Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!«

”Rev vi marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt”, sådan lyder det i en høstsang, som vi alle kender. Reglen er et ekko af de regler, som vi kender fra Det gamle Testamente. Regler, som fortæller, at man, når man høster, ikke skal tage det hele til sig selv, men lade noget blive tilbage til de trængende: den fremmede, den faderløse og enken. Reglen forklares med ordene: ”Husk, at du selv var træl i Egypten”. Begrundelsen er altså, at fordi man selv har været i knibe, eller fordi man selv kunne komme i knibe, så bør man yde omsorg for de mennesker, som har ringere forhold, end man selv har.

Vi lever vel i Danmark efter lignende regler, for vi har et velfærdssamfund, om hvilket man siger, at få har for meget og færre for lidt. Vi tager os af dem, som er trængende. De fremmede, som er i nød, tager vi imod og lader bo her i landet, og de af landets borgere, som ikke kan klare sig selv, får hjælp til at klare dagen og vejen.

De nævnte regler, både den om at rive marken let og de regler, som gælder for vort velfærdssamfund, er gode regler. De forekommer os retfærdige og rimelige – i hvert fald, hvis vi husker på, at vi også selv kunne få gavn af dem. Det er næstekærlighed i en form, som er til at have med at gøre. Med disse regler udvider vi næstekærligheden, som naturligt bliver vore nærmeste, vor familie og vore venner, til del til også at omfatte værdigt trængende…

Det er ind denne vor regelrette verden, at Jesu ord fra Bjergprædikenen i dag lyder. Mange gange siger han: ”I har hørt…, men jeg siger jer…”, og så sætter han tingene på spidsen for at sætte dem på plads. Denne gang siger han: ”I har hørt, at der er sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske fars børn”.

Der er faktisk ingen steder, hvor der i skriften står direkte: ”elsk din næste og had din fjende”, men det bliver alligevel let resultatet, når der findes regler for, hvem man skal elske: man skal elske sin familie, man skal elske sine venner, man skal elske sine landsmænd. Naturligvis. Så skal man, det siger sig selv, elske dem, som er elskværdige, dem, som har gjort sig fortjent til det. Og så skal man også elske de grupper, som vort velfærdssamfund har defineret som værdige til at modtage hjælp. Dem kan det nok ind i mellem være vanskeligt at elske, men lad os da også tage dem med (det er jo så let, når vi kan klare det over skattebilletten og ikke behøver at se på dem, røre ved dem, eller overhovedet være sammen med dem).

Men nu kommer Jesus altså og udvider den gruppe, som vi skal elske, til også at omfatte vore fjender. Det er ellers ikke så lidt af et krav, for hvis vi skal elske selv vore fjender, hvem må vi så lade være med at elske? Hvem må vi afskrive, hvem må vi slippe for at forholde os til som medmenneske? Ingen! Hvis vi skal elske vore fjender, så findes der intet menneske, som vi kan være ligeglade med…

Nu tror vi måske, at vi kan komme uden om kravet om at elske vore fjender på samme måde, som vi overlader det til samfundet at hjælpe den fattige. Det kan vi ikke. Kravet om at elske vore fjender kan aldrig blive et godt udgangspunkt for, hvordan samfund skal fungere. En dommer må gerne holde af den anklagede, men dommen skal følge loven. En politimand må godt føle sympati for den kriminelle, men må og kan ikke af den grund undlade at standse forbrydelsen og anholde forbryderen. Kun på egne vegne kan man vende den anden kind til.

Næstekærlighed kan aldrig være undskyldning for, at lade onde gerninger foregå. Dette er vel humanismens problem og pladderhumanismens tragedie, at den har overtaget Jesu budskab, smidt Jesus væk og så selv drømt sig frem til en verden uden love og regler, men med grænseløs tolerance. Og jo mere disse håbløse utopier har været forsøgt gennemført, jo mere har ondskaben og vilkårligheden rådet.

Nej, kravet om at elske vore fjender er et krav, som vi ikke kan skyde fra os og lade en anden instans, samfundet eller de andre om at klare. Kravet lyder til dig og mig: elsk din næste, også når det er din fjende…

Nogle mennesker formår at elske deres fjender. Frihedskæmpere og mennesker, som sad i koncentrationslejr, har givet udtryk for, at deres undertrykkere og plageånder kun var stakkels, vildførte mennesker. Og selv om de hverken kunne eller ville retfærdiggøre dem, besluttede de sig for, at de ikke ville hade eller gengælde med de samme midler, som de selv havde været udsat for. De ville ikke fortsætte hævnens og ondskabens spiral. De gav afkald på følelser og handlinger, som ellers kunne være vel begrundede i alt det, som de havde lidt, for de ønskede ikke at blive uhyrer selv.

De mennesker, som formår elske deres fjender, må vi beundre. Vi må glædes over, at de kan gøre det, for vi andre ved godt med os selv, hvor svært det kan være. Vi ved godt, at vor kærlighed almindeligvis ikke er stærk nok til at overvinde fjendskab og ondskab. Det er jo så tit, at vi svigter dem, som vi holder af, så det med ligefrem at elske dem, som vi ikke kan li’, det bliver det slet ikke til. Hvordan skulle vi dog kunne opfylde kravet om fjendekærlighed?

Når Jesus i Bjergprædikenen stiller så store krav til os, så har det fået nogle til at sige, at det da også er helt umulige krav. Og så har de tolket det sådan, at disse krav, denne lovens strenghed kun er der for at få os til at indse, hvor store syndere vi er. Vi skal ikke bruge kravene til andet end et middel til at få os til at indse, at vi slet ikke formår at holde Guds bud, men at vi er syndere, som kun kan krybe til korset og i tro modtage Guds nåde.

Er det virkelig rigtigt? Både ja og nej. Det er sandt, at vi ikke kan overholde Guds bud – ikke til punkt og prikke i hvert fald. Det er sandt, at vi aldrig kan komme til at stå som retfærdige overfor Gud. Det er sandt, at vi må holde os til Guds nåde. Men det er ikke sandt, at vi ikke skal overholde loven, bare fordi det er svært. Ja, selv hvis det er umuligt, så skal vi dog gøre det alligevel.

Vi skal høre, hvad Jesus siger til os, og vi skal handle derefter. Vi skal elske vor næste – også vor fjende, for han eller hun er Guds skabning, og ”Gud lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige”. Og så skal vi lægge mærke til, idet vi er afsløret af loven, at vi faktisk selv er de onde og uretfærdige, vi, som kun gider elske dem, som elsker os, og som kun vil hilse på dem, som hilser igen.

Ja, vi, som er onde og uretfærdige, vi skal lade os mærke med, at Gud alligevel vil have med os at gøre. Og vi skal takke for den kærlighed, som vi har mødt. Fordi vi fik den for intet, skal vi give den videre for intet. Lad os derfor forsøge at elske vores fjender og bed for dem, der forfølger os, for at vi må leve som vores himmelske fars børn”. Amen.