|
 Prædiken til 3.
søndag i fasten (I), Luk 11,14-28
Rinkenæs kirke søndag d. 15. marts
2009
(bearbejdet udgave af prædiken fra
2001)
266 Mægtigste Kriste - 448 Fyldt af glæde over livets under - 355 Gud har fra evighed givet sin Søn os
til Herre // 166 Så skal dog Satans rige - 439,1 O du Guds Lam - 473 Dit
minde skal, o Jesus, stå - 634 Du ved det nok mit hjerte
Dette hellige evangelium skriver
evangelisten Lukas:
Engang drev Jesus en dæmon ud
der havde gjort en mand stum. Så snart dæmonen havde forladt manden,
kunne han tale igen, og det undrede folk sig højlydt over. Men nogle af
dem sagde: »Når han kan drive dæmoner ud, er det bare fordi han får
hjælp af Beelzebul, dæmonernes fyrste.« Andre ville udfordre ham og
forlangte at han gav dem et bevis på at han var sendt af Gud. Men Jesus
gennemskuede dem og sagde: »Hvis der er borgerkrig i et land, bliver det
ødelagt, og den ene familie overfalder den anden. Hvis Satan bekæmper
sig selv hvorfor er hans rige her så stadigvæk? I siger jo at jeg får
hjælp af Beelzebul til at drive dæmoner ud. Men hvis det er rigtigt,
hvem hjælper så jeres egne folk når de gør det? Lad dem afgøre om I har
ret. Men hvis det nu er Gud der hjælper mig med at uddrive dæmoner, så
er Guds rige allerede kommet til jer.
Man kan
sammenligne Satan med en stærk mand der forsvarer sit hjem med våben og
derfor kan have sine ting i fred. Men hvis der kommer en der er endnu
stærkere og besejrer den stærke mand, vil han tage de våben fra ham som
han stolede fuldt og fast på. Han tager alle mandens ting med sig og
deler ud af dem. Den der ikke er med mig, er imod mig. Og den der ikke
hjælper mig med at samle, han spreder.«
Når en dæmon er
faret ud af et menneske, flakker den rundt i ørkenen for at finde et
sted at slå sig ned, men det lykkes ikke. Derfor bestemmer den sig for
at tage tilbage til det hus den blev drevet ud fra. Når den gør det,
opdager den at huset er rent og pænt, og så henter den syv andre dæmoner
der er værre end den selv, og flytter ind sammen med dem. På den måde
bliver det værre for den besatte end det var før.«
Mens han talte,
var der en kvinde mellem tilhørerne der råbte til ham: »Hvor må din mor
være lykkelig. Hun har både født dig og ammet dig.« Men han svarede:
»Ja, men de der hører hvad Gud siger, og holder fast ved det, er endnu
lykkeligere.« D.N.A.
For mange år siden var jeg til et møde,
hvor en præst fortalte om fænomenet ånden i glasset.
Præsten var for øvrigt Steen
Skovsgaard, som nu er biskop på Lolland-Faster.
Ånden i glasset er
en leg, som børn og unge mennesker på det tidspunkt var meget optaget
af. Den foregår på den måde, at man stiller et glas på hovedet på en
plade med bogstaver og tal, og de medvirkende lægger så hver en hånd
ovenpå glasset og de andres hænder. Derefter påkalder en af deltagerne
ånden i glasset for at få noget at vide.
Man starter i det
små med at stille enkle spørgsmål, fx ”er det mandag i dag?”, og
tilsyneladende ganske af sig selv bevæger glasset sig hen over pladens
bogstaver N.E.J. Man fortsætter med flere spørgsmål og svar, og når man
er blevet varmet godt op, bliver spørgsmålene mere komplicerede. Nu
synes nogle af svarene at være lidt tilfældige, men andre ser ud til
godt at kunne passe.
På et tidspunkt
spørges der selvfølgelig ”skal den eller den dø?”, og svaret bliver
naturligvis J.A., og snart er en så tåbelig at spørge: ”Hvornår skal
jeg dø?”, og får måske som svar en dato ikke langt ude i fremtiden.
Så stopper legen for denne gang, og børnene prøver at overbevise
hinanden om, at det hele bare var en leg, men bange bliver de alligevel.
Steen Skovsgaard
fortalte, at han havde spurgt sine konfirmander, om de kendte til
ånden i glasset? Jo, det gjorde de da, og nogle af dem havde også
prøvet legen flere gange.
Jeg overvejede, hvad
jeg ville have sagt til konfirmanderne i den situation. Jeg ville
måske dengang have sagt: ”hold op med det pjat, det er den rene
overtro!”, og så ville jeg have fortsat med at forklare rent
psykologisk, hvorledes deltagernes fælles vilje sagtens ubevidst
kunne styre glasset i denne tåbelige leg.
Sådan svarede Steen
ikke. Han tog sine konfirmander alvorlig; for dem var legen ikke bare en
tilfældig leg, men noget, som både greb dem og gjorde dem bange. Han
afviste ikke, som så mange andre gjorde, at der virkelig kunne være en
ånd i glasset, men sagde: ”Hvis ånden gør jer bange, så må det være en
ond ånd, og så er det bedst at holde sig væk fra den!”…
Det råd om at holde
sig væk fra det, som gør en bange, det råd kan godt trænge til
gentagelse, for der er mange mennesker, som bliver fascineret af
ondskaben.
Således giver det
ikke bare stor opstandelse og bestyrtelse, når noget ondt sker, som fx
skoleskyderiet i Tyskland, hvor en ung mand slog en masse
skolekammerater og lærere ihjel. Men det bliver også omtalt vidt og
bredt og analyseret forfra og bagfra, selv om man ved, at netop omtalen
og den overvældende interesse er skadelig og giver anledning til at
sådant vanvid bliver kopieret og springer fra USA til Finland til
Tyskland.
Men vi er
nysgerrige, og er virkeligheden ikke slem nok, så har vi jo
æstetiserende fremstillinger nok i filmens verden i film som Ondskabens
øjne eller Kill Bill eller for den sags skyld Indiana Jones, som vi
sluger som familieunderholdning med børnene.
Måske kunne et par
strofer fra en moraliserende sang, som nogle af os kender fra
søndagsskolen, være på sin plads: ”Lille øje, pas nu på, hvad du ser …
lille øre, pas nu på, hvad du hører”, for selvom vi ikke skal være som
strudsen Rasmus og stikke hovedet i sandet og så regne med, at det
onde, som vi ikke ser, det sker heller ikke, så skal vi til gengæld ikke
regne med, at vi uden omkostninger kan svælge i ondskaben blot
fornøjelsens skyld…
”Ja, men”, kunne man
spørge, ”bliver vi da onde af at se ondskabsfulde film? Bliver vi værre
af at interessere os for detaljerne, når en syg morder bliver
diskuteret?” Nej, det gør vi nok ikke, men vi lader os fylde med tomhed
og får et forvrænget æstetiserende eller analytisk billede af ondskaben,
og det farlig.
Hvorfor det? Det er
farlig, fordi vi tror, at det onde er noget, som foregår et helt andet
sted, noget, som vi kan holde på afstand og under kontrol. Det er ikke
i vort hus, det onde foregår. Det er ikke engang i naboens hus, men i
København eller i Tyskland eller i Amerika.
Og den opfattelse
passer godt ind i Djævelens plan. Allerhelst vil Djævelen have, at vi
tror, at der slet ikke findes ondskab, men hvis vi alligevel tror, at
det gør der, så passer det ham godt, at vi bilder os ind, at ondskaben
findes et andet sted, og at den ikke rigtig har noget med os at gøre. At
vi bilder os ind, at vi er immune og usårlige. Men bilder vi os det ind,
så er vi først forsvarsløse…
Kampen mellem Gud og
Satan udkæmpes ikke som en sportskamp i en arena med fair play
og efter reglerne. Den føres ikke som en rigtig krig til lands,
til vands og i luften. Kampen føres overalt: i Amerika, i København og
inde ved naboen, men det er ikke det værste. Kampen foregår også i dit
og mit sind.
I kender sikkert
jeres mørke sider, ligesom jeg kender mine. De røber sig ikke altid,
men indimellem dukker de op til overfladen, og man ser det, som man ikke
troede, var i en: løgnen overfor den man holdt af; lysten til at gøre
noget, som kan skade andre eller endog en selv; begæret efter magt og
indflydelse ikke blot for en god sags skyld, men for ens egen
selvhævdelses skyld; nydelsen på andres bekostning. Jo, ondskab og
dæmoner findes…
Og Jesus kom og
uddrev dæmoner. Han uddrev en dæmon af en stum, og den stumme begyndte
at tale. Men Djævelen er snedig, og bryder sig ikke om at blive
overvundet af det gode. Så hellere sige, at det var selvmål, at det var
Djævelen selv, som uddrev dæmonerne. Men det var det ikke. Det var
Jesus, der viste Guds kraft og magt: vel er Djævelen stærk, men Gud er
stærkere…
”Men findes dæmoner
så i dag?”, kan man spørge, ”har vi brug for beskyttelse imod dem?”
Spørgsmålet blev faktisk bragt på bane en aften, da jeg lagde mine børn
i seng. Da vi havde bedt Fadervor, spurgte Frederik på 7 år: ”Far, er
det ikke gammeldags at bede Fadervor?” ”Jo”, sagde jeg lidt tøvende,
”det er det vel, men hvad mener du egentlig med det spørgsmål?” Og så
forklarede Frederik, at der jo ikke var krig, og derfor var det ikke
nødvendig med Fadervor. Og jeg måtte give ham ret: ”Nej, der var ikke
krig, men derfor kunne man jo godt bede Gud om hjælp og sige Fadervor
alligevel. Og så bød Christian på 5 år ind med sin forklaring: ”Jamen
det kan jo godt være, at det er fordi, at vi beder Fadervor, at
der ikke er krig!”
Det var en fin
forklaring, synes jeg, og jeg tror, at der er meget rigtig i den. Kampen
mellem Gud og Djævelen foregår stadig. Det kan vi jo se. Men det
afgørende slag er udkæmpet. Da Guds Søn kom til verden, gik
han ind i den stærkes hus og kæmpede med ydmyghedens og kærlighedens
våben. Så ydmyg var han, at han døde. Han nedfor til dødsriget, og netop
fordi han var uden synd, kunne Djævelen ikke holde ham, men
mistede grebet, mistede sine våben, mistede den endelig magt. Djævelen
mistede magten, og Gud vandt, da Jesus opstod fra de døde.
Det er det, vi tror
på. Vi tror på, at også vore dæmoner skal blive drevet ud. Dæmonerne
skal blive drevet ud ved Guds kraft. Men vi skal ikke af den grund læne
os tilbage og tro, at vi kan være neutrale, for ” Den der ikke er med
mig, er imod mig. Og den der ikke hjælper mig med at samle, han
spreder”.
Og hvor står vi
overfor det ord? Hvordan skulle vi dog kunne være med Gud, vi,
som har det onde i os? Hvad kan vi gøre? Vi kan sige de ord, som
lød over os ved vor dåb, og som vi lærte, da vi var børn, og da vi gik
til konfirmation. Vi kan sige trosbekendelsen, hvor vi forsager Djævelen
og bekender troen på Gud, Fader, Søn og Helligånd.
Vi kan tale med Gud
i bøn, for vi er jo ikke besat af en stum dæmon, men skulle vi mangle
ord, så kan vi altid sige den bøn, som Jesus selv har lært os, nemlig
Fadervor. Og så skal vi lytte,
lytte til Guds ord og bevare det i vores hjerter. Amen.
|
