Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Nu blev hans far, Zakarias, fyldt af Helligånden og begyndte at profetere:

”Lad os takke Herren, jødernes Gud,
for han har besøgt sit folk og befriet det.
Han sender os en frelser, født i Davids slægt,
sådan som han har lovet for længe siden
gennem sine udvalgte profeter.
Han befrier os fra vores fjender,
fra alle dem, der hader os.
Han lovede at hjælpe vores forfædre
og at stå ved sin aftale.
Det løfte gav han
til vores stamfar Abraham,
og nu kan vi
tilbede ham uden frygt, fordi vi er blevet befriet for vores fjender;
vi skal tilbede ham i lydighed og uden forbehold, så længe vi lever.
Min søn, du vil blive profet for Gud i himlen.
Du skal gå foran Messias og bane vej for ham.
Du skal lære hans folk, at de bliver frelst,
fordi deres synder bliver tilgivet,

for Gud er fuld af omsorg.
Han kommer som et himmelsk lys
og står op for os som en solopgang.
Lyset skal skinne for dem der sidder i mørket og i dødens skygge,
og lede os ind på fredens vej.”

Johannes voksede op og blev fyldt af Guds kraft. Han levede ude i ørkenen indtil den dag, han stod frem for hele det jødiske folk. DNA

Det er en lang, lang historie, vi her hører her i Lukasevangeliets første kapitel, inden vi når til det andet kapitel. Det andet kapitel kender I nok alle sammen begyn­del­sen af (og nogle af jer kender det nærmest udenad). Det er nemlig det, som man kalder ”Juleevangeliet”, det, som starter med ordene: ”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus”.

Men inden det, som skete i de dage, skete, skete der altså noget andet. Og evan­ge­listen begynder så at fortælle sin elev Theofilus, det er ham Lukasevangeliet er adresseret til - at fortælle ham nøje, forfra og i rækkefølge alt det, som han før var blevet undervist i, men nu åbenbart skulle have repeteret. Vi har også hørt det før, men har godt af at høre det igen:

Der var i Jerusalem en gammel præst, Zakarias, og hans kone, Elisabeth, og de var barnløse. En dag, da Zakarias var i templet, viste Herrens engel sig for ham. Englen hed Gabriel. Og englen sagde, at hans bøn var blevet hørt, og at Elisabeth skulle føde en søn, som skulle hedde Johannes. Zakarias troede ikke rigtig på det, for han og Elisabeth var oppe i årene og egentlig for gamle til at få børn. Og englen blev irriteret over Zakarias’ vantro, selv om det jo ikke er så sjældent, at mennesker gør sig kloge på, hvad Gud kan og ikke kan. Derfor gjorde englen Zakarias stum, og det skulle han være, indtil det lovede var sket, nemlig at sønnen var født og havde fået navnet Johannes.

Snart blev Elisabeth gravid, og et halvt år efter skete der noget i en anden by, Nazaret. Her kom englen til en ung pige, som hed Maria. Maria var slet ikke gam­mel. Hun var faktisk så ung, at hun ikke var gift endnu. Og englen sagde til hende, at hun skulle føde en søn, og det kunne Maria jo ikke rigtig forstå. ”Men intet er umulig for Gud”, forklarede englen og fortalte, at Guds Ånd skulle komme over hende, og hun skulle blive gravid og føde Guds søn. Og Maria tog det over­ras­ken­de pænt, selv om den graviditet ville blive vanskelig at forklare, og hun sagde blot: ”Ok, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig, som du sagde.”

Englen havde også fortalt Maria, at Elisabeth (det var måske hendes tante, i hvert fald var de i familie med hinanden), at Elisabeth også var gravid. Og så skyndte Maria sig af sted og besøge hende og Zakarias. Og de to kvinder fik en god snak og lovpriste begge to Gud. Og Zakarias sagde ingenting, ikke bare fordi han ikke kunne få et ord indført, når to kvinder snakkede, men også fordi han var stum.

Så gik der atter nogen tid, og Elisabeth fødte en søn. Da drengen så efter nogle dage skulle have sit navn, foreslog naboer og slægtninge, at han skulle opkaldes efter sin far og hedde noget i retning af Ben Zakaria dvs. Zakariassen eller Zaka­rias Junior. Men Zakarias sagde ikke noget.

Elisabet sagde til alles overraskelse, at drengen skulle hedde Johannes, og da der ikke rigtig var nogen, som ville tro på det, for det var der ingen i den familie, der før havde heddet, så måtte Zakarias komme til orde, og det gjorde han ved at skri­ve på en tavle. Han skrev med store bogstaver: ”JOHANNES ER HANS NAVN!”

Da det var sket, og drengen på den måde havde fået sit navn, kunne Zakarias tale igen. Og så talte han og takkede Gud, og det er der ikke noget at sige til: Tænk, han havde været stum i 9 måneder og så oven i købet 8 dage mere, efter at hans barn var født…

Forældre tænker tit på, hvordan det skal gå deres børn, men de ved det jo ikke. De håber en hel masse. De håber, at det skal gå dem godt. De håber, at børnene skal få et langt og lykkeligt liv. De håber også, at børnene, som de føler, er en gave til dem, at de også må være til gavn for andre, at de vil kunne gøre verden bedre.

Og det vil børnene måske også kunne gøre: Hvis forældre giver sig tid til deres børn, er kærlige, opmærksomme og tålmodige, så vil børnene, når de vokser op, blive præget af det og selv være sådan overfor andre mennesker. Vores børn kan således ligesom os selv være med til at gøre verden bedre.

Omvendt kan hverken vi eller vores børn ligefrem frelse verden. Det er vi ikke dygtige nok til, og går vi i gang med et så stort projekt, så går det helt sikkert galt…

Zakarias havde naturligvis som enhver far store forhåbninger til sit barn, og fordi han var blevet fyldt med Helligånden, var han i stand til at sige meget mere, end man ellers ville kunne; han var i stand til at skue ind i fremtiden, og i poetisk sprog udtalte han de ord, som vi hørte for lidt siden, de ord, som bliver kaldt Zakarias’ lovsang.

Det var godt, at Zakarias ikke vidste alt om fremtiden, for sønnen Johannes blev jo en del år senere slået ihjel af kong Herodes (i Galilæa). Men det, Zakarias vid­ste, fortalte han. Om Johannes profeterede han og sagde, at han skulle være en forløber, som skul­le gå foran for Messias og bane hans vej. Selv var Johannes ikke Messias, og selv var han ikke lyset, men han skulle gå foran og bane vej.

Og Johannes kom så sandelig til at bane vej. Han blev en stor profet, den sidste profet, og han prædikede meget strengt om synd og verdens dom. Han malede virkelig fanden på vægen, og retfærdighed betød meget for ham. Han sagde til mennesker: ”Hvis det skal gå jer, som I har fortjent - og hvordan skulle det gå jer anderledes? - så har I fortjent ligesom træet, der ikke bærer god frugt, at blive hugget om og kastet i ilden!” Hård var Johannes, men det gode ved ham var, at han fik gjort den pointe helt tydelig, at intet menneske er godt nok til at frelse verden, ja, det er ikke engang godt nok til at frelse sig selv, når det kommer til stykket.

Johannes blev en mørk og dyster profet, men det gjorde blot kontrasten desto større til ham, som han skulle bane vej for. Ham, som skulle banes vej for, han, som skulle komme og være det modsatte af mørk og dyster, det var den lille fæt­ter, Marias søn og Guds søn, Jesus Kristus. Det var netop ham, som Gud havde lovet skulle komme og rette op på verdens elendighed.

En solopgang fra Gud, solopgangen fra det høje bliver han kaldt, Jesus Kristus, for han er et lys, som skinner ind i mørket. Han skinnede i mørket, da han blev født. I den mørke stald, hvor han blev født, lyste han op. Da han vandrede på jorden mel­lem mennesker, som trængte til hjælp, lyste han op. Da han døde, lyste han op. Han levede og døde nemlig ikke for sig selv, men for alle dem, som sidder i mørke og i dødens skygge, her på jorden og i dødsriget, alle vegne.

En solopgang fra Gud er han, fordi han engang ved tidens ende skal komme igen i herlighed og frelse verden. Når han kommer igen, skal han skinne så stærkt, at de døde, som ligger i deres grave, skal vågne og opstå til den endelige dom (billede over korbuen), og de, som stoler på ham, skal blive frelst, de, som hører hans stem­me skal blive bragt ind i folden, for han er jo den gode hyrde.

Og de, som sidder her i kirken på den dag ved tidens ende - vi ved ikke hvornår - de skal også lægge mærke til det, også selv om de må­ske er lidt uopmærksomme eller er døset hen, for solopgangen fra det høje skal også skinne ind i dette rum. Det er jo derfor, at vinduet mod øst lige bag alteret er lavet.

Jesus Kristus skinnede, da han gik på jorden, og han skal skinne ved tidens ende. Men også nu, midt i tiden og nogle gange midt i mørket, vil han skinne. Han vil skinne i vore hjerter, hvis vi er åbne for det.

Lad os da være det og sige nu og om lidt, når vi skal synge:
      Vær velkommen, du min fred,
      dig ske tak i evighed!
      Drag, o Jesus, ind til mig,
      vejen selv du bane dig!
Så er det rigtig advent. Amen.

* Bearbejdet prædiken fra 2001