Prædiken til Allehelgen søndag 2011, Matt. 5,1-12
Den 80-årige svenske forfatter Tomas Tranströmer modtog for nøjagtig en måned siden Nobelprisen i litteratur. Gennem årene har Tranströmer skrevet mange digte, og han arbejdede også som psykolog, indtil han i 1990 blev ramt af et slagtilfælde, som lammede ham i den ene side af kroppen og medførte, at han fik yderst svært ved at tale, så andre kunne forstå ham. Men skrive kunne han stadig. I samlingen For levende og døde findes dette prosadigt, Madrigal Note, som I skal høre:
Tranströmer taler i andre digte om Gud og anvender undertiden strejf af kristen metaforik. Men selv her, hvor skov-metaforikken er klart nordisk, ligger indholdet ikke kristentroen fjernt. Er det ikke netop det, den kristne skal gøre: leve i verden med fødderne på jorden, men også med sindet rettet mod det høje? Vi kender verdens trængsler, men vi kender også glæden i verden. Mørket og lyset kender vi. Er kristenliv og kristentro ikke netop at lægge den mørke skov bag sig og nu gå ind i den lyse, levende skov? Vi ved godt, at der også er en mørk skov, tæt på os, en skov, hvor lyset ikke trænger igennem til os. Hvis vi vil tænke i kristne billeder, kunne vi kalde den Langfredagsskoven. Om den mørke skov siger digteren, at den er arvet. Den er altså på en eller anden måde et vilkår, som er givet med vores liv. Hindringer for glæde og ligefremhed. Lidelse og død. Angst. Mørk skov. Men døde og levende vil en dag bytte plads, skoven sætte sig i bevægelse. Det betyder vel, at dødens grænse er brudt; der sker omvæltning og udveksling, bevægelse, forvandling. Og hvis den mørke skov kan kaldes Langfredagsskoven, er den lyse Påskemorgenskoven: ”Vi er ikke uden håb”. Bevægelse, håb: Død og mørke holder os ikke fast, vi er i forvandling. ”Det er forår”, som der står senere i digtet. Vi får ikke hold på det ondes magt: ”De alvorligste forbrydelser forbliver uopklarede trods indsættelse af mange politibetjente.” Og ligesom det alvorligste onde ikke lader sig afklare til bunds, så er der tilsvarende, ser digteren, en stor, uopklaret kærlighed et sted i vore liv. Uopklaret: uudgrundelig, uden synlig ende, uden begrænsning. Det kan ikke være andet end den store, uopklarede kærlighed, som kalder forvandlingen frem, bevirker håbet og gør, at jeg ikke er overladt til den mørke skovs dystre magt, ikke er låst fast i de arvede vilkår, heller ikke i arvesyndens, men jeg kan vælge i dag at gå ind i den lyse, levende skov. Dér er det grøde-tid, ”luften er meget stærk” – luften, vinden, som i evangelierne er billede på Ånden, der blæser, hvorhen den vil. Guds ånd. Jeg kan gå derind ”med eksamen fra glemselens universitet”, selvforglemmende, overladt til tomhændet at tage imod som et lille barn – lykkeligt ”tomhændet som skjorten på tørresnoren”. Jeg er i skoven, hvor det livgivende lys trænger ind, hvor livet og lyset modtages som betroet gave, og der er vækst. ”Det er forår og luften er meget stærk.” Livets kræfter er suveræne. Skabelsens kræfter slår igennem, befriende… * I et andet digt skriver Tomas Tranströmer:
Er det dødens skjorte, der sys? Ja! Men er det vores sidste tøj? Nej! For vi kristne har allerede fået taget mål til livets klædning – det evige livs. For det kan godt være, at vi har eksamen fra glemslens universitet, men vi går i den livets skole, hvor kristentroen vedvarende lever. Da vi blev døbt, blev vi døbt ind i og til spændingen mellem liv og død med ordene, som lyder ved den kirkelige indgang til kristenlivet og udgangen fra denne verden: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.” Med Guds barmhjertighed blev der allerede på forhånd taget mål af os. Og fordi vi ikke holdt snittet eller levede op til standarden, sendte Gud sin Søn til os. Og han iklædte sig døden og overvandt den. Derfor skal vi, når vi forlader denne verden, stå som kandidater – i ordets egentlige betydning: hvidklædte – for Guds trone… Og da skal vi se Gud ansigt til ansigt. Da skal vi kende sandheden. Lige nu kan vi fornemme livets barske realiteter og troens skønne håb som to meget forskellige sandheder, og vi kan være splittede, men som det lyder i et sidste Tranströmer-digt:
Amen. * Ovenstående tolkning af Tranströmer er i store træk taget fra
Johannes Værge: Det betroede menneske. Opgør med forvreden kristendom,
2011. , s. 168 -170. |
