Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«

Fastelavn kan betyde så mange ting, men så vidt jeg kan se, har man gennem tiden skiftevis lagt vægt på to sider af samme sag.

Enten så man frem på selve fasten. Nu skulle man snart - i 40 dage indtil påske - spise og drikke lidt mindre, end man ellers gjorde. Man skulle jo i de dage følge med på den rejse, som er Jesu vej til korset, og her var det vigtig, at man ikke sløvede sindet og sanserne med umådeholden frådseri og larm og støj. Så var det farvel til kødet, slut med bøffer og rødvin, for nu kom grød og søbemad på menuen.

Farvel til kødet, det er hvad ordet ’karneval’, det sydlandske ord for fastelavn, betyder. Men ordet karneval viser os også hen til den anden side af sagen faste­lavn. Fastelavn er og var nemlig også det, som skete før selve fasten.

Før den lange faste ville man rigtig feste. Og det skulle være en fest, som virkelig vendte om på alting. Man klædte sig ud og fik på den måde lov til for en tid at være en anden, end man ellers var. Alle ens bekymringer og problemer blev - sym­bolsk set i hvert fald - sammen med en kat smidt i en tønde, og så fik tønden - og katten med den - bank, så det forslår.

Også den bestående samfundsorden fik nogle gevaldige slag på hatten, idet man nogle steder lod rige, fine og fornemme folk tage tjenerens og tjenerindens rolle, så at de den ene dag i året bukkede for, serverede for, skrabede for og på mange andre måder tjente og krøb for dem, som ellers til daglig hørte til i bunden af samfundspyramiden.

Et par af de almindelig mennesker fik endog lov til at blive kattekonge og katte­dronning og være dem, som bestemte den dag…

Mange af traditionerne ved fastelavnsfesten er af hedensk oprindelse, og man kunne måske påstå, at hvor det kristeligt set er godt at lægge vægt på det med fas­te og ro og forberedelse til påsken, så er det omvendt ganske ukristeligt med al den fest og larm og udskejelse lige før fastetiden begynder. Det kan det måske også være, men det er ikke nødvendigvis tilfældet.

Der jo ikke noget forkert i, at ønske sig en verden, hvor der er mindre forskel på rig og fattig, høj og lav, stærk og svag. Hvor det ikke altid er sådan, at det er den, som har magten, der også hele tiden får retten. Hvor hæderligt virke ikke er først og fremmest at rage til sig, men at hjælpe og værne den, som er svag.

Der er ikke noget forkert i at ønske sig, at verden var bedre. Ja, der er end ikke noget forkert i at ønske sig paradis på jorden, så længe man er klar over, at det ønske må man vende sig til Gud med, for hvis mennesker selv stiler efter så højt et mål, vil det naturligvis gå helt galt…

Engang i fjerne tider profeterede man, at Gud engang skulle oprette sit rige, og det skulle vel at mærke være et rige, hvor der blev vendt op og ned på tingene. De, som altid havde været konger, jordens konger, skulle ikke længere have lov til at bestemme det hele. Selv om de gerne ville, skulle Gud indsætte sin Søn som konge over alle folkeslag og hele jorden.

Det var store forventninger, som man havde. I salme 2 (den første tekst, som blev læst fra alteret for lidt siden) tales om Guds Søn som en konge mægtigere end alle andre konger. Han bliver beskrevet på en sådan måde, at hvis ikke det var fordi, at han netop var Guds Søn, så var der ikke så meget nyt i det: den gamle konge var blevet styrtet af en ny, eller - hvis man ser mere negativt på det - det ene magtmenneske var blevet efterfulgt af det næste, som blot var endnu større.

Der var dog også forventninger til Guds magtovertagelse, som ikke byggede på, at den ene magt overtrumfede den anden, sådan som det så tit gælder i denne verden, men at Gud skulle sætte sin magt igennem på en helt anden måde.

I Esajas’ profeti tales der om en, som skal skyde op som en spire, som et rodskud af den tørre jord. Det lyder ikke af noget særligt, men lidt kan sprænge meget, ligesom et frø i en revne i betonen eller nogle dråber vand i en sprække i asfalten snart kan bryde den hårde overflade og vende op og ned på, hvad der først syntes stærkest og mest varig. Han, som spirer frem, er Guds tjener, han, som, skønt han var retfærdig, led og påtog sig sit folks synd…

Nu er vi fremme ved Jordanfloden. Nu er vi fremme ved spørgsmålet om ret­fær­dighed. Hvad betyder retfærdighed her på jorden? Det betyder at alt går efter fortjeneste. Retfærdighed er millimeterretfærdighed eller i det mindste lig­hed overfor loven. Loven kendte Johannes Døber så godt. Den stod ham altid for øje, og han fremhævede den altid for andre. ”Omvend jer, gør bod!”, sagde han. Og så døbte han folk med omvendelsesdåben, en dåb for syndere, en dåb, som skulle rense fra synd.

Og nu kom altså Jesus hen til Johannes for at blive døbt. Og Johannes ville ikke døbe ham. Han var nemlig klar over, at Jesus var retfærdig, så at han ikke behøvede at omvende sig og blive døbt. Jesus behøvede ikke at blive renset fra synd.

Det var jo rigtig nok. Heri havde Johannes ret, men Jesus giver ham ikke ret, for han siger: ”Lad det nu ske!” Lad nu ske hvad? At Jesus alligevel skulle blive døbt til at blive renset fra synd? Nej, ikke det. Ikke renset fra synd, men det om­vend­te: døbt til at tage synd på sig.

”For således bør vi opfylde al retfærdighed.” Opfyldelse i denne forbindelse er vir­kelig opfyldelse, opfyldelse til fulde. Hvor den gamle retfærdighed var at sam­menligne med en nøje afmålt sjat middelmådighed i bunden af bægeret, skulle den ny retfærdighed fylde bægeret til overflod, til randen, overdådigt med herlighed.

Den gamle retfærdighed sagde: Jesus er uden synd, hvorfor skulle han dog blive døbt med Johannes’ omvendelsesdåb? Den nye retfærdighed, retfærdigheden fra Gud sagde: Jesus er uden synd, men han lader sig døbe til synden, til at være det, som han ikke er, en synder. Han lader sig døbe til at sætte sig ind i menneskers vilkår, være som et menneske og dø som et menneske. Han lader sig døbe til at give sig selv til os.

Og idet Jesus lader sig døbe, sker det, at himlen åbner sig, og Guds ånd kommer over ham, sådan som det engang var blevet forjættet, og røsten fra himlen lyder: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!”

Sådan behagede det altså Gud at sende sin Søn: som den der uskyldigt blev døbt til synden og tog den på sig, for at vi ved vor dåb, kunne modtage syndernes forladelse…

Og hvad betyder det så på sådan en Fastelavns søndag? Det betyder, at katten går fri, og at tøndeslagningen blot er til almen rekreation. Dine sorger, dine be­kym­ringer, din synd, ja alt, hvad der tynger dig, må du lægge på Jesus. Han tar’ skraldet og står dig bi. Han er med dig alle dine dage, og til sidst rækker han dig hånden og leder dig ad paradisets vej. Amen.