Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: ”En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.” Da sagde nogle af hans di­scip­le til hinanden: ”Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?” De sagde altså: ”Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.”
    Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: ”I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal bli­ve til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.”

I eventyret Den uendelige historie sker der det, at verden er ved at gå under. Det er intetheden, der dukker op ude i den ene ende af verden. Og den intethed opsluger alt det, som er til. Alt forsvinder fra en ende af. Fuglesangen forstummer. Dyrene løber opskræmt væk. Og en susen, som stiger til en øresønderrivende brølen kommer nærmere. Træer rykkes op med rode og suges væk. Marker og søer, sletter, have og bjerge forsvin­der. Alt opsuges af intetheden, og en dødsens tavshed er tilbage. Intet, end ikke lyden af det, som var, er tilbage.

Det er som om, at alt det gode i verden er væk. Det er som om, at Gud er død. Til sidst i even­ty­ret, lige inden alt forsvinder ind i intetheden, er det selvfølgelig det gode, kærligheden, der ved en lille drengs hjælp redder verden…

Tænk om Gud var død! Det er nok den forfærdeligste tanke, som kan tænkes. Det måtte jo betyde, at intet godt kunne bestå. Det ville betyde, at alle vore værste mareridt blev til virkelig­hed, og at selv vore mindste håb og mest beskedne drømme aldrig kunne gå i opfyldelse. Alt ville dø for os, og end ikke minderne ville kunne leve i vore tanker…

Var det sådan disciplene tænkte, dengang Jesus døde på korset: ”Gud er død!”? Nej, det var det nok ikke. Det var deres mester og gode ven, som var blevet korsfæstet. Han havde været hos dem og givet dem så meget. Han havde ledt dem. Han havde lært dem. Han havde været et lysende eksempel for dem. De havde sat ham uendelig højt, syntes de, men de havde aldrig rigtig forstået ham helt til ende - forstået, at han var Guds Søn.

At disciplene ikke havde forstået det, var der ikke noget at sige til, for selv om Jesus havde for­ud­sagt det og forklaret det, så havde han jo også sagt, at man ikke kunne forstå ham helt før bagefter. Man kunne ikke kende vejen, før han var gået den.

Og Jesus døde efter at være blevet korsfæstet, og disciplene sørgede og troede, at nu var det slut. Slut med mennesket Jesus, deres lærer og mes­ter. Men det var det ikke. Jesus genopstod og viste sig derved at være Messias, Kristus, Guds salvede, Guds elskede Søn. Jesus viste sig at være alt det, som han havde forudsagt, men som de ikke havde kunnet forstå: Guds Søn, ja Gud selv.

Nu begyndte det at dæmre for dem, hvad der var sket, hvad der havde været på spil. Det var jo alverden, der havde været på spil, for Guds søn, dvs. Gud selv, havde været død, men var blevet levende igen. Intet­heden havde opslugt ham, men han havde overvundet dens magt. Han var sandelig Gud, den almægtige.

Men ikke bare var han det. Han havde jo også været hos dem, været sammen med dem, været en af dem. Han havde sultet og tørstet. Han havde været vred over ondskab og udnyttelse. Han havde sukket. Han havde grædt. Han havde haft et hjerte for hjælpeløse og forfulgte. Han havde ladet sig bevæge. Og til sidst lod han sig piske og pine og dræbe. I livet havde han vist medlidenhed og medfølelse, og til sidst i døden havde han underkastet sig afmagten. Gud havde været hos dem!

Først efter Jesu død og opstandelse begyndte disciplene rigtig at forstå lidt af, hvad Jesus havde talt om. Og så begyndte de at huske tilbage på alle deres samtaler, alt det, som de havde snak­ket om, alt det, som han havde fortalt dem. Det, som vi hører om i dag, er fra de såkaldte af­skeds­taler i Johannesevangeliet. De er skrevet i en særlig stil, nærmest meditativt (teksterne fortjener faktisk at blive læst i meget større afsnit, end de få udpluk, som vi læser nogle gange her efter påske).

Det er ligesom om, at betydningen ikke er til at få til at få rede på. Nogle siger, at betydningen slet ikke er der. De mener, at evangelisten væver og ikke siger noget særlig fornuftigt. De tror, at afskedstalerne slet ikke har fundet sted, og at de er rent tankespind fra evangelistens side.

Andre er af en anden opfattelse. De finder, at teksten giver mening, selv med dens meditative karakter, ja, netop derfor. Ord og udtryk, tanker og ideer spejler sig i hinanden og giver enhver, som hører det, mulighed for selv at spejle sig deri. Den umiddelbare og strengt logiske betyd­ning træder i baggrunden og er meget mindre vigtig end den effekt, som spejlingen har.

Lad mig give et eksempel: når man en skyfri og måneklar nat kører i bil, så kan man opleve, at månen følger en. Træer og marker synes at suse forbi og forsvinde bag en, men månen kan stadig ses gennem det samme sted i bilruden. Fænomenet har en logisk forklaring, men den forklaring er ikke særlig interessant. Langt mere interessant er virkningen, de tanker der sættes i gang. Den spejling, der sker.

Man sidder der i bilen og tænker, at der er en forbindelse mellem det endelige og det uendelige. Mellem lille mig, som sidder her i den varme bil med den summende motor, og så dette himmel­legeme uendeligt langt borte, stille, ude i rummets kulde. Eller måske går tankerne i en anden retning: Se, der er månen, og den følger mig og skinner på mig, men den følger jo også alle an­dre, som ser på den. Den skinner på mig herude på vejen på farten, men den skinner jo også på de kære derhjemme, som forhåbentlig ligger trygt og sover.

Og hvad er det så, som Jesus siger i afskedstalerne? Hvad er det vi skal spejle os i? Hvad er det for tanker, der skal sættes i gang?

Det er tanker om tid, sorg og glæde. Disciplene havde deres sorg og deres glæde på deres tid. De vandrede med Jesus, de så ham dø, de så ham opstå, og de begyndte at forstå. De begynd­te at tro. De forkyndte troen for andre, og med tiden blev vi led i troens kæde gennem verden, gennem tiden.

Ordene i afskedstalerne var først sagt til disciplene. De var sagt før det, som skulle ske, skete, og nu hører vi dem bagefter. Og nu burde vi kunne forstå meget bedre end disciplene. Vi burde kunne forstå, at når Jesus siger til disciplene, at han skal forsvinde og så komme igen, så betyd­er det, at han skal blive korsfæstet og dø for så at opstå på tredjedagen.

Men er det bare det, som han siger til os i dag? Nej, det er det vist ikke kun. Det er mere. Når man kigger ind i ordene og spejler sig i dem og fornemmer, at Jesus følger med os i dag, lige­som månen følger med den, som kører i bil om natten, så hører man også noget andet, ord, som taler til en her og nu. Ord til den, som ikke ser Jesus, eller den, som ikke ser Jesus længere. Det lyder: ”En kort tid, så skal I se mig!”

Og hvad er da en kort tid? Hvornår skal vi se ham? Måske er den korte tid dit korte liv! Dvs. du skal ikke i levende live se Guds Søn. Du må vente, til din time kommer, den time, da han oprejser dig fra de døde. Måske er den korte tid kortere, for ingen ved, hvornår Herren kommer igen og vender verdensløbet.

Indtil da må du skue ham med hjertet: Når du knæler ved alteret i dag, og han lader sig optage i dig, han, som er et i alle. Eller blot når du tænker: Herre vær mig nær!

Ja, selv når bjergene rokkes og højene vakler, selv når intetheden synes at få overhånd, så husk, at Herren er dig nær. Husk det, hvad enten du er på vej, og mest har lyst til at sige: ”En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om”, eller du hviler trygt i troen. Ligegyldigt hvad: Herren er dig nær, og han følger dig! Han er et fast punkt i din horisont. Amen.