Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.«
   Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.«

I husker måske nogle af jer, hvad jeg før har nævnt, at vores familie i efterårsferien besøgte en dinosaur-udstilling. Siden da har vi talt meget om verdens udvikling. Særlig Frederik på 6 år er meget optaget af det, og han synes, at det er interessant, at fuglene, herunder vores høns, er fjerne slægtninge til dinosaurerne.

Men også menneskets udvikling har vi beskæftiget os med. Og vi har snakket meget om, hvad der gør os til mennesker. ”Hvad opfandt mennesker først, far?”, har Frederik spurgt. Og jeg har så måttet tænke efter.

Jeg ved ikke, om det er helt nøjagtigt sådan, det er foregået, men formodentlig har mennesket først opfundet redskaber. Det har været sten, som man kunne anvende til at knække nødder og hårde frugter. Eller stenstykker, som man har kunnet skære med. Og snart har man kastet eller skudt med sine redskaber, når man gik på jagt; sådan opfandt man våben.

Herefter opstod behovet for en ny opfindelse: ilden. Man havde behov for at tilberede de dyr, som man nedlagde, så man kunne få steg og ikke bare tatar. Og man lærte at frembringe ilden selv – at kontrollere den.

Løbende udviklede sproget sig, så man ikke bare kunne nikke ja og nej eller vinke afværgende eller opfordrende med hænderne. Men man kunne efterhånden vise vej, give instruktioner, eller – hvad der var mindst lige så udviklende – man kunne sidde i lejrbålets flakkende skær og fortælle historier. Man kunne genoplive skete begivenheder og forudse det, som måtte komme.

Og så udviklede skriftsproget sig. Det skete først i forbindelse med behovet for at gøre notater om økonomiske transaktioner. Og guldet dukkede op som den ypperste valuta, smuk, holdbar og meget praktisk, fordi en lille mængde repræsenterede en stor værdi…

Og det var alt sammen meget godt. Det var næsten som paradis, skulle man tro. Men nej, alt godt har sin modsætning. Enhver brug følges af misbrug. Ved det gode står synden på lur.

Våben, som skal anvendes til at skaffe føde og opretholde livet, anvendes til at true og slå mennesker ihjel med. Ilden, som skal give varme og oplysning, bliver, hvad vi atter har set i de seneste uger, misbrugt til ødelæggelse, når had flammer op i forvirrede og formørkede sind. Ordene, som skulle tjene til samtale og forståelse, bliver anvendt til løgn og manipulation. Og guldet, egentlig et byttemiddel, en valuta, bliver nu begæret i sig selv. Det stiger os til hovedet, det giver os dollartegn i øjnene, siger man…

Guld er evig, sandt og uforgængelig. Det er ganske vist. Derfor bruger vi det til at fremstille vielsesringe. Men vielsesringene er ikke det, som de symboliserer. De kan ikke sikre et ægteskab. Det kan kun en række helt andre helt ikke-metalliske begreber, handlinger og holdninger: barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Overbærenhed og tilgivelse. Kærlighed frem for alt.

Guld er det evige, sande og uforgængelige metal. Men vil vi ud over det metalliske og nå til ånd og sandhed, så må vi vende os til Gud som den evige, sande og uforgængelige. Ja, og ikke bare det, Gud er også den evigt uomgængelige: den, som vi ikke kan komme udenom.

Det er det, som denne søndags bibeltekster alle handler om: Israelitterne i ørkenen forsøgte at gøre deres egen gud, da de støbte en gulvkalv. De samlede alt deres eget, deres bedste, deres elskede guld. Og de gjorde sig deres egen gud. Holdbar, værdifuld og til at holde styr på.

Og i Åbenbaringsbogen hører vi om en menighed, som bliver rost for sine gerninger og sin udholdenhed, men den har svigtet sin første kærlighed. Og den er det vigtigste, det som bør være uomgængelig for en kristen menighed. Og hvad er det da? Er det at elske Gud? Jeg tror det ikke. Jeg tror ikke, at Gud er vores første kærlighed, selv om Gud burde være det. Gud før guld, Gud før alt andet.

Men hvad er da den første kærlighed? Måske har vi halvgamle glemt det? Måske har vi halvgamle glemt alle ungdomsforelskelserne og glemt, hvad der var, der karakteriserede den forelskelse, som kunne kaldes den første kærlighed? Den første kærlighed var nemlig langtfra den første forelskelse, men det var den første gang, at vi fandt vores følelser gengældt af den andens kærlighed – ja ikke bare fandt vi den gengældt, men vi blev overvældet af den andens godhed, mildhed, overbærenhed og tilgivelse. Det var den første gang, at den anden ikke bare var forelsket i det glansbillede, som vi foregav at være, men godtog vores virkelige jeg med alle vores fejl og mangler. En kærlighed, som gav afkald på det perfekte.

For de fleste af os betød den første kærlighed i forholdet til et andet menneske ikke nødvendigvis noget længerevarende, intimt eller varigt forhold, men det gav os et glimt af, en indsigt i kærlighedens væsen.

Men i forhold til Gud må vi blive ved den første kærlighed, hvis vi vil leve i sand kærlighed.

Vi kan selvfølgelig være glade for alle vores ting, vores opfindelser. Redskaberne, ilden, sproget, pengene. Uden dem var vi som dyr. Men med dem uden kærlighed, uden ånd er vi ikke meget bedre: da ender vi som uhyrer – djævelens børn.

Den første kærlighed består ikke i, at vi elsker Gud, men i at Gud elskede os først. Den første kærlighed er Jesus Kristus, Gud i kød og blod. Medlidende, solidarisk. Den, som kender sandheden om os og elsker os alligevel. Han, som døde for os.

Den første kærlighed viste sig i tiden med korset som centrum, og siden er korsets tegn tegnet over mennesker i dåben, ved nadveren og efter velsignelsen.

Korsets tegn er egentlig, ved første blik et ødelæggelsens, undertrykkelsens og mordets tegn. Men Gud har gjort det til et livets tegn, et livets træ til evigt liv. En sandhed, som er svær at tro: at vi er i Guds hænder, og at det er sandt, når Jesus siger: ”Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.” Amen.