Prædiken til 3. søndag efter påske, Johs. 16,16-22.
søndag d. 11. maj 2003. Menighedshuset kl. 10.00,
Broager kirke kl. 19.30
198 Som den gyldne sol frembryder - (190 Krist stod op af døde) - 625 En
liden stund // 487 Guds fred er mer end englevagt - 432 - 310 Som aldrig så
lang er nogen dag
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: ”En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort
tid, så skal I se mig.” Da sagde nogle af hans disciple til hinanden:
”Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig
ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?” De
sagde altså: ”Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke,
hvad han taler om.”
Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem:
”I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I
mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger
jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge,
men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det
svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker
hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til
verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres
hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.”
I eventyret Den uendelige historie sker der det, at verden er ved at gå
under. Det er intetheden, der dukker op ude i den ene ende af verden. Og den
intethed opsluger alt det, som er til. Alt forsvinder fra en ende af.
Fuglesangen forstummer. Dyrene løber opskræmt væk. Og en susen, som stiger
til en øresønderrivende brølen kommer nærmere. Træer rykkes op med rode og
suges væk. Marker og søer, sletter, have og bjerge forsvinder. Alt opsuges
af intetheden, og en dødsens tavshed er tilbage. Intet, end ikke lyden af
det, som var, er tilbage.
Det er som om, at alt det gode i verden er væk. Det er som om, at Gud er
død. Til sidst i eventyret, lige inden alt forsvinder ind i intetheden, er
det selvfølgelig det gode, kærligheden, der ved en lille drengs hjælp redder
verden…
Tænk om Gud var død! Det er nok den forfærdeligste tanke, som kan tænkes.
Det måtte jo betyde, at intet godt kunne bestå. Det ville betyde, at alle
vore værste mareridt blev til virkelighed, og at selv vore mindste håb og
mest beskedne drømme aldrig kunne gå i opfyldelse. Alt ville dø for os, og
end ikke minderne ville kunne leve i vore tanker…
Var det sådan disciplene tænkte, dengang Jesus døde på korset: ”Gud er
død!”? Nej, det var det nok ikke. Det var deres mester og gode ven, som var
blevet korsfæstet. Han havde været hos dem og givet dem så meget. Han havde
ledt dem. Han havde lært dem. Han havde været et lysende eksempel for dem.
De havde sat ham uendelig højt, syntes de, men de havde aldrig rigtig
forstået ham helt til ende - forstået, at han var Guds Søn.
At disciplene ikke havde forstået det, var der ikke noget at sige til,
for selv om Jesus havde forudsagt det og forklaret det, så havde han jo også
sagt, at man ikke kunne forstå ham helt før bagefter. Man kunne ikke kende
vejen, før han var gået den.
Og Jesus døde efter at være blevet korsfæstet, og disciplene sørgede og
troede, at nu var det slut. Slut med mennesket Jesus, deres lærer og
mester. Men det var det ikke. Jesus genopstod og viste sig derved at være
Messias, Kristus, Guds salvede, Guds elskede Søn. Jesus viste sig at være
alt det, som han havde forudsagt, men som de ikke havde kunnet forstå: Guds
Søn, ja Gud selv.
Nu begyndte det at dæmre for dem, hvad der var sket, hvad der havde været
på spil. Det var jo alverden, der havde været på spil, for Guds søn, dvs.
Gud selv, havde været død, men var blevet levende igen. Intetheden havde
opslugt ham, men han havde overvundet dens magt. Han var sandelig Gud, den
almægtige.
Men ikke bare var han det. Han havde jo også været hos dem, været sammen
med dem, været en af dem. Han havde sultet og tørstet. Han havde været vred
over ondskab og udnyttelse. Han havde sukket. Han havde grædt. Han havde
haft et hjerte for hjælpeløse og forfulgte. Han havde ladet sig bevæge. Og
til sidst lod han sig piske og pine og dræbe. I livet havde han vist
medlidenhed og medfølelse, og til sidst i døden havde han underkastet sig
afmagten. Gud havde været hos dem!
Først efter Jesu død og opstandelse begyndte disciplene rigtig at forstå
lidt af, hvad Jesus havde talt om. Og så begyndte de at huske tilbage på
alle deres samtaler, alt det, som de havde snakket om, alt det, som han
havde fortalt dem. Det, som vi hører om i dag, er fra de såkaldte
afskedstaler i Johannesevangeliet. De er skrevet i en særlig stil, nærmest
meditativt (teksterne fortjener faktisk at blive læst i meget større afsnit,
end de få udpluk, som vi læser nogle gange her efter påske).
Det er ligesom om, at betydningen ikke er til at få til at få rede på.
Nogle siger, at betydningen slet ikke er der. De mener, at evangelisten
væver og ikke siger noget særlig fornuftigt. De tror, at afskedstalerne slet
ikke har fundet sted, og at de er rent tankespind fra evangelistens side.
Andre er af en anden opfattelse. De finder, at teksten giver mening, selv
med dens meditative karakter, ja, netop derfor. Ord og udtryk, tanker og
ideer spejler sig i hinanden og giver enhver, som hører det, mulighed for
selv at spejle sig deri. Den umiddelbare og strengt logiske betydning træder
i baggrunden og er meget mindre vigtig end den effekt, som spejlingen har.
Lad mig give et eksempel: når man en skyfri og måneklar nat kører i bil,
så kan man opleve, at månen følger en. Træer og marker synes at suse forbi
og forsvinde bag en, men månen kan stadig ses gennem det samme sted i
bilruden. Fænomenet har en logisk forklaring, men den forklaring er ikke
særlig interessant. Langt mere interessant er virkningen, de tanker der
sættes i gang. Den spejling, der sker.
Man sidder der i bilen og tænker, at der er en forbindelse mellem det
endelige og det uendelige. Mellem lille mig, som sidder her i den varme bil
med den summende motor, og så dette himmellegeme uendeligt langt borte,
stille, ude i rummets kulde. Eller måske går tankerne i en anden retning:
Se, der er månen, og den følger mig og skinner på mig, men den følger jo
også alle andre, som ser på den. Den skinner på mig herude på vejen på
farten, men den skinner jo også på de kære derhjemme, som forhåbentlig
ligger trygt og sover.
Og hvad er det så, som Jesus siger i afskedstalerne? Hvad er det vi skal
spejle os i? Hvad er det for tanker, der skal sættes i gang?
Det er tanker om tid, sorg og glæde. Disciplene havde deres sorg og deres
glæde på deres tid. De vandrede med Jesus, de så ham dø, de så ham opstå, og
de begyndte at forstå. De begyndte at tro. De forkyndte troen for andre, og
med tiden blev vi led i troens kæde gennem verden, gennem tiden.
Ordene i afskedstalerne var først sagt til disciplene. De var sagt før
det, som skulle ske, skete, og nu hører vi dem bagefter. Og nu burde vi
kunne forstå meget bedre end disciplene. Vi burde kunne forstå, at når Jesus
siger til disciplene, at han skal forsvinde og så komme igen, så betyder
det, at han skal blive korsfæstet og dø for så at opstå på tredjedagen.
Men er det bare det, som han siger til os i dag? Nej, det er det vist
ikke kun. Det er mere. Når man kigger ind i ordene og spejler sig i dem og
fornemmer, at Jesus følger med os i dag, ligesom månen følger med den, som
kører i bil om natten, så hører man også noget andet, ord, som taler til en
her og nu. Ord til den, som ikke ser Jesus, eller den, som ikke ser Jesus
længere. Det lyder: ”En kort tid, så skal I se mig!”
Og hvad er da en kort tid? Hvornår skal vi se ham? Måske er den korte tid
dit korte liv! Dvs. du skal ikke i levende live se Guds Søn. Du må vente,
til din time kommer, den time, da han oprejser dig fra de døde. Måske er den
korte tid kortere, for ingen ved, hvornår Herren kommer igen og vender
verdensløbet.
Indtil da må du skue ham med hjertet: Når du knæler ved alteret i dag, og
han lader sig optage i dig, han, som er et i alle. Eller blot når du tænker:
Herre vær mig nær!
Ja, selv når bjergene rokkes og højene vakler, selv når intetheden synes
at få overhånd, så husk, at Herren er dig nær. Husk det, hvad enten du er på
vej, og mest har lyst til at sige: ”En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han
taler om”, eller du hviler trygt i troen. Ligegyldigt hvad: Herren er dig
nær, og han følger dig! Han er et fast punkt i din horisont. Amen.
|