Sammenhænge på kryds og tværs

I The Redaction of Genesis19 nævner Gary A. Rendsburg, at Genesis er den bog, som i moderne bibelsk forskning20 har påkaldt sig mest opmærksomhed. Dens myter og legender, fortællinger og genealogier, prosa og poesi har været genstand for mange forskellige former for tilgange: komparative, historiske, arkæologiske, tekstkritiske, kildekritiske, etc. Litterærkritikken har derimod længe ikke ydet stort andet end at vise, at Genesis kan deles ind i fire store afsnit (cycles), som handler om urhistorien, Abraham, Jakob og Josef.21 Dette har ændret sig, og Rendsburg nævner flere, som har benyttet sig af litterærkritik til mere end at inddele teksten: Michael Fishbane,22 K. R. R. Gros Louis,23 Robert Alter,24 og J. P. Fokkelman25. De to sidstnævnte kommer jeg tilbage til, men jeg vælger at præsentere Rendsburg først, fordi hans metode har visse lighedstræk med den lingvistisk-statistiske model.
Indledningsvis fortælles, at arbejdet med redaktionel strukturering blev begyndt af Umberto Cassuto,26 som aldrig nåede at afslutte sit arbejde med Genesis. At Cassutos værker først blev oversat fra hebraisk til engelsk mange år efter hans død har nok været stærkt medvirkende til, at hans forskning i lang tid kun havde indflydelse i jødiske kredse. I sit kapitel om Abrahamafsnittet bygger Rendsburg på Cassuto og Nahum M. Sarna,27 som for øvrigt tilsyneladende uafhængigt af Cassuto finder stort set den samme struktur i teksten. I Jakobafsnittet bygges på Michael Fishbane,28 og i afsnittet om Urhistorien på Jack M. Sasson.

Rendsburgs påstand er, at alle fire hovedafsnit i Genesis er redaktionelt strukturerede.
Dels består beretningerne af dublerede afsnit, som er arrangeret i en kiastisk orden: Det første og det sidste afsnit har fælles træk, det andet og det næstsidste afsnit har fælles træk og så fremdeles29. Dette kan grafisk fremstilles således:

De spejlede afsnit er ikke nødvendigvis ens, men de deler på en påfaldende måde et eller flere af følgende virkemidler: først og fremmest det, som kaldes theme-words, det vil sige fælles vokabularium, bogstavrim og ord med fælles konnotationsmuligheder (similar connotation), men også motiv og anliggende, samt rækkefølge i begivenheder.
Dels sammenkædes afsnittene i rækkefølge (A, B, C, D, E, E’, D’, C’, B’, A’) med lignende virkemidler, som så kaldes catch-words30.
Samlet kan det fremstilles sådan:

I det følgende vil jeg først gennemgå Rendsburgs metode og opdagelser, derefter vil jeg referere hans vurdering af betydningen af disse opdagelser, og til sidst vil jeg vurdere disse to punkter. Jeg anvender Rendsburgs gennemgang af Abrahamhistorien, men en af de tre andre dele af Genesis kunne lige så vel have været anvendt.
Indledningsvis nævnes det, at man almindeligvis mener, at Abrahamhistorien er sammensat af "forskellige historier, som er løst sammenknyttet. Næsten enhver del, med den mulige undtagelse af fortællingerne om Abrahams kaldelse og ofringen af Isak, kunne have været udeladt uden alvorligt at have skadet Abrahamhistoriens enhed som et hele, og uden at vi ville have lagt mærke til, at noget manglede."31 Denne antagelse er ifølge Rendsburg forkert, for den redaktionelle struktur i historien modsiger dette.
I de fleste kommentarer har man bemærket, at der var store ligheder mellem eller gentagelser af nogle af afsnittene i Abrahamhistorien. Ifølge Rendsburg var Umberto Cassuto den første, som så alle dele af Abrahamhistorien som duplikater af hinanden. Han nævner, at Cassuto taler om ti prøver (trials) eller prøvelser (ordeals), som Abraham går igennem, og citerer:

"Note should also be taken of the chiastic parallelism between the ten episodes. The last trial corresponds to the first. (Go from your country etc.; and go to the land of Moriah etc.; in the former passage there is the command to leave his father, in the latter to bid farwell [sic] to his son; in both episodes the blessings and promises are similar in content and in phrasing). The penultimate two tests parallel the pair of tests following the first (in the earlier trials Sarai is in danger from Pharaoh, and Lot goes away; in the later ordeals Sarah’s peril stems from Abimelech, and Hagar and Ishmael depart; in both sets of tests a sanctuary is founded and the name of the Lord is proclaimed). The seventh episode corresponds to the fourth (in both Lot is in jeopardy and is saved). Similarly, the sixth trial parallels the fifth both appertain to Ishmael and Isaac)."32

Rendsburg bygger på og udvidder Cassutos teori og søger at påvise en kiastisk struktur i afsnittet fra 11,27-22,24:

   A, Terahs slægt (11,17-32)
      B, Starten på Abrams ‘åndelige rejse’ (12,1-9)
         C, Saraj i et fremmed palads; en fare ender med fred og succes;
               Abram og Lot skilles (12,10-13,18)
            D, Abram kommer for at redde Sodoma og Lot (14,1-24)
               E, Pagt med Abram, Bebudelsen af Ismael (15,1-16,16)
               E’, Pagt med Abraham, Bebudelsen af Isak (17,1-18,15)
            D’, Abraham kommer for at redde Sodoma og Lot (18,16-19,38)
         C’, Sara i et fremmed palads; en fare ender med fred og succes;
               Abraham og Ismael skilles (20,1-21,34)
      B’, Afslutningen på Abrahams ‘åndelige rejse’ (22,1-19)
   A’, Nahors slægt (22,20-24)

Ikke alle observationer i det følgende er lige vigtige, men alle observationer er med til i fællesskab at argumentere for Rendsburgs teori, derfor har jeg taget dem med. Dog har jeg ikke medtaget alle hebraiske ord i transskription.33
 

Terahs slægt, Nahors slægt

A (11,17-32), A’ (22,20-24)

Først sammenlignes afsnittene A og A’. Det første afsnit handler om Abrams fars, Terahs slægt, om den ufrugtbare Saraj, og om Terah, Abram, Saraj og Lot, der drager fra Ur i Kaldæa mod Kana’ans land og kommer til Karan. Det andet afsnit handler om Abrahams brors, Hahors slægt. Begge er meget korte afsnit, genealogier, der omslutter de vigtigste begivenheder i Abrahams liv. På tre punkter er der særlige ligheder mellem de de to genealogier34:


Begyndelsen og afslutningen på Abrahams ‘åndelige rejse’

B (12,1-9), B’ (22,1-19)

Disse to afsnit forekommer umiddelbart temmeligt forskellige, det ene er kort, den handler om at Herren byder Abram at drage til ‘det land, jeg vil vise dig’, at Abram velsignes, drager afsted, bygger et alter, og fortsætter sin vandring. Det andet indeholder den gribende beretning om, at Abraham skal ofre Isak. Dog er der mange sammenkædende elementer:

Om afsnittene siger Rendsburg: "It is abundantly clear that the two stories are related. Numerous parallel themes and theme-words serve to connect them, alerting the reader to the literary texture of the Abraham Cycle. The redactor uses these two episodes in the patriarch’s life to mark the beginning and the end of his religious journey."35 Han mener også, at en forståelse af denne redaktionelle struktur hjælper til at forklare en række steder, hvor man har ment, at der var brud eller tilføjelser i teksten. Han nævner, at mange kommentatorer har ment, at Gen. 22, 15-18/19 er en sekundær tilføjelse. Robert Davidson: "These verses are an appendix to the main narrative, somewhat artificially joined to it by claiming that the angel of the LORD spoke to Abraham a second time (verse 15)."36 Og von Rad: "It is clearly noticeable that the narrative once concluded with v. 14"37. Dette er Rendsburg ikke enig i, og det passer heller ikke med den struktur, som han søger at påvise. Når B starter med en velsignelse til Abram, skal B’ også slutte med en lignende velsignelse. Og velsignelserne ligner hinanden, idet det begge indeholder det, som han kalder "the literary feature of seven separate expressions". At man måtte kunne forvente en afsluttende velsignelse, understreges af ordet ‘igen’ (šènît) i 22,15. Således mener Rendsburg, at hele Abrahamhistorien hele vejen igennem har lagt op til netop denne velsignelse.
 

Saraj/Sara i et fremmed palads; en fare ender med fred og succes; Abram og Lot/Abraham og Ismael skilles

C (12,10-13,18),C’ (20,1-21,34)

Det første afsnit handler om hungersnød, rejse til Egypten, frygt for at blive slået ihjel, løgn. Saraj i et fremmed palads; Abram er listig og får meget kvæg, men Farao rammes af Herrens vrede, en fare ender med fred og succes; Man drager op fra Egypten, Abram og Lot deler landet og skilles. Det andet afsnit handler om Sara i et fremmed palads (hos Abimelek); en fare ender med fred og succes; Isak fødes, Hagar sendes bort, Brøndstrid mellem Abraham og Abimelek. Rendsburg inddeler hvert afsnit i tre underafsnit, som dog ikke internt følger mønstret abcc’b’a’, men har en anden rækkefølge:

Ca & C’a (paladsdrama):

Cb & C’b (Fred og succes)

Cc & C’c (Abraham og Lot/Ismael skilles):

Abram kommer Sodoma og Lot til undsætning

D (14,1-24), D’ (18,16-19,38)

I D berettes om en krig, Lot tages til fange, Abram kommer Sodoma og Lot til undsætning og reder dem. Melkisedek velsigner Abram. I D’ påtænker Gud at ødelægge Sodoma og vælger at fortælle Abraham dette. Abraham forhandler for at redde Sodoma og Lot. Lot får besøg af to mænd, Sodoma ødelægges. Disse to beretninger er meget forskellige, den første er en succes-historie om Abram som kriger-høvding, og den anden er en historie, hvor Gud på en helt anden måde er med i historien. Dog er der meget sammenkædende materiale:

Pagt med Abram/Abraham, Bebudelsen af Ismael/Isak

E (15,1-16,16), E’ (17,1-18,15)

E drejer sig om en pagt med Abram, velsignelse, ofring af dyr, forudsigelse af trællekår, efterkommerne skal få landet, Hagar bliver medhustru. Bebudelsen af Ismael for Hagar, Ismael fødes. E’ drejer sig om en pagt med Abraham, Gud taler, to ny navne, omskærelse. Tre mænd besøger Abrahams telt, bliver beværtet og bebuder Isaks fødsel. Sammenkædende materiale:

Ea & E’a (pagtslutning)

Eb & E’b (bebudelse af søn):
Begge episoder har en lang indledning før bebudelsen, begge har megen dialog.

Mange gange kritiserer Rendsburg forskellige kommentatorers38 mangel på indsigt, når de nævner, at dette eller hint afsnit er indføjet, eller at noget er usammenhængende. Det er lige ved, at kritikken nogle gange får karakter af ironiseren. Det er dels ikke helt rimeligt, for Rendsburg leder ikke efter det samme som disse kommentatorer. Han leder nemlig efter litterære sammenhænge (litterærkritik), hvorimod disse leder efter forskellige kilder, som måtte ligge bag ved den foreliggende tekst. Begge dele kan godt lade sig gøre, dog må de forskellige metoder afprøves på hinanden, og det er oplagt, at meget af den kildekritiske arv må afvises, hvis teorien om tekstens kiastiske struktur holder. Og dels kan denne ironiseren føre til den fejlagtige opfattelse, at han ikke regner med, at teksten er lavet af forskellige kilder. Det regner han bestemt med, han omtaler bl.a. flere gange forfatteren som redactor, men han mener, at disse kilder ligger langt længere bag den foreliggende tekst end almindeligvis antaget.
Ud fra tekstens struktur mener Rendsburg at kunne bekræfte Cassutos opfattelse af teksten: "all this shows clearly how out of the material selected from the store of ancient tradition concerning Abraham a homogeneous narrative was created in the text before us, integrated and harmoniously arranged in all its parts and details."39 Talen om, at teksten er skabt af gammel tradition skabt af udvalgt materiale, accepteres. Men den er altså ikke skabt tilfældigt, derimod er den skabt som en "artfully […] created palistrophe". Dette er et udtryk, som tilskrives McEvenue. Han beskriver figuren således: "The figure is experienced as a thought which stretches outward over a certain series of elements and then retraces its steps over the same elements. It can be merely a mannerism. But it can also be an effective figure if the repeated elements are key words, and if the thought continues to develop in such a way that a tension or contrast is felt between the first and second occurrence of each element, and between the ideas which are made to correspond in this way."40 Denne figur kunne vel også kaldes eventyrets model.
To spørgsmål dukker efterhånden op: For det første: Hvis teorien om den kiastiske struktur holder, og det er jeg tilbøjelig til at tro, at den gør41, er det så blot en manierisme at skrive på den måde, en række forsiringer, som man blot kan notere for snart at glemme dem igen? For det andet: er det en model, der tillader, at elementer parvis kan indskydes eller fjernes, uden at tekstens struktur brydes?
Det første spørgsmål stiller Rendsburg ikke direkte, bortset fra at spørgsmålet stilles i den ovenfor citerede note. Måske er Rendsburg for pietetsfuld overfor teksten til at stille et sådan spørgsmål, eller måske vil han ikke være bekendt at stille et retorisk spørgsmål, som han straks kan afvise. Sagen er nemlig den, at præcis i midten af den kiastiske struktur, midt i den fortælletekniske struktur findes også det centrale teologiske indhold i Gen 17,1-5: Gud viser sig for Abraham under et nyt navn (El Shaddai), Abraham vandrer for Guds ansigt, og pagten etableres. Herfra ændres Guds navn. Indtil nu har i Abrahamhistorien Gud kun heddet Jahve (sammen med to El-navne)42, i resten af historien skiftes der mellem Jahve og Elohim (sammen med et El-navn).43 Således er historiens teologi ikke fuldt udsagt, førend Gud kan omtales som både Jahve og Elohim.44 Samtidig med, at Guds navn ændres, ændres også Abrams navn til Abraham.
Rendsburg glemmer efter min mening tre ting, som han kunne og burde have taget med: For det første ændres Abrahams navn egentlig ikke, det udfyldes blot (nemlig Ab(ra)ham), netop ligesom Jahve-navnet ikke ændres men udfyldes. For det andet glemmer han stammoderen Sara; hun får jo også et nyt navn. Og for det tredje glemmer han at nævne, at historien faktisk har en dramatisk drejning omkring midten: lige før 17,1-5 berettes der jo om, at Abram får en søn, og det er jo en søn, det hele drejer sig om, en søn, som kan videreføre den pagt, som er central og omringer dette afsnit. Det er bare den forkerte søn og den forkerte stammoder, så for læseren, der ser sig selv som en efterkommer af Isak, ser det ud til, at alt er tabt! Således har Abrahamhistorien to dramatiske højdepunkter, nemlig det her nævnte og beretningen om ofringen af Isak, hvor slægten atter er i fare for at gå til grunde.
Det andet spørgsmål, (om modellen tillader, at elementer parvis kan indskydes eller fjernes, uden at tekstens struktur brydes) stiller Rendsburg ikke. Men det er der faktisk heller ikke grund til, for ligesom de såkaldte theme-words binder afsnittene sammen parvis, således bindes afsnittene sammen i rækkefølge af catch-words(se skema i bilag 2), hvorved teksten i den foreliggende form nærmest fremstår som en ubrydelig struktur.45 Dette taler for, at Genesis i sin foreliggende form er et sammenhængende hele, hvor dette hele så at sige er blevet strikket på én gang. Dette får Rendsburg til at mene, at det er en enkelt person, som har samlet eksisterende materiale i det foreliggende mønster: "The presence of these devices in the narrative betokens a well-conceived blueprint expertly executed by the individual responsible for bringing together the various traditions surrounding Israel’s first patriarch."46 Tanken om, at det skulle være én enkelt person, som har skrevet Genesis, er interessant, men der er efter min mening ikke fuld dækning for den, og jeg tror, at det vil være mere korrekt, at tale om en samlende idé. Rendsburg mener i øvrigt, at Genesis i sin foreliggende form kan dateres helt tilbage til sen kongetid. Denne opfattelse bygger han dog ikke på strukturen, men på et mere traditionelt og måske ensidigt udvalg af person- og stednavne sammenholdt med formodede politiske begivenheder, som skulle være afspejlet i teksten.47

Rendsburg har i sit arbejde med Genesis lagt vægten mere på at finde og bevise mønstre og sammenhænge i teksten end på faktisk at arbejde med de forskellige litterære virkemidler, som findes deri. Det skal han dog ikke kritiseres for. Det er efter min mening nødvendigt at befri teksten for den byrde, som en vildfaren kildekritik i mange år har lagt på den, før man kan gå videre i arbejdet med at forstå den foreliggende tekst bedre.

  1. The Redaction of Genesis, Gary A. Rendsburg, Eisenbrauns, Winona Lake, Indiana 1986.
  2. Her tænker han som jøde nok udelukkende på gammeltestamentlig forskning.
  3. Se Rendsburgs inddeling af Genesis i bilag 1. E. A. Speiser opkalder tredje og fjerde inddeling efter Isak og Jakob, men det er ikke væsentligt i denne sammenhæng.
  4. Michael Fishbane, Text and Texture, New York 1979.
  5. K. R. R. Gros Louis, Litterary Interpretations of Biblical Narratives.
  6. Robert Alter, The Art of Biblical Narrative, New York 1981.
  7. Fokkelmann, J. P., Narrative Art in Genesis, Specimens of Stylistic and Structural Analysis, anden udgave, Sheffield 1991.
  8. U. Cassuto, From Noah to Abraham, Jerusalem 1964.
  9. N. M. Sarna, Understanding Genesis, New York 1966.
  10. Michael Fishbane, Composition and Structure in the Jacob Cycle (Gen. 25:19-35:22), JJS 26 (1975), 15-38; genoptrykt i Text and Texture.
  11. Afsnittet om urhistorien ikke arrangeret i en kiastisk struktur men i en ligefrem parallel struktur: A, B, C, … N, A’, B’, C’, … N’
  12. "[Catch-words] act as bridges which aid the linear flow of the cycle from unit to unit." Redaction, p. 5.
  13. Ifølge J. Morgenstern, The Book of Genesis (New York, 1965) p. 188.
  14. From Noah to Abraham, p. 296.
  15. Der anvendes den transskriptionmåde, som findes i den behandlede litteratur, hvorfor transskriptionsmåderne kan variere lidt. For Redactions vedkommende skrives au  med á og a- med à.
  16. At der er ligheder i genealogier, er ikke overraskende, og sådanne ligheder kunne være helt tilfældige. Vurderet i sammenhæng med ligheder mellem mere forskellige afsnit og i sammenhæng med andre genealogier før og efter forekommer de nævnte ligheder dog ikke tilfældige.
    Genealogier har i øvrigt en stor betydning for Thomas L. Thompsons strukturmæssige inddeling af Genesis. En inddeling, som dog ikke falder helt sammen med ovenstående.
  17. Redaction, p. 33.
  18. Davidson, Genesis, p. 12-50, 97.
  19. Von Rad, Genesis, p. 237.
  20. Særlig von Rad. Redaction, pp. 43f.
  21. Cassuto, From Noah to Abraham, p. 279.
  22. McEvenue, The Narrative Style of the Priestly Writer, p. 29, n 18.
  23. Kiastiske strukturer er blevet påvist af andre. J. P. Fokkelmann har i Narrative Art in Genesis, Specimens of Stylistic and Structural Analysis, anden udgave, Sheffield 1991 en meget fin gennemgang af historien om Babelstårnet (Gen 11,1-9), hvor han påviser en meget gennemført kiastisk struktur. Også udenfor Genesis og ikke blot i Det Gamle Testamente findes disse strukturer.
    I Johannesevangeliets Afskedstaler findes den kiastiske strukturering af teksten også. Her er erkendelsen af denne struktur efter min mening meget givende, idet man nu i en ellers meget vanskeligt gennemskuelig og tilsyneladende ‘vævende’ tekst kan finde midtpunkter og spejlende udsagn og derved bedre forstå teksten. (Omtalt i Lindhardt, Mogens, Ikonen med det evige liv, København 1991 og Wyller, Egil A., "I Salomos buegang, Johannes-evangeliets arkitektonik" i Platonselskabets symposium 1987, ss. 173-190. Udg. af Inst. f. klassisk filologi, Københavns universitet 1988.)
  24. Gen. 14,20; 14,22; 16,13.
  25. Gen. 21,33.
  26. Redaction, p. 46.
  27. Der kan gøres mange flere observationer af sammenkædende elementer (catch-words), end Rendsburg har nævnt, f.eks. mellem afsnittene E’ og D’: Når f.eks. at lo sættes over for et højt skrig (Gen. 18,12ff; 18,20f) fordi, man kan se et ordrim, er hele sagen ikke taget med. Det drejer sig begge steder om latter i forbindelse med begær, og der er en kontrast mellem stærk og svag. Måske er det at presse billedet for meget, men:
     
    latter: Sara lo ved sig selv og tænkte: Der lyder et højt skrig fra Sodoma og Gomorra;
    tvivl om noget forestående: skulle jeg virkelig om deres handlinger virkelig (ironiserende, altså egentlig ikke tvivl)
    begær: føle begær…? Deres synd er meget stor.
        Hvis det ikke allerede er klart, så viser det sig senere tydeligt, at synden består i begær: fordi ‘deres (senere forsøgte) handlinger virkeligt svarer til det skrig…’

    Begge steder spilles der på dårskaben i ikke at erkende Guds alviden og almagt.

  28. Redaction, p. 52.
  29. Jeg er tilbøjelig til at mene, at det er særdeles vanskeligt at datere på den måde. F.eks. ser det ud til, at stednavne ofte nævnes af litterære grunde tilsyneladende uden geografisk eller historisk relevans. Jf. Shelas fødested Kezib og Pesilim, som bliver behandlet senere.