fra http://www.praesteforening.dk/public/File/hoeringssvardaab1.pdf

Kirkeministeriet
Frederiksholms Kanal 21
Postboks 2123
1015 København K

5306 HCA/sj
26. marts 2007

Præsteforeningens høringssvar vedrørende udkast til anordning om dåb i Folkekirken m.v.

Tak for modtagelsen af udkastet til ny anordning om dåb m.v.

Udkastet er på en række punkter ændret i forhold “Beretning fra den af biskop­perne nedsatte arbejdsgruppe om dåb”, som Præsteforeningen ved tilkende­giv­else af 29. september 2005[1] til arbejdsgruppens formand, Biskop Søren Lod­berg Hvas, har kommenteret.

Generelt må det siges, at udkastet indeholder en række iøjnefaldende noviteter i sammenligning med øvrige anordninger, Folkekirkens bekendelsesskrifter og hidtidig praksis omkring dåb.
 

Indledning

Indeholdt i selve anordningen er forfattet en indledning med en indholdsmæssig beskrivelse af dåben.

Ingen andre anordninger for kirkelige handlinger indeholder en tilsvarende ind­led­ning. Med sin placering får indledningen karakter af normerende teologisk fortolkning af dåben i Folkekirken. Hidtil har Skriften og Folkekirkens fem beken­delsesskrifter været anset for at have denne normerende funktion par excellence.

Indledningen må trods en række vigtige udsagn om dåbens sakramentale værdi anses som en begrænsende teologisk udlægning af Folkekirkens læremæssige grund­lag. Dette bliver klart, når der foretages en sammenligning med Luthers lille Katekismus og Confessio Augustana (CA).

Fx kan fremdrages sætningen: “I dåben modtager mennesket Helligånden med syndernes forladelse og evigt liv.” Her taler CA om “at Guds nåde tilbydes ved dåben”[2] og om at sakramenterne er indstiftet “for at de skal være tegn og vid­nesbyrd om Guds vilje mod os, fremsat til at opmuntre og styrke troen hos dem, der bruger dem. Sakramenterne bør derfor bruges således, at troen kommer til, som tror de forjættelser, der tilbydes og vises ved sakramenterne.”[3] Omdrej­nings­punktet i Folkekirkens evangelisk lutherske grundlag er Sola Fide[4] ud­trykt i CA med ordene: at mennesker “retfærdiggøres af nåde for Kristi skyld ved troen, når de tror, at de tages til nåde, og at synderne tilgives for Kristi skyld. han, som ved sin død har gjort fyldest for vore synder. Denne tro anser Gud for retfærdighed overfor sig.”[5]

Også den i udkastet til dåbsanordning formulerede indledning medtager “troen” en enkelt gang. Men her i en noget anden sammenhæng. Mennesket har iflg. den­ne formulering i dåben modtaget syndernes forladelse, evigt liv og en ny begyn­delse. Det er ikke medtaget, at det - med katekismens ord - er Guds ord med og i vandet og troen, som gør så store ting[6]. Dermed forskydes vægten i dåbsforstå­elsen i sakramentalistisk retning. Hvor katekisme og CA ser en organisk og leven­de sammenhæng mellem sakramente og tro — bliver troen her noget sekundært.[7]

Som et andet eksempel kan tages formuleringen, at “dåben er en gudstjenstlig be­givenhed, hvorved et menneske bliver optaget som medlem af den hellige, almindelige kirke”, modsvarende indledningens ord om dåbens placering i kri­sten­dommens historie. Også her tales anderledes end CA, hvor det hedder, at kirken er “de helliges og sandt troendes forsamling”[8]. Dåben “er nødvendig til frelse”[9], og derfor har størstedelen af kristenheden samstemt i at døbe børn af kristne forældre ind i kirken, men ingen kirke har døbt voksne uden på baggrund af en oplæring i og bekendelse til den kristne tro.

Det er derfor Præsteforeningens klare opfattelse, at alle gode intentioner til trods vil det for kirken og ikke mindst for retsgrundlaget omkring kirkens lære være nødvendigt helt at slette en sådan normerende indledning til anordningen. Måtte en indholdsmæssig baggrund ønskes beskrevet, må det ske ved henvisning til de relevante dele af Folkekirkens grundlag — og allerhelst i en sammenhæng uden­for anordningen, så den ikke får en juridisk normativ karakter.
 

Kapitel 1 § 1:

Med sammenstillingen af stk. 1’s formulering om alles adgang til at blive døbt og stk. 4’s formulering om bopælssognets præsts pligt til at foretage dåben, kan an­ordningen ikke ses som andet end en indførelse af en ikke hidtil set ubetinget dåbspligt.

Som Roesen[10] gør rede for det, er det for medlemmer af Folkekirken en kirke­lig pligt at lade deres børn døbe — og deraf følger, at medlemmer må have krav på at få deres børn døbt i Folkekirken. Ganske i tråd med Folkekirkens grundlag har dåb været opfattet i en organisk og nødvendig sammenhæng med troen. Det har betydet, at kirken naturligt har set en sammenhæng mellem, at dens med­lem­mer har båret deres børn til dåb, og den oplæring i den kristne børnelærdom, som også faddertiltalen lægger op til.[11] Men det har samtidig også betydet, at dåb af børn af forældre uden tilknytning til Folkekirken kun har kunnet lade sig gøre efter individuel vurdering, hvor præsten har skønnet, at en oplæring af barnet efterfølgende kunne ske.

Ligeledes har der ved dåb af store børn og voksne forud for dåben været givet en indføring og undervisning i kristendommens indhold og betydning. For store børns vedkommende har denne undervisning undertiden faldet sammen med kon­firmationsforberedelsen. For voksnes vedkommende har der som regel været tale om et individuelt undervisnings- og samtaleforløb hos den præst, som har påtaget sig at forrette dåbshandlingen.[12]

At indføre en absolut dåbspligt uden hensyn til en organisk sammenhæng med oplæring i kristentroen truer med at fjerne Folkekirkens karakter af tros­sam­fund.

Præsteforeningen kan derfor ikke stærkt nok anbefale, at denne ubetingede dåbs­pligt fjernes fra udkastet og erstattes af formuleringer i samsvar med fak­tisk praksis i Folkekirken i dag.
 

Kapitel i § 2:

Præsteforeningen glæder sig over tydeliggørelsen af, at dåben normalt hører hjem­me ved sognets almindelige gudstjenester. Foreningen støtter også, at præ­ster og menighedsråd kan træffe beslutning om at arrangere dåbsgudstjenester, når de mener, der i sognet er et behov herfor.

Men Præsteforenigen kan ikke støtte, at forældre gives en særlig ret til at ønske særlige tidspunkter for dåbsgudstjenester. Det vil lægge et stort pres på præst og kirkebetjening om at skulle efterkomme sådanne individuelle ønsker. I en tid, hvor kirkens ressourcer bliver knappere, og hvor der er brug for kirkens res­sour­cer på andre fronter må det være rimeligt, at præst og menighedsråd fore­tager en prioritering, som alene giver forældre valgmulighed mellem de guds­tje­ne­ster og eventuelle dåbsgudstjenester, der i sognet er ressourcer til at tilbyde.

Egentlig nøddåb er naturligvis også fortsat undtaget fra disse bestemmelser.
 

Kapitel 2 § 5:

Præsteforeningen noterer med nogen overraskelse, at hidtidig praksis med fad­de­re ændres. Indtil nu har man tillagt forældrene dømmekraften til at vælge faddere. Juridisk har dette alene betydet, at de var vidner på dåben overfor bar­net. I hvilket omfang fadderen måtte få et ansvar for et barns oplæring i den krist­ne tro har helt beroet på forældrenes beslutning — uafhængig af fadder­tit­len. Nu indføres på baggrund af ganske få enkeltsager en praksis, der bedst kan ka­rak­teriseres som kirketugt i forhold til fadderne.

Til stk. 5. Det undrer, at det lige netop er disse to specifikke straffeforhold, som nævnes. Det kunne jo også være andre børn, som fadderen havde forulempet - fx søskende til barnet. Eller fadderen kunne have begået en forbrydelse overfor bør­nenes forældre.

Efter vores opfattelse er det en unødvendig og vanskeligt håndterbar praksis, der lægges op til. I hvilket omfang faddere skal have indflydelse på et barn afgøres ikke af om en fadder er indskrevet i kirkebogen, men af forældrene.

Med venlig hilsen

[f.] Sabine Bech-Hansen

Formand

[Hans Christian Andersen]

Hans Christian Andersen

  1. Tilkendegivelsen vedlægges som bilag
  2. CA 9 Om dåben (her gengivet i Leif Granes oversættelse i Den danske Folkekirkes Bekendelsesskrifter, Det danske Bibelselskab 1976). Der kan parallelt henvises til Luthers lille Katekismus: “Det er ikke vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet.” (Den danske Salmebog p. 972)
  3. CA 13 Om sakramenternes brug. Interessant er her også CA’s (Ed.Pr.) tilføjelse af, at “de forkaster derfor dem, som lærer at sakramenterne gør retfærdig ved gjort gerning (ex opere operato), men ikke lærer, at der i brugen af sakramentet kræves en tro, som tror på syndsforladelsen. (oversat fra Die Bekenntnisschriften der evangelisch lutherischen Kirche, Göttingen 1982, p. 68)
  4. Troen alene
  5. CA 4 Om retfærdiggørelsen
  6. Luthers lille Katekismus citeret i note 2
  7. At betegne tilgivelsen og opstandelsen som et vilkår er en noget anden tanke end at betegne det som Guds løfter og nådestilsagn, som troen må gribe fat i.
  8. CA 8 Hvad er kirken? — I øvrigt interessant, at “den hellige almindelige kirke” beskrives som medlemsmæssig synlig qua dåb og ikke som en trossandhed, der kun er indirekte er synlig på grund af forvaltningen af Ord og sakramenter, jfr. Apostolicums 3. artikel, Luther i den lille Katekisme om helliggørelsen til 3. trosartikel og CA 7.
  9. CA 9 Om dåben
  10. Roesen, Dansk Kirkeret, DDP 1976, p. 77
  11. Ritualbog 1992, p. 63
  12. Jfr. formulering i indledningen til den biskoppelige arbejdsgruppes anordningsforslag, Odense 2005, p. 19. I øvrigt kan man med god ret spørge, om en præst ifølge stk. 1 og 4 ikke vil være forpligtet på at døbe fx en muslim, som ønsker en proforma-dåb?