Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jor­den. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I læ­rer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Når en officer giver befaling til sine underordnede, foregår det altid efter et be­stemt mønster: De underordnede bliver indkaldt til befalingsudgivelse på et be­stemt tidspunkt og sted, hvor de får en terrænorientering enten ved udpegning på kort, på skitser eller i selve terrænet. Derefter fortsætter befalingen med ho­ved­punkterne: situation, opgave, udførelse samt støtteforhold og signal­tjene­ste. Og så går man i gang og handler som befalet.

Sådan foregik det også ifølge Matthæusevangeliet, da Jesus gav sine disciple befa­ling. Efter opstandelsen havde en budbringer, en engel, nemlig sagt til kvinderne ved graven, at de skulle sige til disciplene, at Jesus ville gå i forvejen for dem til Galilæa, hvor de skulle møde ham. Og senere så de Jesus selv og fik beskeden repeteret.

Der gik ellers også andre rygter om Jesus, så nogle af disciplene tvivlede ærligt talt på, at han virkelig skulle være opstanden. Men de kom dog alle sammen hen til stedet, oppe på det bjerg i Galilæa, hvor Jesus havde sat dem stævne…

Mon ikke de har kunnet skue ud over landskabet og følt, at her oppefra kunne man se helt til verdens ende. Det meste af verden fortabte sig ganske vist i disen derude i horisonten, men alligevel: ude bagved lå det dog alt sammen, åbent for den, der havde mål og retning.

Og disciplene, som ellers havde været tvivlende, fik snart mål og retning, for nu lød befalingen. Situationen var denne: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden”.

”Al magt i himlen og på jorden”, hvad betyder det? Ja, det betød altså ikke, at Jesus havde overvundet romermagten dengang, eller at han har taget den kon­kre­te, synlige magt i vores verden i dag. Men disciplene forstod nok alligevel, hvad han mente, for de havde jo set ham lide og dø, de havde set ham død, og nu stod han levende for dem netop som bevis på, at han havde magt over døden.

Magt over døden, det har ingen af de magter, som vi ellers sætter vores lid til: Militær magt kan netop ikke skabe liv, men bruger døden som middel selv i en god sags tjeneste. Økonomisk kan vi heller ikke få magt over døden; vi kan ikke købe os evigt liv, vi kan ikke tage penge med os herfra, når vi dør. Heller ikke videnskaben, kunsten eller sporten kan udgrunde, afdække eller tackle dødens magt. Men Jesus havde og har endegyldig magt over alting, også døden.

Og denne gode magt skulle komme alle til gode, også os, derfor blev opgaven: ”Gå … hen og gør alle folkeslagene til mine disciple”, dvs. efterfølgere, tilhængere, fans – men­nesker, som lader Jesus få stor, gennemgribende betydning i livet.

Og hvordan skulle denne opgave udføres? Jo, det skulle ske ved at døbe i Fade­rens og Sønnens og Helligåndens navn og ved at lære mennesker at holde alt det, som Jesus havde befalet.

Den rent praktiske udførelse af opgaven er – det kan jeg betro jer – ganske enkel. Når børnene bliver døbt, skal præsten jo bare kigge i ritualbogen og følge den fore­skrevne ordlyd. Men der er jo mere end blot ritual i dåben. Dåben betyder også noget. Man kan sige, at dåben er symbol på Guds stærkeste våben i kampen mod synden. Og det er et godt våben.

Synden kender vi i bibelhistorien lige fra dengang slangen fristede Eva, og Eva fristede Adam, og de gjorde oprør mod Guds bud. Og ikke bare gjorde de oprør mod Gud, de begyndte også at skyde skylden på hinanden. Og så måtte Gud bru­ge udvisningens våben og jage men­ne­skene ud af Paradis, for Paradis med strid mellem mennesker, det er jo ikke Paradis.

Og synden voksede. Kain slog Abel ihjel, og senere blev menneskene så onde, at Gud ville udrydde dem alle fra jordens overflade. Kun Noah og hans familie var retfærdige og blev reddet sammen med en mængde dyr, dengang Gud tog synd­flo­dens våben i brug. Syndfloden var et frygteligt våben, og Gud besluttede sig bagefter for aldrig mere at tage det i anvendelse.

Igennem hele resten af Det Gamle Testamente kan vi så læse om, hvordan Gud giver love og formaninger, som skal hjælpe mennesket i kampen mod synden og til at leve livet rigtigt. Men det er alt sammen ikke nok.

Kunne Gud så ikke se igennem fingrene med synden? Kunne man spørge sig selv. Nej, for synden ødelægger livet og skal bekæmpes. Og da sætter Gud alt ind i kam­pen. Gud går selv ind i kampen ved at blive menneske i sønnen Jesus Kris­tus. Ved at lide som menneske i solidaritet med mennesker. Ved at gennem­bry­de dødens magt. Ved at give os i grunden uretfærdige sin retfærdighed.

Dåben er symbol på dette Guds stærkeste våben i kampen mod synden: Nu er det ikke længere nødvendigt at drukne onde mennesker som ved syndfloden, nu rækker det at vaske synden af med dåbens vand. Nåden er kommet til i stedet for tilintetgørelsen…

Vi døber i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Et navn er det, fordi Gud er en. Og så tre personer, fordi vi kender Gud på den måde: Som Faderen, der har skabt alle ting, men også er det mægtige, ukendte og uudgrundelige ved Gud, som ikke lader sig overse eller gennemskue. Som Sønnen, der blev menneske og lod os vide i ord og gerning, at Gud er kommet os nær, at Gud skønt stadig ube­gri­belig, dog sætter sig selv, sætter alt ind på at gribe os. Og som Helligånden, der er en Guds kraft i alting, og som oplyser os og lærer os at leve som Guds børn.

Og med til dåben hører at lære og at holde alt det, som Jesus har befalet. Og det at lære er ikke blot at tilegne sig en lære, som man så kan udsige, forklare eller måske bare lire af sig. Nej, det er også at tage ved lære, dvs. at leve ligesom Jesus, leve i kærlighed til andre mennesker, tage sig af andre – også selv om de måske ikke lige har fortjent det.

Og det at holde, det er selvfølgelig at holde de gode bud og regler, som Gud har sat for at værne om menneskelivet. Men især skal vi lære og holde fast i, at vi har Guds tilgivelse, Guds nåde, Guds kærlighed, når vi selv svigter og alt vores eget glipper. Og det er måske det sværeste: at begive sig ud på troens dybe vand, at give slip på sig selv og hengive sig til Gud.

Ja, det kan være en kamp at benægte sig selv og bekende sin tro. Og uden støtte går det ikke. Men Jesus har også lovet os støtte hele vejen: Han siger jo: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Og sådan slutter Matthæus­evan­ge­liet. Og nu har vi også hørt befalingen, og nu kan vi gå ud i verden. Amen.