Prædiken, Mariæ bebudelses dag (II), Luk 1,46-55
Broager kirke søndag d. 9. marts 2008 kl. 10.30.
10 Alt, hvad som fuglevinger fik - 441 Alle mine kilder skal være hos
dig - 71 Nu kom der bud fra englekor // 108 Lovet være du, Jesus Krist -
439,1 O, du guds lam - 69, 4-5 af ”Du fødtes på jord” - 201 Det hellige
kors, vor Herre selv bar
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Da sagde Maria:
»Min sjæl ophøjer Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig,
thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn,
og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.
Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed
som han tilsagde vore fædre –
mod Abraham og hans slægt til evig tid.”
Jeg læste i
Folkebladet, at der var en særlig gudstjeneste i dag i Broager kirke. Og
det er sådan set rigtig nok, at det er en særlig dag i dag, selv om også
mange andre søndage er særlige dage.
Det specielt
særlige i dag er, at Sebastian er blevet døbt, og at vi holder
guldkonfirmation, dvs. vi fejrer en flok konfirmanders 50 års
konfirmationsdag. Vi har naturligvis mange flere dåb i løbet af året, og
i år har vi endog en guldkonfirmation mere, men i dag er det altså jer,
det handler om.
Og så er der det
særlige ved dagen, at det er Maria bebudelses dag. Og det er meget
heldig, for så er emnet nemlig en baby, en ung pige næppe ældre end en
konfirmand, og et ældre ægtepar måske i guldkonfirmandalderen.
Men lad mig starte
et helt andet sted: Jeg er begyndt at lave den slags tal-kryds og tværs,
som kaldes Sudoku Jeg er ikke ret god til det. Faktisk har jeg aldrig
lavet en færdig endnu, men mine børn kommer og lægger avisen foran mig
og siger: ”Far, skal vi ikke lave den her? Der er kun to stjerner i dag,
så er den ikke særlig svær!” Og så går vi i gang. Reglerne er, at der
skal være alle cifrene 1-9 i hver linje på kryds og tværs, og så skal
der også være alle cifrene 1-9 i nogle firkantede felter. Det er et
meget sjovt system.
Sudoku reglerne
minder mig lidt om den måde, hvorpå 1. Mosebog, den 1. bog i Bibelen, er
skrevet. 1. Mosebog er nemlig skrevet på en meget underfundig måde, hvad
mange mennesker, selv meget belæste teologer, ikke er klar over. Den er
skrevet i et mønster, hvor ting gentages og spejler sig i hinanden.
Lad mig give et
eksempel: Da Adam og Eva havde syndet og blev jaget ud af Paradisets
have, stillede Gud et par keruber (det er en slags vagt-engle) med
flammesværd, som skulle bevogte indgangen til haven og holde menneskene
ude.
Lidt længer henne i
teksten efter syndfloden, da Gud havde druknet alle de syndige og onde
mennesker og ladet Noah og hans familie overleve, da fortrød Gud, at han
havde været så streng, og han satte en regnbue som tegn på, at han
aldrig mere ville straffe så hårdt og lade en vandflod overskylle hele
jorden.
Se, vi danskere,
som læser Bibelen i oversættelse og ofte også i småstykker, lægger ikke
mærke til underfundighederne i teksten. Vi tænker ikke over lighederne
mellem flammesværd og regnbue.
Hvad er lighederne
da? Jo, de er begge meteorologiske fænomener. Det er jo lyn, som glimter
på himlen, når lufttrykket er lavt, og elementerne er i oprør. Og så er
det regnbuen, som kommer frem, når det har regnet. Solen kommer frem,
lufttrykket bliver højt, og vejret bliver godt igen.
Og så er de også
våben begge to, sværd og bue. Og det ene våben er entydigt et
krigsvåben, men buen kan også anvendes fredeligt, overfor mennesker i
hvert fald, når man går på jagt.
Og nu må jeg
hellere komme til sagen. Den første tekst af dem, som vi hører i dag,
historien om Abraham og Sara. De fik besøg af tre mænd, en slags engle,
og den ene af dem var nok Gud. Og de fik at vide, at Sara skulle føde en
søn. Og Sara kunne ikke lade være med at le af det, for hun var langt
oppe i årene. Og hun blev også meget genert ved, at en fremmed derved
antydede, at hun og Abraham således skulle have sex sammen. Men hun fik
klar besked: ”Intet er umulig for Herren!”
Og hvad rimer den her historie så på? Hvilke
ting passer den sammen med? Den passer sammen med den historie, som
følger umiddelbart bagefter: historien om ødelæggelsen af Sodoma og
Gomorra. Det er en forfærdelig historie om nogle meget syndige
mennesker, der ligesom Abraham og Sara får besøg af nogle engle. Men
menneskene i Sodoma er slet ikke så gæstfrie. Det er Abrahams nevø Lot,
der får besøg af englene, men folkene i byen vil faktisk voldtage dem.
Og de trænger ind i Lots hus, og kun fordi englene slår dem med
blindhed, mislykkes det for dem.
Et godt besøg af engle og et dårligt besøg er
således stillet op overfor hinanden. Og flere andre elementer med lighed
og modsætning findes. Sara ler, hører vi. Og i modsætning til det står,
at ”skriget var højt over Sodoma og Gomorra”.
Saras latter var en genert latter over, at hun
gamle kone skulle have sex med sin mand. En genert latter over det, som
er ganske naturlig; kun at der skulle kunne komme et barn ud af det var
mirakuløst. Og så det perverse, lystne brøl fra voldtægtsmændene fra de
syndige byer. Det var en stor modsætning. Men en ting går igen, nemlig
det at man ikke tror på, at Gud skulle kunne høre latteren eller sætte
sin magt igennem. Men Gud satte sin magt igennem overfor Sara, som godt
nok måtte se sig afsløret, men hun fik også sit højeste og inderligste
ønske opfyldt, da hun senere fødte sønnen Jakob. Og Gud ødelagde Sodoma
og Gomorra. Og mønstret i det lille felt er udfyldt.
Og hvad så med det store mønster på kryds og
tværs. Jo her møder vi Maria. Maria er en ung pige. En tjenestepige
bliver hun kaldt. Hun var åbenbart en pige af små kår. Hvor gammel har
hun været? En 13-14 år måske.
Og denne pige får besøg af en engel – det tredje
englebesøg, som vi hører om i dag. Og englen fortæller, at hun skal
blive gravid og føde en søn. Og han skal hedde Jesus og være noget helt
særlig.
Og se, her kunne Maria godt have grinet lidt af
det hele, for hun var jo ganske ung og havde ikke været sammen med nogen
mand. Hun kunne som Sara ikke have troet på det. Eller hun kunne, når
hun indså, hvad der var overgået hende, være brudt ud i hysterisk og
nervøs latter, fordi det ville blive så forfærdelig svært
at skulle forklare Josef, hende forlovede, og hendes egne forældre, hvad
der foregik, hvad der var sket.
Men Maria lo ikke. Hun tog
opgaven på sig, hun underkastede sig Gud og sagde, at det skulle gå, som
han havde sagt. Her var Maria virkelig noget ganske særlig i den måde
hun uden beklagelse tog en stor opgave på sig.
Og hvad var Marias opgave? Eller
nærmere, hvad gik fødslen af Jesus ud på? Jo, lad mig springe tilbage
til historien om på den ene side Abraham og Sara og så på den anden side
uddrivelsen af Paradis, syndfloden og ødelæggelsen af de onde i Sodoma
og Gomorra.
Lige fra begyndelsen var der to
modsatrettede bevægelser i Guds historie med mennesker. Der var et
mønster.
Der var på den ene side håbet.
Håbet om at få børn. Håbet om at leve i en bedre verden. Håbet om, at
tingene skulle gå godt. Og Abraham og Sara troede mere eller mindre fast
på Gud, men de troede dog, og Gud hjalp. Og mange andre hjalp Gud.
Og så var der dem, som ikke
troede på Gud, dem, der var ligeglade med Gud. Og Gud straffede de
værste og mest onde, men viste også ofte overbærenhed. Gud forsøgte at
retlede og hjælpe på vej. Men ondskaben var der stadig. Synden var der
stadig.
Med
Maria, ser vi begyndelsen på, at det mønster bliver brudt. Allerede i
hendes manglende latter, men alvorlige accept aner vi det. Hun tog Gud
på ordet. Hun troede på Gud. Hun troede, at Gud ville lave alting om. Og
Gud ville lave alting om. Vende op og ned på alting.
Det
forstod Maria mere af, da hun havde besøgt sin slægtning Elisabeth, som
også var gravid. Og Elisabeth havde, allerede inden Maria havde sagt
mere end ”goddag”, fornemmet det. Fornemmet, at Maria skulle føde det
menneske, som skulle lave alting om.
Da
sagde Maria de ord, som kaldes Marias lovsang, høj-lovningen, Magnifikat.
Ordene om, hvad barnet skulle betyde: En verdensrevolution. At de
hovmodige og stormægtige skulle nedstyrtes, og de ringe ophøjes. At de
sultne skulle mættes med gode gaver, og at de rige i sig selv, de
selvfede altså, skulle stå med tomme hænder. At Gud ville vise
barmhjertighed…
Sudoku.
I husker nok, at jeg sagde, at jeg aldrig har lavet en færdig endnu.
Denne prædiken-sudoku bliver heller ikke færdig. Ikke alle felterne er
udfyldte. Ikke i dag. Og det vil jeg nævne tre grunde til:
For det
første er I jo konfirmander de fleste af jer. Og selvfølgelig ender
konfirmationsforberedelse med konfirmationsdag og familiefest, hvad
enten det var på denne dag for 50 år siden, eller det er om små seks
uger. Men man bliver jo aldrig færdig med Gud. Det kan godt være, at man
griner lidt af Gud og tror, at man ikke bliver set og hørt af ham, men
Gud er der alligevel og ser os og kender os på godt og ondt, og holder
af os ligegyldigt hvad.
For det
andet er det jo snart påske. Og i påsken udfyldes de allervigtigste og
centrale punkter i troens kryds og tværs. Korset kommer frem. Indtog i
Jerusalem, først begejstring og så svigt. Den sidste nadver.
Korsfæstelse, død og opstandelse. Synden overvundet. Håbet lever.
For det tredje lever vi
i tiden og kender ikke evigheden med Gud, hvorfor vi må sige som
apostlen Paulus: ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se
ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende
fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.” Amen. |
