|
Prædiken til juleaften (I),
Lukas 2,1-14
Broager kirke, lørdag d. 24. december 2005 kl. 14.00 og 15.30
94 Det kimer nu – hilsen,
bøn, læsning – 123 Her kommer, Jesus, dine små – læsning, trosbekendelse – 112
Kom, alle kristne // 104 Et barn er født – bøn, Fadervor, velsignelse – 121
Dejlig er jorden
Dette hellige evangelium
skriver evangelisten Lukas:
Og det skete i de dage, at der udgik
en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var
den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog
hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen
Nazaret i Gali-læa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var
af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin
forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle
føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en
krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over
deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om
dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se,
jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der
født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I
får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var
der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
»Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!«
Kære menighed.
Fjernsynets julekalenderudsendelser, Jul i Valhal og Bamses julerejse, er snart
færdige. De har været underholdende, men de når kun til mytologien – henholdsvis
den klassiske med de nordiske guder og den moderne med julemanden – og har efter
min mening ikke så meget direkte med evangeliet at gøre.
Det har derimod bøgerne om
landet Narnia, som den engelske forfatter C.S. Lewis skrev. En af bøgerne hedder
Heksen, Løven og Garderobeskabet”. Bogen er netop blevet filmatiseret og har
premiere i morgen.
Historien handler om 4 børn,
som er blevet evakueret fra et krigshærget London. De havner hos en lidt sær
professor, som bor alene med sin skrappe husholderske og sine mange bøger.
En regnvejrsdag kan børnene
ikke komme ud at lege, så de giver sig til at lege skjul i det store hus. Et af
børnene, Lucy, gemmer sig i et garderobeskab fyldt med gamle pelskåber. Mens hun
står der og gemmer sig for de andre, synes hun, at det bliver koldt, og hun
tager en af pelskåberne på. Og så opdager hun, at der bag i skabet kommer lys et
eller andet sted fra. Hun skubber pelsene til side og bevæger sig frem mod lyset
og kulden, og pludselig er det som om, at skabet forsvinder, og hun er kommet
ind i et helt andet land.
Det er landet Narnia, som
hun er kommet ind i. Narnia er et spændende eventyr-land, som er fyldt med
mærkelige væsener: fauner, dryader, kæmper, flyvende heste og talende dyr.
Det er bidende koldt i
Narnia. Landet lider under en evig vinter, endog en vinter uden jul, for den
hvide heks, Jadis, har taget magten og udnævnt sig selv til dron-ning over
landet.
Da Lucy kommer tilbage fra
Narnia til de andre børn i det store hus, tror de først ikke på, hvad hun
fortæller om sine oplevelser, men nysgerrigheden driver dem alligevel, og det
ender med, at de alle 4 kommer til Narnia samtidig.
Et af børnene, Edmund,
bliver lokket af dronning Jadis og forført af hendes chokolade til at forråde
sine venner. Det ondes kulde når helt ind i hans hjerte.
Ind i denne kolde og
forræderiske verden kommer Aslan i skikkelse af en løve. Han er søn af kejseren
hinsides havet og er den egentlige konge af Narnia.
Han er den, som alle i
landet har håbet på vil komme og befri dem, og han er den eneste, som heksen
Jadis frygter.
Og bare rygtet om ham får
kulden til at slippe sit tag i Narnia. Alt tør. Isen smel-ter, vandet begynder at
dryppe og løbe i små strømme, verden begynder at grøn-nes. Hjerterne løsnes, for
kongen er på vej, kongen er kommet.
Og her kunne jeg så stoppe
mit referat af historien om Narnia, for nu er julen kommet, håbet er skabt.
Vinteren er der stadig, men nu går det mod lysere tider.
Men historien er ikke
færdig. Vi har fået lov til at kikke ind gennem garderobeskabet ind i en verden
bagved, men er himlens dør derved åbnet? Nej, for
ligesom der er mere end jul
i evangeliet, så er der mere end forårets komme i historien om Narnia. Historien
er ikke slut. Dramaet er ikke til ende.
Julen betyder, at Guds søn
er født, og er kommet til verden, og allerede det må tænde håbet i menneskers
hjerter, hvis de da ikke er for forfrosne. Nogle menne-sker har jo kun vinter i
hjertet, men aldrig jul. Nogle mennesker kan ikke se igen-nem det, som de
umiddelbart forestiller sig, og bliver derfor stående i skabet, i mørket uden at
fornemme, at der findes noget større bagved. Ja, nogle bliver vel også stående
ved stalden og barnet i krybben og fornemmer eller tror ikke det vidunderligt
guddommelige, som spirer frem.
Men julen er ikke bare, at
Guds søn er kommet. Julens glæde er først forstået, når man erkender, hvorfor
han er kommet…
Lad os vende tilbage til
Narnia, hvor kongesønnen, løven Aslan er kommet, og hvor det tør.
Men dronning Jadis vil ikke
slippe sit tag i landet. Og hun er magtfuld nok til at forlange, at loven skal
holdes. Loven skal holdes, for intet land kan klare sig uden lov.
Narnias lov står skrevet på
et stenbord midt i riget. Og der står bl.a. skrevet, at en forræder skal bøde
med sit liv for sit forræderi. Og hun har sådan set ret. Så-dan er loven, og nu
betyder det, at Edmund bliver dømt til døden. Og det hjælper ikke noget, at han
har fortrudt og har sagt undskyld, og at de, som han har svig-tet, har tilgivet
ham. Jadis kræver lovens bogstav og forstenede krav opfyldt.
Men loven siger også, at
hvis en uskyldig ofrer sig i stedet for den skyldige, så kan den skyldige
slippe.
Og Aslan ofrer sig for
Edmund og dør for hans skyld. Og de andre børn ser det med gru fra deres
skjulested, hvad der sker. De tror, at kulden og det onde har vundet. Og
udmattet og forgrædte falder de i søvn. Uden håb og fulde af fortvivlelse, for
uden Aslan kan Narnias forår ikke holde, og alt vil fryse til is igen.
Men næste morgen, da de
vågner, er Aslan væk fra stenbordet, som han lå på. Det er knækket midt over. Og
så pludselig står han der foran dem spillevende.
Det endte med, at
stenbordets lov måtte give op overfor en stærkere lov – kærlighedens lov.
Overfor den lov må selv det mest forfrosne og hadefulde sind give fortabt, ja,
selv døden må give op. Når en uden skyld ofrer sig
for en, som er skyldig, sejrer kærligheden…
Narnia-fortællingen handler
således om mere end tøbrud og håb. Det gør julen også vil jeg påstå. Julen handler om mere end
mad, slik og gaver. Den er mere end bare stearinlys, hygge, pebernødder og
juletræ. Julen er mere end Jesus-barnet i krybben, selv om det naturligvis er
indgangen dertil.
Ja, Jesu fødsel netop som
menneske er begyndelsen til Guds mægtige indgriben overfor ondskab og kulde i
verden.
Derfor drejer julen ikke
bare om, hvem der skal betale julegaverne, men om hvem der skal betale vore liv.
Liv koster nemlig. Hvis vi
svigter, så koster det. Og vi må jo svigte, så længe der er mennesker i verden,
der sulter, så længe der er mennesker i verden, som er ensomme. Så længe der er
mennesker, som ikke mærker julens glæde.
Vi sviger, fordi der er for
meget noget-for-noget og millimeterretfærdighed og for lidt noget-for-intet og
tilgivelse og overbærenhed.
Men der er en anden
mulighed, end at enhver hytter sit eget skind, og at menne-sket kun har sig selv
at holde sig til. For der er en, der har ofret sig for os. Således handler julen
om syndernes forladelse. Om at kærligheden smelter selv det kol-de-ste hjerte. At
kærligheden blev kød og blod, at Guds søn blev menneske og påtog sig at bære
vores synd og tage vores straf.
Bag julens glæde og
juleaftens lys og barme ligger således både Langfredags gru og påskemorgens
glæde…
Nu er der måske en og anden,
som tænker, at Narniahistorien forleder til en for vidtgående tolkning af julen
og barnet i krybben. Men allerede salmedigteren Brorson tænkte i samme baner i
salmen ”Her kommer, Jesus, dine små”, som vi sang lige før, når der i én linie
tales om ”stald og krybbe, kors og død” og videre siges: ”Alverden stod i Satans
Pagt / da brød vor Jesus frem med magt / og rev os ud med blodig hånd / af alle
vores fjenders bånd.”
Og lad os så slutte med
ordvekslingen, da børnene skal forlade Narnia. De er fortvivlede over, at de
aldrig mere kan komme tilbage, men Aslan siger til dem:
”I er for gamle, børn, [...] og
I må begynde at lære jeres egen verden at kende nu.”
”Det er ikke på grund af
Narnia, ” hulkede Lucy. ”Det er på grund af dig. Vi vil ikke kunne møde dig dér.
Og hvordan kan vi leve uden at kunne møde dig?”
”Men I vil komme til at møde
mig, mit kære barn,” sagde Aslan.
”Er… er du også dér?” sagde
Edmund.
”Ja,” sagde Aslan. ”Men dér
har jeg et andet navn. I må lære at kende mig under det navn. Det var selve
grunden til, at I blev bragt til Narnia – for ved at lære at kende mig et stykke
tid her, vil I bedre kunne kende mig dér.” Amen.
|
