Prædiken til 8. s.e. trinitatis 2011, Matt 7,15-21
Broager, søndag d. 14. august 2011 kl. 10.30
378 Hvor kan jeg noksom skønne på - 299 Ånd over ånder - 390 Gud, lad dit ord i nåde lykkes // 394 Ak Gud, fra Himlen se herned - 444 O Guds lam uskyldig - 292,3 - 598 O Gud, du ved og kender

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter. Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.«

Man kan undertiden se unge mænd køre rundt i flotte biler. Der er spoilere og skørter på den slags biler. De har fået monteret baglygter med en hel anden farve end den, som kom fra fabrikken.  Og de har xenon forlygter, og meget brede alufælge og sænket undervogn. Og så har de så kraftige stereoanlæg, at man kan høre bankende rytmer, når bilerne kører forbi.

Men bilerne er ikke, hvad de udgiver sig for, for lige bort­set fra den støjforurening, som de formår at udsende, er de får i ulveklæder. Det drejer sig nemlig, når man ser ind under lak og lir, om gamle, slidte VW-Golf, som for længst burde have været sendt til ophug.

Får i ulveklæder er, når det drejer sig om biler og  trafik­sikkerhed, formodentlig farlige både for deres chauffører og deres omgivelser.

Ellers er det ulve i fåreklæder, som er farlige. Det var den tilsyneladende flinke, unge mand i Norge, som i årevis ubemærket forberedte sig på sin terrorhandling, og, da han først gik i gang med sin udåd, klædte sig ud i det mest tilforladelige: en politiuniform.

Ellers er der ikke noget at tage fejl af: Gerningsmanden er så tydelig gennemført ond, ja djævelsk, om man vil, at det er meningsløst at lede efter rationelle motiver. Og det vil være helt forkert at kræve af nogen, at de skal hade den musik, som han foretrækker; eller undgå alle de forfattere, som han citerer; eller have dårlig samvittighed over at være kristen, bare fordi han kalder sig kristen. – Hvad han i øvrigt heller ikke er, hverken ud fra sin egen forståelse af kristendommen – det er kun kulturkristendom, skin­kristendom – eller ud fra sine umenneskelige og ugudelige handlinger.

Men ingen af os bliver i længden snydt af en gammel møgspand, som er sminket med lak og nye lygter, eller af en ond terrorist. De er, hvad de er, og vi gennemskuer dem. Men ulvene i fåreklæder – dem man kan tage fejl af – dem skal vi tage os i agt for.

Og hvordan en ulv i fåreklæder opfører sig, det får vi en opskrift på i C.S. Lewis’ bog Breve fra helvedes blækhus. Bogen består af en dialog, eller snarere en halv dialog, idet vi kun har den ene side af en brevveksling. Det er, hvad djævelen selv, onkel Fangegarn, skriver til sin djævle­discipel, den unge Malurt.

Og et sted skriver onkel Fangegarn (jeg citerer efter hukommelsen), at han undrer sig over, at Malurt ikke har forstået, at det er af væsentligste betydning, at patienten (altså det menneske, som Malurt skal friste og skade) - at patienten ikke bliver klar over, at det er djævelen, som er på spil. Og derfor skal Malurt ikke bruge for kraftige virkemidler, for selv om djævelen naturligvis nyder død og krig og terror og lemlæstelse, så er problemet bare det, at mennesket så tydelig ser, at her er noget djævelsk på spil, hvorefter det straks vender sig til Gud.

”Nej”, siger onkel Fangegarn, ”så er det meget bedre at lokke mennesket med noget tilsyneladende godt: lad ham fx blive pacifist, så han svigter sit land. Lad ham bare være kristen, men en af den slags, der tilhører en bestemt gruppering eller en bestemt ikke-gruppering, som så let kan lokkes til at sætte andre i bås og se ned på og ringeagte dem.

”Tro ikke”, forklarer han Malurt, ”at du skal lokke din patient til ligefrem at stjæle eller dræbe for at få magten over hans sind. Det er alt for farligt, for når han bliver afsløret, vil han blive sig sin synd bevidst, og han vil søge tilgivelse, ja, han vil opsøge Gud – hvilken forfærdelig tanke!

Nej, det er meget bedre at lade det gå ham godt og lade ham tro, at det hele og alt sammen er af egen fortjeneste. Og så kan man appellere til hans selvglæde og hans selvtilstrækelighed, og du kan få ham til at ringeagte andre mennesker, hans medskabninger, uden at han føler det ringeste samvittighedsnag derover. Små midler og lidt ad gangen, Malurt, det er det, som skal til. Gør ikke store udfald, men slid samvittigheden ned lidt efter lidt…”

Ja, sådan er ulve i fåreklæder. Men der er altså også de ulve i fåreklæder, som er falske profeter. Altså mennesker indenfor kristendommen, indenfor kirken, som hævder at prædike Guds ord, men ikke gør det.

Og hvem er så falske profeter? Hvem prædiker deres egne ideer og ikke Guds ord, når det kommer til stykket? Ja, det er værd at overveje, men det er også farligt at pege på, for hvem forstår Guds ord rigtig? Og er det ikke sådan, at mennesker, som virkelig forsøger at leve efter Guds ord, i høj grad bliver set ned på i en vantro tid, hvor enhver har ret til at gøre det, som han har lyst til; hvor man skal tro på sig selv; hvor man bare skal følge sin mavefornemmelse?

Således er præsterne ved Kristkirken i Kolding de seneste dage blevet vredet i mediemaskinen, fordi de ikke vil vie fraskilte. De har den opfattelse, at bibelens ord og løftet om at ære og elske, indtil døden skiller, at det gør, at man ikke bør blive gift i kirken igen.

Jeg er af en anden opfattelse. Ikke en anden opfattelse af ægteskabets alvor, ikke en anden opfattelse af synd, ikke en anden opfattelse af, at ægtefæller ikke bør være udskiftelige reservedele eller bekvemmeligheder. Men dog af den opfattelse, at mennesker ikke behøver at blive stående i skårene af det, som er gået i stykker, men har lov til at bygge noget nyt op med nye løfter – også for Guds åsyn og med Guds velsignelse.

Jeg synes, at præsterne i Kristkirken i Kolding tager fejl i den konsekvens, som de drager af bibelord og løfte. Men jeg vil til enhver tid forsvare deres ret til at mene sådan. Og jeg beundrer deres alvor og deres samvittighedsfuldhed og synes, at det er noget, der er brug for i en tid, hvor kirken af mange betragtes som ren servicekirke og offentlig religionsanstalt helt renset for enhver tanke om synd, skyld og ansvar. Hermed også sagt, at jeg ikke betragter disse præster som falske profeter.

Hvem er så falske profeter? Ja, måske skal vi finde de falske profeter i de små ting. I de tilsyneladende små ting.

Fx, hvordan kirken kommunikere med børn, og hvilket gudsbillede børnene og kirken har. Og her har man for nylig gjort opmærksom på, at der er forskel på drenge og pigers gudsopfattelse. En provst fortalte til Kristeligt Dagblad:

”Pigerne er tydeligt hurtigere på aftrækkeren end drengene til at danne et symbolsk billede af Gud med kærlighed, lys og varme. Drengene har et større behov for at spejle sig i deres eget ideal med en stærk Gud i helteskikkelse.” Og videre forklarer han: ”Det er et typisk træk i den danske forkyndelse, at vi fokuserer mere på Gud som et fader- eller moderbillede end som dommeren. Det passer godt til pigerne”.

Om denne u-balance siger en religionspædagog: ”Til en vis grad formår vi at kastrere Gud.” Og hun fortsætter: ”Den nystestamentlige sandhed siger, at Gud er kærlig­hed, men hvis Gud kun fremstilles sådan, vil mange drenge opfatte Ham som magtesløs. Præster har nok til tider lidt for travlt med at fortælle om Gud som kærlighed.”  (Kristeligt Dagblad 02.08.11)

Gud er kærlig. Gud elsker os, og Gud tilgiver os – igen og igen. Men vi skal også kendes på vores frugter. Og ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.

Og måske er vi falske profeter, hvis vi kun prædiker kærlig sødme og ikke den bitre sandhed: at Gud ikke bare vil os det godt, men også vil noget med os. Og at vi mennesker befinder os i et spændingsfelt mellem Guds kærlige arme og djævelens fangegarn. Gud bevare os! Amen.