Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Gali­læa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
    I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Her­rens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
    »Ære være Gud i det højeste og på jorden!
    Fred til mennesker med Guds velbehag!«

En kvinde fortæller*: Det var 2. juledag, og vores familie havde holdt juleaften og juledag med min mands familie. Men nu skulle vi hjem, for vi skulle på arbejde allerede den næste dag. Det var en lang tur gennem det meste af landet.

Undervejs stoppede vi på en Mac Donald for at få noget at spise. Vi var den ene­ste familie der, og vores børn var de eneste børn. De store børn var henne og be­stille maden. Det var en opgave, som de elskede, og de var efterhånden var helt gode til at klare det selv.

Min mand og jeg satte os ved et af bordene sammen med vores lille efternøler, Erik på et år. På et tidspunkt hørte jeg Erik klukke og le. ”Ej, ej”, sagde han. Det var det eneste ord, han kunne. ”Ej”, sagde han igen og trommede sine små, fede babyhænder ned i den bakke, som sad fast foran på babystolen. Han var et stort smil med øjnene spærret helt op i begejstring og et vidunderligt tandløst grin. Han kluklo. Og så så jeg, hvad det var, han havde fået øje på. Det var ubeskriveligt.

En las af en frakke, beskidt og fedtet. Bukser, der hang på et fugleskræmsel af en mand. Tæerne stak ud af den ene sko. En skjorte med en krave så beskidt, at den nok aldrig mere ville kunne vaskes ren. Og et ansigt, som man sjæl­dent ser, med tandløse gummer ligesom Erik.

”Hej, hej, baby. Hej, store dreng. Jeg kan godt se dig, din lille bandit”, sagde man­den. Min mand og jeg vekslede be­kymrede blikke. Det var en blanding af ”Hvad skal vi gø­re?” og ”Stakkels mand!”

De store børn kom med maden, og vi begyndte at spise. Men Erik fortsatte sin be­gejstrede pludren og slåen i bor­det. Nu begyndte den gamle landstryger at komme med højrøstede kommentarer: ”Ka’ du klappe kage? Ka’ du ride ranke? ... Og hunden, der ligger under bænken og rasler med lænken og si’r: vif, vaf, vuf!”

Erik fortsatte med at grine og sige: ”ej, ej”. Og manden fort­satte med sine kom­men­tarer. Men ingen syntes mere, at det var sødt. Manden var tydeligvis beru­set og forstyrrede hele restauranten. Jeg var pinligt berørt, og Henrik, min mand, var lige ved at eksplodere. Selv vores seksårige, som ellers ikke bekymrer sig så meget om velopdragenhed, sagde: ”Hvorfor taler den gamle mand så højt?”

Vi spiste færdig hurtigere, end vi ellers ville have gjort. Hen­rik bad mig om at gå ud på parkeringspladsen med Erik med det sammen, så skulle han og de andre børn nok samle bakkerne sammen og rydde op.

”Gud, lad mig komme ud herfra, inden han taler til mig eller Erik!”, tænkte jeg, mens jeg gik hen imod døren. Men det var klart, at både Gud og Erik havde andre planer. Da jeg skulle forbi mandens bord, gik jeg nærmest sidelæns med ryggen til for at undgå at ham. Men samtidig med det, så havde Erik, som jeg havde på ar­men, fået øje på sin bed­ste ven. Og Erik fik armene fri og rakte dem frem mod ham, sådan som babyer gør for at sige: ”Ta’ mig op!”. Og jeg måtte dreje mig lidt og genvinde balancen, så han ikke gled ud af hænderne på mig. Og i det øjeblik fik jeg øjen­kon­takt med den gamle mand.

Erik greb ud efter ham med armene lige ud i luften. Og landstrygerens bedende øjne sagde helt tydelig: ”Vil du lade mig holde din baby?”

Jeg nåede ikke at svare, inden Erik nærmest faldt ud af mit greb lige ned i man­dens arme. Og nu var de to venner en­de­lig sammen. Erik lagde sit hoved ned mod mandens skul­der. Manden lukkede sine øjne, og jeg så tårer i øjen­krogene. Hans grove hænder, prægede af hårdt arbejde, men også skidt under neglene og gravrust der, hvor skidtet ikke blev slidt af, - hans hænder holdt om min baby og aede ham forsigtig. Jeg var målløs. Den gamle mand vug­ge­de og holdt Erik i sine arme et øjeblik, så åbnede han sine øjne og så på mig med et fast blik. ”Pas på den her baby”, sagde han myndig og bestemt. ”Det... Det skal jeg nok”, fik jeg fremstammet.

Han tvang sig selv til at give slip på Erik. Det var tydelig­vis svært for ham. Men jeg fik ham, og så sagde han med værdig stemme: ”Gud velsigne dem, Frue. De har givet mig min julegave.” Jeg kunne ikke andet end at frem­stam­me et ”tak”.

Da de andre kom ud til os i bilen, sad jeg med tårer i øjne­ne. Henrik spurgte mig: ”Er der sket noget? Sagde manden noget forkert?” Og jeg kunne kun hviske: ”Nej, der er ikke sket noget, og Gud ske lov sagde jeg ikke noget forkert!”

Så vidt kvindens beretning.

Jeg vil påstå, at julens mening er Erik. Erik er Gud. Erik er juleevangeliet. Erik er Guds arme, iver og begejstring for os lasede bumser og landstrygere. Der er nem­lig meget i vores liv, som er laset og slidt og gået i stykker. Vores hjerter kan væ­re knust, vores forhold til hinanden kan være forslidte. Vores moral kan være an­løben. Vi forlanger meget af andre, men ikke ret meget af os selv.

Erik er en frygtløs lille baby, som ikke gør forskel på folk, men omfavner selv den mest usandsynlige. Og det er det, som julen handler om. Julen er i virkeligheden ikke en tilbagelænet højtid. Den er ikke sentimental. Den er ikke bare bløde pak­ker og kold puddersne. Julen er en varm romance. Det er Guds opfyldte ønske om at være sammen med os. Og derfor holder vi fest.

Hvis Gud ikke er hos os, og hvis Gud ikke vil omfavne os, når vores liv er i laser, eller vi er på spanden, så ser det ik­ke godt ud for os. Så er der intet håb og intet lys, kun mør­ke og fortvivlelse. Og så ville vi kun være her nu pga. et grundløst håb, ren og skær rutine eller tom sentimentalitet.

* Denne historie er forfattet af Nancy L. Dahlberg. Findes bl.a. i ”A World of Stories for Preachers and Teachers” af William J. Bausch