|
 Prædiken til Nytårsdag (II),
Matt 6,5-13
Broager kirke, søndag d. 1. januar 2006 kl. 16.00
712 Vær velkommen,
Herrens år – 716 Guds godhed vil vi prise // 586 Stol du kun på dit Fadervor! –
266 Mægtigste Kriste, menighedens Herre
Dette hellige evangelium
skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »Når I beder, må I ikke
være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at
vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når
du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er
i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
Når I beder, så lad ikke
munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange
ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder
ham om det.
Derfor skal I bede
således:
Vor Fader, du som er i
himlene!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på
jorden;
giv os i dag vort daglige
brød,
og forlad os vor skyld, som
også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i
fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten
og æren i evighed! Amen.«
Et år skrev
digteren Poul Borum følgende:
Et år mere, Herre!
Jeg ved ikke hvordan jeg
skal takke.
Et år af sorger og glæder,
nærheder og ligegyldigheder,
opfyldthed og nød.
Et år nærmere min død.
Et år mere
af forsvindende drømme
og knopper der blev til løv.
Et år mere
lagt oven i bunken af år
der synker længere ned
og bliver støv.
Et år mere
at samle grunde til at ville
et år mere, Herre!
(Nytår 1995/96, s. 56 i
Digte til musik, 1996)
Et år mere har vi fået. Og –
jeg ved ikke, om I har lagt mærke til det – i dette nytår fik vi også et ekstra
sekund. Det var et skud-sekund, som blev indsat til sidst i årets første time.
Jeg vil ikke komme nærmere
ind på den videnskabelige forklaring på dette skud-sekund, selv om den kan være
interessant nok; eller opregne, hvor mange sekunder der er i et døgn endsige i
et år; eller se på forholdet mellem tro og videnskab; eller gøre betragtninger
over, hvordan tiden synes at løbe alt for hurtig i et moderne samfund, og hvor
let man fristes til at sige med på omkvædet: Stands verden, jeg vil af!
Derimod vil jeg betragte
sekundet, øjeblikket, som noget, der bliver os givet – både det gode øjeblik og
det dårlige; både det, som vi griber, og det, som vederfares os; både det, som
vi lægger mærke til, og det, som glider ubemærket forbi.
Det øjeblik er ikke en
tidsenhed. Det lader sig ikke nærmere definere. Og på en eller anden måde
forstår vi alligevel øjeblikke som noget særligt i tiden, der bærer glimt
af betydning gennem tiden…
I 1832 blev en lille pige
født, hende, som vi kender som Lina Sandell, den kendte svenske salmedigter.
Egentlig hed hun ikke Lina, men Karolina Wilhelmina.
Det var skæbnebestemte
navne. Karolina Wilhelmina var nemlig blevet opkaldt efter sin bror Karl
Wilhelm, der var død kun 5 år gammel nogle få år i forvejen. Det må have været
mærkeligt at skulle være sin afdøde brors minde ved at bære hans navn i sit, men
sådan havde forældrene sikkert besluttet i sorgens og savnets øjeblik.
Lina voksede op og blev sin
fars øjesten, og hun var sig selv og blev allerede fra ung af en meget
selvstændig kvinde.
Da Lina var 25 år gammel,
var hun og hendes far på skibsrejse på den store svenske sø Vätteren. Det var
blæst op, og søen var urolig, men direkte truende syntes vejret ikke at være;
man kunne godt bevæge sig rundt på den lille færge og få alle rejsens oplevelser
med.
Mens Lina stod på et
udsigtsdæk og nød den friske blæst, kom faren op ad en trappe til hende, og
netop i det øjeblik, hun ville give ham en hånd og hjælpe ham det sidste stykke,
gled han, faldt overbord og druknede.
Det frygtelige øjeblik kom
til at følge Lina hele livet, men det tog ikke troen fra hende. Hun havde en
fast tillid til, at alting alligevel var i Guds hånd. Også når sygdom plagede
hende, hvad ofte hændte, så bar hun det med mod og tro, og hun fik et meget
produktivt liv.
I dag ser vi ikke på samme
måde Guds vilje og formål i ulykker, sygdom og modgang, men vi kan stadig godt
lade os ramme af Lina Sandells ord og dele hendes tanker, som fx findes i
salmen: Kun en dag, et øjeblik ad gangen!, hvor der tales om at lægge
enhver bekymring i Guds faderhånd, hvor det gælder om at leve dagen og
øjeblikket med Gud…
Kristentroen drejer sig dog
ikke blot om det inderlige, og indadvendte. Kristentroen handler ikke kun om
det, som vederfares os, det, som sker os, uden at vi egentlig kan gøre noget ved
det, og det, vi kun kan se tilbage på. Der findes nemlig også andre øjeblikke.
”Man skal gribe øjeblikket
og leve i nuet”, hedder det, og det er da også rigtig nok. Men det er ikke den
stadige strøm af almindelige øjeblikke, som hele tiden bliver til enhver tids
nu, som jeg vil fremhæve. Derimod vil jeg pege på de særlige øjeblikke:
mulighedernes øjeblikke, ansvarets øjeblikke.
Det handler kristentroen
nemlig også om: ansvar. Der har været diskussion om præsternes juleprædikener i
år. En række præster har skrevet under på en skrivelse, og har i deres
juleprædikener talt om, hvordan vi i Danmark behandler flygtninge. De mener, at
de ikke bliver behandlet godt nok, og regeringens politik på det område er vist
også blevet kritiseret direkte i enkelte prædikener.
Om den kritik, som har været
fremme, er rimelig, ved jeg ikke, og jeg tvivler på, at det er hensigtsmæssigt
eller passende at gå sammen i flok og udtrykke kritikken fra prædikestolen. Men
på den anden side må der aldrig være tvivl om, at der i de rigtige situationer
både kan og skal prædikes politisk – også konkret politisk, og skulle jeg overse
sådanne situationer, så er man velkommen til at gøre mig opmærksom på dem.
Og så må der heller ikke
være tvivl om den enkelte kristnes ansvar. Det hedder jo i epistelteksten i dag:
”Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder.”
Det er det forunderlige ved
at være kristen: Man får syndernes forladelse, men der følger mere med. For at
få tilgivelse, for at få sine synders forladelse, må man jo først forstå sig
selv som synder. Meget af det, som man ellers måske kunne lægge fra sig som
tilfældigheder, uheldigheder, uuhensigtsmæssigheder, uafværgelige konsekvenser
af ens opvækst og nuværende sociale situation osv. osv. må man selv tage
ansvaret for. Ikke at man ikke havde ansvar i forvejen, men nu bliver man sig
det bevidst.
Og ikke bare det. Jo mere vi
lærer Gud at kende, jo mere vokser ansvaret. Vi kommer jo sandheden nærmere og
ved mere og mere, hvad der er det rette.
Guds sandhed og det særlige
kristne ansvar er noget, som den enkelte må gøre sig klart og leve med og under
(og det kan være frygteligt at falde i den levende Guds hænder!). Men Guds
sandhed er ikke en, som man kan holde frem som argument eller som sandhedsbevis
for sine holdninger og slå andre i hovedet med, men en sandhed, der bør sætte
sig igennem i vores liv. Den bør få betydning for de mulighedernes øjeblikke,
som vi alle får både i de små og de store situationer, både offentlig og privat:
Og vi skal ikke nødvendigvis
følge flokken eller råbe op hele tiden. Men når dette eller hint øjeblik
kommer, det øjeblik, som du får givet, så bliv ikke siddende i din mageligheds
mentale sofa, men rejs dig og sæt personligt kryds, og lad øjeblikket få den
betydning, som det var skabt til!...
Der skal nok komme øjeblikke
i det kommende år. Øjeblikke af alle slags med sorg og glæde, øjeblikke med
fortvivlelse og trøst. Øjeblikke til eftertænksomhed eller handling. Og skulle
vi forpasse et øjeblik, så må vi dog vide, at Gud altid er os nær og på talefod
med os. Vi kan trygt henvende os, og skulle vi mangle ord, så kan vi jo altid
sige Fadervor. Det tager kun et øjeblik. Amen. |
