Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk!
     Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.«

Min kone tager mig ofte med i, hvad hun kalder antikvitetsbutikker, skønt de nærmest er marskandiserudsalg. Så går hun rundt og leder efter gode tilbud og finder blomsterpotteskjulere og billedrammer, som hun synes vil passe godt ind i vores hjem. ”Er det ikke billigt?”, spørger hun. Og jeg undlader at være alt for ærlig og siger – hvis priserne ikke er fuldstændigt ublu høje – at det kan vel nok gå.

Jagten på de eftertragtede genstande tager sin tid, og det giver mig så­ledes rig lejlighed til at kigge på nogle af de billeder og broderier, som sidder i eller har siddet i billedrammerne. Billederne er i mange tilfælde religiøse billeder, kristelige glansbilleder, som hører en anden tids smag til. Der er billeder af kors med blom­sterranker; der er billeder af en blid Kristus, som enten står i en velsignende positur ligesom på Thorvaldsens kristusfigur, eller som ømt omfavner lammet, der var for­tabt, men nu er fundet igen. Og broderierne er næsten altid bibel­steder, som udtrykker fortrøstning og tillid til Gud.

Den slags billeder og broderier er ikke på mode mere. Måske er smagen for kik­set? Måske tror mennesker ikke på Gud? Måske er tilliden til Gud forsvundet, fordi vi i vores moderne verden ikke blot nyder godt af alverdens goder, men også med nyhedsmediernes aldrig standsende informationsstrøm får død og ødelæggelse ind i stuen aften efter aften?

Eller måske er billederne blot anderledes i dag? Religiøs kunst af den fine slags er som så meget anden kunst nonfigurativ og påvirker med farver og flader tilsku­erens underbevidsthed. Men det religiøse, kris­te­li­ge glansbillede kan man sta­dig finde. Jeg tænker især på et be­stemt bil­lede, et fotografi, som ikke kan kald­es kunst, men ligner et ro­man­tisk post­kort med lidt for mættede farver. Det forestiller en strand ved sol­ned­gang, og i sandet langs stranden er der fodspor. Måske er billedets titel skrevet hen over det med store bogstaver: ”Fodspor i sandet”. Bil­led­et og titlen giver ingen mening, hvis man ikke kender historien, den moderne legende, som ligger bag. Nu skal I få den:

Der var en mand, som følte sig fuldstændig alene og forladt både af Gud og af mennesker. Han drømte en nat: Han drømte, at han gik langs stran­den sammen med Gud. På den mørke himmel glimtede det, og han så scener fra sit liv. For hver scene lagde han mærke til, at der var fodspor i sandet: Fodspor fra ham og fodspor fra Gud.

Da den sidste scene fra hans liv viste sig for ham, så han tilbage på fod­sporene i sandet. Han lagde mærke til, at mange gange på hans livs­vej var der kun ét sæt fodspor. Han så også, at det skete i de værste og be­drø­ve­lig­ste tider i hans liv.

Dette bekymrede ham virkelig, og han sagde: ”Herre, du sagde engang, at du ville være med mig alle dage indtil verdens ende. Men jeg har be­mærket, at gennem de mest problemfyldte tider i mit liv, der var der kun ét sæt fodspor. Jeg forstår ikke, hvorfor du forlod mig, da jeg behøvede dig mest?”

Men Gud svarede: ”Min søn. Mit kære barn. Jeg elsker dig, og jeg ville aldrig forlade dig. I de perioder, med prøvelser og lidelser og be­kym­ring­er, hvor du kun ser ét sæt fodspor, der er det ikke mine fodspor, der mangler, men dine, for jeg bar dig.”…

Denne fortælling kan være en passende optakt* til at tale om de af­slut­ten­de ord i dagens evangelietekst, ordene om, at Guds kærlighed om­fat­ter ikke blot enhver spurv, der falder til jorden, men ethvert menneske, der er lagt i hans hånd.

Overfor disse ord trænger mange indvendinger sig på: en spurv falder jo dog til jorden før eller siden, når dens små vinger ikke kan bære den længere. Ethvert menneske kan og vil opleve gode såvel som onde tider. Medgang og modgang. Livet vil forme sig, som vi hørte fra Prædikerens Bog, som jeg læste af fra alteret, med tider til gråd og tider til latter, og intet menneske kan udgrunde, hvorfor alting går, som det går.

Og den indvending bliver stående. Al vores erfaring og al vores forstand giver indvendingen ret: vi kan ikke se Guds fodspor i sandet langs med vores, og ofte kan vi føle os alene. Men Gud er med, lyder påstanden. Gud er med dér, hvor spurven såvel som mennesket styrter til jorden.

Og hvordan er Gud så med? Er Gud måske med som den, der forårsager ulyk­ker­ne? Den, der vil, at de skal ske? Den, der udsætter os for prø­vel­ser for at lære os et eller andet? En dukkefører i det høje, der trækker i trådene for at se, hvad figurerne kan bruges til, og morer sig, når de snu­bler? Nej! Sådan kan det ikke være med den Gud, som vi kalder far. Går en far ikke med sit barn, følger dets skridt og går foran og efter bedste evne bærer igennem enhver fare og bekymring?!

Med hvad med prøvelserne da? Hvis Gud ikke forårsager dem, så til­la­der Gud dem dog i det mindste? Ja, det må vi indrømme. Og, må vi føje til, at mens der er mange prøvelser, som vi ikke kan forstå eller se nogen som helst mening med, så er der også nogle prøvelser, som på en eller anden måde giver mening, og som vi ikke kan vige uden om.

Fx den prøvelse, at det kan være nødvendigt at lide for sandheden. Det kan være et Guds barns lod. Viborg Katedralskole har det latinske mot­to: ”Vitam impen­dere vero”. Det er blevet oversat: ”At sætte livet ind for sandheden”. Det motto blev for mange år siden den barske vir­ke­lig­hed for nogle af skolens elever, fordi de som frihedskæmpere satte sand­hed og frihed højere end deres fysiske overlevelse.

Det blev også disciplenes lod at tjene deres mester i en verden, som ikke altid ville høre deres ord. Ordet om Jesus, Guds Søn, som var blevet men­neske, som havde vandret sammen med dem, som var gået i døden for dem og havde over­vundet dødens magt, det ord havde sat sit u­ud­slet­te­li­ge spor i deres hjerter.

Det ord havde drevet dem ud i verden. De var trådt ud i lyset og havde talt det, som endog var farligt at mumle i mørket. De var kravlet op på tagene og havde forkyndt det, som var sikrest at hviske i kældre. Og mange af dem gik det som deres mester: de blev forhånet, forfulgt og ofte henrettet for deres tro og deres vidnesbyrd. Om apostlen Peter fortælles det, at han blev korsfæstet, dog på hovedet, for han mente ikke at være værdig til at dø helt på samme måde som Jesus.

At dø for sandheden frem for at leve på en løgn, det er ikke vores al­ter­na­tiv. Det er ikke vores vilkår. Der er ingen i Danmark i hvert fald, der vil slå nogen ihjel, som ønsker at følge Jesus. Vores fysiske overlevelse står ikke på spil. Vi kan alle sammen uden fare for vores liv bevæge os ud af kirken og hjem til søndagsfrokosten. Og det skal vi være glade for.

Og dog ser det ud til, at magten er stærkere end kærligheden og løgnen vigtigere end sandheden: Ser vi ikke, at de love, som er mest frem­her­skende i Danmark, er egoismens lov, individualismen og jungleloven, hvorimod sandhedens lov, livets ånds lov og Guds nådes evangelium har ringe kår? Lægger vi ikke mærke til, at ikke blot de gamle religiøse bil­led­er, men selve evangeliet i mange menneskers opfattelse virker anti­kva­risk eller lige til historiens lodseplads? Er vi ikke klar over, at man­ge kun er interesseret i rammen og ikke selve indholdet?

Jo, vi ser det. Vi lægger mærke til det og er klar over det. Derfor kan det også i en moderne verden være en prøvelse at være en Jesu discipel. Men overfladisk­he­dens magt har vel sin tid, og indtil da: Frygt ikke, men tro blot. Behold i dit hjerte billedet af, at du ikke er alene, men at der er en, som følger dig – alle dage indtil verdens ende. Amen.