|
Kære menighed! Jeg har en bekendelse at gøre for jer: Jeg har forædt mig. Jeg var fredag aften til julefrokost i min kones firma, og der blev stillet så megen god julemad på bordet. Og jeg kunne ikke holde mig fra det, men spiste og spiste. Og selv om jeg ikke tog ret meget af hver ret, så spiste jeg alt for meget og blev dårlig af det. – Jeg burde være forblevet lidt mere sulten. ”Vær sulten”. Sådan står der på en seddel, som sidder på den norske forfatter Jan Kjærstads computerskærm. Jan Kjærstad det er ham, som har skrevet blandet andet en roman-trilogi med titlerne ”Erobreren”, ”Forføreren” og ”Opdageren”. Denne forfatter har valgt altid i sit arbejde at minde sig selv om at være sulten. ”Sulten efter hvad?” Må man så spørge. Og man kan nok regne ud, at det ikke er efter brunkager eller klejner eller andet godt. Og heller ikke efter – hvad jeg synes langt bedre om – kål og medister og anden rigtig julemad. Ordene ”Vær sulten” drejer sig ikke om mavens sult og smagssansens behov for salt, sød, sur eller bitter stimulans. Sulten drejer sig om noget andet. Det er hele hele livet, der står på spil. For sulten i form af nysgerrighed er noget af det, der driver vores liv. Et menneske uden sult eller nysgerrighed er et menneske, der har mistet lysten til livet. Og det er frygteligt, ikke at have livsappetit. Det er det, som Jan Kjærstad vil minde sig selv om med den seddel. Han vil ikke, selv om han er blevet mere verdensklog og livserfaren, miste den hjertets sult, nysgerrighed og livslyst, som han havde som ung. Selv om der er et mål i at blive mæt, så er der altså også en drivkraft i selve sulten. Og det er vigtig stadig at have appetit. Måske burde vi alle alle følge hans eksempel og
sætte en seddel på
Den sidste mulighed opfordrer Jesus jo til, når han i Bjergprædikenen siger: ”Salige er de, der hungrer og tørster efter retfærdighed”. Ja, hvis ingen hungrer og tørster efter retfærdighed, så kommer retfærdigheden ikke. Og hvad sker der, hvis alle er mætte, overmætte, forspiste og selvfede? Ikke bare i den ernæringsmæssige forstand, som mest går ud over en selv, men også i åndelig og mental forstand? Og her må jeg advare de meget slanke; også de kan naturligvis være overmætte, forspiste og selvfede mennesker. Ja, hvad sker der, hvis vi er selvtilstrækkelige og ikke har sans for mennesker og verden omkring os? Ja, så mister vi glæden ved verden, og måske skader vi endog vor omverden. Vi sluger i stedet for at smage. Vi forgriber os. Vi har forædt os. Vi mennesker har forædt os og taget for os af jordens resurser, og derfor holder man klimakonference i disse dage i København. Og en masse politikere, forskere og interesseorganisationer snakker nu om, hvad man skal gøre ved en menneskeskabt klimapåvirkning, som formodes at gøre jordens temperatur højere og vejret mere ustabilt. Og man forsøger nok at lave kvoter for udledning og fordeling af ansvaret. Og hvem skal betale for oprydningen? Hvem skal skære ned i væksten? Mon ikke det i et globalt, overordnet perspektiv er rigtigst, at de overmætte, rige lande, bremser op og slanker forbruget og samtidig lader fattige, sultplagede lande få del i denne verdens goder – også selv om det så i de lande medfører en vækst, som går imod klima-målene? Men det er alt sammen politik, som præster og kristne menigheder vanskeligt kan udtale sig om eller have nogen særlig kvalificeret mening om. Men det er samtidig noget, som vi ikke kan være ligeglade med. Det er ikke uvæsentligt, hvordan vores verden er organiseret og styret. Og derfor er det ikke ligegyldigt, hvilke politikere vi vælger. Det er heller ikke uvæsentligt, hvordan vi gebærder os i vor dagligdag. Om vi forurener unødig, om vi sviner med resurserne, om vi ødelægger miljøet. Verden er ikke uendelig, som stenalderbonden og fiskeren mente, når han flyttede væk fra sin egen køkkenmødding. Verden er ikke uendelig, og vi kan ikke vedblivende flytte væk fra vores egne affaldsdynger. Vi må genbruge og genskabe, hvis ikke skidtet skal vokse os over hovedet. Det er ikke uvæsentligt, hvad den enkelte, du og jeg, gør. Det påstår i hvert fald Johannes Møllehave i et digt, som hedder ”En dråbe af godhed”, som Anne Linnet i øvrigt har sunget. Det lyder sådan: Det er dumt, hvad du sir Hvad udretter dråben For dråben står mangen En dråbe af godhed En dråbe af godhed Og dråber skal læske Så vidt Johannes Møllehave. Og jo, vores menneskelige dråber af handling har deres berettigelse. Men vores godhed er ikke nok. Ja, vores godhed i sig selv kan meget let forvandles til ubehagelig selvgodhed. Uden Gud og Guds godhed, Guds indgriben går det ikke. Det skal vi være sultne efter. Vi skal som den gamle Zakarias og hans søn Johannes ikke bare pege på os selv og vores muligheder og evner, men pege på Gud, bane vej for Gud – både i os selv og for andre. Pege væk fra os selv og hen på Jesus. Vi skal være vejberedere, og det begynder ganske enkelt med at vi skal være sultne. Sultne efter, at Guds rige kommer med godhed og retfærdighed. Der begynder det, for hvis ingen længes efter Guds rige, så er der ingen der får øje på det, når det kommer! Er man omvendt sulten efter Guds rige, så er man også åben for det godes muligheder. Vi skal tro på hans barmhjertighed trods al håbløshed og modløshed, tro på muligheden af det gode på trods af al forspisthed og selvopgivelse. Og så skal vi med appetitten i behold se, hvordan Han kommer som et himmelsk lys og står op for os som en solopgang, og Lyset skal skinne for dem der sidder i mørket og i dødens skygge, og lede os ind på fredens vej. Amen. * En del detaljer og formuleringer fra prædiken af Arne Mårup, Hjerting. Pastorlisten 2005. |
