Hør en prædiken…

Denne hellige lektie skriver apostlen Paulus i 1. Korinterbrev 9,19-27:
Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt. For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder. For dem, der lever under loven, er jeg blevet som en, der står under loven, for at vinde dem, selv om jeg ikke er under loven. For dem, der er uden lov, er jeg blevet som en, der er uden lov, for at vinde dem, selv om jeg ikke er uden Guds lov, men er under Kristi lov. Jeg er blevet svag for de svage for at vinde de svage. Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen. Alt gør jeg for evangeliets skyld for selv at få del i det.
    Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt  de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften. Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet.

”Står der ikke noget i Bibelen om heste?” Det spørgsmål snakkede vi lidt om for nylig. Det ville jo passe fint med noget med heste at prædike over til denne ring­riddergudstjeneste. Hesten er nævnt en del gange i Det gamle Testamente, men i Det nye Testamente kun en enkelt gang i Jakobs Brev og nogle gange i Johannes’ Åbenbaring. Æsler, muldyr og kameler bliver også nævnt i Bibelen, men får og okser er vist langt de mest populære husdyr.

Hvad så, hvis det med hestene ikke duer? Hvad har alt det gøgl og konkurrence og øltelte at gøre med det, som står i Bibelen? Er ikke Bibelen en alt for alvorlig bog og evangeliet en alt for alvorlig sag til at det kan have noget ringridning at gøre?

Det er selvfølgelig et retorisk spørgsmål. Hvis jeg mente, at svaret var ja, så havde jeg ikke stået her i dag, og hvis I mente, at de ting slet ikke burde blive blandet sammen, så havde I vel heller ikke været med til at fejre gudstjeneste.

Hvad er da sammenhængen? Jo, sammenhængen er først og fremmest, at evan­geliet skal lyde alle vegne, overalt, hvor mennesker er. Også tematisk er det sam­menhæng, når det gælder øltelte, konkurrence og gøgl.

Den med øltelte er den vanskeligste. Øl findes ikke nævnt i bibelen, men telte gør da. Og det giver anledning til at tale om Apostlen Paulus, som udover at være skrift­lærd også var teltmager.

Nu kunne man måske tro, at Paulus var en så from mand, at han ikke ville sy et øltelt endsige vove sig i nærheden af et, men det er sikkert ikke tilfældet. Han skriver jo selv, at han blev som dem, han mødte, for at komme i kontakt med dem, for at kunne forkynde evangeliet.

Også konkurrence var noget, der havde Paulus’ interesse. Han taler om dem, der løber på stadion. Måske nævner han det for bedre at blive forstået af de sports­interesserede grækere, som han skriver til, men noget kunne tyde på, at han også selv interesserer sig for sport. Også et andet sted taler han om at jage sejrsprisen kun med tanke på målet uden at tænke på, hvad der ligger bagved (hvor ofte har ikke en cykelrytter mistet vigtige cm, blot fordi han ikke kunne lade være med at kigge bagud).

Jo, jo, målet er for Paulus Guds frelse i Jesus Kristus, det klart nok, men det er også tydeligt, at han virkelig holdt af sport.

Og så er der det med gøgl. Paulus lod sig gerne opfatte som en dåre og en tåbe, en, der græd med de grædende og lo med de leende. Ligesom en gøgler, der med buk og fagter og hurtige skift i mimik gennemspiller hele det menneskelige følel­sesregister. Mon ikke, når Paulus prædikede, man ikke blot forstod ordet med forstanden, men følte det slå rod og spire i hjertet?

Gøgl var vel ikke hele kirkens forkyndelse. Det fornuftige, forståelige ord måtte for det meste have forrang, men når alvoren blev for tung, skulle der løses op. I middelalderen foregik der kirkespil, som vi desværre ikke kender så meget til. Noget af det har nok ikke været hverken den store kunst eller særlig god forkyn­del­se, men andet har sikkert vækket tanken og løftet hjerterne, når åndfulde kunstnere udfoldede deres kunnen.

Det med at være en gøgler for Kristus, et fjols for evangeliets skyld var Catherine Booth et eksempel på. Hun blev født i England i 1829 og voksede op i et fromt hjem. Allerede som barn havde hun et stort hjerte for de socialt udstødte. Det si­ges, at hun ved en bestemt lejlighed skældte ud på en politimand, fordi han havde været for hårdhændet, da han smed en fuld mand i detentionen.

Catherine blev gift med William Booth, en metodistpræst, som var meget ivrig forkæmper for, at kirkens folk skulle ”løse uretfærdigheds lænker, befri de fangne og undertrykte, dele mad og tag over hovedet, klæde de nøgne og tage sig af fa­mi­lierne”. Disse synspunkter delte Catherine. Derimod var hun ikke enig med sin mand i synet på kvinden. Han beskrev kvinden som ”det svage køn” og var stærkt imod, at kvinder skulle have lov til at prædike.

Efter nogle år - det var i 1860 - kunne Catherine dog ikke holde sig tilbage. En stærk tilskyndelse greb hende ved en gudstjeneste - eller måske var det ved et møde, det er ikke helt klart - og hun stod op og prædikede.

Senere fortalte hun, at en indre stemme havde advaret til hende: ”Du vil ligne et fjols og ikke have noget at sige”. Og da blev hun klar over, at det måtte have væ­ret djævelens stemme, som havde sagt sådan, og hun besluttede, at det netop var hele pointen: Før havde hun ikke været villig til at være et fjols, en gøgler for Kris­tus, men nu var hun rede!

William ændrede nu sin holdning til kvindelige prædikanter men mange kristne var oprørte over tanken; det var jo også en tid, hvor ingen respektabel kvinde stod frem og ytrede sig offentlig.

Ægteparret Booth begyndte nu at drive mission i Londons fattige kvarterer. De forkyndte evangeliet, lavede folkekøkkener, hvor måltider kunne købes for små penge, og arbejdede bl.a. for, at kvinder og børn ikke skulle arbejde næsten som slaver på overtid til ringe løn under kummerlige arbejdsforhold. Snart udviklede deres arbejde sig til det, som vi kender som Frelsens Hær, og det nød stor velvilje blandt folk.

En undersøgelse fra 1882 viste, at Frelsens Hær i London kom i kontakt med flere mennesker end alle kirkerne i hele byen. Da måtte selv ærkebiskoppen ind­røm­me, at Frelsens Hær nåede mennesker, som Church of England overhovedet ikke formåede at komme i kontakt med…

Hvorfor stod de frem? Hvorfor stod Paulus og Catherine Booth frem? Det havde jo store omkostninger for dem. Det sled på helbredet, og de blev kritiseret sønder og sammen. Jo, de gjorde det nok til dels, fordi de var de personer, de var. Ener­giske og flittige var de. Dels fordi de var stridbare og påståelige. Men det, som vir­kelig drev dem, var evangeliet, ordet, som havde forvandlet deres liv. Ordet om Jesus Kristus, Guds Søn, som var blevet menneske, som døde for vore syn­der, men opstod på tredjedagen.

Det gav dem håbet om deres og vores opstandelse på den sidste dag, men det gav dem også kræfter til at blive medarbejdere på Guds rige her og nu, overalt, hvor mennesker var - i ord og gerning. De talte der, hvor de blev sagt imod. Og de ud­før­te gerninger der, hvor uretfærdighed og undertrykkelse, sult og nød stod Guds rige imod…

Lad os spørge igen: Er Bibelen og evangeliet en alt for alvorlig sag til at have noget ringridning, gøgl og øltelte at gøre? Nej slet ikke! Det er godt, at vi er med her i dag, og måske en anden gang skal ordet lyde, sagt fra hesteryg eller toppen af en øltønde - ikke bare for sjov, men for menneskers og for evangeliets skyld. Amen.