Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.
    Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.

I kender det sikkert godt, når man lige pludselig ganske uventet får gæster. Så kan man godt blive lidt forvirret, for hvordan ser det nu ud i ens hjem? Er der ryddet op? Fik jeg lagt de gamle aviser til side? Står opvasken, som burde være klaret for længst, stadig ved køkkenvasken? Ligger vasketøjet og mangler at blive lagt sammen? Og hvordan ser jeg selv ud? Ser jeg ud, som om jeg lige har sovet middagssøvn? Eller har jeg måske jogging-tøj på eller det tøj, som jeg bruger, når jeg arbejder i haven?

Det er ikke fordi vi ikke vil være bekendt, at der en gang i mellem ligger aviser fremme på bordet, for det må der jo gøre, når man læser avis. Det er heller ikke fordi, at vi ikke vil være ved, at der er vasketøj, som skal ordnes. Og vi vil vel alle sammen gerne indrømme, at vi ikke går i vores pæneste tøj hele tiden. Men der er bare det ved det, at vi ønsker at præsentere os fra den bedste side. Vi vil nemlig gerne have, at gæsterne skal få det rigtige indtryk af os.

Det er noget lignende, som gør sig gældende i evangeliet til i dag: at man skal få det rigtige indtryk af Jesus. Forhistorien er den, at Jesus med sine disciple er kommet ind i Jerusalem, og at han er blevet hyldet som en konge, og så er der nogle grækere, som siger til et par af disciplene, at de gerne vil se ham - ja man kan vel sige, at de ønsker at få foretræde for ham.

Men Jesus tager ikke imod dem, for han er ikke klar til det. Han ønsker ikke, at de skal få det forkerte billede af ham, og så fortæller han sine disciple, hvad der skal ske først.

Men - lad os lige dvæle lidt ved det forkerte billede af Jesus, for det er et billede, som også i dag kendes alt for godt. Og det er ikke helt enkelt at vide, hvem der har det forkerte billede af Jesus. Det er nemlig sådan, at det ikke blot er de kristne, som elsker Jesus og taler godt om ham. Også de ikke-kristne taler godt om Jesus og siger, at de elsker ham (og hvis de hader ham, så fortæller de i hvert fald ikke om det).

Nej, alle elsker Jesus. Men det skal man ikke lade sig snyde af, for det er på samme måde som i tv-spillet ’Alle elsker Debbie’, hvor det viser sig, at det også drejer sig om misbrug.

Går vi til islams opfattelse af Jesus, så er sagen den, at man respekterer ham som en stor profet og lærer. Man kan vel også være med til at kalde ham Guds søn, men at han selv skulle have været Gud og var død på et kors, vil man ikke være med til.

Ser vi på forfatteren Villy Sørensens opfattelse, gør noget lignende sig gældende. Han vil godt anerkende mennesket Jesus som en stor lærer og filosof, men ikke som Guds søn. Han vil godt anerkende ham som død, men ikke som opstanden.

Og ser vi på mange andres opfattelse, så vil man godt have med Jesus at gøre som den, der underviste, som den der var et godt eksempel - ja det bedste, som det største menneske, der har levet på jorden. Men man kan ikke rigtig med al den snak om lidelse og død, og hvorfor skal man blande Gud ind i den her sag, hvis man kan nøjes med mennesket Jesus. Det er jo meget nemmere at holde styr på.

Men disse billeder, er altså forkerte billeder. De er åndelig falskmøntneri. De er kopier, og som kopier ligner de originalen, men det er nogle sørgeligt kraftløse kopier. De er krøllede, de er ganske uden ånd, de er det rene menneskeværk. Og farverne - de er matte, og de kan kun snyde åndeligt farveblinde mennesker, som ikke kender originalen.

Hvad er så det rigtige billede af Jesus? Hvad er det, der skal fortælles først, for at vi kan få det rigtige billede af ham? Jo, det, der skal fortælles, er, at vel var han et et godt eksempel, vel var han det største menneske i verdenshistorien, selvfølgelig kan man kalde ham en stor lærer og filosof, men alt dette er ikke nok. Lidelsen og døden på korset må også med.

Det er det, som han taler om, når han fortæller disciplene, hvordan han skal herliggøres. Det er sig selv, han fortæller om, når han fortæller om hvedekornet, der skal i jorden og dø for at blive til liv igen. Og det er en forudgriben af den aften i Getsemane have, hvor han og disciplene ventede på, at romerne skulle arrestere ham. Derfor siger han: Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Og han spekulerer på, om han skal sige fra, om han skal sige: Fader frels mig fra denne time!

Men han ved godt, at hvis han skal være, den som han skal være, så må han gå den vej, som han skal gå: Det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader herliggør dit navn! Og så lyder der en røst fra himlen: Jeg har herliggjort det...”

Det er det mærkelige ved vores tro, at ophøjelse er ophøjelse til et kors, og at herliggørelse er, at Gud selv lider. For sådan må det være: når Sønnen lider, lider Faderen også.

Men nedfaret til dødsriget betyder ikke, at dødens klamme hånd kan holde fast på Guds Søn. Vel gæstede han dødningekongens slot, men der blev han ikke holdt fanget, for han sprængte Helveds port og styrted dødens kongestol. Og ophøjet betyder ikke bare hængt op på et kors. Det betyder også, at han nu er opstanden og opfaret til himmels og sidder ved Faderens højre hånd som vor frelser og Gud.

Og røsten fra himlen siger videre ’og jeg vil atter herliggøre hans navn’. Det betyder, at han skal komme igen og dømme levende og døde. Det betyder, at denne verdens fyrste, hvis kongestol for længst er styrtet, endelig skal tilintetgøres, og at han skal drage alle sine til sig. Og så betyder det, at døden ikke skal have magt mere, men at vi skal få del i opstandelsen og have det evige liv.

Det er det fulde og sande billede af Jesus, og I kan nok høre, hvor man kan finde det billede. Det kan man nemlig i trosbekendelsen. Og det er så også det sande billede af os, for vi har fået lov til at høre Jesus til. Det fik vi lov til ved dåben, hvor vi blev tegnet med korsets tegn.

Disse to billeder: billedet af Jesus som Guds Søn og billedet af os selv som døbte til at høre ham til, bør vi stille et centralt sted og kigge på engang i mellem. Og når vi gør det, så vil vi vide, at det ikke gør så meget, om det roder lidt udenom. Så vil vi vide, at vi ikke har behov for at være forlegne, når han kommer, som i os er herlighedens håb. Amen.