissenschaft, 147, Berlin - New York 1977.
12. An Authorship Study, pp. 7f.
13. Fra P. Volz og W. Rudolph, "Der Elohist als Erzähler – ein Irrweg der Pentateuchkritik", BZAW 63 (1933).
14. Flere danske eksempler herpå findes i Sola Scriptura, Teologisk litterære læsninger i Gammel og Ny Testamente, red. Kirsten M. Andersen, Else Hviid, Hans J. Lundager Jensen, Århus 1993.