Prædiken
til Søndag Septuagesima, Mark 4,26-32
Broager kirke søndag d. 27. januar 2008 kl. 10.30
313 Kom, regn af det høje! lad jorden oplives - 69 Du fødtes på jord -
320 Midt iblandt os er Guds rige // 319 Vidunderligst af alt på jord -
439,1 O du Guds Lam! - 68 4-5 af ”Se hvilket menneske” - 156 Guds rige
lignes ved et frø
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
Jesus sagde: »Med Guds rige er det på samme måde som med en bonde der
har sået korn på sin mark. Dagene går. Han står op og går i seng, og
kornet spirer og vokser op uden at han ved hvordan. Jorden giver
afgrøde af sig selv. Først kommer der et græsstrå, så et aks, og til
sidst kommer der modne kerner på akset. Så snart kornet er modent, er
det tid til at bonden går i gang med at høste.
Hvordan kan vi ellers beskrive Guds rige? Hvilken sammenligning kan vi
bruge?« fortsatte han. »Senneps frøet er et godt billede. Når det
bliver sået i jorden, er det det mindste af alle frø, men når det
vokser op, bliver sennepsplanten større end alle andre planter og får
så store grene at himlens fugle kan komme og bygge rede i skyggefulde
grene.« D.N.O.
Guds rige kommer helt af sig selv. Det er pointen i disse lignelser.
Det er Gud, som giver væksten.
Men Guds rige, som kommer helt af sig selv, bliver altså plantet i os
mennesker, og i os kan det falde i mere eller mindre i god jord:
Tilbage i middelalderen skulle et kongelig sendebud i al hemmelighed
undersøge, hvordan arbejderne på et stort byggeri havde det med deres
opgave.
Han spurgte den første arbejder, som han mødte: ”Hvad laver du?”
”Sig mig, er du blind?” vrissede manden, ”Jeg hugger disse elendige møgsten
firkantede og lægger dem ved siden af hinanden sådan, som formanden
siger, jeg skal. Jeg sveder i solen og får ondt i ryggen. Og det er
dødkedeligt!”
Sendebuddet gik forskrækket videre og spurgte en anden arbejder et
stykke derfra: ”Hvad laver du?”
Arbejderen svarede: ”Jeg former disse klippestykker til anvendelige
byggesten, som danner mure efter arkitektens plan. Det er hårdt
arbejde, undertiden ensformigt, men jeg tjener en løn, som min familie
kan leve af. Det er et godt job.
Det var et svar, som sendebuddet bedre kunne komme tilbage til kongen
med, men han valgte alligevel at spørge en til: ”Hvad laver du?”
”Kan du ikke se det?” sagde arbejderen, idet han slog ud med armen og
viste, hvad han så i luften over sig, ”Jeg bygger en katedral!”
Katedralen står der endnu.
Og det er ikke bare bygningsværker, der vokser op. I 1930'erne kom en
ung rejsende til Frankrig*. Og en dag kom han forbi et område, som
lignede en ødemark. Det var hverken natur eller kultiveret landskab.
Det var et grimt og uhyggeligt sted, et sted, som man helst skyndte
sig væk fra. Det var ingenmandsland ødelagt under 1. Verdenskrig.
Pludselig bemærkede den rejsende en bevægelse midt i dette store
område. Det var en gammel mand, som langsomt bevægede sig frem med
et særpræget, gentaget bevægelses mønster. Foroverbøjet gik han med
en sæk over skulderen og i hænderne havde han en lang, tung jernstang.
Manden anvendte jernstangen til at stikke huller i jorden. Og hver
gang han havde lavet et hul, tog han et agern op af sækken og lagde
det ned i hullet i jorden.
Senere fortalte den gamle mand den rejsende: ”Jeg har plantet over
100.000 agern. Måske vil kun 1/10 af dem spire og vokse op.”
Den gamle mands kone og søn var døde, og det var sådan, han havde
besluttet at bruge sine sidste år. ”Jeg vil gøre noget nyttigt,” sagde
Elzeard Bouffier.
25. år senere vendte den rejsende tilbage til det samme om råde. Hvad
han så, overraskede ham, han troede ikke sine egne øjne. Hele det
store område på flere kvadratkilometer lå nu hen i skov. Fuglene sang
i træernes kroner. Vilde dyr færdedes i skovens skygge. Og i den
bløde skovbund voksede blomster og urter, som spredte en liflig duft.
Guds natur var vendt tilbage hurtigere og mere fuldstændig, end nogen
kunne have forestille sig, fordi den gamle mand havde sin opgave på
sig.
Men Guds rige kan ikke bare ses i katedraler og i skove. Det findes
også i mennesker. Jeg tror, at jeg mødte det i Børnehaven Himmelblå
for to uger siden.
Jeg var dernede for at aflevere mine børn, da en pige på 4-5 år
henvendte sig til mig:
”Skal man dø?” spurgte hun.
Noget overrasket var jeg lige ved at svare afvigende: ”Det skal man
vel?”, men så jeg tog mig i det. Det var jo ikke noget ordentlig svar.
Jeg var nødt til at svare, hvad jeg vidste: ”Jo, man skal dø. Alle
mennesker skal dø, men helst først, når man bliver meget gammel.”
Hun var efter ansigtsudtrykket ikke tilfreds med svaret, men sagde ikke
mere.
Næste dag stod hun der igen forventningsfuld foran mig, og en lille
smule trodsig sagde hun: ”Jeg skal ikke dø. Jeg vil ikke dø.”
”Det kan jeg godt forstå”, sagde jeg, ”men det er jo ikke noget, vi selv
bestemmer. Alle mennesker skal jo dø. Men mon ikke du bliver meget
gammel?”
Herefter troede jeg, at vi var færdig med diskussionen, og det
ærgrede mig, at disse korte samtaler ikke gav mulighed for en længere
snak om Gud og Jesus og død og opstandelse, men den tredje dag
stillede hun sig frem foran mig igen. Modig og trodsig. Og så sagde
hun med triumf i stemmen: ”Jeg er i hvert fald glad for livet!”…
Om høsten. Om frøet, der lægges i jorden og dør for at give nyt liv
til mange. Om Jesus' død og opstandelse. Om evighedshåbet. Om alt det
må vi snakke en anden gang.
”Jeg er i hvert fald glad for livet!” er en god begyndelse. Amen!
* Historien om Elzeard Bouffier er oprindelig fortalt af
Jean Giono:
http://home.infomaniak.ch/arboretum/Man_Tree.htm
Herværende form er en del afvigende derfra. |