Hør en prædiken…

Prædiken til 4. søndag i advent (II), Joh 3,25-36
Menighedshuset, søndag d. 21. december 2003 kl. 10.00
114 Hjerte, løft din glædes vinger – 441 Alle mine kilder skal være hos dig – 142 Kom, følg i ånden med // 108 Lovet være du, Jesus Krist – 474 Jesus Krist, du gav mig livet – 90 Op, glædes alle, glædes nu

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johan­nes og sagde: ”Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.” Johannes svarede: ”Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er ud­sendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen kom­me. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre.
     Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har ud­sendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Søn­nen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.”

Det er i dag den 21. december 2003. Solen stod op kl. 8:43 og går ned kl. 15:54. Dagens længde er 7 timer og 11 minutter. Og dagens længde er aftaget 10 timer og 31 minutter siden midsommer.

Johanneses ord om, at ”han, Jesus, skal blive større, og jeg skal blive mindre” passer med ka­len­de­ren. Sankt Hans dag, dagen for Johanneses fødselsdag, falder jo stort set sammen med sommersolhverv og årets længste dag, og Jesu fødsel et halvt år senere falder stort set sammen med vintersolhverv, årets korteste dag. Dvs. fra Johannes fødselsdag aftager dagenes længde, de svinder hen, men fra Jesu fødselsdag bliver dagene atter længere og længere, og glæden vokser med dagen.

Johannes var en streng profet. Han talte al tidens dårligdom imod, og det havde han stor succes med. Johannes talte domsord, han bedømte og fordømte den synd, som han fandt i tiden - gud­løs­hed, overforbrug og materialisme. Og han syntes, at det hele var gået så vidt, at nu måtte enden da være nær. Nu måtte Gud lave om på det, nu måtte Guds dom falde tungt over dem, som ikke straks omvendte sig.

Dommen over tiden. Den dom kunne og kan lige så godt gælde vores tid. Og det er ikke bare samfundet i almindelighed og danskerne som folk, der er noget i vej­en med. Nej, dårlig­dom­me­ne er kommet ganske tæt på kirken og helt ind i den. Skandalerne har jo ikke bare ulmet men rumlet og rumsteret og brændt i lys lue hele året. I kirkeministeriet er pengene fosset ukon­trol­leret ud af kassen, og minister og biskopper har skændtes om magt og kompetence. Og en gudløs præst har været på avisernes forsider i lange tider.

Vores biskop her i Haderslev stift, Niels Henrik Arendt, har spekuleret på, om det­te år måske skulle kaldes annus horribilis, et rædselsfuldt år. Han går dog ikke så vidt, at han fælder den dom.

I det hele taget bliver dommen ikke eksekveret, selv om der er nok at bekymre sig om. Det gælder i Johanneses tid, det gælder i vores tid.

Og så må man spørge sig selv: Hvad er det dog, der vender billedet? Det er det, at det ræd­sels­fulde ikke får lov at blive ved med fylde dagene, men at håbet atter får noget at knytte sig til.

Jeg skal være den sidste til at påstå, at jeg ikke har været mismodig over det pro­ble­matiske forhold mellem kirke og stat og særlig over kirkens manglende evne til venligt, sagligt, men også konsekvent at afvise gudløs teologi. Disse uløste pro­ble­mer har fyldt alt for meget i debatten og skygget for, hvad kirkens egentlige opgave og budskab er.

Her på årets aften, nærmere bestemt her i december måned, har noget glædeligt dog langt overstrålet disse kedelige forhold. Jeg tænker på julekalender­pro­gram­met ”Jesus og Josefine”, som på en meget fin måde har sat kristendommen på dagsordenen og på forsiderne.

Vel er det et eventyr, der bliver fortalt, men det er samtidig, synes jeg, evangelie­forkyndelse af høj karat. Det giver børn og voksne anledning til at tænke over helt centrale kristne temaer som, hvad kristendommen betyder i dag, og hvorfor Je­sus måtte lide. Det lærer mennesker at bede ved de hver dag viste eksempler og ved opfordringen: ”put gran i håret og bed en bøn”. Og det viser, at det kan lade sig gøre at tale om kristendom i et enkelt og nutidig sprog: Jesus er den, som er OK, og på Jesu tid gik man selvfølgelig ikke rundt og talte teatralsk til hinanden med et ”O hil dig” hele tiden.

Nogle har bekymret sig over, om fantasien skulle tage overhånd. En konfirmand spurgte mig, om der virkelig stod noget i bibelen om pigen fra nord, og det gør der jo ikke, men hvad gør den slags små misforståelser i en tid, hvor unge mennesker helt forvirret godtager, at Jesus er Guds søn, samtidig med at de hævder, at de ikke tror på Gud?

Andre har bekymret sig over, at nogle af skuespillerne og sangerne i andre sam­men­hænge nær­mest er blasfemiske. Det kan selvfølgelig godt give støj på linien, men det betyder jo ikke, at de ikke denne gang gør noget rigtigt. Tværtimod er der gode eksempler på, at ikke-kristne har talt sandhed, været forkæmpere for det gode og endog peget på Kristus. For sandheden og det gode kan nævnes So­kra­tes og Ghandi. Og Johannes Døberen er det største eksempel på en, der ikke selv var kristen, men dog pegede på Kristus. Han vidste jo ikke og fik aldrig at vide, hvad Jesus virkelig skulle komme til at betyde. Men han pegede på ham.

Johannes accepterede, at når han pegede på Kristus, ville han selv blive mindre, men Kristus større. Ikke fordi han pegede, men fordi sådan måtte det være, så­dan var det. For Paulus gjaldt noget af det samme: for evangeliets skyld ville han gerne tale tidens fornuft og gode tone imod. Han var blevet forvandlet af Guds ord, og nu forvandlede det den måde, han tænkte og talte på. Det forvandlede ik­ke sproget, for han talte netop i tidens sprog for tidens mennesker. Men bud­ska­bet var ikke længere tidens. Det var ikke tidens dårligdomme, som fyldte og over­skyg­gede, men håbets lys, som brød frem. Det var nyt fra Gud, det var Gud, som greb ind i historien.

Gud greb ind i historien. Det er det, som vi fejer jul for i de kommende dage. Det er det, som vi allerede nu begynder at tage forskud på, nu, hvor mørket begynder at svinde, og lyset bryder frem.

Det er trods alt ikke annus horribilis, et rædselsfuldt år, som vi går ud af, for vi le­ver i et annus Domini, et Herrens år. Det totusind og tredje og snart det totusind og fjerde siden lyset brød frem - det lys, som er Jesus Kristus. Det lys, som skin­ner gennem tiden, i verden og i vore hjerter. Amen.