 Prædiken til 23. s.e. trinitatis, Mark
12,38-44
Broager kirke, søndag d. 26. oktober 2008 kl. 10.30
745 Vågn op og slå på dine strenge - 366
Nogen må våge i verdens nat - 14 Tænk at livet koster livet // 384 Til
klart Guds ansigt vi skal se - 439 vers 3 - 473 Dit minde skal, o Jesus,
stå - 266 Mægtigste Kriste
Dette hellige evangelium skriver
evangelisten Markus:
»Lad jer ikke narre af de skriftkloge,« fortsatte [Jesus]. »De kan godt
lide at folk hilser på dem når de går rundt på torvet i deres fine
kapper, og de nyder at sidde forrest i synagogen og at få de bedste
pladser ved middagsbordene. De spiser enkerne ud af huset og beder lange
bønner bare for at folk skal lægge mærke til dem. Men det vil kun gøre
Guds dom hårdere.«
Så satte Jesus sig lige over for templets indsamlingsbøsse og
kiggede på dem der kom og gav penge til templet. Der var mange rige
mennesker der gav meget, men der kom også en fattig enke og lagde to
småmønter i. Jesus kaldte disciplene hen til sig og sagde: »Læg mærke
til den fattige enke. Hun har givet meget mere end nogen af alle de
andre der har givet til templet i dag. For de andre gav af deres
overflod, men hun gav af sin fattigdom. Alt det hun ejede, de sidste
penge hun havde at leve for.« D.N.A.
Denne lille historie om den fattige enke,
som bliver fremhævet for sin gave i templet, er i grunden ganske enkel
og indlysende rigtig: En lille gave af fattige hænder kan betragtes som
et stort offer, hvorimod en rigmands store donation måske kan opfattes
som et lille greb i lommen.
Men historien giver også os mennesker i
jantelovens hjemland nogle problemer, for vi elsker at vende tingene på
hovedet en gang til og så tænke, at man skal nu heller ikke stille sig
an, bare fordi man er fattig. Og er der overhovedet nogen – rig eller
fattig –, der giver noget som helst væk, uden på en eller anden måde at
regne med at få noget igen? Og hvorfor skal enken fremhæves?
Jo, altså, sådan er historien fortalt i
en tid, hvor man ikke havde noget som helst sentimentalt forhold til
fattige enker, fordi det dengang var en rædselsfuld dårlig situation at
befinde sig i. Men historien kan også oversættes. Man kunne lade
enken erstatte af en meget dum person, en, som ikke har for mange
brikker at flytte med, og så lade den person gøre lige netop det
rigtige. Lade denne person lykkes på trods af, at alle odds er imod. Vi
kender godt denne person i Klods Hans.
Eller vi kunne lade enken erstatte med en
meget rig mand. En, som godt nok har masser af penge, men er ludfattig
på hjerte og menneskelig varme. Og når så denne person meget modvillig
står overfor andre menneskers nød, så ender det med, at han om end
modstræbende og langsomt giver afkald på det, som han indtil nu kun
havde levet for, nemlig sine penge. Ham kender vi også, nemlig som
Ebenezer Scrooge i Dickens’ Et Juleeventyr.
Jo, vi kan oversætte historien, men det
er et spørgsmål om vi derved får alle hovedpersonerne med og
hovedrollerne besat, for Jesus er jo også med i historien. Han
er hovedperson. Det er ham, som sad der ved templet og så på, hvad der
foregik. Og fortalte sine disciple om sit syn på det.
Og ligesom Jesus engang sad der, så
sidder han i dag, siger vi, ved Faderens højre hånd i himmelen og skuer
ud over verden. Også vores lille verden, den vi deler i byen, den, vi
har hjemme i familien sammen, den verden vi hver især har i egne sind og
tanker.
Og hvad ser Jesus så på? Jo, hvis han
rigtig skal se på os, så kigger han jo nok på vores penge, og hvordan vi
forholder os til dem. Der er jo ikke nogen lettere måde at bedømme folk
på end efter deres forhold til penge.
Og nu skal I ikke være urolige nede på
bænkene, det ikke jeres penge, som jeg er ude efter – i dag i hvert
fald [det skulle jeg aldrig have sagt, for der blev kun samlet 20 kroner
ind!]. Og Gud er egentlig heller ikke ude efter jeres penge. Det er
jeres hjerter, det er vores hjerter, som Gud vil have. Vores hjerter,
ikke vores penge. Men hvis vores hjerter hænger ved vores penge, så er
de jo i vejen for Gud…
Penge i sig selv er altså ikke problemet.
Men vores forhold til pengene kan let være det. Det er ikke godt, hvis
vi bare er interesserede i at tjene penge så hurtigt som muligt, og
slippe dem igen så langsomt som muligt.
Gud vil have vores hjerte, og Gud vi
have, at vi vender vores hjerte mod vores medmennesker. Vi skal være
barmhjertige, og det kommer altså ikke af eller betyder ”at have hjerte
i barmen”, hvad alle jo har – også de mest hårdhjertede. Derimod kommer
udtrykket af at have hjerte for de fattige, for de arme. Altså at have
hjerte for det medmenneske, som trænger til hjertelighed.
Og det kan da meget vel betyde, at vi
skal give af vores penge til dem, der mangler penge eller noget, som
penge kan købe. Men det kan altså også betyde, at vi skal give noget
helt andet end penge. Vi kan ikke betale os fra det, hvis der er behov
for menneskelig varme og opmærksomhed. Et trøstende ord. En hånd at
holde. Medfølelse. Følgeskab. Tid til overs.
Men det kniber jo for os alle sammen at
være rigtig medfølende. At være den fuldt ud gode nabo. At være den
perfekte ægtemand eller –hustru. At være den fuldt ud opmærksomme og
tålmodige forælder. At være det gode barn osv. osv. Vi fejler i mangt og
meget, og formår ikke at gå vejen fuldt ud.
Vi kan ikke gå vejen fuldt ud og give
afkald på vores eget og ofre os. Ikke som Jesus, Guds Søn, som kom til
jorden for vores skyld, for at dø for kærligheden, den perfekte
kærlighed, som vi ikke kan opnå, den perfekte kærlighed, som han ville
skænke os.
Vores kærlighed er ikke perfekt, og vores
hjerter slår ikke altid rigtigt for andre. I den forstand er også vi
fattige. Og rige bliver vi måske aldrig. Men derfor må vi starte med at
gøre som enken. Vi må starte med at give af vores fattigdom. Og der,
hvor vi starter med at give af det, som vi ikke har, der vil der ske en
forvandling, der vil mennesker fornemme, at Jesus er til stede.
Engang for mange år siden var der en
gruppe mænd, som ikke havde tid. De havde været til møde i hovedstaden
hele ugen, og skulle nu nå sidste tog hjem inden weekenden. Møderne
havde trukket ud og trukket ud, og endelig, da de var blevet færdige,
hastede de af sted til banegården. Der var ikke et minut at spilde, hvis
de skulle nå det.
Der var trængsel på perronen, og en lille
dreng, som legede der, så mændene komme løbende med flagrende frakker.
Mens han stod og undrede sig over deres
hastværk, kom de susende forbi, og uden at han egentlig var blevet ramt
af de forbifarende, blev han dog så forskrækket, at han tabte sin
værdifulde kasse med marmorkugler. Låget faldt af og det værdifulde
indhold faldt ud. Drengen brast i gråd over forskrækkelsen og
katastrofen, som var sket. Gennem tårerne så han de flagrende skikkelser
springe på toget undtagen en, som standsede, vendte sig om og kom
tilbage.
Snart var manden nede på alle fire, for
at samle kugler, under bænke og imellem mennesker. Alt imens kørte toget
væk i baggrunden.
Drengen så til, og turde ikke sige noget.
I løbet af kort tid blev kassen med det værdifulde indhold rakt hen imod
ham sammen med et varmt smil.
Da manden gik videre, råbte drengen efter
ham: ”Er du Jesus?” Og da fornemmede manden, hvem der havde fået ham til
at stoppe op og give af den tid, som han ikke havde. Amen.
|
