Prædiken til Helligtrekongers søndag, Matt 2,1-12
Sct. Marie kirke d. 5. januar 2003 kl. 10.00
350 Himlene Herre fortælle din ære – 83 Himlens morgenrøde – 113 Dejlig er den himmelblå // 314 Gør dig nu rede, kristenhed – 279 v6-7 – 119 Vor Herre han er en konge stor

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jeru­sa­lem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:
    'Du, Betlehem i Judas land,
    du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster.
    Fra dig skal der udgå en hersker,
    som skal vogte mit folk, Israel.' «
Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

Historien om de vise mænd, som opsøgte jesusbarnet og fandt ham og tilbad ham og frembar gaver – guld, røgelse og myrra – er i tidens løb blevet forvansket noget, og meget er blevet digtet til.

Man mener at vide, at der var tre vise mænd, men gæsternes antal står der ikke noget om; her har man nok sluttet ud fra de tre forskellige slags gaver. Man mener også at vide, at de tre gæster var konger, og endelig at de skulle hedde Kasper og Melchior og Baltazar. Men intet af dette har evangelisten Matthæus altså fortalt om; det er noget, som folkefantasien senere har tilføjet.

Hvem var de da, de vise mænd? Vi ved ikke meget om det. De var ikke jøder, men udlændinge og outsidere. Helt præcist hvem og hvad de ledte efter, vidste de ikke. De gik heller ikke den lige vej, for så ville de jo ikke have behøvet at gå til Herodes og spørge først.

Mændene havde set en stjerne, et lys, som de senere fulgte. Dette lys ledte dem til stedet, hvor barnet lå. Og da de nåede frem, tilbad de barnet.

Vi ved, hvem mændene fandt, men hvad var det egentlig de ledte efter? Hvad var deres ledestjerne (og her tænker jeg ikke på det fænomen, som viste dem vej, eller karakteren af den åbenbaring, som de havde fået)? Hvad søgte de efter? Hvad havde fået dem til at gå den lange vej fra Østerland til Jerusalem? Hvad er en ledestjerne?

Ja, hvis vi skal vide, hvad en ledestjerne er, så må vi naturligvis spørge en vismand. Og vi skal ikke længere bort end til den nyligt afdøde sven­ske sanger Björn Afzelius for at få et bud på, hvad en ledestjerne er. Han siger (min oversættelse, se og hør originaltekst og melodi):

Du er den fineste jeg ved.
Du er den dyrebareste i verden.

Du er min ledestjerne og ven.
Du er min tro, mit håb, min kærlighed.
Du er mit blod og mine lunger, mine øjne,
Mine skuldre, mine hænder og mit hjerte.

Friheden er dit vakre navn.
Venskabet er din stolte mor.
Retfærdigheden er din bror, og freden er din søster,
Kampen er din far, og fremtiden dit ansvar.

Du er den fineste jeg ved.
Du er den dyrebareste i verden.
Du er som stjernerne, som vindene
Som bølgerne, som fuglene, som blomsterne
på marken.

Frihed var altså Björn Afzeliuses ledestjerne, det fineste og mest dyrebare i verden. Måske var det det samme, som de vise mænd fra Østerland søgte efter! De ledte efter det fineste, de vidste, og de fandt barnet, den nyfødte Kristus, og så var deres søgen forbi.

Havde de vise mænd fundet friheden i Kristus? Vi ved det ikke, for snart efter vendte de hjem til deres land, og vi hører ikke mere om dem.

Men andre fandt frihed i Kristus. I Palæstinas egne virkede han, og her blev syge helbredt, dæmonbesatte blev befriet, og mennesker, som var nedbøjede af skyld blev eftergivet deres gældsforpligtelser. Men alt dette var ikke hele hans gerning eller hans fulde betydning, og ingen forstod det, før han gav sit liv væk.

Evangelierne er skrevet ud fra den opfattelse, at Jesus ikke til fulde kan forstås før efter død og opstandelse. Bagfra er de skrevet for fra begyn­delsen at fortælle, hvad der skete med ham, som døde og opstod.

Og hvad der skete med dem, som troede på ham, som døde og opstod, kan man læse om i fortsættelsen, nemlig Apostlenes Gerninger, hvor det fortælles, at Guds Ånd kom over dem, kaldte dem og sendte dem ud med ordet, det gode budskab, evangeliet, det bedste, de vidste at fortælle.

Og hvad betød det så, at Kristus døde og opstod? Det betød frihed. Fri­hed for dem der troede. Frihed til at lade sig lede af det gode, også selv om man lod sig friste til det onde, for der var tilgivelse. Frihed til at føl­ge Guds gode lov, uden at skulle blive fordømt, når overtrædelserne skete, for der var nåde. Frihed fra døden, selvom jorden endnu er under­lagt mørkets magt, for ingen kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus.

Hvad er frihed? Det er ikke at vandre i mørket, men at følge lyset. Det er at følge sin ledestjerne.

Vor ledestjerne er Jesus Kristus. Det er ham, som sagde om sig selv: ”Jeg er verdens lys; den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” Han, som er verdens lys, skal være lyset i vore liv. Ham skal vi sætte alt vort håb til, og når han kommer igen, skal vi møde ham og falde ned og tilbede ham og åbne for vore hjerters gemmer og tilbede ham det bedste, vi ved.

Og indtil han kommer igen, skal vi bære hans lys. Vi skal være som små spejle eller refleksbrikker, som hver især måske ikke lyser meget, men som tilsammen gør et vældigt indtryk, ligesom når mange mennesker til en koncert hver især på samme tid tænder en lighter. Ja, han, som er verdens lys, har givet os en stor opgave: ”I er verdens lys … dette lys må I ikke skjule, men jeres lys skal skinne for menneskene, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres far, som er i himlene.”

Og hvordan kan vi så lyse? Ja, først og fremmest er det vigtigt, at vi er opmærksomme på, at lyset ikke kommer fra os selv, og at vi derfor må sørge for at få fyldt på, der hvor lyset findes, at få tanket op, og det gør vi ved at komme Gud nær, eller mere præcist ved at lade Gud komme os nær. Det gør vi ved at tale med Gud i bøn. Det gør vi, når vi går i kirke og hører Guds nådes ord til os. Og det gør vi ved dåben og ved nad­veren. Kun ved at lade Gud fylde os med lys kan vi selv være lys.

Og så skal vi lade vort lys skinne. Det kan vi gøre på mange måder alt efter situation og evne. Det gør vi ved til stadighed at tro – dvs. lade Gud komme os nær. Det gør vi ved at vise kærlighed og gøre kærlighedens gerninger. Det gør vi ved at bevare håbet...

Vi er skabt af Gud til at være medmennesker. Gud vil ikke, at vi skal sidde med hænderne i skødet og være os selv nok. Livet er ikke et fængsel, hvor vi bare skal sidde tiden ud, men en gave og en opgave, som vi skal tage til os og tage på os. Vi er Guds kærligheds hænder i verden, og vi er sat til at forvalte alt det gode, som Gud har skabt og skænket os.

Men når det går galt med vore gode gerninger, og det gør det jo så ofte, så må vi huske, hvad vi tror og bekender, nemlig syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Alt sammen vundet for os af Guds søn, som blev menneske. Ham, som giver vort liv retning og redning. Til ham skal vor lovsang lyde:

Du er den fineste jeg ved.
Du er den dyrebareste i verden.
Du er min ledestjerne og ven.
Du er min tro, mit håb, min kærlighed.

Amen.