Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagt­tage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.«
    Men han sagde til disciplene: »Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt.
    Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: De spist og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle. Eller som i Lots dage: De spist og drak, købte og solgte, plantede og byg­gede; men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle. På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. Husk på Lots hustru! Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.

Konfirmanderne har været på udflugt for nylig. Vi var på besøg hos bede­manden og på krematoriet i Åbenrå og fik fortalt og vist mange ting. Der var slet ingen, der pjattede; det var jo også lidt mærkelig at høre om, hvad man gør, når nogen dør, eller at stå tæt ved en kiste med en død indeni eller se urnerne, som skal sættes ned på kirkegårdene rundt omkring i Sønderjylland. Der var ro, og der var respekt.

På et tidspunkt lagde jeg mærke til, at konfirmanderne blev særligt stille. Det var, da bedemanden fortalte, at mange mennesker bliver begravet i deres fineste tøj, fx deres konfirmationskjole. Det var ligesom om, at det først da rigtig gik op for konfirmanderne, at døden også kunne ramme dem, og at intet menneske, hvor ungt og sundt det end er, kan vide sig sikker...

Døden er et fælles vilkår for alle mennesker; vi ved, at vi skal forgå. Vi ved, at når det først er ude med os, så kan vi ikke rejse os og leve videre. Så er det slut.

Det vidste også Job, ham, hvis bog jeg læste fra for lidt siden. Han vid­ste, at et træ kan skyde igen. At en sø kan blive fyldt, når regnen kommer. At en flod, som i efteråret er tør og vandløs, kan vågne til live og strøm­me, når smeltevandet fra vinterens sne begyndte at dryppe mere og mere, og forårssolen rigtig får fat.

Jo, for et træ, en sø og en flod er der håb, men ikke for et menneske, det vækkes ikke af dødens søvn. Og så tænkte Job: ”Gid at det var sådan, at en, der var død, kunne få liv. Så kunne man holde ud at skulle ligge dér i døden og ven­te, indtil Gud kaldte en til live igen”.

Sådan tænkte Job, og han vidste slet ikke noget om Guds søn Jesus Kris­tus. Og han vidste ikke, hvad Jesus ville for­tælle, og hvad der skulle ske med Jesus. Og hvad Jesus skulle betyde. Job kunne kun hå­be på det, som han ikke vidste noget om...

”Hvornår kommer Guds rige”, spurgte disciplene Jesus, for de tænkte, at når Guds rige kom, så ville Gud have mag­ten,og så skulle der ikke være død længere.

Og Jesus svarede på en måde, som forekommer underlig. Han sagde, at først skulle Menneskesønnen (dvs. Jesus selv) lide meget og blive for­kastet af denne slægt. Det forstod disciplene selvfølgelig ikke. Vi forstår det bedre. Vi ved jo, at Jesus blev pint og korsfæstet, og vi ved, at når vi skal tale om syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv, ligesom vi siger i trosbekendelsen, så skal alt det med Jesus med først: Ingen opstandelse før lidelse og død, intet Guds rige uden Jesus.

Og så fortalte Jesus om, at verden skal forgå, og når det sker, så skal han vise sig som lynet, der lyser fra den ene ende af himlen til den anden. Og så skal man følge ham med det samme. Så vil der ikke være tid til noget som helst andet. Så skal man ikke prøve at rede sit eget liv, men blot lade sig rede.

Det med at verden skal forgå, det er næsten ikke til at for­stå. Vi synes jo, at verden består urokkeligt og evigt. Men det er altså ikke tilfældet: denne verden skal forgå, når Guds rige kommer. Hvornår det sker, ved vi ikke...

Når et menneske er i fare for at dø, så bryder dette menne­skes verden sammen, og det søger måske fortvivlet red­ning her og der. Det klynger sig til hvad som helst for at blive frelst.

Og det er ikke ligegyldigt, hvad man klynger sig til. Man har hørt om men­nesker, som er blevet reddet ud af brændende huse, og så har forsøgt at komme tilbage ind i flammerne for at redde ganske ligegyldige gen­stande, som om disse genstande var livsnødvendige. Det var de ikke. Når det gælder et menneskes liv, så bliver tingene ligegyldige.

Mennesker, der er ved at drukne, kan i panik forsøge at presse deres redningsmand ned under vandet for selv at holde hovedet oven vande. Det er derfor, at livreddere lærer at slippe fri af en panikslagen person og om nødvendigt vælger at slå vedkommende bevidstløs for at kunne redde ham. Ja, det er faktisk nødvendigt, for en, der ikke kan svømme, at forholde sig passivt for at kunne blive reddet.

Det er måske lidt på den måde, at Jesu ord om, at ”den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.” Altså, når det gælder det evige liv og livet hos Gud, så kan mennesket ikke svømme, det kan nemlig ikke selv udrette noget. Kun Gud kan oprejse døde, ligesom også Guds Søn selv blev oprejst og opstod fra de døde.

Og når det gælder om at blive frelst, så er det måske også nødvendigt, at blive slået bevidstløs af Gud: Hvis fx et menneske er så selvoptaget og selvbevidst, at det tror, at det kan klare alt, og at det aldrig skal dø, og at der aldrig kan gå noget galt i livet, så er det vel nødvendigt, at det men­neske på en eller anden måde får slået sit overmod ud af hovedet og får sin selvtilstrækkelighed sat på plads...

Men det med Guds rige er ikke blot noget, som hører en fjern fremtid til – den dag, da jorden skal forgå og en ny verden opstå. Det med Guds rige er også her og nu. Det er derfor Jesus sagde til farisæerne, da de spurgte, hvornår Guds rige kommer, at ”Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.”

Hvad betyder det? Hvordan skal det forstås? På flere måder tror jeg: Mon ikke Jesus var underfundig? Dér stod han mellem farisæerne, som søgte efter Guds rige, og så sagde han, at Guds rige var midt iblandt dem! Mon de tænkte på, at det var sig selv selv, som han talte om – at når han var hos dem, så var Guds rige iblandt dem?

Sådan var det også for det sidste menneske, som Jesus talte med, inden han døde, røveren, som hang på korset ved siden af. Røveren sagde: ”Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.” Og Jesus svarede: ”I dag skal du være med mig i Paradis.” Så var Guds rige lige dér.

Og Jesus nedsteg til dødsriget og genopstod og fór til himmels. Og er det så slut med Guds rige, indtil Jesus kommer igen på himlen som et lyn, der omspænder verden? Er Guds rige så kun noget, som de døde kan vente på? Nej, for Guds rige er midt iblandt dem, som hører Guds ord! Guds rige er også for os levende! Gud har jo ikke ladet os være alene gudløse i verden. Gud har sendt sin Helligånd til os, så vi med hjertet kan fornemme Guds nærhed.

Således kan Guds rige være alle steder. Således kan Guds rige være her og nu midt iblandt os. Og hvis vi tager Gud på ordet og tror, hvad der bliver sagt, og hvad vi selv synger, så er Guds rige ikke blot i vore hjerter, men midt iblandt os. Amen