|
 Prædiken
til Påskedag, Mark 16,1-8
Broager, søndag
d. 12. april 2009 kl. 10.30
224 Stat op,
min sjæl, i morgengry! – 446 O, lad din Ånd nu med os være – 236
Påskeblomst! hvad vil du her?// 234 Som forårssolen morgenrød – 439 O du
Guds Lam – 473 Dit minde skal – 218 Krist stod op af døde
Dette hellige
evangelium skriver evangelisten Markus:
Lørdag aften så snart
sabbatten var forbi, gik Maria Magdalena, Salome og Maria, Jakobs mor,
ud for at købe duftende olier til at gøre liget i stand med. Tidligt
søndag morgen, den første dag i ugen, skyndte de sig af sted ud til
graven mens solen stod op. »Hvem skal vi få til at hjælpe os med at
rulle stenen væk fra indgangen til graven?« spurgte de hinanden, for
det var en meget stor sten. Men da de kom derud, så de at stenen
allerede var rullet til side. De gik ind i graven og blev chokerede da
de så en ung mand i en lang hvid kjortel sidde i den højre side af
graven. »I skal ikke være bange,« sagde han. »I leder efter Jesus fra Nazaret der er blevet korsfæstet, men han er ikke her; han er stået op
fra de døde. Se! Det var der de lagde ham. Nu skal I gå hen til hans
disciple, først og fremmest Peter, og fortælle at Jesus er taget i
forvejen til Galilæa. Dér skal I møde ham, sådan som han har sagt til
jer.« Kvinderne gik ud af graven og flygtede derfra, rædselsslagne
og ude af sig selv. De fortalte ikke noget til nogen, for de var bange.
D.N.O.
Det første og det sidste.
Det første
og det sidste hedder et digt af H.C. Andersen. Det findes i
digtsamlingen Phantasier og Skizzer fra 1831. Her beskriver
H.C. Andersen et syn, her ser han verden, vores jord ”Fra Tidens første Pulse-Slag, / Til Dommens sidste, store Dag.”
Først beskrives verdens skabelse med øer
og skær, der stiger frem af havet. Det er tydelig, at H.C. Andersen
ikke tager de bibelske 7 skabelsesdage bogstaveligt. Og digtsamlingen
var da også tilegnet den berømte fysiker H.C. Ørsted, som digteren derved
takkede for støtte og opmuntring gennem sin uddannelse og optagelse i
det københavnske åndsliv.
Allerede dengang vidste man, at Bibelen
ikke var nogen lærebog i fysik eller geologi . Sidenhen med Darwin blev man helt klar
over, at bibelen heller ikke var nogen lærebog i biologi, men meget
tyder på, at det ikke kom som så stor en overraskelse, som eftertiden
påstår. Man vil jo gerne gøre fortiden lidt dummere, end den var, og
især vil man – det sker ofte her i Darwin-året – gøre kirke og
kristendom mere fordomsfuld og konservativ, end det egentlig var
tilfældet. Dog har der aldrig – her i Danmark i hvert fald – været
noget altoverskyggende modsætningsforhold mellem darwinisme og
kristendom.
Men tilbage til digtet. Nu bliver
mennesket skabt, det hedder: ”Jeg så den første mand, / og alt var duft
og sang på bølge, luft og land; / men hvad han følte, alle hjertets
drømme, / mens ene han gik over tidens strømme, / steg, som en
verden, fuld af åndens glæder, / højt mod hint land, hvor intet øje
græder.”
Og mennesket får en mage, og får nu
afkom som bøgens grene, der atter sætter grene og blad ved blad.
Men mennesket kriges også, og byer,
folkeslag, lande og naturen selv udvikler sig og forandres – og forgår
til sidst. Det beskrives sådan:
Alt jordisk ældes må, hver sol, hver
stjerne,
det nære og det fjerne;
alt sagtne vil sin gang, dets kraft vil
standse!
Jeg så det visne hen som blomsterkranse.
Ej længer svulmede det stolte hav,
der kom ej blomst, ej græs – alt var en
grav,
hvor ingen luftning steg og svandt igen;
selv solen blev en kugle, uden glans;
som tåge hang den stolte stjernekrans;
alt smuldrede hen.
Og Mennesket – hvert øje måtte briste!
jeg så den sidste,
Det sidste menneske på jordens store
grav, –
og da nu han tillukkede sit øje,
fløj ingen tanke mere mod det høje,
Men alt var kaos i det store
himmel-hav.
Her, på denne dystre måde står H.C. Andersens digt med
sin foreløbige slutning...
Det første og det sidste. Det første et
menneske ser, når det bliver født, er lyset. Lyset og kulden. Det har
indtil da opholdt sig trygt og varmt i sin mors mave, og kommer så med
mere eller mindre besvær ud. Så får det renset luftvejene og måske et
klask bagi. Og det udstøder sit første skrig – den første dag i verden.
Og snart efter får det lov til at ligge trygt igen i sin mors arme.
Og derefter får barnet lov til at leve
et menneskeliv forhåbentlig i gode hænder hele vejen igennem. Igennem
opdragelse og opvækst, igennem interesser og uddannelse, igennem
ungdom og forelskelser, i familieliv og arbejdsliv.
Men det første følges hele tiden af det
sidste. Der er fx en første skoledag og en sidste – færdig med skolen.
Der er en første arbejdsdag og en sidste – færdig med arbejdsmarkedet.
Og omkring det hele er den første dag i livet og den sidste. Og bagefter
venter døden.
Det første og det sidste. Vi har samme
rækkefølge her i kirken. Først er det jul. Vi hører om jesusbarnet, som
bliver født og lægges i en krybbe. Så vokser barnet op og gør som
voksen mange gode gerninger og siger mange kloge og vise ord.
Og I synes måske, at det er lidt
overfladisk at beskrive Jesus’ liv så kortfattet, men det var faktisk hans
egen tanke, at han ikke skulle forstås alene ud fra gerninger og ord,
de var ikke det vigtigste. Han ville ikke forstås endnu midt i livet og
endog heller ikke endnu ved livets slutning – korsfæstelsen.
Ja, til sidst blev han jo korsfæstet.
Det er det, som hans sidste uge endte med – ugen fra Palmesøndag over
Skærtorsdag og Langfredag til lørdagen i går, hvor han lå død i
graven. Så er vi nået fra det første til det sidste.
Sådan kan vi fortælle historier fra det
første til det sidste, fra begyndelsen til enden.
Men historien er ikke
slut. I film og romaner kender vi til begrebet ”en overraskende
vending”. Det er der, hvor der vendes op og ned på alting. Det er der,
hvor der tages op det, som lå som kim i begyndelsen af historien. Og
det element vågner nu op af sin dvale ikke bare til liv på ny, men til
nyt liv. Men det er også som om, at der kommer noget nyt ind i historien
fra den anden ende så at sige med sin forvandlende kraft.
Vi mennesker har i os selv kun en
retning. Fra det første til det sidste, fra begyndelsen til enden.
Derfor kan vi sagtens fortælle historien fremad om Jesus fra jul til
påskelørdag. Set fra vores perspektiv.
Men skal vi forstå alting fuldt ud, skal
vi bagom alting og se tingene baglæns. Så må der fantasier til. En ting
er en fortælling fra begyndelsen og fremad, men noget andet er den
fortælling, som går bag om alting – selv døden – og fortæller baglæns.
H.C. Andersens fantasi ”Det første og
det sidste” slutter netop først rigtig bagved døden. Det lyder sådan
til sidst:
Men kaos svandt, som støv-gran, for mit
blik,
og hver en salig ånd til Gud indgik,
og alt var Gud, og salighed – og
myriader,
Og himlen sang: „Halleluja,
vor Fader!“
Den rigtige slutning er der, hvor det første og det
sidste opsluges af det himmelske. En lignende himmelsk lovprisning er
også det første og det sidste, der siges til et menneske her i kirken.
Det lyder hver gang, der er dåb, og hver gang, der er begravelse. Så
lyder ordene: ”Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Far, som i sin
store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu
Kristi opstandelse fra de døde.”
Det betyder, at Jesus ved sin
opstandelse har sejret over den onde død og givet os et begrundet håb
om, at Gud aldrig vil overlade os til os selv, men at frelsen og himlen
må vente på os bag gravens mørke. Og derfor bliver graven – både Jesus’
grav og vores grav – omtalt som jordens skød. Graven er som en
livmoder, hvorfra der skal fødes nyt liv. Ja, det der var dødt, skal
forvandles og omskabes og opstå på ny.
Det første og det sidste. Begyndelsen og
enden. Hvad er det første, du tænker på, når du vågner om morgenen?
Hvad er det sidste, du tænker på, når du lægger dig til at sove om
aftenen? Hvad er alfa og omega for dig?
Og nu tror I nok alle sammen, at I bør
svare ”Gud” eller ”Jesus”. Men hvad ville I svare, hvis I skulle være
helt ærlige? Jeg tror, at I vil sige: Det er mine kære. Det er min
ægtefælle. Det er vores børn. Det er min mor og far.
Det er forældrene, som var før os, og
som måske ikke lever mere. Det er vore livsledsagere, som er sammen med
os, og som vi frygter for at miste. Det er vores børn, som kommer efter
os, og som vi ikke altid vil kunne følge og passe på, fordi vi
forhåbentlig dør før dem.
Gud og Jesus kommer ikke i første række
som dem, vi føler for. Men Gud og Jesus bør komme i første række som
dem, vi tror på. For når vi tror på dem, så tror vi, at de er med os fra
det første til det sidste. Og så tror vi også, at dem, som vi ved, er
døde, skal leve. Og det er nok det første og det sidste for os. Amen.
|
