Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet.
    Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.«
    Mens de spist, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.«
    Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.

Jesus var kommet til Jerusalem for nogle få dage siden, og det var ikke gået stille af sig. Selv om han var kommet ridende på et æsel, så var han blevet opfattet som en konge. Folket havde stået langs vejen og havde hyllet ham. Der var ingen ende på deres begejstring…

Sådan havde det været Palmesøndag, men situationen ændrede sig snart. Der var spioner ude. Der var folk, som stræbte Jesus efter livet. Det var farisæernes parti, ypperstepræsterne, de religiøse magthavere. Om disciplene havde opdaget et omsving i folkestemningen, er ikke til at sige, men Jesus havde i hvert fald fortalt dem, at han skulle blive udleveret til at blive korsfæstet. Og en af dem - det var Judas - havde modtaget 30 sølvpenge for ved lejlighed at forråde Jesus.

Sådan var situationen dyster og truende, da disciplene kom hen og spurgte Jesus, hvor de skulle spise påskemåltid. Og Jesus havde truffet sine forholdsregler og gjort sine forberedelser. Ligesom han palmesøndag havde kunnet fortælle disciplene nøjagtig, hvor de kunne finde æslet og dets føl, og hvad de skulle sige til dets ejer, således fortalte han nu, hvem de skulle henvende sig til, og hvad de skulle sige, nemlig: ”Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.”

Disciplene forberedte så måltidet. De har nok købt ind: et lam af bedste kvalitet (lydefrit skulle det være), urter, fin olivenolie, brød af den slags, som man brugte i påsken, og vin bedre end hverdagsvinen. De havde slagtet lammet, tilberedt det og i øvrigt gjort klar.

Og så satte de sig til bords og spiste. Og Jesus vidste godt, at en af dem ville forråde ham. Han sagde ikke direkte, hvem det var. Og disciplene blev kede af det og spurgte hver især: ”Det er vel ikke mig, Herre?”, men han svarede ikke direkte på det heller, men sagde: ”Det er ham, som med hånden i fadet dyppede sammen med mig, der vil forråde mig.” Men det var stadig ikke noget svar, for alle havde de dyppet i fadet, alle spiste de jo sammen.

Da Judas spurgte: ”Det er vel ikke mig, Rabbi?”, svarede Jesus.: ”Du sagde det selv.” Jesus vidste, at det var ham. Han vidste det i forvejen. Han havde vel kunnet mærke det, men Judas sagde det også selv. Han røbede det ved sit spørgsmål, for han kaldte ikke længere Jesus ’herre’, som de andre gjorde, men blot ’rabbi’. Rabbi betyder lærer. Det er en fin betegnelse, men altså ikke det samme som herre og mester.

Judas blev det altså, som forrådte Jesus, men lad os ikke glemme, at også de andre disciple, de, som kaldte ham ’herre’ og satte deres lid til ham, også de svigtede, da det gjaldt. De faldt i søvn, de fornægtede ham, de stak af i mørket, og de gemte sig.

Men Jesus spiste sammen med dem. Han spiste med dem alle sammen. Han tog et brød og velsignede og brød det og gav sine disciple det. Det havde han så tit gjort, når de spiste sammen, og nu gjorde han det altså igen, men denne gang var det anderledes. ”Tag det og spis det”, sagde han og fortsatte så med de usædvanlige ord: ”dette er mit legeme”. Og han gav dem også vin. Han takkede og skænkede for dem, som han plejede at gøre (eller måske drak de alle af samme kande, det er ikke til at afgøre), og så sagde han, at vinen var blod, hans blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Han kaldte det en ny pagt ved sit blod.

Mærkelige ord er det. De peger hen på hans død, for hvordan skulle man kunne spise hans legeme og drikke hans blod, uden at han var død først? Og han siger da også, at det er sidste gang, at han drikker af vintræets frugt, førend at han drikker den på ny i sin fars rige.

Mærkelige ord er det, for de peger på hans død, men fulde af liv er de. Når Jesus sagde: ”Min time er nær”, betød det nemlig ikke, at nu var det snart slut, nu var det ude med ham. Tværtimod betød det, at nu skulle det være, nu skulle det ske, det, som han var kommet for, at han skulle indstifte en ny pagt, at han skulle ofre sig selv til syndernes forladelse.

Syndere det var disciplene, som svigtede, da det gjaldt. Syndere det er du og jeg, som også svigter, når det gælder, svigter vore medmennesker på alle mulige måder og svigter Gud, når vi ikke stoler på ham.

Nu vil en og anden måske tænke: Er det ikke lidt for meget at gøre ud af det her med synd? Og svaret må være: Nej, det er ikke for meget. Synd er alt det, der ødelægger livet, og synden er også i dig og mig, og uden Guds kraft og indgriben kan vi ikke komme af med den.

Det nytter ikke noget at fortie synden, som om den ikke er der: Den er der som en skygge i dit liv, umulig at slippe bort fra. Det nytter heller ikke noget at forsøge at bære synden selv: dertil er den for tung. Kun nytter det at lade den bære, som kan bære: det er Jesus, Guds Søn, som blev menneske og gav sig selv, udgød sig selv, tømte sig selv, for at vi måtte få liv ved ham.

Ordet om syndernes forladelse og Guds kærlighed til os, det er vel nok at holde sig til, men ligesom Guds Søn virkelig kom til verden og virkelig spiste med alle slags mennesker: toldere, ludere, lommetyve, farisæere, disciple, syge, unge og gamle, rige og fattige, kort sagt alle slags mennesker, således har han også givet os et virkeligt tegn på sin tilstedeværelse hos os i dag. Det er nadveren.

Det er her Guds Søn rækker os sit legeme og blod, sig selv. Det er her, at Guds Rige strækker sig ind i vores verden. Når vi ser knæfaldet ved alteret som en halvcirkel, så må vi godt forestille os, at den fortsætter rundt og fuldendes inde i Guds himmelske rige. Den ene halvdel her, den anden der…

Vi ved godt, at vi lever på jorden, og at vi nu kun har tegnene på det, som skal komme. Vi ved, at nadverens elementer, brød og vin, er ydre tegn på en indre virkelighed. Men lad os ikke skille tegn og virkelighed ad. En sådan teoretiseren splitter vel nogle delelementer fra hinanden, men måske har vi mere gavn af at forstå helheden.

Lad mig give nogle eksempler: Når et menneske rækker sin hånd frem til et andet menneske og siger ’undskyld’, og de to forsoner sig med hinanden, så ligger tegnet og ordet, håndtrykket og undskyldningen ikke udenfor selve forsoningen og har ligesom ikke med det at gøre, men de er integrerede dele deri.

Når en mand siger til sin kone: ”Jeg elsker dig” og giver hende blomster eller bærer skraldeposen ud, så er det ikke sådan, at kærligheden mellem disse to mennesker består i sig selv helt udenom ordene og handlingen. Det hele hører sammen.

Når et menneske slår korsets tegn for sig - og det kan vi, som kalder os lutherske, godt tillade os at gøre meget mere, end vi plejer - så behøver vi ikke mistroisk at betragte det som en upassende demonstration af fromhed. Vi behøver heller ikke at nøjes med den tolkning, at det blot er et ydre tegn på en indre virkelighed. Det kan lige så godt gå den anden vej: at korsets tegn vækker troen og tilliden til live i den, som korser sig, for er det ikke det, som sker: den, der korser sig, rækker ud efter den korsfæstede, men bliver selv grebet af ham?

Og således må det også være med nadveren: vel er den et ydre tegn på en indre virkelighed. Vel er den forudgriben af det himmelske måltid, men den er altså også allerede her og nu del af det hele, at Jesus elsker sine disciple, også dem, som svigter og taber modet.

I nadveren møder vi tegnene og ordene, og han er selv tilstede deri. I de tegn og de ord og i hans tilstedeværelse må vi se en hånd rakt frem til forsoning, vi må fornemme en til det yderste hengiven kærlighed, og vi må smage ham, som giver os liv og gør os glade. Amen.