Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 14,1-11 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Vejen er et ord, som har mange betydninger. Det er et fra og et til. Det er et hvordan og hvorledes. Det er retning og indhold. Vejen er et ord, som kan misforstås. Det sker fx i det pjattede spørgsmål, som børn kan finde på at stille: ”Hvad er der i vejen?” Hvorpå de så selv svarer: ”Sand og grus og asfalt!” Det er vigtig at kende vejen, hvis man skal et sted hen. Og faktisk er det sådan i nogle lande, at det er lidt pinligt, hvis man ikke kan svare for sig, når man bliver spurgt om vej. Således kan man i Grækenland aldrig være helt sikker på at have fået rigtig besked, når man har spurgt om vej og fået en forklaring, fordi den adspurgte hellere vil vise forkert vej end at indrømme, at han ikke kender vejen. Nogle gange kan det også være et problem at være nødt til at spørge om vej. Således har den berømte prædikant Billy Graham fortalt om, hvordan han engang for mange år siden kom til en by, hvor han skulle tale i en af kirkerne. Da han kom, ønskede at poste et brev, som han havde skrevet, spurgte han en ung mand om, hvor posthuset lå. Da manden havde forklaret det, takkede Billy Graham og sagde: ”Hvis du kommer hen i den og den kirke i aften, kan du høre mig prædike over, hvordan man kommer i himlen.” – ”Nej, tak, det tror ikke, at jeg får noget ud af,” sagde den unge mand. ”Du ved jo ikke en gang, hvordan man finder vej til posthuset.” Og den beskyldning mod Billy Graham for at ville vise vej til noget, som han ikke selv kender vejen til, kender vi også godt fra det hjemlige folkevid. Her kalder vi jo de pæle, som står langs vejkanterne, for præster, fordi de viser vejen, men ikke går den selv! Og hvilken vej er det så, vi taler om i dag? Det er bl.a. vejen til himlen, det er vejen til Gud, endemålet. Det, som jeg læste lige før, foregår den sidste aften, Jesus var sammen med sine disciple. De har spist sammen, og nu forbereder Jesus dem på, at han skal forlade dem. Han skal dø, og de skal være alene. Og det er ligesom om, at Jesus taler om himlen, om det sted, hvor man skal være efter døden og opstandelsen. Det er et hus med mange værelser, og Jesus går i forvejen og gør en plads rede også for os. Og Thomas spørger: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?”. Måske mener han: ”Er himlen på den anden side af Mælkevejen eller i en anden galakse? Herre, vi har ingen ide om, hvor himlen er, og vi ved ikke, hvordan vi skal komme der!” Og måske forklarer Jesus: ”Thomas, stol på mig. Jeg vil gøre en plads rede for dig, og når tiden er inde, vil jeg komme og hente dig!” En amerikansk præst med danske aner har fortalt således: Der er en begivenhed i min families historie, som hjælper mig til at forstå dette bibelsted. Min mor har fortalt mig om det for mange år siden: Tidligt i 1900-tallet planlagde bedstefar Maurice Petersen og hans familie at immigrere fra Danmark til det forjættede land, Amerika. Og bedstefar Maurice lovede sin kone, min bedstemor, Elizabeth to ting: ”Elizabeth, Jeg rejser til Amerika for at skabe et nyt hjem for dig og vore fire børn, (min mor, Edith, var den ældste), og nye livsmuligheder i Houghton, Michigan. Jeg vil rejse med tog her fra Randers og tage færgen fra Århus til København. Derfra vil jeg rejse med det store skib over Atlanten til Ellis Island. Og jeg vil stå i kø så længe, det varer på Ellis Island, og derfra tage toget til Houghton, Michigan. Og der vil jeg skabe et vidunderligt hjem for dig og børnene. Og når tiden er inde, vil jeg komme tilbage og hente jer og bringe jer dertil.” Og min bedstemor sagde: ”Maurice, du skal komme tilbage efter mig og børnene. Vi vil aldrig selv kunne finde vej til Amerika.” Og bedstefar sagde med sin dybe, rolige stemme: ”Du er nødt til at stole på mig, Elizabeth. Jeg rejser over og skaber os et hjem i Amerika, og jeg skal nok komme tilbage efter jer.” Og bedstemor stolede på ham. Så tog bedstefar af sted på den lange rejse til Amerika, hvor han skabte det nye hjem. Og da tiden kom, rejste han tilbage efter sin kone og sine børn, som aldrig selv ville have kunnet finde vej. Han gjorde som lovet. Da min mor rejste, var hun 5 år, og hun så aldrig sin bedstemor igen efter at have vinket farvel til hende i Randers, men hun kom velbeholden frem til det nye, vidunderlige hjem på den anden side af det store hav. På samme måde er det med Jesus og det, som han lover: ”Jeg rejser bort for at forberede et nyt sted, hvor du kan leve i et forjættet land. Det er et vidunderligt sted, en bolig med mange værelser, hvor der ikke er tårer, sorg eller pine. Jeg forbereder det til dig, og når tiden er inde, vil jeg komme igen og tage dig til mig og bringe dig derhen.” Og de, som har et barns hjerte, tror på, hvad Jesus siger. Og ligesom min bedstefar holdt sine løfter, sådan vil Gud være endnu mere trofast. ”Tro på Gud, og tro på mig,” sagde Jesus.«** Så vidt den amerikanske præst. Men vejen er ikke bare endemålet, resultatet, den himmelske belønning. Vejen er også et undervejs og et hvordan. Det er jo derfor Jesus siger: ”Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til min far uden om mig.” Det udtryk er i øvrigt blevet snuppet og forvansket af præster og hele kirkesamfund gennem tiden. Således har nogle prædikanter taget patent på og skaffet sig en slags eneret på disse ord, så at deres tilhørere og tilhængere har hørt og følt, at det var netop disse præster, som de skulle følge og adlyde for at følge Jesus. Og i den katolske kirke har man sagt: Uden for kirken – underforstået den katolske – er der ingen frelse. Men det er jo en fordrejning af Jesu ord, da ingen kirke kan være Jesus eller have fortolkningsmonopol. Og mon ikke de forskellige kirker, som vi kristne må forstå som søsterkirker og en stor menighed med den samme Herre, netop allerede nu bor i de forskellige værelser i Guds hus? ”Jeg er vejen og sandheden og livet,” siger Jesus. Og deri kan vi forstå Jesu liv og gerning som en vejviser, en lære, et forbillede, et løfte. Men Jesus er mere end det. Han er ikke bare vejens linjeføring, dens ide, dens formål. Jesus er vejen selv, vejens materiale. ”Hvad er der i vejen?” ”Sand og grus og asfalt!” Jesus er sand, grus og asfalt forstået på den måde, at han er den, som bærer, den, som er med, den, som lægger sig ned og lader sig træde på, den, som ofrer sig. Han er grundlaget for at forstå livets og dødens gåde, Guds gåde, kærlighedens gåde. Jesus blev vejen ved at blive menneske, ved at leve et menneskeliv, ved at dø som et menneske. Og da han gik bort, gik han ikke til et sted, som vi ikke vidste, hvor var, men et sted, som vi udmærket kender, det sted, som vi føler os hensat til, når vi er hjemløse og modløse, dødens sted, smertens og kuldens sted. Gudløshedens sted. Og han gjorde det for at føre os tilbage fra døden til livet. For at hente os hjem gik Jesus bort. For at give os plads hos Gud gik Jesus gennem døden og overvandt den. Derfor må vi mennesker nu føle os hjemme hos Gud både i denne verden og i den kommende. Ikke som gæster, fremmede og immigranter, men som indbyggere, borgere og børn i Guds rige. Fordi han er vejen for os, og han er med os på vejen. Amen. * Gudstjenesten blev anderledes end planlagt, da det musikalske
akkompagnement var på klaver ved Rhoda Christensen.
|
