|
 Prædiken til Fastelavns
søndag (I), Matt 3,13-17
Broager kirke, søndag d. 28. januar 2007 kl. 10.30
736 Den mørke nat
forgangen er – 302 Gud Helligånd! o kom – 192 Hil dig, Frelser og Forsoner // 69
Du fødtes på jord – 440 O Guds Lam uskyldig – 477 Som korn fra mange marker –
675 Gud, vi er i gode hænder
Dette hellige evangelium
skriver evangelisten Matthæus:
Da kommer Jesus fra Galilæa til
Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i
det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men
Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.«
Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se,
himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme
over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg
fundet velbehag!«
»Der var engang en ung konge, som regerede
et lille land. Han boede i et slot sammen med sine tjenere, men han havde ikke
nogen hustru.
Hver uge plejede han at køre ud i sit rige
for at se til, at alt gik, som det skulle. Men en dag, da han var på vej hjem
til slottet, kom han forbi torvet. Der så han en pige, som sad og solgte
blomster ved en bod. Hun var så smuk, at han ikke kunne få hende ud af sine
tanker.
Dagen efter syntes han, at han ville køre ud
igen, i stedet for, som han plejede, at vente en [hel] uge. Han begyndte nu at
køre ud hver eneste dag, og naturligvis kørte han til torvet for at få et glimt
af pigen, som solgte blomster.
Da en måned var gået, var han klar over, at
han elskede pigen, og at han ville gifte sig med hende. Han kaldte sine
rådgivere sammen og kundgjorde den glade nyhed for dem. Der skulle være
kongebryllup.
Alle var glade og syntes, [at] det ville
være vidunderligt med et stort bryllup. Den unge konge var også glad selv, men
da han kom op i sit kammer, blev han pludselig dybt bekymret. Han tænkte på,
hvad der mon ville ske, hvis han befalede pigen at gifte sig med ham, og hun så
senere ikke elskede ham.
Det var en foruroligende tanke for kongen,
thi han ønskede ikke blot en dronning, men først og fremmest en hustru, som
elskede ham. Ville hun nogen sinde kunne glemme, at han var konge og hun bare en
simpel blomsterpige?
Kongen prøvede at finde en løsning på
problemet. Han hverken spiste eller sov, så urolig var han. Men da et par dage
var gået, fandt han på råd.
Han ville komme til hende på torvet i en
gylden vogn, trukket af hans seks fineste heste. Foran ham skulle et orkester
spille, og bag ham skulle det flotteste regiment i hans hær komme i skønne
uniformer og vel disciplinerede. Vognen skulle standse ved blomsterpigens bod,
og den røde løber skulle rulles ud. Han ville gå frem imod hende, klædt i sine
allerfineste klæder, med krone på og de kongelige smykker. Hun ville med garanti
blive imponeret.
Men lidt efter ombestemte kongen sig. For
dette var forkert. Hun ville med garanti blive imponeret, men at være imponeret
og at elske, at have kær, er ikke det samme.
Så fik kongen en anden idé. Han ville skænke
hende den gyldne vogn med de seks heste. Han ville give hende et regiment
soldater, et marchorkester, smykker, penge, verdens smukkeste klæder. Hun ville
med garanti blive taknemmelig.
Men dagen efter havde kongen også opgivet
den idé. Dette var faktisk også forkert. At være taknemmelig, at være evigt
taknemmelig, og så at elske, at have kær, er ikke det samme.
Til sidst indså kongen, at der i
virkeligheden kun var én løsning. Han skulle ikke komme til pigen som konge, men
klædt som tigger eller bonde, og forsøge at vinde hende som en af hendes egne.
Tidligt om morgenen den næste dag, mens det
endnu var mørkt, gik den unge konge ud af slottets bagindgang og vandrede til
torvet. Hvor var han nervøs og usikker! Han, som havde magt over hele riget,
magt over alle landets penge og soldater, var pludselig ganske magtesløs. Der
var noget, som han ingen magt havde over: pigens hjerte.
Her måtte friheden råde. Frihed til at elske
eller lade være, friheden til at sige ja eller nej.
Fik kongen held med sin plan?
Det ved vi ikke. Det afhænger helt og
holdent af pigen.«…
Det var ”Eventyret om kongen og
blomsterpigen”*. Og så kan man spørge, hvad det har med fastelavn at gøre. Og jo,
det har en hel del med fastelavn at gøre. Både fastelavn, som vi fejrer det, når
vi slår katten af tønden, og fastelavn som vi tænker på det her i kirken.
Fastelavn, når vi slår katten af tønden, det
foregår jo også med udklædning. Der er børn udklædt som alt muligt: robotter og
køretøjer, hunde og katte, soldater og jægere, cowboyer og indianere,
tegneseriefigurer, prinser og prinsesser, klovner, blomsterbørn og meget meget
mere.
Ingen møder frem, som den han eller hun er.
Alle børnene er noget andet. Og så får de heldigste lov til at blive kattekonge
og kattedronning. Men i grunden er alle børn, som møder udklædte op til
tøndeslagning sammen med deres forældre, prinser og prinsesser for en dag,
forkælede med slikposer og opmærksomhed, deres forældres øjesten.
Og det er ikke sådan, at børnene ikke
er sig selv, bare fordi de er klædt ud: nej, de er sig selv, så det er en
hel fornøjelse.
Og så har eventyret også med den kirkelige
fastelavn at gøre, for når vi i dag hører om Jesus, der kommer til Jordanfloden
for at blive døbt af Johannes, så svarer det fuldstændigt til en konge eller
kongesøn, der ikke blot iklæder sig folkets tøj, men ligefrem tager folkets
vilkår på sig.
Johannes døbte nemlig syndere, mennesker,
som på en eller måde havde brug for omvendelse og tilgivelse, fordi de havde
været på vildveje bort fra Gud. Men Jesus kom netop fra Gud, han var ikke på
vildvej, han var ikke nogen synder. Jesus havde ikke behov for at blive døbt med
synders dåb, han havde ikke brug for syndernes forladelse. Han skulle jo selv
bringe den. Det kunne Johannes godt se, hvorfor han da også først forsøgte at
tale Jesus fra sit forehavende. Men Jesus overbevidste ham om, at sådan skulle
det være: ”Lad det nu ske … således bør vi opfylde…”.
Og sådan tog Jesus på sig at være under
synden. Og hele Guddommen bifaldt Sønnens handling: Helligånden steg ned over
ham som en due, og Faderens røst forkyndte velbehag deri. Det var altså en enig
beslutning, Treenighedens klokkeklare bestemmelse: Jesus skulle tage
menneskelivets tungeste åg, synden, på sig. Og Jesu dåb blev det første skridt
på den vej, som endte med kors og død. Det blev indledningen til fastetidens vej
mod påske, som synes så tung at gå, hvorfor man i mere fromme tider fastede for
dog på den måde i det små at følge Jesu vej.
Og Jesus er Guds søn, kongesønnen, der ikke
kommer med tvang og kommando. Allerede Johannes bliver ikke befalet at døbe. Han
kunne have sagt nej til Jesu ord: ”Lad det nu ske … således bør vi opfylde…”.
Men han bøjer sig for appellen, for mennesket, der står overfor ham…
Jesus blev menneske, som kongesønnen, der
kom til sin elskede med kærlighed uden tvang. Han tilbyder alt, men han tvinger
ingen.
Sådan er det med kristentroen: Der er
ingen tvang! Nu er der måske nogle af konfirmanderne, der tænker, at der er
tvang. Og jo, der er tvang, hvis man vil konfirmeres: så skal man deltage i
undervisningen og gå i kirke så og så mange gange. Men der er ingen, der tvinger
en til at tro. Ikke engang Gud.
På samme måde med dåben. Godt nok bærer de
voksne deres børn til dåben og lader dem døbe, men det hedder: ”Vil du
døbes på denne tro”, netop fordi troen er et tilbud, noget, man kan tage imod
eller lade være. Man kan leve i troen eller falde ud af den.
Og for at vi ikke skal falde ud af den eller
falde af på den, har vi – udover dåben som troens starthjælp – også fået
nadveren til at nære troen undervejs i livet. Vi bliver ikke befalet ved
nadveren, men der lyder en opfordring, en bøn fra Jesus, når det lyder: ”Tag
dette og spis det. Drik alle heraf. Gør dette til ihukommelse af mig.
Jesus kommer til os! Og jeg tror, han stadig
er nervøs og usikker, han, som har magt over hele riget. For han har givet
afkald på at tvinge vore hjerter, og overfor vores nej er han magtesløs. Han,
som elsker os, har givet os frihed til at elske ham eller lade være, frihed til
at sige ja eller nej.
Men hans eget stærke ja, står altid ved magt.
Amen.
* Kongen og blomaterpigen er skrevet af David F. Olsen. Findes i
K-materialets Livserfaringer s.176
|
