Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Mattæus:
Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«
    Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.

Påsken falder tidligt i år, men det gør foråret også. Solen og det milde vejr har lokket fuglene frem, og deres sang lyder som hvert forår ny og frisk og stærk. Katte soler sig forsigtigt på velvalgte steder, hvor den endnu lavtstående sol dog kan give nogen varme, og folk går i haven og arbejder med en iver, som forhåbentlig kan opveje den lidt for op­ti­mis­tisk lette påklædning.

Man siger, at haven og naturen er blevet danskernes nye religion. Påsken giver anledning til at dyrke den, fordi man har mindst fem fridage i træk. Man siger også, at de fleste danskere ikke ved, hvorfor man egentlig hol­der påske. Journalisterne, som pga. fridagene ikke har så meget at skrive om, farer så ud på veje og stræder og stiller spørgsmål, som selv­følgelig kun de færreste kan svare på uforberedt – selv de, som måt­te vide det, kan dog ikke sådan uden videre omstille deres tanker fra en slentretur i gågaden til det, som egentlig kun kan favnes med hjertet, gribes med tro­en og leve i håbet, nemlig at Gud ikke glemmer os, selv om vi glemmer Gud…

Den påske i Jerusalem, som er baggrund for vor påske, var startet så godt, frisk og stærk den dag, da Jesus var kommet ind i byen. Iver og optimisme havde præget dagen, man havde viftet med de palmegrene, som senere gav dagen navn, og lagt kapper ud på vejen foran ham.

Folkets jubel og glæde forsvandt dog, da man opdagede, at Jesus ikke la­ve­de revolution og tog magten og smed romerne ud. Det var det, som de havde ventet, og kunne eller ville han ikke opfylde den forventning, kun­ne de godt være ham foruden. Nej, han passede alligevel ikke til tiden, mente de. Hvis de skulle tro på ham, ville de have beviser og ikke bare snak.

Ud over folkets ligegyldighed var der også fjendskabet fra præsternes side. De ville ikke atter risikere, at Jesus satte spørgsmålstegn ved den bestående orden og deres rolle som vogtere af Guds retfærdighed, så de søgte at slå ham ihjel.

Jesus vidste, hvad der skulle ske, og da han holdt det sidste måltid med sine disciple om torsdagen, blev der ikke fra de gamle bøger læst om lam­mets pagt, men nye ord blev sagt, en ny pagt blev indstiftet, hvor Je­sus i brødets og vinens skikkelse gav sit eget legeme og blod, sit eget liv. Disciplene forstod først senere lidt af, hvad det gik ud på…

Om natten blev Jesus forrådt og overgivet til Romerne, og næste dag blev han forhørt og trods anklagens tvivlsomme stilling dømt til kors­fæs­tel­se. De korsfæstede ham fredag formiddag, og seks lange timer efter døde Jesus på korset.

De begivenheder står fast. De er velbevidnede. Sådan må det være fo­re­gå­et. Der fortælles også, at der kom mørke over landet og jord­skælv, hvil­ket dog er mindre entydigt set som naturfænomener i hvert fald, men i disciplenes sind slog mørket og rystelsen uden tvivl igennem.

Samme aften blev Jesus gravlagt, svøbt i et liglagen og lagt i en klip­pe­grav. Og en sten blev væltet for indgangen til graven.

Dagen efter var det sabbat, så dér skulle man efter lovens bud holde sig hjemme, men to dage efter, på tredjedagen, som det hedder, søndag morgen skete der det, som vi hører om i dag, det, som vi fejrer i dag.

Kvinderne kom ud til graven for, som det var skik, at salve den dødes legeme, men han var der ikke. Kun var der en engel, som sagde ”Frygt ikke!”, og forklarede, at Jesus ikke længere var i graven, men var op­stå­et, som han havde sagt. Og de så den tomme grav, og de var bange, men også glade, og de skyndte sig hen og fortælle disciplene, hvad de havde set…

Den tomme grav er velbevidnet. Det er der slet ingen tvivl om. Men, hvem der havde tømt graven, er mere omstridt. I begyndelsen troede selv ikke disciplene, hvad kvinderne fortalte. De mente, at det var løs snak. Først, da de mødte Jesus, så ham, hørte ham, ja ligefrem rørte ved ham, kunne og ville de tro, at det utrolige var sket.

Andre lod det utrolige forblive en umulighed. Allerede jøderne hæv­de­de, at Jesu tilhængere havde stjålet og gemt hans lig for at hævde hans opstandelse. Og senere tider har ikke blot fastholdt, men også fastslået, at døde ikke kan opstå, så hvis graven var tom, måtte mennesker have fjernet liget.

Her lader vi det utrolige, muligheden for Guds indgriben, stå åben og det ikke beviste, men dog bevidnede, stå til troende.

Det bevidnede er ikke i alle detaljer entydigt mht. hvem der var ved graven hvornår, hvordan englen eller englene fremstod, hvad der blev sagt, og hvordan man reagerede på det. Men det centrale er entydigt bevidnet: at graven var tom, at Jesus var opstået fra de døde, og at man senere skulle møde den opstandne i Galilæa…

Disciplene drog så til Galilæa. De mødte den opstandne. De genkendte ham. Og han gav dem dåbsbefalingen eller missionsbefalingen, som det også hedder. Disciplene var nu udlærte og blev sendt ud i verden for at gøre alle folkeslag til Jesu disciple. Og de gik.

Og de udsendte, apostlene, som de også hedder, lod budskabet gå videre fra generation til generation i tale fra mund til øre og i skrift sirligt ned­fæl­det og trofast læst. Og de søgte at leve efter det ord, som de var sendt med. De byggede for evigheden, og de levede i hverdagen altid i troen på syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv…

Jesu opstandelse er nemlig ikke kun Jesu opstandelse. Den er også pantet på vor opstandelse. At Jesus led og døde den fredag i Jerusalem var der nemlig på en måde ikke noget usædvanlig ved. At et menneske lider og dør er nemlig alt for almindelig. At et uskyldigt menneske dør er heller ikke ukendt. Det sker stadig i Jerusalem eller i hvert fald i Israel, hvor en ulykkelig konflikt har fået volden til at eksplodere. Det usædvanlige og enestående var, at det var Jesus Kristus, Guds Søn, som led, og at Gud således satte sig selv i menneskets sted.

Han tog al verdens synd og lidelse på sig. Han bar den lidelse, som vi hører om. Den lidelse, som vi frygter. Den lidelse, som måtte ramme os. Og han tog skylden på sig. Skylden for det, som jeg gjorde. Skylden for det, som du burde have gjort. Skylden for, at vi ikke uden en vis lettelse så lidelsen gå vor dør forbi. Guds Søn og derved Gud selv led og påtog sig skyld – din og min og alle menneskers.

Frelseren led døden, for at synderen skulle leve. Det er det, som kaldes det salige bytte. Og ligesom hans død var for vores skyld, så skal også hans opstandelse gælde os…

Bevidnet, ikke bevist, er således i dag det evige liv. Lad os favne det med hjertet, gribe det med troen og leve i håbet, hvor flygtig det end måtte være, for ”Som et strejf af en dråbe / fik vi lov til at håbe / på de ting som skal komme / førend livet er omme”. Derfor: Frygt ikke, men glæd jer! Amen.

* Frederik og Gustav sammen med forældre og faddere: