|
Prædiken til Juledag (II),
Joh 1,1-14
Sct. Marie kirke, d. 25.
december 2003 kl. 10.00
99 Velkommen igen, Guds
engle små – 107 Glæden hun er født i dag – 123 Her kommer, Jesus, dine små //
129 Julebudet til dem, der bygge – 103 Barn Jesus i en krybbe lå – 114 Hjerte,
løft din glædes vinger
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
I begyndelsen var Ordet, og
Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til
ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var
menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.
Der kom et menneske,
udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han
skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han
ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.
Lyset, det sande lys,
som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden,
og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit
eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han
ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod,
ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.
Og Ordet blev kød og
tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har
den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.
”Lad os ta’ det hele en gang
til helt fra begyndelsen” plejer man at sige, når der er noget, som man gerne
vil have klar besked om. Derfor er da også flere begyndelser i Bibelen.
Den første begyndelse er
den, som skete, dengang Gud skabte himlen og jorden. Gud skabte ved sit ord,
idet han sagde: der blive det og det. Og det, som Gud nævnte, blev til. Det
første var lyset. Og Gud så, at det, som var blevet skabt, var godt. Ordet
passede med det, som man kunne se, og verden var i harmoni.
Den harmoni varede dog ikke
længe. Fristeren i form af en slange, satte spørgsmålstegn ved Guds ord. Og nu
blev der et misforhold mellem det, som blev sagt, og det, som man kunne se.
Løgnen var kommet ind i verden, og mennesket blev fristet til at ville selv uden
Gud – ja, i yderste konsekvens at ville være Gud selv.
”Vi er jo alle guder, når
det kommer til stykket”, sagde Thorsen i årets julekalender
Jesus og Josefine,
”… derfor er vi hver især uovervindelige. Og vi har ret til at gøre, hvad vi
vil.”
Så langt i vores oprør mod
Gud er det de færreste af os, som går – ikke direkte i hvert fald. Men, hvis det
passer, hvad Luther engang sagde, at det, som vores hjerter hænger ved, det, som
vi stoler på, og det, som betyder rigtig meget for os, at det er vores gud, så
er vores guder jo ofte penge, magt og forfængelighed. Så dyrker vi Mammon. Så
holder vi på den stærkes ret. Og vi bliver fanget af forfængelighedens iboende
løgn, nemlig at det er vigtigere at synes god end at være det.
”Lad os tage det hele en
gang til fra begyndelsen. Lad os vaske tavlen ren”, syntes Gud at sige, dengang
han sendte syndfloden. Men det hjalp kun kort. Profeter og engle blev også
sendt, men det var heller ikke nok. Det var heller ikke det, som skulle til.
Der skulle mere til. Der
skulle noget andet til: en ny begyndelse.
Denne nye begyndelse skete
med Jesus Kristus. Det fortæller evangelisterne på ganske forskellige måder, men
alle ved de, at det drejer sig om en ny begyndelse.
Matthæus starter med ordene
”Slægtsbog for Jesus Kristus”. Hermed skriver han Guds Søn ind i menneskenes historie. Lukas fortæller grundigt og fra begyndelsen,
og han lader i Zakarias’, Marias, Simeons og ikke mindst englenes lovsang en ny,
himmelsk begyndelse tone frem. Markus skriver direkte: ”Begyndelsen på
evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn”.
Også Johannes, som har haft
længere tid til at tænke over tingene end de andre evangelister, da han skriver
sit evangelium, ved, at det drejer sig om en ny begyndelse. Ja, det drejer sig
om en begyndelse, som skal rette op på alt det, som gik galt siden skabelsen, og
løse mennesket af syndens bånd. En ny begyndelse, en genskabelse, en genløsning.
Det kan naturligvis bedst
beskrives med skabelsesberetningens gamle ord, og derfor
begynder Johannes også på nøjagtig samme måde: ”I begyndelsen”.
Og hvad var det så, der var
i begyndelsen? Det var Ordet. Klart er det ikke umiddelbart, hvad Ordet dækker
over. Det er stavet med stort, så det er noget andet end bare ord eller en lyd
eller en bestemt betydning. Det er noget, som er hos Gud, og det er selv Gud.
Hvad kan det være?
”Han
var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af
det, som er”. Han, som er hos Gud, er Sønnen, som er hos Faderen. Han er Guds
Ord, som bliver sendt til jorden, fordi ordet fra himlen ikke er nok.
Og Johannes, som har haft
tid til at tænke over tingene, vidste, at Guds søn, Jesus
Kristus, måtte have været til fra evighed af for netop at være søn og ikke
skabning, for netop at være Gud selv sammen med Faderen og Ånden.
”I ham var liv, og livet var
menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” Jo, Gud
havde tændt et lys i mørket, da Jesus blev født – et lys så vigtigt som det, der
tændtes, dengang verden blev skabt…
I Lukases beretning var der
himmelsk lovsang, og i Matthæusevangeliet stjernen over Betlehem. Dog var denne
glans kun en kort tid, og tilsyneladende havde ingen rigtig opdaget hvilket
menneske, der var født på jorden; englene var væk, de vise mænd rejst bort igen,
og hyrderne vogtede atter deres hjord. Selv Maria sagde ikke noget, men gemte
sine oplevelser i sit hjerte.
30 år eller sådan noget gik,
førend Johannes Døber (ikke evangelisten) trådte frem og vidnede om ham, som
skulle komme. Om lyset, som det hedder i Johannesevangeliet.
Og så kom lyset til verden
og blev ikke taget imod. Den verden, som Guds søn havde været med til at skabe,
fordi Gud skabte i kærlighed, og fordi kærlighed var Guds væsen, og fordi Guds
væsen ikke kunne forstås andet end som Faderens og Sønnens indbyrdes forhold i
Åndens enhed.
Han kom til sine egne, og de
tog ikke i mod ham. Hans egen familie, hans mor og hans søskende måtte han
afvise, fordi deres bekymring for ham ikke var for det gode; fordi de prøvede at
tale ham fra at gøre den gerning, som han skulle gøre for at være den, som han
var og skulle være. Mon de sagde til ham: ”Vær forsigtig. Det er farlig, det du
siger. Hvis du ikke passer på, bliver du aldrig en gammel mand, men bliver slået
ihjel af dine fjender!”?
Nogle tog dog imod ham. Der
var alle dem, som han lagde hænderne på: de syge, de udstødte, børnene. Alle
dem, der ikke var noget i sig selv. Alle dem, som ikke blev forhindret af
selvfølelse og stolthed. Alle dem, som lod Gud være Gud og ikke ophøjede sig
selv til det, de fik lov til at blive Guds børn. Ikke af kraft, ikke af
gerning, ikke ved vilje, men af Guds nåde.
”Og Ordet blev kød og tog
bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den
fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.” Herlighed. Hvad var Guds søns herlighed?
Det var, at han gik den vej, som han skulle gå. Herlighed var ophøjelse – ophøjelse på et kors, selv om han frygtede det og måske både i
syn og i drømme så naglemærkerne i hænder og fødder, længe inden det virkelig
skete, længe inden han måtte lide så frygteligt.
Sådan kender vi som regel
ikke herlighed, men herlighed fuld af nåde og sandhed er jo også noget, som kun
kan komme fra Gud.
Vi kan undre os over, at Gud
lod den nye begyndelse ske ved at blive menneske og tage bolig hos os, men det
var det, som skulle til; halve løsninger giver jo ikke nogen ny begyndelse.
Eller som det hedder i et digt fra Afrika*:
Han sendte ikke teknisk
bistand
til vores underudviklede
verden
– englen Gabriel og et hold
eksperter med deres know-how.
Han traf ingen fordelagtige
eksportaftaler
og tilbød ingen
langtløbende statslån.
Han sendte os ikke englenes
aflagte klæder
eller mad fra deres
overskudslagre.
Han kom selv!
Han sultede i ørkenen.
han hang nøgen på korset.
Ved at blive lige med os
blev han vor glæde.
Amen. Glædelig
jul.
* Digtet er fundet på
Præstesiden i en
prædiken af Lars Mandrup |
