Prædiken til 25. søndag efter trinitatis (II), Luk 17,20-33
Broager kirke d. 17. november 2002 kl. 10.30
195 Stat op min sjæl i morgengry – 616 Se døden alle dage – 046 Du Herre
Krist // 278 Midt iblandt os er Guds rige – 432 – 458 På Guds nåde
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds
rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne
sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.«
Men han sagde til disciplene: »Der skal komme dage, da I vil
længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se
den. Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke
derhen, og følg ikke efter. For som lynet lyser fra den ene ende af himlen
til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin
dag. Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt.
Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i
Menneskesønnens dage: De spist og drak, giftede sig og blev bortgiftet
lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede
dem alle. Eller som i Lots dage: De spist og drak, købte og solgte,
plantede og byggede; men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og
svovl ned fra himlen og udslettede dem alle. På samme måde skal det være
den dag, da Menneskesønnen åbenbares. Den, som den dag er oppe på taget og
har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt
skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. Husk på Lots hustru! Den,
der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal
vinde det.
Konfirmanderne har været på udflugt for nylig. Vi var på besøg hos
bedemanden og på krematoriet i Åbenrå og fik fortalt og vist mange ting.
Der var slet ingen, der pjattede; det var jo også lidt mærkelig at høre om,
hvad man gør, når nogen dør, eller at stå tæt ved en kiste med en død indeni
eller se urnerne, som skal sættes ned på kirkegårdene rundt omkring i
Sønderjylland. Der var ro, og der var respekt.
På et tidspunkt lagde jeg mærke til, at konfirmanderne blev særligt
stille. Det var, da bedemanden fortalte, at mange mennesker bliver begravet
i deres fineste tøj, fx deres konfirmationskjole. Det var ligesom om, at det
først da rigtig gik op for konfirmanderne, at døden også kunne ramme dem, og
at intet menneske, hvor ungt og sundt det end er, kan vide sig sikker...
Døden er et fælles vilkår for alle mennesker; vi ved, at vi skal forgå.
Vi ved, at når det først er ude med os, så kan vi ikke rejse os og leve
videre. Så er det slut.
Det vidste også Job, ham, hvis bog jeg læste fra for lidt siden. Han
vidste, at et træ kan skyde igen. At en sø kan blive fyldt, når regnen
kommer. At en flod, som i efteråret er tør og vandløs, kan vågne til live og
strømme, når smeltevandet fra vinterens sne begyndte at dryppe mere og
mere, og forårssolen rigtig får fat.
Jo, for et træ, en sø og en flod er der håb, men ikke for et menneske,
det vækkes ikke af dødens søvn. Og så tænkte Job: ”Gid at det var sådan, at
en, der var død, kunne få liv. Så kunne man holde ud at skulle ligge dér i
døden og vente, indtil Gud kaldte en til live igen”.
Sådan tænkte Job, og han vidste slet ikke noget om Guds søn Jesus
Kristus. Og han vidste ikke, hvad Jesus ville fortælle, og hvad der skulle
ske med Jesus. Og hvad Jesus skulle betyde. Job kunne kun håbe på det, som
han ikke vidste noget om...
”Hvornår kommer Guds rige”, spurgte disciplene Jesus, for de tænkte, at
når Guds rige kom, så ville Gud have magten,og så skulle der ikke være død
længere.
Og Jesus svarede på en måde, som forekommer underlig. Han sagde, at først
skulle Menneskesønnen (dvs. Jesus selv) lide meget og blive forkastet af
denne slægt. Det forstod disciplene selvfølgelig ikke. Vi forstår det bedre.
Vi ved jo, at Jesus blev pint og korsfæstet, og vi ved, at når vi skal tale
om syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv, ligesom vi
siger i trosbekendelsen, så skal alt det med Jesus med først: Ingen
opstandelse før lidelse og død, intet Guds rige uden Jesus.
Og så fortalte Jesus om, at verden skal forgå, og når det sker, så skal
han vise sig som lynet, der lyser fra den ene ende af himlen til den anden.
Og så skal man følge ham med det samme. Så vil der ikke være tid til noget
som helst andet. Så skal man ikke prøve at rede sit eget liv, men blot lade
sig rede.
Det med at verden skal forgå, det er næsten ikke til at forstå. Vi synes
jo, at verden består urokkeligt og evigt. Men det er altså ikke tilfældet:
denne verden skal forgå, når Guds rige kommer. Hvornår det sker, ved vi
ikke...
Når et menneske er i fare for at dø, så bryder dette menneskes verden
sammen, og det søger måske fortvivlet redning her og der. Det klynger sig
til hvad som helst for at blive frelst.
Og det er ikke ligegyldigt, hvad man klynger sig til. Man har hørt om
mennesker, som er blevet reddet ud af brændende huse, og så har forsøgt at
komme tilbage ind i flammerne for at redde ganske ligegyldige genstande,
som om disse genstande var livsnødvendige. Det var de ikke. Når det gælder
et menneskes liv, så bliver tingene ligegyldige.
Mennesker, der er ved at drukne, kan i panik forsøge at presse deres
redningsmand ned under vandet for selv at holde hovedet oven vande. Det er
derfor, at livreddere lærer at slippe fri af en panikslagen person og om
nødvendigt vælger at slå vedkommende bevidstløs for at kunne redde ham. Ja,
det er faktisk nødvendigt, for en, der ikke kan svømme, at forholde sig
passivt for at kunne blive reddet.
Det er måske lidt på den måde, at Jesu ord om, at ”den, der søger at
redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.”
Altså, når det gælder det evige liv og livet hos Gud, så kan mennesket ikke
svømme, det kan nemlig ikke selv udrette noget. Kun Gud kan oprejse døde,
ligesom også Guds Søn selv blev oprejst og opstod fra de døde.
Og når det gælder om at blive frelst, så er det måske også nødvendigt, at
blive slået bevidstløs af Gud: Hvis fx et menneske er så selvoptaget og
selvbevidst, at det tror, at det kan klare alt, og at det aldrig skal dø, og
at der aldrig kan gå noget galt i livet, så er det vel nødvendigt, at det
menneske på en eller anden måde får slået sit overmod ud af hovedet og får
sin selvtilstrækkelighed sat på plads...
Men det med Guds rige er ikke blot noget, som hører en fjern fremtid til
– den dag, da jorden skal forgå og en ny verden opstå. Det med Guds rige er
også her og nu. Det er derfor Jesus sagde til farisæerne, da de spurgte,
hvornår Guds rige kommer, at ”Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage
det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds
rige er midt iblandt jer.”
Hvad betyder det? Hvordan skal det forstås? På flere måder tror jeg: Mon
ikke Jesus var underfundig? Dér stod han mellem farisæerne, som søgte efter
Guds rige, og så sagde han, at Guds rige var midt iblandt dem! Mon de tænkte
på, at det var sig selv selv, som han talte om – at når han var hos dem, så
var Guds rige iblandt dem?
Sådan var det også for det sidste menneske, som Jesus talte med, inden
han døde, røveren, som hang på korset ved siden af. Røveren sagde: ”Jesus,
husk mig, når du kommer i dit rige.” Og Jesus svarede: ”I dag skal du være
med mig i Paradis.” Så var Guds rige lige dér.
Og Jesus nedsteg til dødsriget og genopstod og fór til himmels. Og er det
så slut med Guds rige, indtil Jesus kommer igen på himlen som et lyn, der
omspænder verden? Er Guds rige så kun noget, som de døde kan vente på? Nej,
for Guds rige er midt iblandt dem, som hører Guds ord! Guds rige er også for
os levende! Gud har jo ikke ladet os være alene gudløse i verden. Gud har
sendt sin Helligånd til os, så vi med hjertet kan fornemme Guds nærhed.
Således kan Guds rige være alle steder. Således kan Guds rige være her og
nu midt iblandt os. Og hvis vi tager Gud på ordet og tror, hvad der bliver
sagt, og hvad vi selv synger, så er Guds rige ikke blot i vore hjerter, men
midt iblandt os. Amen |