Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: ”Rabbi, hvornår er du kommet hertil?” Jesus svarede dem: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.” Så sagde de til ham: ”Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?” Jesus svarede dem: ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.”
    Da sagde de til ham: ”Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spist manna i ørkenen, som der står skrevet: ’Brød fra himlen gav han dem at spise.’ ” Jesus sagde så til dem: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.” De sagde til ham: ”Herre, giv os altid det brød!” Jesus sagde til dem: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.
    [Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.”]

I går havde Jesus bespist 5000 mennesker. Selv om de kun havde haft fem brød og to fisk, havde der været nok til, at alle blev mætte. Ja, der havde endog været mere i overskud, end man havde haft til at begynde med. Det var vel nok en oplevelse, og folk var klar over, at det her var noget helt usædvanlig, og de havde været parate til at gøre Jesus til konge, men han var gået væk fra dem, da han havde mærket det.

I dag ledte de så efter Jesus og fandt ham på den anden side af søen. De opsøgte ham og henvendte sig til ham, idet de høflig kaldte ham ’rabbi’, og spurgte lidt til, hvornår han var kommet frem.

Høflighedsfraserne springer Jesus let hen over, de kræver ikke noget svar, og han går lige til sagen og siger til skaren, at de har misforstået de hele: Han vil ikke være en brødkonge, som for at købe lidt høflighed og underdanighed, fodrer folk og sørger for at deres maver må være mætte. Han vil ikke fylde indkøbsvognene og køleskabene og fryseboksene.

Det er ikke den mad, som forgår, men den mad, som består til evigt liv, som Jesus vil give mennesker. Det er åndelig føde, som det drejer sig om.

Åndelig føde! Hvad er det for et udtryk? Det lyder da fuldstændig gammeldags! Kan det have nogen som helst interesse for moderne mennesker? Er det med det åndelige ikke kun noget for specielt interesserede?

Jo, åndelig føde er da et gammeldags udtryk. Det er udtryk for den tanke, at verden er større end mig selv, og at mit liv ikke kun bestemmes af, hvad jeg får i hånden og kan putte i munden. Der er altså en anden form for føde, som jeg lever af. Vel mætter den ikke min mave, men måske mætter den en anden sult.

”Ja, men føler moderne mennesker åndelig sult?”, kan man spørge. Noget kunne tyde på, at det ikke er tilfældet: Hvis vi kigger på kirkegangsprocenter fx, så er det jo tydeligt, at det kun er ganske få procent, af danskerne, som går regelmæssig i kirke, og selv om de fleste er medlemmer af folkekirken, så bruger de kun kirken sjældent. Hvis vi går ud på gader og stræder og spørger folk, om de føler åndelig sult, så vil de nok kigge undrende på os og svare, at det åndelige ikke har deres store interesse.

Passer de så de svar, som vi får af statistikkerne, af opinionsundersøgelserne og af folk på gaden? Jeg tror det ikke. Jeg tror, at der er åndelig sult, og jeg tror, at mennesker mærker denne sult, også selv om de måske ikke kan sætte navn på følelsen.

Tænk bare på brødreklamerne og reklamer for mad i det hele taget. Hvornår har I sidst set en reklame for brød, som siger: ”Dette brød mætter godt”? Hvornår har I sidst set en reklame for drikkevarer, som siger: ”Denne drik slukker tørsten bedst”?

Det er sikkert lang tid siden. Og hvorfor er det det? Jo, det er fordi reklameindustrien har indset, at kundernes behov ikke er legemlig føde. De ved udmærket godt, at behovet er noget helt andet: Hvis du drikker den rigtige cola, så får du fællesskab med andre unge mennesker. Så er der nogle, som du kan grine sammen med og hygge dig med. Hvis du spiser det rigtige brød af den gode gammeldags slags, så lever du og din familie som dengang, da man havde tid til at være sammen om måltiderne.

En af Brugsens tv-reklamer viser behovet i detaljer: Forskellige mennesker, unge og gamle, mødes, og i god stemning forbereder de måltidet og bærer maden ind på bordet. En smiler til en anden. En mand giver sin kone et kys. Der tændes stearinlys på bordet. Alt er så hyggeligt, der er overskud, der spilles god musik, og på vægen hænger der kunst. Jo, der er bestemt en interesse, som går langt ud over det rent legemlige.

Tænk jer, hvad reklamefolkene har fundet ud af: der er et åndeligt behov, der er så stort, at det kan lokke mennesker hen og handle i en bestemt butik.

Så er spørgsmålet blot: Kan Brugsen levere varen? Findes der det på hylderne, som kunderne virkelig leder efter? Og svaret må være ’nej’, for selv om Brugsen er en vældig god butik, så kan den kun levere ingredienserne til et godt måltid.

Hvem kan så levere varen? Hvor findes det måltid, hvor der er fællesskab, hvor unge og gamle mødes, hvor man forbereder måltidet ved at bære maden frem og sige en takkebøn, hvor der er tændt lys, hvor der spilles god musik, og hvor der hænger kunst på vægen? Her i kirken selvfølgelig! Ved nadveren! Her kan det åndelige behov, som vel at mærke ikke er en specialistinteresse, mættes.

Nu vil en og anden nok tænke: Er det alt hvad man kan sige om nadveren? Er det ikke alt for lidt? Og jeg må straks svare: Nej, det er aldrig lidt, når mennesker mødes i Guds hus og sammen går til alters. Og jeg må fortsætte: Jo, der er meget mere at sige om nadveren, end det, som er sagt indtil nu, men når man skal forklare noget stort, så må man starte i det små.

Lad os vove os videre! Den åndelige sult, som mennesket har, modsvarer ikke den åndelige nød, som mennesket står i. Hvad betyder det? Jo, at sagen ikke er så simpel, at menneskets problem kun består i, at det lider af en slags mangelsygdom, som kan kureres med en åndelig vitaminindsprøjtning. Nej, langt fra! Nøden er enorm. Mennesket lider af sygdom til døden. Alle har vi syndet og mangler herlighed fra Gud, som det et sted hedder. Vi lever i en verden, hvor der findes sorg og lidelse, og hvor døden tilsyneladende har det sidste ord.

Om nadveren må vi omvendt sige: den modsvarer ikke de forventninger, som vi måtte have til den, men opfylder dem til overflod. Når vi knæler sammen ved Herrens bord, så er vi ikke blot en flok mennesker, som samles om noget, som vi er enige om, i en slags interessefællesskab. Nej, så er vi samlede på Herrens ord om noget, som ikke blot skal begribes med intellektet, men gribes og smages og drikkes og tygges. Så er vi samlede om det, som skal tages til hjertet og forstås indefra, det, som man ikke kan resonere eller filosofere sig frem til, nemlig at Guds Søn blev menneske og delte kår med os. Ja, ikke blot delte, men byttede skæbne med os, påtog sig at lide døden på et kors, for at vi ved ham måtte vinde livet.

Derfor er han, Jesus Kristus, livets brød, og den, som kommer til ham skal aldrig sulte, og den, som tror på ham, skal aldrig tørste. Velbekomme. Amen.