Prædiken til Påskedag
(II), Matt 28,1-8
Broager kirke, d. 23. marts 2008 kl. 11.30
224 Stat op, min sjæl, i morgengry – 446
O, lad din Ånd nu med os være – 236 Påskeblomst! hvad vil du her? // 235
Verdens igenfødelse – 439 O du Guds lam – 473 Dit minde skal – 218
Krist stod op af døde
Dette hellige evangelium skriver
evangelisten Matthæus:
Efter sabbatten, da solen var ved at stå
op søndag morgen, den første dag i ugen, tog Maria Magdalene og den
anden Maria ud for at se til graven. Pludselig kom der et kraftigt
jordskælv, og en af Guds engle steg ned fra himlen, gik hen og rullede
stenen væk fra graven og satte sig på den. Englen glimtede som lyn og
dens tøj var hvidt som sne. Vagterne rystede af skræk og faldt om på
jorden, som om de var døde. Så sagde englen til kvinderne: »I skal ikke
være bange. Jeg ved, I leder efter Jesus, der lige er blevet korsfæstet.
Han er ikke her. Han er stået op fra de døde, som han sagde, han ville.
Kom og se, hvor han har ligget. Og skynd jer så hen til hans disciple,
og sig til dem, at han er opstået fra de døde og er gået i forvejen til
Galilæa, hvor I skal møde ham. Nu har jeg sagt det, der skal siges.«
Kvinderne skyndte sig af sted. De
var fulde af både frygt og glæde og løb hen for at fortælle det hele til
disciplene.
Det er Påskedag, og børnene skal i haven
for at finde påskeæg. Det glæder de sig meget til. Det er jo spændende,
om de kan finde alle æggene.
Men I andre, I skal ikke blive snydt for
oplevelser, så nu skal I få en lille opgave. Så kan jeg også se, om I er
opmærksomme:
Forestil dig, at du er chauffør på en
bus, som kører fra Kruså til Sønderborg. Bussen starter nede ved grænsen
med 22 passagerer. Så kører den uden stop ad Kystvejen til Kollund. Her
stiger 11 af. Ved Sønderhav stiger 7 på. Antallet af passagerer
fordobles i Rinkenæs. Og ved Ulsnæscenteret står kvadratroden af
antallet af passagerer af. I Egernsund reduceres passagerantallet med
1/3. I Broager står resten af. Hvad hedder chaufføren?...
Svaret er enkelt. Jeg vil gerne se hånden
på alle dem, som mener at kende svaret. […]
Svaret er enkelt, for jeg sagde jo
allerførst: ”Forestil dig, at du er chauffør på en bus, som kører fra
Kruså til Sønderborg”. Dvs. svaret er dit navn!
En anden opgave: Hvorfor blev stenen
rullet væk fra Jesu grav? Der er et oplagt svar på det spørgsmål også:
For at lukke Jesus ud! Men nej, det er ikke svaret.
Hvis man læser i Mattæusevangeliet, som
jeg gjorde lige før, så står der jo, at englen kom og rullede stenen fra
indgangen til graven for øjnene af kvinderne, men da var Jesus allerede
opstået. Og englen inviterer kvinderne ind at se, hvor han havde
ligget.
Og når man tænker over det, så er det
egentlig også oplagt: Hvorfor skulle Gud behøve at rulle stenen væk, for
at Jesus skulle kunne komme ud af graven? Den opstandne Jesus kan nemlig
gå gennem lukkede døre og vise sig på forskellige steder på en gang. Og
nogle gange ser folk ham først rigtig, når de hører hans ord eller
holder måltid med ham. Og andre gange forsvinder han lige så hurtigt for
øjnene af dem, som han dukkede op.
Når Jesus på den måde som opstanden ikke
længere er bundet af tid og rum, hvorfor skulle Gud så behøve at rulle
stenen væk?
Men det var selvfølgelig heller ikke
derfor. Stenen blev nemlig rullet væk fra graven af en helt anden,
indlysende grund, nemlig for at lukke os ind!
Og hvad skal vi så ind i graven for?
Fordi, og det er hele formålet med påsken, at det ikke bare
drejer sig om, hvad Jesus Kristus har gjort, at han er opstået, selv om
det er meget vigtigt, men også hvad han har gjort for os, hvad
det betyder for os. Stenen er rullet væk, for at vi kan
komme ind i graven, ind og se døden og stå ansigt til ansigt med den.
Se, mange af os siger nok, at vi ikke er
bange for døden, kun er vi bange for lidelse og sygdom i forbindelse med
den. Men døden selv er vi altså ikke bange for. Vi mener, at vi er
afklarede og parate til at gå dette sidste skridt. Og vi taler gerne om
døden som noget, som vi har styr på og kan kontrollere.
Men hvad sker der den dag, når døden
ændrer sig fra at være en mulighed et godt stykke ude i fremtiden til en
påtrængende realitet her og nu? Hvad sker der, når vi ser blod i urinen,
eller mærker en lille knude et sted, hvor den ikke skulle være? Eller
vågner om natten og ikke kan få vejret? Eller hjertet galoperer af sted,
og blodtrykket er helt galt? Så bliver vi grebet af dødsangst. Så er vi
ikke så afklarede mere. Så kan det godt være, at vi gerne vil i himlen,
men dø, det vil vi i hvert fald ikke.
Dødsangst er fælles for alle mennesker,
og det er vel derfor, at stenen er rullet fra indgangen til graven, så
vi kan få lov til at kigge ind. Og for at Gud kan sige: Se derind,
graven er tom, det er slet ikke så galt!...
Der var engang en mand, som sad i
fængsel. Det var det mest forfærdelige fængsel i verden. På gulvet lå
gammel, støvet halm fyldt med rotter og utøj. Der var kun tørre
brødskorper at spise, og væggene var fyldt med mugpletter og slimede
steder, hvor fugten flød ned og drev ud over gulvet og gjorde halmen
smattet.
Højt oppe i cellen var et lillebitte
vindue, som manden kun lige kunne nå, hvis han tog tilløb og hoppede
alt, hvad han kunne. Så kunne han lige få fat i jernstængerne og trække
sig selv helt op og kigge ud, så længe som han havde kræfter til.
Og udenfor var et smukt landskab med
bølgende, grønne bakker. Med skove og træer. En flod bugtede sig gennem
landskabet. Og ovenover drev store lammeskyer hen over en blå himmel.
Der var vidunderligt, et rent paradis.
En dag, mens fangen stirrede ud af
vinduet og anstrengte sig for at holde sig deroppe bare et øjeblik
endnu, kom der en mand forbi og sagde til ham: ”Hvad laver du i det
fængsel?”
Og fangen svarede: ”Jamen, jeg er jo
spærret inde her!”
”Nej, det er du ikke!” sagde manden. ”Har
du aldrig prøvet, om døren er låst?”
”Nej.”
”Den er ikke låst! Hvorfor går du
ikke bare ud?”
Og fangen, han lod sig falde ned i halmen
i bunden af cellen og sprang hen til døren og tog i den. Og den var ikke
låst! Han skubbede til den, og den åbnede sig knagende mere og mere.
Og han gik ud af døren. Og uden for døren
var en lang, mørk gang. Det var fuldstændig kulsort. Man kunne ikke se
noget som helst. Men han ville så gerne være fri, så han bevægede sig
hen ad gangen. Og da han bevægede sig længere og længere frem, begyndte
han at høre lyde. Og lydene var som farlige uhyrers brøl og som en
gurglen, der kom fra ubeskrivelige, slimede væsener. Og der var lyden af
råt kød, der blev gnasket, og knogler, der blev knust mellem skarpe
tænder. Og der var grynten og sultne hyl. Og i pauserne mellem de stærke
lyde, kunne man høre, at det dryppede fra frådende gab.
Og jo længere manden kom frem, jo højere
og værre blev lydene. Det var så afskyelig, at manden løb skrækslagen
tilbage til sin celle.
Den næste dag prøvede manden igen. Og han
kom lidt længere, men det var så uhyggelig, at han måtte vende om. Og
den næste dag kom han lidt længere, og den næste lidt længere igen.
Men den sidste dag var han så desperat
efter at blive fri, at han nærmest skubbede sig gennem lydene og støjen,
lænede sig imod den og trængte sig frem og nåede til enden af gangen og
kom frem til en stor dør, der var lukket med en slå. Og han skød slåen
til side og skubbede til døren, så den åbnede et brag, og han sprang ud
i det fri. Da vendte han sig om og så sig tilbage. Og der bag ham stod
den store, sorte højtaler, som lydene kom ud af…
Se, den her historie er en illustration
af, hvad Kristus gør for os i graven: Stenen er rullet væk, døren er
åben, og han byder os indenfor. Og dér ser vi, at det, som han lovede
os, er sandt. At det, som Jesus fortalte om til sine disciple, ikke
skulle forstås i overført betydning, at det ikke var talemåder eller
metaforer, men den rene og skære sandhed: Døden er ikke afslutningen.
Opstandelsen skal altid have det sidste ord.
Hvis Kristus er opstået fra de døde, så
betyder det, at døden ikke er det sidste svar, så betyder det, at der
findes en magt i universet, som er større end alt, hvad der kan stå os
imod i denne verden…
Kvinderne stod udenfor den tomme grav, og
der var ikke stille. Et sus fra himlen og en rumlen som ved et
jordskælv havde lydt, da englen steg ned. En knasen og et bump, da
stenen blev rullet væk og væltet til side. En kraftig, men også
beroligende stemme, der sagde, at de bare skulle gå ind og se, hvor han
havde ligget den korsfæstede. For han var der ikke længere. Han var
opstået fra de døde, som han havde sagt.
Og de så graven tom. Og de fik besked om
at løbe ud i friheden igen, at løbe ud med friheden: budskabet
om, at han er opstået fra de døde, og vi skal se ham igen. Og de skyndte
sig af sted hjem, hjem til de andre.
Og deres viden om, at graven var tom og
døden overvundet, forandrede deres liv fra den dag af, så det aldrig
blev det samme igen. Stenen er rullet væk, og vi er inviteret til at
kigge igennem dødens mørke ud i en ny verden. Derfor er Kristus opstået.
Amen.
Denne prædiken efter prædiken af Kelvin Wright:
Insights - a
selection of sound recordings of Kelvin Wright's sermons. |
