Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Dette er Johannes’ vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« »Hvad er du da?« spurgte de ham, »er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« Han svarede: »Jeg er ’en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!’ som profeten Esajas har sagt.«
    De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.

Nu står julen for døren. Lige for døren, må vi sige, for i år falder 4. søndag i advent på juleaftensdag. Her i formiddag afslutter vi adventstiden, og allerede i eftermiddag kan vi begynde at fejre julegudstjeneste.

Inden vi begynder at fejre jul, kan vi meget passende overveje, om vi er vel-forberedte. Her tænker jeg ikke på, om vi er blevet færdige med alle indkøbene, om køleskabet er fyldt og pakket tæt med god mad til alle juledagene, om der er kager og konfekt til at fylde fadene, om alle gaverne er købt, om der er pyntet, fejet og klar.

Når det gælder det materielle, er vi vist – de fleste af os – velforberedte. Vi gør måske også mere ud af det, end godt er, således at det materielle overskygger det åndelige, og således at vi slet ikke formår at standse op og slappe af. Men lad os slappe af. Sæt jer godt tilbage i bænkene og træk vejret lidt dybere og lidt langsommere. Skulle en enkelt af jer tage en lille blund, så skal det være vel undt…

Hvordan bliver man så velforberedt – rent åndeligt altså – på julen? Jo, mon ikke man skal gøre ligesom de små børn: man skal glæde sig. Man skal tænke på alt det bedste, man ved, og så lidt til, og så skal man glæde sig.

Det er det, man har adventstiden til: at glæde sig. Vi har gennem de fire adventssøndage hørt de skønne profetier om fryderåb og jubelsang, om ulven, der skal bo sammen med lammet, om ødemarken, der skal blomstre, om at Gud skal vende hjem til sit folk, og vi skal se hans frelse.

Jo, man skal gælde sig. Men man skal også glæde sig til det rette og over det rette. Man skal fx kunne kende forskel på gave og indpakning. Det kan jo godt være, at indpakningspapiret med guld og glimmer er meget kønnere end de grå striksokker, som en kær, gammel tante har strikket til en, men det er altså sokkerne, der varmer om fødderne. Ja, og det kan være, at det er en af de mest undseelige gaver, der er den bedste, fordi den er givet i kærlighed af et godt hjerte…

De jøder, som blev sendt ud fra Jerusalem for at tale med Johannes Døber, de havde også gået og glædet sig. De ventede på Kristus, ham, som Gud ville sende for at opfylde alle profetierne.

”Hvem er du?” spurgte de ivrigt, og Johannes svarede ikke, hvem han var, for det var i grunden ikke det, de spurgte om. Det, som de spurgte om, var: ”Er det nu, vi skal have den dejligste julegave, vi nogensinde har ønsket os?” Det måtte Johannes sige nej til: ”Jeg er ikke Kristus.”

Så spurgte de lidt videre, men det var i grunden lige meget, for uden Kristus kunne det jo ikke blive jul. Det var ikke værd at snakke mere med ham Johannes, tænkte de, og det var kun, fordi de skulle have besked med hjem, at de spurgte: ”Hvem er du da?” Og han svarede: ”Jeg er ’en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!’ som profeten Esajas har sagt.”

Nu blev de klar over, at der alligevel var noget ved Johannes. Selv var han ikke Kristus, men han var altså en forløber for ham. Og så spurgte nogle af dem så, hvorfor han døbte, når han nu ikke var Kristus.

Igen kunne Johannes sikkert godt have sagt en hel masse om, hvorfor han døbte, men han svarede blot kort om sig selv: ”Jeg døber med vand” og fortsatte med at vidne om Kristus: ”midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.”

Det var et meget mærkeligt udsagn, som sluttede samtalen den dag i Betania på den anden side af Jordanfloden, hvor Johannes døbte…

Hvad ligger der i de ord, som Johannes sagde? Kan disse ord have noget at sige til os i dag på denne side af eller snarere langt fra Jordanfloden? Kan vi foretage et sådant spring i tid og sted? Lad os forsøge:

Kristus passer ikke til de forventninger, som man umiddelbart måtte have om en stor og mægtig skikkelse, som drager frem i herlighed og med magt og vælde, for han er tilstede midt iblandt almindelige mennesker. Ser man efter magt og vælde, så ser man ikke Kristus.

Det, som vi fejrer i julen, er, at Guds Søn blev menneske. Et lille menneske, et barn født i en stald, et barn, som måtte ligge i en krybbe – dyrenes foderskål – fordi der ikke var noget bedre at ligge i. Det er ham, der er den største julegave. Vi er – ligesom Johannes – ikke værdige til at løse hans skorem, men alligevel får vi ham som en gave, vi må pakke op. Vi har ikke gjort os fortjent til det, men Gud giver os i kærlighed sin Søn til at være vores bror og frelser.

Johannes døbte med vand i Jordanfloden, men midt iblandt os er en tilstede, som med ånd og sandhed gør vores dåb til en dåb i livets flod.

Kan vi lære mere af Johannes? Sagtens! Der er i hvert fald en sætning, som er rigtig god at kende: ”Jeg er ikke Kristus!”

Den sætning kan bruges, når man forsøger at gøre sig selv til Gud. Når du eller jeg tror, at vi kan klare alting. Når vi tror, at vi kan købe alting. Når du tror, at din egen eller andres velfærd udelukkende beror på dig. Når jeg tror alt for meget om mig selv. Så skal vi sige til os selv: ”Jeg er ikke Kristus!” Og så skal vi se: så får vi fred for os selv.

Og når man forsøger at gøre sig selv helt lille. Når man ikke kan holde sig selv ud, og når andre måske heller ikke kan. Når alt er håbløst og udsigtsløst, og man ikke kan finde nogen udvej for sine problemer. Kender du det? Så sig til dig selv: ”Jeg er ikke Kristus!” Så lad ham, som vil bære al verdens synd, smerte og ensomhed, bære også dine byrder, hvad de end består i.

Ja sig under alle forhold: ”Jeg er ikke Kristus!” Så er du velforberedt til julen, og så vil Guds fred, som overgår al forstand bevare hjerte og tanke i Kristus Jesus. Amen.