Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Jesus fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. Han sagde: »I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart! Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.« Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?«

I bøger som Thomas Moores ”Utopia” eller i ”Gullivers rejser” eller i utallige science fiction-fortællinger er temaet, at helten rejser ud i ver­den eller i rummet og oplever samfund, som på mange måder fungerer helt anderledes end det, som han er vant til.

På de fleste områder er disse samfund bedre, end det, man rejste ud fra. I begyn­delsen forekommer de mindre forurenede, bedre teknisk udviklede, mere ret­fær­dige og mere menneskevenlige.

Men efterhånden viser det sig, at på trods af alt det gode, som de nye samfund indeholder, så er der også dér en slange i paradiset. Men­ne­ske­ne er jo i grun­den de samme. De stræber efter magt og rigdom. De tæn­ker mest på egen lykke. Egoisme råder, tåbeligheder foregår, ondskab findes, og krige udkæmpes med død og ødelæggelse til følge. Således bliver den mere eller mindre overraskende pointe til sidst i mange af den slags fortællinger, at helten på en eller anden måde er gået i ring og blot har fundet det samme, som det han havde forladt.

Med det i tankerne kan vi overveje, hvad Jesus mente med spørgsmålet til sine disciple, da han spurgte: ”Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?” Og svaret må være, at Jesus udmærket kendte svaret, og at det ikke var for at få et simpelt ja eller nej, at han stillede spørgsmålet.

Men lad os først se på det med det simple ja eller nej. Ville Jesus finde troen på jorden, hvis han kom tilbage i dag? Tja, hvis vi kigger statistisk på det, så er det ikke rigtig til at give noget nøjagtigt svar, for kirke­gangs­pro­cen­ten (hvis den skulle være et mål for troen på jorden, hvad den naturligvis ikke er) – kirke­gangs­procenten er kun 1-2% og det kunne tyde på, at svaret er nej, men dåbs­procenten og antallet af medlemmer af Folkekirken og andre kirker er over 80, hvilket kunne tyde på et ja.

Tvetydigheden er også tydelig fra andre synsvinkler. Går man en tur i byen kan man jo en gang i mellem høre en salmemelodi og måske distræt tænke, at den melodi kender man jo, men hvor kommer den fra? Og så husker man på, at det er Sct. Marie kirkes klokkespil, der lyder og fx fortæller, at ”Guds Ord, det er vort arvegods”. Og så bliver lyden væk igen i byens larm og travlhed, og man tænker, om Guds ord overhovedet bliver hørt.

Ved en begravelse for nogen tid siden oplevede jeg noget lignende: De, som var med til begravelsen, var så gode til at sige med på tros­be­ken­del­sen og bede med på fadervor. Det glædede mig på deres vegne, og det varmede mig om hjertet. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at når jeg denne gang tænkte sådan, så skyldtes det netop, at folks medleven oftest ikke er så god.

Sådanne eksempler beviser intet, for selv troens ydre tegn lader sig vanskeligt tyde, men de illustrerer en formodning, som mange har: At troen er der, men den er svag. Håbet lever, men det er mat. Guds Ord, det er vort arvegods, men det bliver tilsyneladende ikke altid påskønnet som en kær og dyrebar skat, der ligger menneskers hjerter nær.

Alle disse svar kender Jesus. Han kender disciplenes frustrationer over at måtte lide ondt for evangeliets skyld. Han kender vores frustrationer over den kirkelige virkelighed; over at nok bliver evangeliet forkyndt, men det bliver ikke hørt – ikke af alle i hvert fald. Og det bliver ikke modtaget med den begejstring, som man burde modtage det med.

Og Jesus ved, at vi bliver trætte, og at vi føler, at det er uretfærdigt, og at vi synes, at Gud lader vente på sig med at gribe ind. Gud kunne dog godt gribe ind i verden, eller i det mindste gribe ind i vores liv og give os mere tro. Ja, fik vi mere tro, ville vi tro mere, og så ville vi ikke så let lade os slå ud…

Og til os lyder så lignelsen, der skal lære os at bede og ikke blive trætte. Eksem­plet er den dovne og dårlige dommer, som ikke gider at høre på den lille mand, eller rettere i dette tilfælde den lille enke, som fremfører sin klage. Klagen er måske ikke væsentlig nok for den høje ret, som dommeren præsiderer over. Og måske bliver den heller ikke fremført i de rette juridiske termer. Måske sags­fremstillingen er uklar og hele problemet uden juridisk substans.

Men enken har et problem, og det problem forsvinder ikke bare af sig selv. Hun har ikke andre at henvende sig til end denne dommer. Hun ved ikke, hvad hun skal gøre andet end at blive ved med at klage sin nød, at blive ved med med egne ord at sige til dommeren, hvad der er galt, at forklare, at råbe, at trygle, at bede.

Og til sidst bliver det denne dommer for meget, og fordi hun er så be­svær­lig, og fordi han ikke gider høre på det mere, hjælper han hende med at skaffe sig ret.

Og når selv en dårlig dommer kan hjælpe, så kan den gode dommer også. Og en sådan dommer er Gud. En der ikke tilregner synd og ikke idømmer straf selv der, hvor det egentlig var fortjent.

Gud hører sine udvalgte, dvs. dem, der hører ham til, dem, der er døbt til syn­der­nes forladelse. Sådan må vi nemlig se på Gud som dommer, nem­lig i forlad­elsens lys og med barmhjertighedens fortegn.

Og Gud, som lader sig bevæge, Gud, som hører sine udvalgte, skal vi henvende os til i bøn både dag og nat. I mørke og fortvivlede stunder skal vi ikke glemme at bede om hjælp, og når vi oplever glade og lyse dage, skal vi ikke undlade at sige tak; vi bør ikke være for trætte til nogen af delene.

Og med hensyn til Guds rige, så synes vi måske, at Gud lader os vente. Og måske rejse vi i fantasien til en bedre verden for at finde et sted, hvor retfærdighed fin­des. Men hvad nu, hvis det sted ikke er et sted, som man kan rejse til, men et sted, som man kom fra? Hvilket sted ville det så være?

Det kunne jo være her i kirken. Her er jo dåben, hvor syndernes for­lad­else og det evige liv bogstaveligt drypper i håret! Og det bliver sagt: ”Herren bevarer din udgang og din indgang fra nu og til evig tid”. Det betyder nemlig: gå ud i verden og lev dit liv med Guds velsignelse over dig, men kom tilbage indimellem, når ver­den bliver for meget, og du mangler et sted, hvor du hører til. Her lyder ordet om, at du altid må være som et barn i Guds arme, ligegyldigt hvor gammel du bliver.

Her er nadveren, hvor Guds Ord tager skikkelse i brød og vin og lader sig smage! Her er drømmen og håbet om paradis, hvor Gud skal være alt i alle.

Og så længe vi her i kirken fejrer gudstjeneste hver søndag, og klokkerne lyder ud over byen, ja, blot så længe et eneste menneske vender sig til Gud i bøn, så længe vil Menneskesønnen finde troen på jorden. Amen.