|
 Prædiken
til 24. s.e. Trinitatis (I) Matt 9,18-26
Søndag d. 18. november 2007, Egernsund 9.00, Broager 10.30
747 Lysets engel går med glans - 448 Fyldt af glæde over livets under
- 52 Du, Herre Krist // 581 Der er et helligt
værge - 439,1 O du Guds Lam! - 477 Som korn fra mange marker - 404 Lover Herren!
han er nær
Dette hellige
evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Mens Jesus sad og talte med
Johannes’ tilhængere, kom en embedsmand og kastede sig for fødderne af ham.
“Min datter er lige død,” sagde han. “Kom og læg din hånd på hende, så hun
bliver levende igen.” Jesus rejste sig og fulgte efter ham sammen med sine
disciple.
Bag ham gik der en kvinde, der havde haft vedvarende menstruation i tolv
år. Hun nåede hen til Jesus og rørte ved kanten af hans kappe. ‘Hvis bare
jeg kan komme til at røre ved hans kappe,’ tænkte hun ved sig selv, ‘så vil
jeg blive rask.’ Jesus vendte sig om og fik øje på hende. “Du skal ikke være
ked af det. Din tro har reddet dig.” Og fra det øjeblik var hun helbredt.
Nu var Jesus nået frem til embedsmandens hus. Indenfor blev han mødt af
sørgemusik og mennesker, der græd højlydt. “Gå hjem igen,” sagde Jesus.
“Pigen er slet ikke død, hun sover kun.” Folk grinede af ham, men blev sendt
ud af huset. Jesus gik ind til pigen og tog hendes hånd og hun rejste sig
op. Rygtet om det der var sket, spredte sig til hele Galilæa. (D.N.A.)
”Hjælp til selvhjælp” hedder det. ”Du kan, hvad
du vil”, ”Du bli’r, hvad du spiser”. Alle disse udtryk kender vi, og vi bruger
dem alle sammen, og de gennemsyrer vores tankegang. Vi skal og vil være
selvhjulpne. Vi vil selv vælge vores mål og vores vej.
Men nogle gange kommer virkeligheden på tværs.
Døden kommer uventet alt for tidlig. Eller sygdomme, som vi ikke kan smyge os
ud af, sygdomme, som piner og plager os, hvad enten de er synlige eller usynlige
for andre.
Det var det, der skete den dag, da Jesus sad og
talte med Johannes’ disciple. De havde lige talt om faste og leveregler, som
Johannes’ tilhængere mente, var meget vigtig. ”Du bli’r, hvad du spiser”, tænkte
de. Og de mente, at man ved at give afkald og faste kunne komme Gud nær, kunne
bevæge sig i Guds retning.
Men så kommer en mand ind i kredsen og kaster sig
for Jesu fødder. For ham er der ingen hjælp til selvhjælp. Og han kan ikke, hvad
han vil, for hans datter er lige død. Her hjælper ingen husgeråd eller
selvmedicinering. Han vil bare have hjælp for fuld udrykning. Og han beder Jesus
om at lægge hånden datteren og gøre hende levende igen. Jesus rejser sig for at
følge efter. Og nu bevæger Jesus og hans disciple sig efter manden gennem byen.
Mon ikke manden iler af sted i menneskemængden,
mens han hele tiden ser sig tilbage for at sikre sig, at Jesus følger med,
utålmodig efter at komme hjem hurtigst mulig. Det er udrykning det her. Der er
ikke et sekund at spilde.
Og man maser sig frem, kan vi forestille os. Den
desperate far baner vejen, og de andre følger efter. Og der er skubben og masen.
Men selv om det går hurtigt frem med faren i udbrud og Jesus og disciplene i
hovedfeltet, så bliver Jesus indhentet af en, som ingen havde regnet med og lagt
mærke til.
Jo, det vil sige, at man havde nok lagt mærke til
hende, men man havde ikke set hende. Man så forbi hende. Det var en
kvinde, som havde haft vedvarende blødninger i 12 år, og derfor var hun
uren. Man betragtede hende som en paria, et smitsomt og skadeligt væsen,
ulækker og måske også ildelugtende.
Og hun når frem til Jesus og rører ved kanten af
hans kappe. Nogle gange omtales det også som kvasten af hans kappe. Det er den
slidkant, som ikke bare skal tage sliddet, når kappen indimellem rører støvet og
skidtet på gader og stræder. Det er også den kant, som adskiller mellem rent og
urent. Det var det eneste sted, hun turde røre.
Og Jesus mærkede på forunderlig vis berøringen.
Måske mærkede han en kraft udgå fra sig til kvinden. Måske fornemmede han en
anden dynamik i mængden, da den veg tilbage for den urene. Måske var det sukket
i hendes sjæl, han fornemmede i berøringens øjeblik. I hvert fald vente han sig
om og så hende. Så hende, som ingen havde set hende i mange år,
som det menneske, hun var. ”Du skal ikke være ked af det”, sagde han, og han
mente vel både: ”Du skal ikke være ked af, at du rørte ved mig; det er helt i
orden”, samt: ”Du skal ikke være ked af det længere”. ”Din tro har reddet dig”.
Og det havde den virkelig.
Og så fortsatte Jesus og nåede frem til mandens
hus. Og der var musik i huset, men det var ikke noget godt tegn, for det var
sørgemusik og ligklage. Men Jesus afbestiller musikken: ”Gå hjem igen”, siger
han, ”pigen er slet ikke død, hun sover kun”.
Og så grinede folk af ham, hånligt. Ikke bare
fordi de ikke troede på ham, men sikkert også fordi han havde taget deres
arbejde fra dem. De blev nemlig betalt for at holde ligklage, og det var et
nyttigt arbejde, en god måde at bearbejde sorgen, hjælp til selvhjælp overfor
dødens faktum.
Og nu sagde Jesus, at hun ikke var død: ”Hun
sover kun”. Og de opfattede ham som lige så latterlig som politikeren, der
engang sagde: ”Hvis det er fakta, så benægter jeg fakta”.
Folk grinede, men ud kom de. Og Jesus gik hen til
pigen, tog hende ved hånden, og hun rejste sig op.
”Hvis det er fakta, så benægter jeg fakta”. Sådan
forholdt Jesus sig overfor døden. Og at Jesus har magt over døden, det kan kun
forkyndes. Det kan ikke bevises. Det må vi tro på, det er vores eneste mulighed.
Vi kan ikke, hvad vi vil, men Gud kan. Jesus har vist det.
Jesus står døden imod og vil livet. Og det drejer
sig ikke bare om døden som livets afslutning. Den unge pige, barnet, der ligger
der, som om hun sover. En tornerose, uskyldsren. Æstetisk ganske uproblematisk.
Det drejer sig også om døden, der æder sig ind på
menneskers liv allerede i livet. Mennesker, der bliver ædt op levende. Det
drejer sig om det ulækre og ubehagelige i livet. Det uæstetiske, ubehagelige,
klamme.
Vi ser det sjældent. Det skjules. Vi vil helst
ikke beskæftige os med det. Vi er langt bedre stillet med lægedom og hygiejne i
dag, end man var på Jesu tid, i hvert fald i vores del af verden. Men alligevel
er der mennesker, der plages af inkontinens, har stomi eller andre legemlige
skavanker, som de nødig viser frem, og som andre ikke bryder sig om at se.
Og der er alle de skjulte ting, som mennesker
døjer med. Depressioner, tvangstanker og adfærdshandikap, som ikke ses i første
omgang, men som gør livet svært for den ramte og hans eller hendes nærmeste.
Eller også er det bare (som man siger) stress og udbrændthed, men det er aldrig
bare, når man står så opgivende overfor tilværelsens krav, at man synes, at selv
den mindste praktiske opgave som at stå op om morgenen og få tøj tårner sig op
foran en som en uovervindelig forhindring.
Virkeligheden kommer på tværs for os, som helst
vil klare os selv, og virkeligheden er ofte ganske ubehagelig. Men Jesus står
døden imod og vil livet. Og han vil gerne have, at vi følger ham. At vi ikke
generer os for at række ud efter ham og bede om hjælp. At vi har mod til at
sige: ”Det her klarer jeg ikke selv, nu må du tage over”.
Hvad skal få os til at overgive vores liv i Guds
hånd, vi, som kan selv? Måske netop fornemmelsen af afmagt og erkendelsen af
det. Men det er en svær erkendelse; der skal noget drastisk til. Formodentlig er
det en erkendelse, som vi ikke kan gøre én gang for alle, men som må komme igen
og igen gennem livet.
Countrysangerinden Carrie Underwood synger om
en sådan erkendelse i en sang, som hedder ”Jesus take the wheel” / ”Jesus
grib rattet”.
Sangen handler om en kvinde, der på vej hjem til
sin mor og far for at holde juleferie. Med sig i bilen har hun sin baby spændt
fast på bagsædet. Der er et stykke vej endnu. Der er ikke meget benzin på
tanken, og rent mentalt kører hun også på reserverne uden tro på livet. Hun har
haft en hård tid.
Hun er fuld af bekymringer og er ikke opmærksom.
Hun kører alt for hurtig. Og før hun ved af det, er vejen spejlblank og glat.
Hun ser sit og barnets liv passere revy for sine øjne, selv om der ikke en gang
er tid til at tænke sig om. Hun fægter med armene i angst og skriger:
”Jesus, grib rattet. Tag det ud af mine hænder, for
jeg klarer ikke det her selv. Jeg gi’r slip. Men gi’ mig en chance mere. Frels
mig fra den vej, jeg er på. Jesus, overtag styringen!”
Og dér i kulden skrider bilen ud, men standser
ved grøftekanten. Og hun kniber en tåre, da hun ser babyen sove som en sten omme
bagi. Og for første gang i lang tid bøjer hun hovedet for at be’. Be’ om
tilgivelse og vejledning. Takke for en ny chance. Og glæde sig over friheden i
at kunne sige:
”Jesus, grib rattet. Tag det ud af mine hænder, for
jeg klarer ikke det her selv. Jeg gi’r slip. Men gi’ mig en chance mere. Frels
mig fra den vej, jeg er på. Jesus, overtag styringen!” Amen.
|
