Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.«

Hvor passer jeg ind i den her historie? Er jeg den uduelige tjener, som blot fortjener at blive kastet ud i mørket udenfor, eller kan jeg på nogen måde betragtes som en tjener, der er tro i det små og kan have udsigt til at gå ind til min herres glæde? Hvordan er mit regnskab med Gud?

En talent er en umådelig stor sum penge, men det er ikke blot penge, som denne lignelse om de betroede talenter handler om. Havde historien kun handlet om penge og økonomi, burde der jo have været tre udgange på historien, nemlig at man enten får pengene til at yngle - det er det, som de to gode tjenere gør -, at man bevarer pengenes værdi - det er det, som den sidste tjener gør ved at grave pengene ned, eller - og den mulighed mangler - at man lader pengene gå tabt. Havde historien handlet om penge, så var det vel ikke så slemt at grave pengene ned som at miste dem; så havde det vel ikke været så galt at sikre sig? Nu handler lignelsen om de betroede talenter ikke om økonomi i almindelig forstand, men den handler alligevel om økonomi, nemlig om Guds Riges økonomi. Den handler om overskud og underskud.

Overskuddet er Guds umådelige store gaver til os mennesker, at Gud har skabt os og sat os til at leve i verden med hinanden. Overskuddet er, at Guds ord ikke vil vende tomt tilbage, og overskuddet er, at Guds kærlighed ikke bliver mindre ved blive delt, men større. Guds kærlighed er ikke blot en gave, men også en opgave: vi er Guds hænder i verden, som det engang er blevet sagt. Derfor er det, at tjenerne med talenterne kun har to muligheder: at tjene og lade Guds ord vokse eller at grave ned og lade det gå til spilde.

Hvordan skal vi tjene Gud, og hvad er det for en slags talenter, som Gud betror os med? Talenter kan være alt muligt. I børnebogen Gummitarzan er det et gennemgående tema, at alle har talent, at alle kan noget. Drengen, som er hovedperson i historien, får igen og igen at vide af sin far: ”Der er altid noget, som man er god til. Man skal bare finde ud af, hvad det er!” Og det finder drengen da også ud af til sidst i bogen.

Der er forskel på, hvad mennesker er gode til. Hver har vi fået forskellige opgaver af Gud – store opgaver, små opgaver eller blot forskellige opgaver, – og alle opgaver er vigtige, og intet menneske må tro, at det ikke kan noget og således står uden opgave.

Der er mange slags opgaver, som skal løses af forskellige mennesker med forskellige evner. Ja, overalt i livet er der forskellige opgaver, som mennesker bliver betroet. Store og små opgaver. Og det er ikke nødvendigvis sådan, at de største opgaver er de vigtigste: Ingen kan jo ved egen kraft afskaffe sult og krig og nød, men alle kan give andre noget at spise, afstå fra strid og splid, eller hjælpe, som man nu bedst kan. Kun få har meget at give, men alle har noget.

Nogle gange er det en meget vigtig opgave at lytte til, at bede for eller at opmuntre et andet menneske. Måske har vi selv oplevet opmuntringer, som betød meget for os i en vanskelig tid, men den, som havde opgaven at hjælpe os, fik ikke at vide, hvor meget det hjalp, eller regnede det ikke for noget særligt.

Før reformationen betragtede man kirkelige opgaver, især at være munk eller præst som noget særligt fint, som den bedste måde at tjene Gud på. Men reformatoren Martin Luther havde en anden opfattelse: man skulle tjene Gud dér, hvor man var sat i verden. Gøre sit bedste, ligegyldigt hvad opgaven var, eller hvem man var. Det skal man også i dag. Hvis man er landmand, skal man passe jorden godt uden at udpine den eller forurene den, passe dyrene, så de har det godt, og skaffe et stort udbytte, så mange mennesker kan blive mætte. Hvis man arbejder på en fabrik, skal man være en god kollega og medarbejder og producere gode varer. Hvis man går i skole eller er under uddannelse, skal man sørge for at få lært noget. Også hvis man ikke har arbejde, fordi man fx er arbejdsløs eller pensionist, skal man være det så godt som muligt.

Vi skal udfolde vore liv som medmennesker. Vi skal være der, når vores familie har brug for os. Når vores venner og bekendte har brug for os. Når vores medmenneske, som vi endnu ikke kender, har brug for os, skal vi være der. Ja, selv vore fjender skal vi forsøge at være medmennesker for. Vi er Guds kærligheds hænder i verden. Vi er sat til at forvalte overskuddet.

Underskuddet kommer, når vi ikke lader det, som vi har modtaget gå videre; når vi ikke tager de pålagte opgaver på os; når vi ikke lader stafetten gå videre. Så knækker kæden.

Vi kender det alle: alt det, som vi burde have gjort, men som vi ikke fik tid til. Alt det, som vi kunne have gjort, men som vi ikke turde. Det var jo mere bekvemt og mere sikkert at lade være, at lade stå til. Vi gravede vore talenter ned. Vi skuffede dem, som regnede med os. Vi svigtede.

Undskyldninger er der nok af: Vi ville jo ikke løbe nogen unødig risiko; vi ville passe på det, som vi allerede havde; holde på det sikre. Men Gud er ikke nogen bankrådgiver. Gud er Gud. Gud er den, som høster, hvor han ikke har sået, og samler, hvor han ikke har spredt. Guds ord vil ikke vende tomt tilbage.

Overfor det ser det skidt ud med mit regnskab med Gud: Har jeg ladet overskuddet fra Gud vokse, eller har jeg hindret dets vækst? Ja, nok det sidste, og undskyldninger er der nok af. Der er sikkert også formildende omstændigheder, noget godt har jeg vel gjort, noget fik jeg gjort rigtigt, noget fik jeg sagt rigtigt. Men regnskabet, hvad med det? Det er jo det, som står på bundlinien, som tæller! Her er der røde tal! Sådan passer jeg måske ind i historien om de betroede talenter, som ham der gravede sine ned: røde tal - ud i mørket!

Men Gud er ikke nogen bankrådgiver. Når Gud vejer vore liv og finder os for lette, alt for lette, lægger han en finger på vægten - til vores fordel. Det findes der et billede af på et kalkmaleri i Domkirken i Århus. Her står Skt. Peter med en vægt i hånden. I den ene vægtskål er der fyldt med små djævle, som kravler op og hager sig fast. De forestiller alle menneskets synder, alt det, som vi gjorde forkert, eller alt det, som vi burde have gjort, men ikke fik gjort. I den anden vægtskål er mennesket, du og jeg, nøgent står det der med alle sine talenter alt for let til at tynge vægtskålen ned. Heldigvis sætter Skt. Peter sin stav på vægten, heldigvis har Gud en finger på vægten, så den tipper over og kommer til at stå i vores favør.

Hvad er det, som Gud lægger på vægten? Hvad vejer så tungt, at det kan opveje alle vore synder? Det gør han, som fortæller os historien om de betroede talenter, han uden hvem denne historie ville være alt for slem, Jesus Kristus. Ham blev alt betroet på korset. Han risikerede alt. Han led og døde og genopstod. Han tjente nok til at slette de røde tal i vores regnskab med Gud, således at vi, som ellers blot fortjener at blive kastet ud i mørket udenfor, alligevel kan gå ind til vor Herres glæde. Amen.