Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«

Det er Palmesøndag i dag. Sådan hedder dagen, fordi Jesus lige inden påske, da han kom til Jerusalem for sidste gang for at dø, først red ind i byen som en sejrherre.

Det var et kongeligt indtog, da han kom. Som en fredsfyrste sad han på et æsel, og folk plukkede og skar grene af træerne, palmegrene, og viftede med dem. Man lagde sine kapper ned foran ham i respekt og tilbedelse. Og man råbte ”hosianna”. Det betyder egentlig: ”Frels, vi beder dig”, men vi skal nok nærmere forstå det som de hyldestråb, der lyder, når landsholdet eller et sportsidol har vundet, altså noget i stil med: ”Han er den bedste, ham kan ingen tæske!” eller ”Vi har vundet, sejren er vor!”

Det er sejr, det drejer sig om, Palmesøndag. Det er sejrens palmer, der bliver viftet med.

Men vi hører altså også om kvinden, der salvede Jesus. Det er en meget mere tvetydig beretning. Jesus er til middag i Simon den Spedalskes hus, eller, som det måske skal oversættes, i Simon Krukkemagers hus.

Og en sådan middag var på Jesu tid en meget offentlig begivenhed. Husene var åbne, og tjenestefolk og endog nysgerrige og folk fra gaden kunne kigge ind og følge med i, hvad der blev serveret, og hvordan snakken gik. Det var på en måde lidt ligesom, når Dronningen holder taffel med tv på.

Og Jesus har altså allerede sat sig til bords. Dvs. han har allerede vasket hænder. Og værtsfolkene har, som skik var, ladet deres ringeste tjener vaske gæsternes fødder.

Men nu bliver middagen afbrudt af en kvinde, som kommer ind udefra og bryder en værdifuld alabastkrukke, dvs. hun knækker halsen over på den, for hele indholdet skal bruges her og nu; der skal ikke gemmes noget. Og indholdet er den fine og meget kostbare nardusolie, en vidunderlig parfume.

Handlingen er en sejrherre værdig, for det svarer i høj grad til, hvad man gør, når en cykelrytter eller en formel 1-kører har vundet og står på podiet. Så kommer pigerne hen og kysser ham, han får sine medaljer, og så kommer den overdådige champagne frem. Den fineste vin, man kender. I magnumflasker. Og champagnen flyder i stride strømme. Man drikker noget, og resten øser man ud over sig selv og de omkringstående.

Handlingen er en sejrherre værdig, men folk ved bordet bliver forargede, for de ser ikke nogen sejrherre eller konge i Jesus. Derfor synes de, at det er et forfærdelig spild, som de lige har overværet. De synes ikke, at man skal være så stor i slaget, men man skal være mere beregnende: Det kunne jo meget bedre have betalt sig at sælge olien og give pengene til de fattige.

Men da man overfuser kvinden, siger Jesus, at hun har gjort en god gerning mod ham, og de fattige kan de jo bare selv gøre godt imod, hvis det virkelig ligger dem så meget på sinde. De er der jo altid, de forsvinder ikke af sig selv, før nogen deler med dem og giver dem muligheder for at komme ud af deres fattigdom.

Og så fortsætter Jesus: ”Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen”. Og her må det fine selskab helt have tabt mælet. De troede jo (selv om de ikke var hans tilhængere), at de sad overfor et idol, en mand i sin bedste alder. En, der var mange kampe i endnu. Og så sad han der og skrev sit testamente, han trak sig tilbage. Han skulle dø.

Og sådan kunne tegnet også tolkes. Sådan gjorde man nemlig med de døde på Jesu tid: de blev salvet med velduftende parfumer.

Sejre og nederlag. De hører sammen. Sejren kan bære kimen til nederlag og omvendt. Vi kender til så mange sportsstjerner, som det gik så godt for, og så pludselig kunne de ikke følge med mere. De blev overhalet eller endog afsløret. Og musikidolerne lever med den samme risiko. Et ungt menneske bliver ”opdaget” som idol, får lov til at skinne en tid, men blegner måske snart igen. Og måske kommer den korte tids glans til at skygge for resten af vedkommendes liv på en sådan måde, at det havde været bedre altid at have levet i relativ ubemærkethed og almindelighed.

Måske ligger de største sejre i nederlaget? Fordi nederlagets svie konserverede bedre end sejrens sødme. Fordi det er ensomt at være en ener, og fordi det kun kan gå ned ad bakken for den, som har nået toppen.

For Jesus lå sejren i nederlaget. Hans nederlag bar sejren i sig selv. Det var det, som Jesus viste. Det er det, som sker i påsken. Jesus går ind i mørket, ind i døden. Han tager nederlaget på sig og giver alt hvad han har, nemlig sit liv. Ligesom krukken, der bliver brudt, sådan bliver Jesu legeme brudt på korset, og hans blod bliver udgydt over os, som det sker i nadveren. Det er det, som kvinden med nardusolien forkynder med sin overdådige kærlighedsgerning. Hun forkynder, at sejren ligger gemt i Jesu nederlag. Nardusolien er sejrschampagne og gravøl på en gang!

Sejr og nederlag. Det hører sammen. Det er egentlig ganske tydelig i dag, hvor dåbsbarnet (i Broager kirke) hedder Viktor. Det betyder sejr. Han er blevet (bliver) tegnet med korsets tegn ”som et vidnesbyrd om, at han skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus”. Han er sat i forbindelse med nederlag, død og grav, men også sejr, opstandelse og evigt liv.

Og han er blevet overøst med vand og Helligånd (sådan hedder det, selv om vi nok er lidt sparsomme med vandet) og har fået syndernes forladelse. Alt sammen på forhånd helt uden at skulle gøre sig fortjent til det.

Og syndernes forladelse er en god ballast at gå ind i livet med. Syndernes forladelse betyder nemlig, at Gud holder af en i alle forhold. Syndernes forladelse betyder, at man ikke skal knække under det pres at skulle være nummer et og perfekt altid. Syndernes forladelse betyder, at man ikke bliver sat af holdet.

Sejre og nederlag. Hvad livet med dets kampe byder på, ved vi ikke. Lidt af hvert, må vi regne med, men sejren til sidst tror vi på. I Jesu navn. Amen.