Prædiken til Pinsedag, Johannes
14,15-21
Broager kirke, 30. maj 2004, kl. 10.30
290 I al sin glans nu stråler solen –
446 O lad din Ånd nu med os være – 294 Talsmand, som på jorderige // 291 Du, som
går ud fra den levende Gud – 473 – 300 Kom, sandheds Ånd og vidne giv
Dette hellige evangelium skriver evangelisten
Johannes:
Jesus sagde: »Elsker I mig,
så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden
talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke
kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den
bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg
kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser
mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min
fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er
den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg
skal elske ham og give mig til kende for ham.«
Man skal holde loven. Det er fornuftigt, for
hvis man ikke gør det, så kan man blive straffet. Man skal også holde loven,
fordi det er det rigtige at gøre. Fordi det ikke skal være den, som er hurtigst
og frækkest, der skal have lov til at bestemme, hvordan man skal opføre sig i
trafikken. Fordi det ikke skal være den, som har flest penge, der skal have lov
til at bygge hvad store bygninger hvor som helst og tage udsigten fra alle
andre. Fordi den, som har ordet, ikke skal have det på bekostning af den tavse
og ikke skal have lov til at sige eller skrive hvad som helst.
Loven beskytter den svage mod overgreb, og det
er der nogle gange brug for. På gymnasiet i Holbæk er den blå bog, som skulle
have præsenteret de nye studenter på en sjov, men venlig måde, blevet så
ondsindet og rå, at en af dem, som er blevet svinet til, overvejer at anlægge
sag med dem, som har skrevet bogen.
Retfærdige love er et stort gode. Hvis de bliver
respekteret, overholdt eller i det mindste håndhævet, hindrer de
forskelsbehandling og beskytter de svage…
Når jøderne holdt pinse 50 dage efter påske, så
var det netop for at fejre loven. Loven havde de fået på Sinajbjerget, dengang
Moses kom ned med de to stentavler med de ti bud på. De ti bud var de
grundlæggende bud. Og det er de stadig både for jøderne og for os kristne.
Men så skete der noget mere den pinse, som vi
hører om i dag, den første kristne pinse, og lovens bogstav skulle ikke længere
stå alene; Ånden kom til.
Det, der skete, var ikke blot det, som vi alle
kender og forstår, nemlig det, at man ikke blot skal følge lovens bogstav, men
også dens ånd. Dvs. man skal holde loven ikke bare efter dens nøjagtige ordlyd,
men også efter den hensigt, som loven er blevet skrevet i. Nej, det var noget
helt andet og mere, som skete. Det var den foreløbige afslutning på en lang
historie, historien mellem Gud og mennesker, den åndelige verdenshistorie:
I begyndelsen, da Gud skabte verden, da var Guds
Ånd til stede – som en vind, som et ord, der lød, som en kraft, der skabte liv i
støvet. Og mennesket blev skabt til sidst og blev i særlig grad beåndet med
evnen til at tale med hinanden og med Gud.
Men synden greb fat i dette gode – evnen til at
tale og forstå – og fristede mennesket. Og mennesket lod sig friste og endte med
at lyve og skyde skylden på hinanden. (Det er en evne, vi har endnu, og vi
bruger den.) Og så var det slut med paradiset, så blev der afstand mellem Gud og
mennesker.
Og lige siden har mennesker forsøgt at komme
tilbage til paradis, at komme tilbage til Gud. På mange måder har mennesker
forsøgt at stille Gud tilfreds for på den måde at fortjene adgang til paradis.
Gode gerninger har man gjort, love og regler har man overholdt. Man har bøjet
sig, man har tilbedt, man har underkastet sig.
Meget, meget godt har man gjort for at tjene
Gud, men også ligegyldige og tåbelige eller endog onde handlinger har man gjort
af samme grund. Og alt sammen til ingen verdens nytte, for Gud er Gud, og vi er
mennesker, og når vi gør noget godt, så fristes vi til selvgodhed, når vi gør
noget retfærdigt, ender vi så let i selvretfærdighed, og aldrig når vi til vejs
ende i det projekt at være godheden selv, at blive som Gud.
Noget andet måtte til. Gud måtte gribe ind,
sende sin Ånd og rette op på tingene.
Vi ser det i glimt: Helligånden kom over Jomfru
Maria, for Gud havde bestemt, at Guds Søn skulle fødes som menneske. Ja, Gud
skulle blive menneske, for at menneskene ikke længere skulle være gudløse og
stræbe forgæves mod himlen.
Vi ser Helligånden komme over Jesus, da han blev
døbt, og det lød fra himlen: ”Du er min søn, i dig har jeg velbehag.” Det
betyder, at vi ikke længere forgæves skal forsøge at stille Gud tilfreds, men at
Guds Søn klarer det for os.
Vi ser Helligåndens virke i Jesu liv, når han
helbredte og gjorde undere, men også når han gav de svage, de undertrykte, de
oversete, de forhadte nyt mod og kraft til at leve på ny.
Og vi ser Ånden over og i Jesus, da han døde og
opstod. En Guds kraft til frelse for enhver, som tror, som det hedder.
Og Gud Søn for til himmels for at sætte sig ved
Gud Faders højre hånd. Og for at vi ikke skulle være alene og være overladt til
os selv, kom Ånden pinsedag over disciplene. Og ligesom ved skabelsens morgen
var det som en blæst eller som lyden af et kraftigt vindstød. Og ligesom
mennesket ved skabelsen fik talens brug, fik disciplene genskabt evnen til at
tale.
De evnede at tale på mange forskellige sprog,
men særlig evnede de at tale enkelt og forståeligt om alt det, som var sket med
Jesus. De formåede at tale til hjerterne om den frelse, som Gud havde beredt for
mennesker. Og det gode budskab, evangeliet, spredtes gennem verden, gennem
tiden, gennemtrængende, fornyende og genskabende. Og i evangeliets lys kom
paradis atter til at stå mennesket for øje.
Men Helligånden forkyndte ikke bare Kristus,
dvs. gjorde det ikke bare muligt for os at forstå og tro, at Gud i ham havde
grebet afgørende ind i vores tilværelse. Helligånden gav også kraft til liv i
Kristus, til at følge Jesus i tjeneste.
Det er nok noget, som vi gør for lidt ud af, vi,
som er så opmærksomme på ikke at blive for selvretfærdige, gerningsretfærdige og
selvgode. Vi lader os ikke let gribe af den ånd, som tjener medmennesket, selv
om det jo hedder: ”Du skal tjene Herren din Gud og din næste som dig
selv.”
Det er i grunden underlig, for vi ved jo godt,
at i mange tilfælde må handlinger følge ord, hvis ordene skal være sande.
Fx kan jeg jo ikke meningsfyldt blive ved med at sige til min kone, at jeg
elsker hende, hvis jeg ikke gider bære skraldeposen ud eller give hende en
blomst eller vise lidt opmærksomhed nu og da. Sådan er det også, når man vil
være en god nabo, en god borger, et godt menneske. Det bliver man ikke bare ved
at have besluttet sig til at være det, men ved at være det overfor nogen…
Og endelig er Helligånden ikke blot den kraft,
som oplyser til forståelse eller leder os til tjeneste. Helligånden er også Gud
ganske tæt på os, ja Gud i os. Derfor er det, at Jesus siger: ”Jeg er i min far,
og I er i mig og jeg i jer.”
Gud er altså for os, hos os, med os og i os –
ikke til at begribe eller fatte, men nok til at fornemme og blive grebet af. Nok
værd at åbne sig for.
Ja, Gud vær os nær og lad
din Ånd få adgang til vore hjerter. Omfavn os med din kærlighed. Brug os i din
tjeneste med vidnesbyrd, trøst og hjælp. Og før os til sidst hjem i dit rige den
dag alt skal forklares, og vi skal ses ansigt til ansigt. Amen.
|