Prædiken til juleaften, Esajas 9,2-7, Hebræerbrevet 1,1-5, Lukas 2,1-14
Broager kirke, lørdag d. 24. december 2011 kl. 14.30 og 16.00
94 Det kimer nu – 123 Her kommer, Jesus, dine små – 112 Kom, alle kristne // 104 Et barn er født – 121 Dejlig er jorden

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
    I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
    »Ære være Gud i det højeste og på jorden!
    Fred til mennesker med Guds velbehag!«1

Jeg er spændt på, hvordan Ludvig og Julemanden slutter. Mon ikke det hele går godt til sidst? Det er jo fjernsyn og fantasi og en god historie.

Men hvad med julemanden i virkeligheden? Findes julemanden? Jo, julemanden findes, men det er ikke ham i den røde dragt med hvide pelskanter, som blev opfundet af Coca-Cola i 1930. Det er ikke ham den tossegode tyksak, som går rundt og ringer med en klokke og siger ”ho, ho, ho” hele tiden.

Den rigtig Nikolaus derimod var et menneske som levede i Tyrkiet for mange hundrede år siden. Allerede som barn holdt han af at give gaver. Og senere, da han voksede op, da blev han præst gik efter sigende omkring og gav gaver og hjalp folk sådan helt anonymt. Således hjalp han en fattig familie, hvis tre døtre ikke havde råd til at blive gift. Deres mor var lige død, og faren, enkemanden, kunne kun lige få råd til at købe mad til familien.

En aften kom Nikolaus forbi, mens familien sov, og kastede tre guldmønter ind af vinduet. En landede på den ene piges hovedpude, hvor hun straks så den, da hun vågnede næste morgen. En landede på gulvet, hvor den snart blev fundet af den anden søster. Men den sidste blev ikke fundet lige med det samme, for den var røget ned i den tredje søsters sok. – Og det var på den måde julesokken blev opfundet. [Julesok vist frem]

Se, Nikolaus han var også opfinder på andre måder, for han havde syet sin helt særlige præstekjole/julemandsdragt noget forskellig fra den, jeg har på, fordi der var indvendig syet store lommer i den, så han altid kunne have nogle gaver at give af fx en appelsin. [Appelsin vist frem].

Nikolaus hjalp efter sigende rigtig mange mennesker. Man kaldte ham til at blive biskop, og efter hans død mindedes man ham hvert år på hans fødselsdag d. 6. december.

Nikolaus var et godt eksempel, men han prædikede aldrig sig selv. Han var jo præst og læste op af Bibelen og fortalte evangeliet om Jesus Kristus til alle mennesker. Nikolaus følte ikke, at han gav andre mennesker af sit eget, men af Guds gaver…

Der kan være god grund til at læse op af Bibelen, for meget af det, som vi tror, står i den, står der slet ikke. Og sådan er det lige fra begyndelsen.

Når vi hører om Adam og Eva og den frugt, som de spiste i Paradiset, så kommer de fleste mennesker til at tænke på et [viser frem] æble. Men vi ved ikke, om det var et æble. Det kunne ligeså godt være en appelsin. Først i middelalderen så bliver frugten mere og mere malet som et æble, og det har været et æble lige siden.

Der står heller ikke noget i Bibelen om de Hellige Tre Konger. Der står noget om vise mænd fra Østerland. Men at de skulle være tre eller konger eller hedde Kasper og Melchior og Balthasar, det er alt sammen noget man har tildigtet senere.

Og så kommer vi til juleevangeliet ifølge Lukas, som jeg har læst op i dag. Også her er meget tildigtet i vores tradition og vores tanker - og jeg må jo indrømme med det samme, at jeg bruger jo også vores tradition her. Denne lille opstilling [på prædikestolens læsepult et stort krybbespil af Lego] har jeg brugt i adskilt tilstand for en masse børnehavebørn ved flere lejligheder, og så har jeg selvfølgelig haft de Hellige Tre Konger og alt muligt, som sådan hører til den historie. - Men også i forhold til juleevangeliet er meget tildigtet.

Æslet er der ikke. Jeg læste ikke op om æslet. Der æsel, som Maria red på fra Nazareth til Betlehem.

Og hele historien om, at de kom i sidste øjeblik, lige inden Maria skulle føde, og at de gik omkring og bankede [banker] på kroværternes døre og blev afvist og til sidst henvist til en stald, står heller ikke skrevet i Bibelen. Det er også tildigtning.

Det vi ved, det er, at Josef var af Davids hus og slægt, og at han skulle indskrives i sin hjemby Betlehem. Dertil ankom han, og der havde han som nævnt  slægtninge. Og dem opsøgte han naturligvis, og de tog imod ham og hans forlovede, sådan som gæstevenskabets og familiebåndenes love altid havde påbudt. Det var en æressag, og det gjorde man gerne.

Og Maria fødte heller ikke lige ved ankomsten, for ”mens de var, der kom tiden. Og hun fødte sin søn, den førstefødte og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget”.

Jamen, hvad var herberget da, hvis Maria og Josef havde taget ophold hos slægtninge? Jo, se, det var slet ikke en kro eller et hotel. Det var gæsteværelset eller gæsterummet i familiens hus, et afsondret afsnit eller en tilbygning. Et sted, hvor nygifte kunne bo, hvis de havde brug for lidt tid for sig selv. Et sted, hvor Maria og Josef kunne have været efter fødslen, hvis det ikke lige netop havde været optaget i forvejen. Maria og Josef var jo ikke de eneste, som skulle til folketælling.

Maria og Josef opholdt sig altså i et palæstinensisk storfamiliehus, som de fandtes på den tid. Det var et hus, som, bortset fra gæsterummet, bestod af et stort rum ligesom vi kender det fra langhusene i vores nordiske kultur.  I den ene ende boede menneskene, og i den anden ende boede dyrene. Dyrene var i hvert fald inde om natten, så de var beskyttet mod tyve og vilde dyr. Beboelsesdelen var oppe på en platform hævet ca. en meter op fra dyrenes afdeling. Og der i midten mellem de to afdelinger var dyrenes fodertrug udhugget i kanten af denne platform. Og her var der halm, her var godt og trygt, og her lagde Maria sit barn.2

Barnet blev altså ikke født i vildt fattige kår, men sådan som alle andre børn blev født på den tid. Med mændene siddende noget afsides, mens jordemoderen og kvinderne var tæt omkring Maria, klar til at hjælpe og gøre fødslen så god og tryg som muligt. Og hertil er alt normalt...

Men hyrderne ude på marken så et syn, da Herrens engel talte til dem og forkyndte dem en stor glæde. Den skulle være for hele folket. En frelser, Kristus, Herren var født. Og englen fortsatte: ”Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe”.

Måske er tegnet bare, at barnet skal ligge i en krybbe (altså et udhugget fodertrug), for det var alligevel ikke helt almindeligt? Men måske er tegnet også, at barnet er svøbt? Og hvis det skal være et tegn, så er det nok fordi, at det heller ikke var almindelig at svøbe børn.

Måske tænker evangelisten og englen dette som et tegn på noget helt andet? Måske er svøbningen og det udhuggede fodertrug tegn på noget helt andet? Og lad mig illustrere det: [En bamse vikles ind i gazebind]. Måske var det slet ikke babytøj, Jesus fik på, da han blev viklet ind og blev svøbt i klude, eller hvad det var? Måske var det nærmere en form for balsamering? Det er jo selvfølgelig en tolkning. Vi kan ikke vide det. [Vikler stadig]. Så kunne det jo være en forudgribelse af, at begyndelsen på Jesus liv ligner den ende, hans liv fik. Han blev korsfæstet, døde og blev svøbt i et ligklæde og blev lagt i en grav udhugget i sten i klippen.

Under alle omstændigheder: Hvorfor blev Jesus født? For at være frelser! Det hører vi jo. Hvorfor frelser? Ja, så skal vi kigge tilbage på begyndelsen. Adam og Eva og frugten. De ville være som Gud og spiste af livets træ, af kundskabens træ. De spiste af frugten. De spiste af æblet måske? Og her er æblet jo at foretrække frem for appelsinen! [Tager et bid af æblet og tygger].

Vi har også spist af frugten og grebet af kundskabens træ. Vi har bidt af æblet.

Det er jo derfor, at firmaet Apple [viser stort billede af logo] har et logo med et æble på, som der er taget et bid af: Med deres computer, har du en verden af information lige ved hånden, og du kan alting selv, for den er så let at bruge. Du har spist af kundskabens træ.

Vi mennesker spiser af kundskabens træ, hver gang at vi tror, at vi kan alting selv uden Gud. Når vi sætter vores lid til genstande, som vi kan købe i butikker. Når ønskelister bliver til bestillingslister, og hjertet hænger ved det materielle. Det er syndefald dengang og nu.

Men Gud har sendt sin søn for at rede os ud af vildfarelsen. Vildfarelsen, at vi kan klare os selv. At familien ikke betyder noget. At solidaritet ikke betyder noget. At gæstevenskab ikke betyder noget. At tro ikke betyder noget. Men det gør det selvfølgelig, for korset er vigtigere end æblet. Og vi bør gøre tro til en æressag. Troen på, at Jesus blev født, levede, døde og opstod for vores skyld. Amen.

1 Nyere oversættelser end den autoriserede fra 1992 er oversat mere til denne prædikens pointe uden udtrykkene ”kro” eller ”herberg”. Bibelen på Hverdagsdansk nævner, at Maria ”lagde ham i en krybbe i staldrummet, for gæsteværelset var optaget”. Og i Den Nye Aftale hedder det, at hun ”lagde ham til at sove i en foderkrybbe i en stald, for der havde ikke været plads til dem andre steder”.

2 Se The Manger and the Inn af Kenneth E. Bailey