Prædiken til 5. s.e. trinitatis, Luk 5,1-11
søndag d. 15. juli 2003
Sct. Marie kirke kl. 8.30

405 Søndag er vor Herres dag – 446 O lad din Ånd – 364 Al magt på jorden og i himlen // 147 Der sad en fisker – 439 O du Guds lam – 321,6+7 O kærlighed selv – 375 Alt står i Guds faderhånd

Broager kirke kl. 10.30

405 Søndag er vor Herres dag – 300 Kom sandheds Ånd – 328 Hvor Gud sit hus ej // 147 Der sad en fisker – 439 O du Guds lam – 321,6+7 O kærlighed selv – 375 Alt står i Guds faderhånd

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden.
    Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået - ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.

Jeg vil tro, at I alle sammen kender den lille abe, som hedder Peter Pedal. Han er hovedpersonen i en række børnebøger. Børn elsker at høre om Peter Pedal og se de glade tegninger af ham og alle de ting, som han finder på at gøre. Peter finder nemlig på alt mulig: han er ivrig, og han har gåpåmod, og derfor laver han mange ulykker.

Når børn holder så meget af Peter Pedal, så er det fordi, de i det, som de hører om den lille abe, kan genkende sig selv. De kan genkende, når de kludrer i det, og tingene ikke vil lykkes for dem, og de kan genkende deres egen frækhed og trang til selvstændiggørelse. Og så holder de af, at Peter hele tiden, ligegyldigt hvad der sker, får lov til at være og forblive den, som han er, uden at blive lavet om til en dresseret abe i snor.

Måske må vi voksne forstå apostlen Peter på samme måde. Den discipel, som Jesus kaldte til så store opgaver og betroede så meget, var nemlig slet ikke noget perfekt menneske. Han var overhovedet ikke uden fejl. Ofte var han alt for ivrig og fór hovedkulds af sted uden at tænke sig om. Han levede ikke altid op til den bestandighed, som hans tilnavn ”klip­pen” lovede. Og da han til sidst højt og helligt svor, at han aldrig ville svigte, gjorde han det alligevel: Han havde pustet sig op og gjort sig til, men da den rigtige hane galede, var luften gået ud af Peters ballon, og han havde fornægtet sin Herre fuldstændig.

Alligevel kunne Jesus bruge ham sådan, som han var. Det hører vi be­gyn­delsen på i historien om Peters kaldelse også kaldet ”Peters fiske­dræt”. Historien har en tydelig parallel til profetkaldelser i Det Gamle Testamente. De foregår altid ligesom efter et skema på den måde, at Gud viser sig. Så bliver den kommende profet forskrækket og bekender sin synd. Så bliver han renset – for profeten Esajas vedkommende med et stykke gloende kul, som rører profetens læber og mund. Derefter bliver profeten kaldet, og han melder sig og bliver sendt af sted med ærinde fra Gud.

For Peters vedkommende er der dog et par bemærkelsesværdige for­skelle. Dels er det ikke er den himmelske Gud, som rækker ud fra himmeltronen, men den jordiske Jesus, der er langt mere nede på jorden; underet er noget så håndgribeligt som en kæmpe fiskefangst.

Dels er det ikke sådan at renselse og kaldelse og sendelse sker i trinvis rækkefølge. Det sker alt sammen på en gang. Dvs. der kræves ikke, at Peter bliver fuldstændig forandret og forvandlet, før han bliver sendt, men han bliver sendt som den, han er. Han bliver på en måde ikke renset på forhånd, men må blive renset af det, som er blevet betroet ham at gå med, nemlig evangeliet. Han kommer således ikke som den rene til de beskidte, men som et menneske, der med sin fulde menneskelighed i behold møder andre mennesker med det, der er fra Gud.

På en måde sker der dog, vil jeg mene, også i historien om Peters kal­del­se en slags renselse. Det er nemlig Jesu humor, der renser.

Men inden jeg kommer ind på det, er jeg nødt til at nævne, at det er et omdiskuteret spørgsmål, om Jesus havde humor. Fx i romanen ”Rosens Navn” diskuteres det indgående, om Jesus lo, om Herren virkelig skulle have betjent sig af humor.

De bibelske vidnesbyrd er tvetydige og vage. Hovedpersonen i romanen, William af Baskerville, mener dog, at Jesus nok i nogle få tilfælde skulle have vist humoristisk sans. Andre mener, at det rent filosofisk er tvivl­somt, at det skulle have været nødvendigt eller endog ønskelig for Guds Søn at føre den slags tvetydig tale. Skurken (han, som senere sætter ild i klosteret) er meget imod tanken. Han mener ligefrem, at spøgefuld tale, der vækker latter, ikke er rigtig menneskelig, men nærmere hører aber til.

Jeg hører til humorist-siden i denne diskussion. Når det ikke står nogen steder i Det Nye Testamente, at Jesus lo, så er det sikkert bare fordi, at det var så almindeligt, at han gjorde det, at det ikke var noget at skrive om. Og skulle ikke Jesus kunne sprede glæde og erkendelse vha. humor? Det siges dog om ham i Hebræerbrevet: ”derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie frem for dine lige”. Det må dog ligge i in­kar­na­ti­onen, dvs. Jesu menneskevordelse, at han lo og således både havde og betjente sig af humor.

Tilbage til Peters kaldelse. Hvori ligger da Jesu humor? Jo, den ligger i, at kaldelsen nok ikke blot skal ses som en parallel og kommentar til de gammeltestamentlige profetkaldelser, men også ganske enkelt som en beretning om fisker, der ikke havde særlig meget succes med sit erhverv. Og nu kom der en landkrabbe, der så at sige slog ham på hjemmebane. Og det fik Peter til at erkende sin uformåenhed og blive grebet af rædsel over at opdage, at han, som var fisker, ikke kunne fange fisk. Og så gør Jesus ham til bare til menneskefanger – denne tvivlende og uduelige mand. Som om det skulle være spor lettere at være menneskefanger.

Men modsætningerne og det ikke umiddelbart forventelige viser hu­mo­ren. Således tolker Kaj Munk det efter at have fortalt om den vantro discipel:

”Saa er det, Jesus giver ham Lasten fuld af Fisk. Han angriber hans ene Last [nemlig tvivlen] ved at give ham en anden. Det er Jesu spøgefulde Lektion, et af de kraftige Beviser for, hvor stor en Humorist Frelseren er. Han gaar ikke af Vejen for et »Sig det med Rødspætter«. Og Virkningen er en uendelig større, end om han havde holdt en Tordentale eller slaaet Disciplens uforskammede Mund med Apoplexi. »En Rædsel paakom ham og alle hans Fæller«, er der fortalt: Gaa bort fra mig, Herre, jeg er en syndig Mand. Men atter ler den underlige Mester, han knæler for: Ja, ja, Ven Simon, nu har du til fulde bevist, at du ikke duer til at fiske; der­for vil jeg gøre dig til en Storfisker; du skal starte dit Men­ne­ske­fis­ke­ri, det største i sin Slags her på Kloden.”…

Ja. Peter blev en stor menneskefisker. På ham blev kirken bygget, hedder det. Og det er ikke bare den afdeling af den kristne kirke, som har hoved­sæde i Rom, der kan påberåbe sig at være Peters efterfølgere. Nej, også vi er Peters efterfølgere. Det er vi ikke bare i alle vore fejl og mangler og ofte såre beklagelige menneskelighed, men det er vi også ved, at Je­sus har kaldet os og sender os med sit ord. Den samme opgave, som Pe­ter blev sendt i og med, er vi også blevet betroet. Hvilke veje, vi skal gå ad, er sikkert forskellige, men kendetegnene for evangeliet er ikke bare alvor, men også humor, glæde og mildhed, og det bør også kunne mærkes på os. Amen.