Prædiken til Helligtrekongers søndag, Luk 2,41-52
Broager, søndag d. 9. januar 2011 kl. 10.30
712 Vær velkommen Herrens år - De rejser til Jerusalem (udleveret) // 370 Menneske, din egen magt - 121 Dejlig er jorden

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, und­rede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

For mange år siden, da jeg var 7 år gammel, var jeg med min moster i Bilka. Det var i Odense. Dengang var der ikke så mange Bilkaer, og jeg havde aldrig været i Bilka før.

Min moster kiggede på en helt masse kedelige ting, så jeg gik snart en anden vej og kiggede på interessante ting. Jeg kiggede i fjernsynsafdelingen, hvor man havde farvefjernsyn. Det havde vi ikke hjemme hos os. Og så kiggede jeg på telte og soveposer og lygter og dolke især, for jeg var lige blevet spejder og ønskede mig en dolk.

Tiden gik, men jeg kunne godt få tiden til at gå i det store varehus. På et tidspunkt lød der i højttaleranlægget: ”Stefan på 6 år skal henvende sig ved informationen”. Jeg hørte det godt, men jeg var jo ikke 6 år, men 7 år gammel, så det måtte være en anden, der blev efterlyst. Desuden vidste jeg ikke, hvor informationen var. Så gik jeg hen og kiggede på legetøjet. Allerede dengang kunne jeg bedst lide det legetøj, der skulle batterier i.

Så kom min moster. Hun havde endelig fundet mig, sagde hun. Men det forstod jeg ikke rigtig, for jeg syntes ikke, at jeg var blevet væk. Og hun spurgte, om jeg ikke havde hørt efterlysningen? ”Jo”, sagde jeg, ”men det var jo efter en på 6 år.” – Nå, det hele endte med, at min moster var glad, fordi hun syntes, at hun havde fundet mig, og hun var ikke sur på mig.

Det var en lille, hyggelig historie fra Bilka, men nu skal I høre en ikke så hyggelig historie om en katedral og en dreng på 12 år. En katedral er en meget stor kirke, en domkirke, større end Broager Kirke. Og katedralen i den her historie ligger i byen Basel i Schweiz. Drengen hed Carl Gustav. Hans far var præst. Og en dag kom Carl Gustav gående forbi den smukke katedral på Münsterplatz. Det var et fantastisk vejr den dag. Solen skinnede og himlen var høj og blå. Og lyset skimtede i katedralens nye, farvestrålende glaserede teglsten. [] Det var en glitrende skønhed i mange farver.

”Verden er smuk”, tænkte drengen. ”Og kirken er smuk, og Gud har skabt det alt sammen. Han sidder højt oppe i den blå himmel på en gylden trone og ...” Her stoppede tanken, og Carl Gustav mærkede en kvælende fornemmelse. Han blev som lammet og vidste kun en ting: Han måtte ikke tænke videre. Hvis han gjorde det, vil der ske noget frygteligt.

Og så forsøgte drengen at lade være med at tænke tanken til ende. I tre dage gik han og pintes. Han fik ondt i maven. Han kunne ikke sove. Han vidste ikke, om han skulle fortælle sin mor om sine tanker. Og han turde i hvert fald ikke fortælle sin far om dem. Og han tænkte på, hvordan Gud dog kunne tillade ham at være lige ved at tænke på det, som han ikke turde tænke på.

Men efter tre dage så kom han endelig langt om længe frem til den konklusion, at det også var Gud, som havde givet ham lov til at tænke. Og at Gud ikke styrede hans tanker, men gav ham frihed. Og at Gud ikke var bange for hans tanker og ville tilgive ham også de dårlige tanker, som han måtte have. Og så faldt Carl Gustav til ro og tænkte den forbudte tanke og blev færdig med den. Og samvittigheden plagede ham ikke længere.

Og hvad var det så, at Carl Gustav havde været lige ved at tænke den dag? Jo, det beskriver han selv i sine erindringer, som er skrevet mange år senere, da han var en gammel mand: ”Foran mine øjne så jeg den smukke katedral, og ovenover den blå himmel sad Gud på en guldtrone højt oppe over verden, og ned fra tronen faldt en kæmpe lort, som ramte det nye, farve­strålende kirketag og smadrede det og kirkens mure! Det var det, som jeg tænkte, og det var, som jeg pintes af. Men da jeg forstod, at det var Gud, som havde givet mig evnen til også at tænke det, og da jeg huskede, at Gud er god og nådig og elsker mig under alle omstændigheder, følte jeg det som en uhyre lettelse og ubeskrivelig befrielse.” Således skrev han, Carl Gustav, som senere blev kendt som psykoterapeuten C.G. Jung…

Gud er god og nådig og elsker os alle sammen. Og det leder os hen til den tredje historie, som ikke foregår i Bilka og heller ikke ved en katedral i Schweiz, men i templet i Jerusalem. Det er historien om drengen Jesus, der som 12-årig er ude at rejse med sine forældre. De er taget til Jerusalem. Og da de rejser hjem, viser det sig, at drengen ikke er kommet med i rejsefølget. Og Josef og Maria må nu gå tilbage og lede efter Jesus. Og de finder ham langt om længe i templet. Der har han siddet og snakket med de skriftkloge. Og da Maria spørger ham om, hvorfor han havde gjort dem bekymrede, svarer han bare, at han jo havde opholdt sig i sin fars hus. Og det svar var ikke let at forstå, men Maria gemte ordene i sit hjerte, og da hun blev gammel, forstod hun det meget bedre, for da var det, som Jesus skulle gøre og betyde, kommet for dagens lys.

Og hvad betyder Jesus så? Ja, det er en lang historie, men ganske kort fortalt betyder Jesus, at vi kender Gud. Vi ved ikke alt om Gud, men fordi Jesus var Guds Søn på jorden, forstår vi, at Gud ikke bare ville sidde oppe i himlen og være ligeglad med os. Fordi Jesus gik på jorden og var sammen med mennesker og helbredte og hjalp og tilgav og lærte om fællesskab og solidaritet, så forstår vi, at Gud vil have fællesskab med os, og at vi skal have fællesskab med hinanden.

Gud vil os det godt, uanset hvilken alder vi har, uanset om vi tænker dumme tanker, uanset om vi er i kirken eller i Bilka. Uanset om vi synes, at vi er blevet væk eller ej. Og hvis vi lytter godt efter i vores hjerter, så kan vi måske høre, at Gud kalder på os og passer på os. Amen.