Prædiken til 5. søndag efter påske, Joh 16,23b-28
Broager, søndag d. 13. maj 2007 10.30
224 Stat op, min sjæl, i morgengry! – 446 O, lad din Ånd nu med os være – 305 Kom, Gud Helligånd, kom brat! // 321 O, kristelighed – 439, 1 O du Guds Lam! – 473 Dit minde skal –586 Stol du kun på dit Fadervor! 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: »Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om no­get i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.
    Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Fade­ren. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«

I eventyret - og tegnefilmen, som jeg kender - ”Alice i eventyrland”, kommer Alice til teselskab hos den Gale Hattemager.

Peter kanin og den Gale Hattemager sidder og skænker te op for hinanden og for Alice, og ind i mellem kigger en lille, mærkelig syvsover-mus op af kopper og pot­ter og sukkerskåle. Og lige så mærkelig som teselskabet er, lige så underligt er dets anledning. De fejrer nemlig hinandens ikke-fødselsdag.

Og det er en rigtig god ide at fejre ikke-fødselsdag, for man har jo kun en fødsels­dag om året, men man har 364 ikke-fødselsdage.

Og hvorfor nævner jeg så det? Jo, jeg nævner det, fordi det ikke er Store bededag i dag. Det var det jo forrige fredag, da vi havde konfirmation. Og alligevel handler evangelieteksten i dag om bøn. Og meget i kirkeåret og i kristenlivet handler om bøn. Og i bibelen tales der om ”daglige bønner”. Og således, selv om det ikke er Store bededag i dag, så er det dog en af de 364 andre ikke så store bededage.

Vi har altså lov til at bede hver eneste dag, og så kan vi starte med at spørge os selv om, hvorfor vi overhovedet skal bede?

Virker bøn overhovedet? Det kan jo ikke rigtig påvises eller bevises. Hvis jeg fx beder om den store gevinst i lotto, så er det alligevel meget usandsynlig, at jeg vinder. Og hvis jeg beder om noget mere sandsynlig, noget, der muligvis kunne ske, så kan jeg jo aldrig vide, hvis det skete, at det var fordi, jeg havde bedt om det. Bøn kan ikke bevises.

Men virker bøn så? Ja, det tror jeg bestemt. I hvert fald virker bøn på samme måde som massage. Og her tænker jeg ikke på virkningen på den, som bliver mas­seret, men på massøren selv. Onde tunger påstår nemlig, at massage ikke virker noget særligt på den, som bliver masseret, men massøren får selv en mas­se ud af det. Han får styrket sine muskler, så han bliver stærkere, og så bliver han rigere, hvis han modtager betaling for det.

Se, det her siger jeg ikke for at bringe massører og massage i miskredit, men for at sige, at naturligvis har bøn en virkning. Bøn har en virkning, uanset om bønnen bliver hørt. Bøn har en virkning uanset, om der findes en Gud, som lader sig be­væ­ge af bønnen og måske opfylder nogle af de ønsker, der måtte blive udtrykt i bønnen.

Den, der beder, træner nemlig så at sige sine følelsers og tankers muskler. Det skaber spændvidde i sindet at henvende sig til en så stor instans som Gud. Det giver et forankringspunkt, som sætter en selv i perspektiv både i forhold til Gud og til medmennesket. Når man taler til Gud, så giver det jo ikke rigtig mening at pynte lidt for meget situationen og lave skønmaleri. Her er man nødt til at kom­me, som man er, og fremsige det, som man ønsker.

Og i den proces sker der måske det, at man opdager, at det, som man troede, at man ønskede, slet ikke var så vigtig. Og at det var noget helt andet, som virkelig betød noget. Når man bad om noget for sig selv, indså man måske lige pludselig, at andre havde større behov, og at man selv kunne hjælpe med at opfylde dem. Og når man bad om tilgivelse, indså man, at skulle der være rimelighed i alting, så måtte man måske også arbejde med ens egen uforsonlighed.

Ja, på en eller anden måde, så er bøn samtale med Gud, og selv om Gud ikke siger noget eller så meget, så styrer det os mod bedre erkendelse og selverkendelse. På den måde kan Gud være den store psykiater, og vi kan ligge på briksen uden at skulle betale for det i dyre domme. Og måske kan vi endda skrælle kartofler, løbe en tur eller tage bad imens, for bede kan man jo når som helst, man kan skaffe sig en smule mental ro. 

”Men virker bøn så ikke i øvrigt?”, kan man spørge. Altså virker bøn kun på den, som beder, men altså ikke på den, som bliver bedt til – enten fordi der ikke er nogen Gud, eller fordi Gud ikke lader sig røre af bønnen. Ja, det er jo det, som vi ikke kan påvise, men heller ikke afvise.

Men vi skal ikke spekulere så meget på det. Vi skal bare følge Jesu ord til os og bede i Jesu navn. Og beder vi, så skal vi få, og så skal vores glæde være fuld­kom­men. Vi skal ikke spekulere i bønnens virkning, men vi skal lade bønnen virke.

Bøn er virke. ” Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv”, hedder det, som vi hørte læst op fra altret i begyndelsen af Gudstjenesten.

Bøn er virke, selv om man nok skulle kunne påstå noget andet. Man kunne jo på­stå, at den, som beder, sidder med hænderne i skødet – med foldede hænder i stedet for at lade hænderne arbejde. Men sådan ser det altså kun ud overfor en overfladisk betragtning, fordi bøn er virke, og fordi bøn virker på den måde, at den ikke kan lade os være ligegyldige overfor det, som vi beder om og for. Den, som bad for sit medmenneske, er formodentlig mere tilbøjelig til at føje handling til ordene, end den, som aldrig skænkede medmennesket en tanke.

Og den som beder for sig selv? Mon ikke den, som beder for sig selv, bedre er i stand til at se svar, se tegn fra Gud og finde opmuntring selv i det, som fornuften samtidig med ved kan tilskrives tilfældigheder, tidens gang, eller det, at det sim­pelt­hen er sådan, at heller ikke alle skuffelser går i opfyldelse.

Ja, bøn og virke kan og skal slet ikke adskilles. Ora et labora hed det i en gammel munkeorden. Bed og arbejd. Ja, hvis man både beder og arbejder, så bliver bøn­nen på en måde opfyldt dobbelt.

Det er historien om to landmænd eksempel på. Der var tørke, og to landmænd bad om regn. Og så gik den ene landmand ind i huset og ventede. Den anden der­imod gik ud på marken og pløjede og harvede og beredte jorden. Og da regnen endelig kom, fik han, som var forberedt, mest ud af den. Guds gave var den sam­me til begge landmænd, begges bøn blev hørt, men for den, som virkelig ventede på svar fra Gud, blev opfyldelsen mest til gavn..

Vi skal altså bede. Vi skal bede for at lære os selv bedre at kende, for at erkende vore medmennesker bedre, og for at se Guds gaver i alt det, som nok alligevel sker, men set som gaver får en særlig betydning: regn efter en tør tid; solen, som varmer, barnelatter; et smil; et knus; et venligt ord. Det er ikke alt sammen til­fæl­digheder, men Guds gaver.

Vi skal bede, men hvordan skal vi bede? Ja, sådan helt praktisk? Nu skal I få en lille huskeregel, som man kan lære små børn, men som man altså også kan gøre brug af, selv om man er voksen:

Mange af os lærte at tælle på fingrene, da vi var små, men man kan også bede ”på fingrene”. Det gør man sådan:

Når man sidder med foldede hænder, er tommelfingeren nærmest ved en selv. Bed først for dem, der står dig nærmest. Hvad du selv behøver, hører naturligvis med her, ligesom din familie og dine venner.

Den næste finger er pegefingeren. Bed for dem, som skal vise andre vej til sand­heden, både i kirke og skole. Bed for præster, lærere og lederne i børne- og ungdomsarbejdet, ved spejderne og i sportsklubben.

Den tredje finger hedder langfingeren, fordi den rager højest op. Den står for lederne i alle livets områder. Bed for dem, der har fået betroet et ansvar, både i kirken (for eksempel biskop, menighedsråd) og i samfundet (for eksempel dron­ning, folketing). Eller bed for politikerne. Både dem, som du synes om og gerne vil stemme på. Og bed måske også for dem, som du helst ville ”give fingeren” (netop den finger). Bed om, at de må opføre sig bedre eller blive mere fornuftige.

Ringfingeren, den fjerde finger, er det svageste punkt. Det ved alle, som spiller klaver. Den finger er ringest til at bevæge sig selv, uafhængig af de andre. Den får os til at huske på dem, som lider og er i nød, de syge, sårede, flygtede, sultende og dem, som ligger for døden..

Lillefingeren er den mindste. Den står for dem, som vi ofte overser, også dem, som bliver misbrugt og udnyttet.

Fingerbønnen er et godt redskab til at lære både børn og voksne, hvordan vi skal bede for os selv og for andre. (Fingerbønnen, Benedikte Brisson)

Vi må tale til Gud, vi må bede til Gud efter et skema, med Fadervor, frit fra leve­ren, med få eller mange ord, stille eller højt, kort eller langt. Men bede skal vi, siger Jesus, og han lover os, at vi skal få, og at vores glæde skal være fuldkom­men. Amen!