En redegørelse for de sammenhænge i Genesis, som Alters litterære metoder har afsløret, samt en belysning af Alters resultater ved sammenligning med resultaterne af andre eksegetiske metoder.
"Hvad siger teksten selv?"1 Dette
spørgsmål må enhver læser af gammeltestamentlige tekster stille sig selv.
Det er et særdeles vanskeligt spørgsmål, når det gælder bibelske tekster.
Problemerne er mange: vi ved ofte ikke, hvor og hvornår teksterne er skrevet,
vi ved ikke, hvem der har skrevet dem, og mange tekster er måske blevet til
over en længere periode under indflydelse af forskellige mundtlige og
skriftlige traditioner. Alle disse og flere andre problemer har efter nogles
mening forårsaget, at man har beskæftiget sig for meget med elementer i
teksterne, som har med kilder, overlevering, sociologisk kontekst osv. at gøre,
og for lidt med teksten som et hele og med dens endelige redaktion.
Nogle
har hævdet, at den gammeltestamentlige teologi har beskæftiget sig mere med
‘tekstarkæologi’ end med teologi. Man kan hævde, at en tekst er mere end
summen af dens elementer, og mere radikalt vil visse moderne
kommunikationsteorier hævde, at teksten ikke findes, før den læses, eller at
den kontekst, som danner teksten, først findes, når teksten læses!
I det følgende vil jeg behandle nogle forsøg på at se teksten – først
og fremmest Genesis – mere som en harmonisk enhed end som en samling tilfældigt
samlede fragmenter. Allerførst er det nødvendigt kort at præsentere
kildehypotesen, som i høj grad har påvirket gammeltestamentlig forskning og
endnu – selvom mange nu forholder sig kritisk dertil – har stor betydning.
Dernæst vil jeg præsentere to forsøg på at bevise teksternes homogenitet, først
stilistisk-lingvistisk derefter litterært udfra tekstens sammensætning og
struktur. Med disse nødvendige forudsætninger på plads vil jeg endelig præsentere
et bud på, hvordan man på en fornuftig måde kan læse bibelske fortællinger.