Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus fortalte dem en anden lignelse: »Himmeriget ligner en mand, der såede god sæd i sin mark. Mens folkene sov, kom hans fjende og såede ukrudt i hveden og gik sin vej. Da kornet skød op og satte kerne, kom også ukrudtet frem. Husbondens folk kom så og spurgte: Herre, såede du ikke god sæd i din mark? Hvor kommer da ukrudtet fra? Han svarede: Det har en fjende gjort. Folkene spørger ham så: Vil du have, at vi skal gå ud og luge det væk? Han svarer dem: Nej, for når I luger ukrudtet væk, kommer I til at rykke hveden op sammen med det. Lad blot begge dele gro side om side indtil høsten. Ved høsttid vil jeg så sige til høstfolkene: Tag først ukrudtet fra og bind det i knipper, så det kan brændes, men saml hveden i min lade.« Amen.

Godt og ondt og lys og mørke - det er vore vilkår. Det er det rum, vore liv former sig i. Det er vor skæbne, vil mange sige. Én dag går det godt, og en anden dag går det skidt. Det går op ad bakke, og det går ned ad bakke. Nogle dage er lyse, og andre er mørke. ”Sådan er det bare”, siger nogle, ”stil dig tilfreds med det, så bli’r du da ikke skuffet”. Sikke et dårligt råd: ”Lad ligegyldighed blive dit panser, regn ikke med noget, føl ikke noget og tro ikke noget!”

I teksten fra Prædikerens bog funderes der også over livet. Prædikeren lægger mærke til, at livet ikke altid er retfærdigt: at det ofte går den onde godt, og den gode skidt. Det kan han ikke komme uden om, men han resignerer ikke, han siger ikke bare ”nå!”, han siger ikke ”sådan må det være”. Nej, han kalder det tomhed og forsøger ikke at finde en mening i det meningsløse. Og så vender han sig fra det tomme, til det, som betyder noget, til det nære, og priser Gud og takker for glæden, og for at han kan spise og drikke og leve, og for at Gud lader sin nådes sol stige op over alle mennesker - gode såvel som onde. Håbløsheden og tomheden er der, det kan vi ikke komme uden om, men den får ikke lov til at få det sidste ord, for der er alligevel på en eller anden måde et håb.

Sådan et håb findes også i sangen ”Lys og varme”, som sangerinden Lene Siel synger*. Sangen handler om en mor, som om aftenen har lagt sit lille barn i seng. Det er ved at blive mørkt, og hun går stille rundt i rummet og bekymrer sig for, hvor­dan det skal gå hendes barn. Hun tænker: ”Hvad vil fremtiden gi’? Og verden, som vi har givet dig, kan være tung at ta’ med sig. Vil du laste os og spørge, var det alt, hvad vi ku’ gi’?” Og så synger hun sine ønsker og tanker:

Men solen, som går ned ved nat, vil skinne for dig kære,
og fuglen, som er fri, vil vise vej, og alt skal bli’:
Meget lys og megen varme, tro og håb kan du få med dig,
men mange tårer og tunge stunder, er jeg bange for, der bli’r.

Og næste morgen, når solen står op, glemmer hun alle de tunge tanker, som hun havde aftenen før. Barnet er vågnet, og nu vækker liv og latter atter en tro på, at livet - hvordan det så end må forme sig - er værd at leve.

Jo, livet har meget at gi’. Der er meget at være taknemmelig for, og vi bør vel sige som soluret: Jeg tæller kun de lyse timer! Og så alligevel, så tænker vi, at det kun­ne være bedre: Gud må dog snart sætte sin magt igennem og skille alt det dårlige fra! Hvad tøver han for? Hvorfor sker der ikke snart noget? Sådan må disciplene have tænkt. Og så har de stillet Jesus netop de spørgsmål, som også må rumstere i vore tanker: Hvordan kan det være, at livet ikke altid er retfærdigt, og at det ikke altid går efter fortjeneste? Hvordan kan det være, at det så ofte går den onde godt og den gode skidt? Og måske har disciplene endog dristet sig til at stille det spørgsmål, som vi knapt vover at lade komme over vore læber: Når Gud er god, hvordan kan det så være, at der er ondskab til?

Spørgsmålet er nemlig, hvordan Gud kan være god, retfærdig, kærlig, alvidende og almægtig samtidig med, at der er ondskab til. Hvis vi nu sagde, at Gud ikke var almægtig, så kunne Gud jo være alle de andre ting: nemlig god, retfærdig, kærlig og alvidende. Så ville forklaringen være, at Gud blot ikke havde magt til at sætte sin vilje igennem. Vi kunne også forsøge os med, at Gud ikke var alvidende: Gud var alle de andre ting, men vidste blot ikke, hvad der foregik: Langt oppe i sin him­mel satte Gud kikkerten for det blinde øje og så ikke hvor skidt, det gik men­ne­skenes børn. Og vi kunne også forsøge os med, at Gud ikke slet ikke var god, retfærdig eller kærlig, for på den måde at få løst problemet - at få ligningen til at gå op.

Nu er det blot sådan, at Gud ikke passer ind i vort skema. Gud er jo skaberen, og vi er skabningen. Tror vi virkelig, at det er os, som kender alt til godhed, ret­fær­dig­hed og kærlighed? Tror vi, at vor viden og vor magt altid fremmer det gode, det retfærdige og det kærlige og kun hæmmer det onde? Nej, sådan er det des­værre langtfra.

I lignelsen om ukrudtet i hveden, får vi at vide, at Guds fjende har sået ukrudtet, mens folkene sov, og nu står ukrudtet sammen med det gode korn. Straks er folkene, Guds venner, klar til at give en hånd med: ”Vil du have, at vi skal gå ud og luge det væk?” spørger de. Sådan er disciplene, og sådan er vi, Guds venner, altid klar til at give en hånd med, når der skal ryddes op. Vi er altid parate til at vurdere, hvad der skal smides væk, og hvad der skal gemmes. Vi skal nok klare den sag.

Men, ”Nej tak”, lyder det, ”for når I luger ukrudtet væk, kommer I til at rykke hveden op sammen med det”. ”Nej tak”, lyder det, fordi vi med vores gode vilje, vores iver og vores hjælpelyst kan komme til at gøre mere skade end gavn. ”Nej tak” , lyder det, for så kommer det bare til at gå ligesom med molboerne, der for at jage storken ud af kornet selv trampede rundt i det otte mand stærk. ”Lad blot begge dele gro side om side indtil høsten”.

Det er et nådigt ord dette: ”Lad blot begge dele gro side om side indtil høsten”. Det er et nådigt ord, for hvem ved, hvor vi kommer ud, når vi har været igennem livets prøverenser. Når kornet skal renses, bliver der sorteret meget fra. Så ryger småsten og andre ting, som er for tunge, ud i én skuffe, og ukrudtsfrø og avner, som er for lette, ud i en anden. Og så er der kornet tilbage, men også det skal vur­deres. Måske er proteinindholdet forkert, måske er der for meget vand i, måske er kernerne for små, eller måske er der noget helt andet i vejen. En ting er helt sikkert: det er meget muligt, at resultatet slet ikke bliver, som vi troede, at det ville blive, da vi så kornet stå på marken.

Og så er vi ikke korn, men mennesker af kød og blod, og løgnen og sandheden er blandet sammen inden i os. Vi lyder ikke altid kun den Herre, som skabte os, men lader os tit rive med og friste af Guds fjende, for den vej, som han viser, synes ofte god og bred og let at følge. Og vi bekymrer os ikke om, at vejen fører i af­grun­den, blot vi kan køre på første klasse. Og det er nådigt, at Gud vil lade begge dele gro i os indtil høsten, og vi skal være varsomme med at ønske det ander­le­des, for synden har bidt sig fast i os og kan ikke skæres løs som et skålpund kød, uden at vi går til derved.

Og det er ikke Guds vilje, at vi skal gå til. Det er ikke Guds vilje, at noget menne­ske skal gå fortabt. Derfor er høstens tid er ikke endnu. Tværtimod. Det er stadig såtid og spiringstid. Det er tid for blomstring og vækst. Det er stadig tid for Guds ord at blive spredt i verden. Gud sender stadig sin menighed ud i apostlenes spor, hvor den skal vandre til jorderigs ender. Og jorderigs ender er ikke nødvendigvis kun fjerne steder og fremmede kulturer i fx Afrika eller Indien. Jorderigs ender kan lige så vel være i dit eller mit hjerte. Eller i vores nabos hjerte. Der, hvor alt er mørkt og ondt og håbløst. Der, hvor mismodet råder. Eller - for sådan kan det også være - det er der, hvor overmodet råder. Der, hvor selvet, jeg’et, er blevet så stort, at der ikke længere er plads til Gud eller medmennesket, men kun til mig, mig, mig.

Midt ind i verden, som den er, til os, som vi er, lyder evangeliets milde røst om Guds nåde og om livet, som opstod fra døde. Evangeliet er vores arv, som vi har modtaget, og det er den arv, som vi skal give videre til vore børn og efterkom­me­re. Hvis vi giver dem noget som helst andet tilbage, overforbrug, egoisme og åndløshed, giver vi dem stene for brød, og de kan med rette spørge: ”Var det alt, hvad I ku’ gi’?” Nej, vi skal kun give dem det med, som virkeligt er noget værd, det, som vi selv modtog: ”Meget lys og megen varme, tro og håb”.

Vi skal give evangeliet videre, det gode budskab om, at Gud lod sin Søn, Jesus Kristus, bære alt det, som vi ikke selv kunne bære, tåle eller udholde. Den lyk­ke­lige omstændighed, at det er ham, som står for høsten engang ved tidens ende, og at han kender os og vil bedømme os mildt. Den vidunderlige gave, at hans lys og varme langt overskygger enhver kulde og ethvert mørke. Amen.

* Fra Lene Siel: Den danske sang
   Originaludgaven er norsk og af Åge Aleksandersen,
   findes på CD’en ”Mit danske eventyr”