Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader,
himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og
forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var
det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen
undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som
Sønnen vil åbenbare ham for.
Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge
byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for
jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres
sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«
I kender sikkert alle sammen historien om
de tre små grise. Historien findes i flere udgaver, men i hovedtrækkene
går den ud på, at der er tre små grise, som bliver jaget af den store
stygge ulv. For at finde beskyttelse bygger grisene hver sit hus.
De to af grisene bygger ikke særlig solidt. Den ene bygger et hus af
strå, og den anden bygger et hus af brædder. Det skulle gå hurtig med
byggeriet, for så kunne de komme i gang med det, som de allerbedst kunne
lide, nemlig at synge og danse og spille violin. Den tredje lille gris var
mere fornuftig og byggede et hus af mursten.
Så kom ulven og pustede til husene. Huset af strå fik ulven snart blæst
omkuld, og den første lille gris måtte søge tilflugt hos den anden lille
gris i huset, der var bygget af brædder. Det hus holdt bedre, men så
pustede ulven bare kraftigere, og brædderne begyndte at løsne sig, og til
sidst væltede huset. Så måtte begge grise flygte hen til den sidste lille
gris.
Da ulven nu kom til det sidste hus - det, som var bygget af mursten -
begyndte han at puste og puste. Men der skete ingenting. Og han pustede og
han pustede, men det hjalp ikke. Nu kravlede ulven ned gennem skorstenen,
men her endte han i suppegryden og blev selv fanget af grisene. Og derfor
måtte ulven gå sulten hjem den dag…
Historien om de tre små grise har én god morale, nemlig at man skal
bygge solidt. Det er det, som apostlen Paulus taler om, når han fortæller,
at man skal bygge på den solide grundvold, Jesus Kristus. Her nytter det
ikke at bygge på noget som helst andet. Selvfølgelig duer træ og hø og
halm ikke, det kan man sige sig selv, men heller ikke de mest værdifulde
materialer - om det så er guld, sølv eller ædelsten - heller ikke de duer.
Men historien om de tre små grise har altså også en rigtig dum,
irriterende morale. Det er nemlig Praktiske Gris, som det går godt for -
den forudseende og veltilpassede lille gris, som altid gør alting rigtig.
Den gris, som aldrig glemmer at løfte pegefingeren overfor de andre grise,
når den synes, at de tager alting for let. Jo, Praktiske Gris har ofte ret
og gør alting rigtig, men hvor er han altså en irriterende lille
fedterøvs-gris.
Og med den indledning er vi nået dertil, at vi måske kan forstå, hvad
der ligger forud for Jesu ord, som lyder i dagens evangelium. De
mennesker, som Jesus tog til orde overfor, det var nemlig nogle meget,
meget kloge og bedrevidende mennesker. Vise og forstandige var de, og de
havde styr på alle de love og regler, forbud og påbud, som en from jøde
skulle overholde.
Masser af reglerne var ganske fornuftige, de var gode at holde sig til
som praktiske leveregler. Nogle af reglerne var ikke helt så praktiske
eller nødvendige, men det gjorde egentlig ikke nogen skade, at man
overholdt dem. Lovene var sådan set gode nok.
Det, der var galt, var bare, at lovene, som skulle være gode og
regulere det praktiske liv, havde fået en helt forkert betydning. Man
mente, at hvis man overholdt dem alle til punkt og prikke, så ville man
have sit på det tørre overfor Gud.
Og så begyndte man at gå så meget op i love og regler, at de kom til at
stå i vejen: lovene blev brugt til at holde andre udenfor, og egentlig
blev de også brugt til at holde Gud på afstand, for hvis man nu havde
orden i sit liv, så havde Gud jo ikke noget at komme efter. Loven var
blevet et åg, en byrde både for dem, som forsøgte at lægge deres liv under
den, og et slag i ansigtet på dem, som ikke formåede at følge den.
Loven var ikke til gavn mere, men til skade. Den var ligesom en leg,
der var blevet til et mareridt: ”Du må ikke træde på stregen mellem
fliserne, for så dør du!”
Men Jesus havde altså så at sige trådt på stregen mellem fliserne og
sagt: ”Jeres regler gælder ikke her. De dumme streger skal ikke få lov til
at skære livet i stykker. I skal se og høre noget andet: Blinde ser, og
lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og
evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, som ikke forarges på
mig.”…
Hvis man er klog, så kan man nok ikke se det. Hvis man altid kan klare
sig selv, så kan man ikke fatte det. Hvis man vil have det hele til at
passe ind i små nydelige kasser, så kan man ikke acceptere, at Jesus er
Guds Søn, og at Gud Fader i himlen har overgivet ham al magt. Så kan man
ikke tro det, når Jesus siger, som han gør: ”Kom til mig, alle I, som
slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”
Kender I sliddet og slæbet? Ja, i helt konkret forstand, så er der vel
ikke mange af os, som slider med hårdt arbejde og på vore skuldre må bære
tunge byrder, men i overført betydning, så kender vi sandelig til det:
Måske er det en stresset arbejdsdag? Måske er forholdet til dem, som vi
holder af anspændt, truet eller gået i stykker? Måske har vi bekymringer
og mørke tanker? Jo, der byrder nok, som kan tynge os.
De byrder må vi komme til Jesus med. Vi er inviteret til at komme med
alle vore byrder, alle vore bekymringer, alle vore
fejl og mangler, og han vil give os hvile…
Den første og den største byrde, vi mennesker lider under, det er vel,
at vi tror, at vi kan bære alting selv. At vi er så vise og forstandige,
at vi tror, at vi kan kontrollere det hele.
Den byrde må vi lægge fra os, fordi vi overfor Gud må være det, som vi
er: ufuldstændige mennesker, uforstandige, uforsigtige, syndige,
fortvivlede og forvirrede.
Eller sagt på en anden måde: det åg må vi tage på os, at indrømme
overfor os selv, overfor andre og overfor Gud, at vi er dem, som vi er.
Den indrømmelse er vel en byrde, men den er også en lettelse. Vi kender
det godt: Hvor er det dog svært at sige undskyld til en, som man har
handlet forkert imod. Og hvilken lettelse er det ikke, når den anden tager
imod undskyldningen.
Den samme lettelse må vi føle, når vi folder vore hænder og fortæller
Gud, hvordan det står til med os.
Eller når vi knæler ved alterbordet. Der får vi lov til at vise det: at
vi tager på os at være syndere, og Jesus tager på sig at være frelser. Så
er byrderne fordelt. Amen. |