 Prædiken til juleaften, Lukas 2,1-14 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Der var engang en præst, som havde fået stillet en julekrybbe op i kirken, så man kunne se hele julens begivenhed fra børnehøjde. Der var hyrderne med får og lam, de vise mænd med kameler, stalden med køer og æsler, betlehemsstjernen, Josef og Maria, og i midten det lille Jesusbarn i krybben. Og præsten fortalte børnene, som kom op i kirken, om sceneriet: ”Kan I få øje på hyrderne, børn? Se, hvor rolige de er og lammene også i den hellige nat. Og se, de tre vise mænd fra Østerland, som har rejst så langt for at tilbede det lille Jesusbarn. Og Maria og Josef, læg mærke til dem. De er jo lige blevet mor og far. Og de er fyldt med omsorg for og glæde over det lille barn, som er i centrum for hele scenen. Det tror jeg nok, I kan fornemme. Og ved I, hvorfor det er sådan, børn?” sagde præsten, og så forventningsfuldt ud over børnene, som han havde talt til. ”Hvorfor er der sådan en fred og glæde julenat?” Og en lille dreng rakte hånden op og svarede: ”Det er fordi, det hele er lavet af pap!” Se, der er egentlig ikke noget forkert i den her historie, for det var fint, at præsten brugte en julekrybbe til at fortælle om julens begivenheder, og det var helt uskyldigt og naivt, at den lille dreng sagde, at det hele var lavet af pap. Men historien kan nu alligevel godt illustrere den pointe, at der er noget ved julen, som godt kan blive for overfladisk og for kommerciel.Og kontrasten mellem den ydre travlhed og den indre ro, som måske ikke rigtig kan indfinde sig, kan være stor. Glæden, som skulle være for hele folket, bliver måske til sorg for dem, som sidder alene juleaften. Eller for dem, som ikke kan følge med i forbrugsfesten, eller dem, som bare ikke kan klare ræset. Og måske har man i også kirken været med til at skrue for meget op for glansbilledet, når man har digtet videre på juleevangeliet om noget, der ikke stod deri. Man lod det hele blive til eventyr, men hvad skete der egentlig? Jo, der var jo på det jordiske plan en folketælling. Og Josef drog af sted sammen med sin forlovede Maria, som var gravid. De skulle hen til byen Betlehem for at blive registreret. Og påfaldende er det, at Maria skulle med, for man plejede ikke at tælle kvinder med på den tid, men kun mændene, som skulle betale skat. Hvorfor skulle hun i det hele taget med? Kunne man ikke regne ud, at bag enhver mand stod en kvinde? Kunne man ikke gange med to? Jo, det kunne romerne godt. Men Josef kunne også lægge to og to sammen, og han vidste, at Maria, som var blevet gravid udenfor ægteskab, skulle beskyttes. Hun kunne jo, hvis hun blev alene tilbage i Nazareth, blive beskyldt for at have bedrevet hor, og hun kunne i værste fald blive stenet for det. Da Josef og Maria kom frem til Betlehem, var der, som det hedder, ”ikke plads til dem i herberget”. Det udtryk har givet anledning til fortælling om en masse banken på døre i Betlehem og sure kroværter, som har lukket op og vrisset, at der ikke var plads til nogen. Men folk var altså slet ikke så sure i Betlehem, og Josef og Maria blev formodentlig taget vel imod, da de kom frem. For de har naturligvis opsøgt Josefs slægtninge og er blevet taget vel imod og har boet hos dem. Det var det helt almindelige mellem mennesker på den egn både dengang og nu, at man tog sig godt af gæster og slægtninge. ”Ja, men hvad så med herberget?” vil man spørge. Jo, se, på den tid boede folk i Israel i huse, hvor der var dyr i den ene ende og mennesker i den anden ende. Ligesom vi gjorde herhjemme i Danmark for øvrigt. Stald-enden lå lavest og ofte ind imod bjergsiden med udhulinger i klippen, hvor man opbevarede dyrenes foder. Og i den anden ende af huset boede folkene, og i et særligt rum i den ende af huset var et gæsteværelse. Det er sandsynligvis i det gæsteværelse, at der ikke var plads til Josef og Maria, fordi der i forvejen var fyldt med gæster. Og derfor måtte de nu tage til takke med at flytte ind til familien i husets store rum lige op ad stalden. Og det var her, Maria fødte sit barn. Og hun var ikke alene, for selvfølgelig var familiens jordemor til stede og hjalp til. Og Jesus blev født under forholdsvis normale vilkår. Og Maria svøbte ham og lagde ham i dyrenes fodertrug eller måske nærmere i udhugningen, der hvor dyrenes foder blev opbevaret. Og nu, først nu kommer forklaringen: ”For der var ikke plads til dem i gæsterummet”. Alt det var jordisk og praktisk og forholdsvis almindelig. Men ude på marken skete der jo noget, som var helt ualmindelig, da Herrens engel og den himmelske hærskare viste sig for hyrderne og fortalte, hvad der var sket: At der var født en frelser Kristus, Herren, og at man skulle finde ham svøbt og liggende i en krybbe. Svøbt og liggende i en krybbe. Nu har vi hørt det to gange, og det er naturligvis fordi, det betyder noget helt særligt. Det er fordi, evangelisten ikke kan fortælle historien om Jesus, uden at fortælle historien baglæns. Uden at tage hensyn til, hvem barnet i krybben blev som voksen. For barnet blev ikke ved med at være et barn. Barnet, som blev svøbt og lagt i et udhugget trug, var manden, som senere blev korsfæstet og døde og blev svøbt i et lagen og lagt i en klippegrav. Og han, som blev født som menneske, levede som menneske og døde som menneske, var noget helt særlig. Han var Guds søn. Og da han havde gjort det muligt for os mennesker at få tilgivelse for vores synder, opfor han til himmels og satte sig ved Guds højre hånd. Guds søn står langt over englene og nisserne og andre gode væsener, og den betydning Gud har givet ham, er langt større end deres. Det er derfor, vi fejrer jul. Og når vi læser tingene bagfra og får det hele med, forstår vi det meget bedre.
Nu skal I bare høre (og I kan følge med på de uddelte sedler, hvis I starter
forneden):
Det er jul
igen
og jeg glæder mig allerede til det bliver januar jeg hader, når juletræerne tændes på alle byens altaner og terrasser og gågaden er pyntet og Frelsens Hær synger salmer det bedste ved julen er, når den er forbi, og juletræerne ligger i regnen og venter på skraldemanden jeg frygter altid for de dage, hvor vi samles med familie og venner for at fejre højtiden jeg længes efter, at vintermørket igen sænker sig over byen det er det, jeg overlever på, når det er jul jeg mener det virkelig og ja jeg ønsker dig en glædelig jul men det kommer ikke fra hjertet julen er en overfladisk forbrugsfest ja, jeg siger også, at julen ikke er andet end sentimental overtro og religiøst kitsch der er patroniserende at påstå, at julen er udtryk for en medfødt længsel, der ligger dybt i os alle, ligesom de fyldte kirker er bevis på en oprigtig tro, hvor ved de det fra? julen er et disneyficeret levn fra en død religion det lader mig kold, når de siger, at julen er hjerternes fest (se www.youtube.com/watch?v=shtFWt_Az-0) ja… |
