Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
”På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: ”Hvem er den største i Himmeriget?” Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: ”Sandelig, si’r jeg jer: Hvis I ikke vender om og bli’r som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bli’r som dette barn er den største i Himmeriget; og den, der ta’r imod sådan et barn i mit navn, ta’r imod mig.
    Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om hal­sen, og bli’e sænket i havets dyb. Ve verden for det, der bringer til fald. Vel må der komme fald, men ve det men­ne­ske, som bli’r årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg si’r jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske fa’rs ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.
    Hva’ mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, la’r han så ikke de nioghalvfems bli’e i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg si’r jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det min himmelske fa’rs vilje, at ikke en eneste af disse små ska’ gå fortabt.”

Hvem er størst? Hvem betyder mest her? Hvem ved mest? Hvem har flest penge? Hvem har mest magt? Sådanne spørgsmål stiller vi os selv indimellem, for vi lever i en tid, hvor disse spørgsmål har betydning. Vi vil gerne ligge forrest på alle områder, og ka’ vi ikke det, vil vi i hvert fald gerne ligge godt fremme, være med i førerfeltet eller i det mindste i hovedfeltet. Vi vil gerne kunne kigge bagud på dem, som kommer hal­sen­de bagefter, eller på dem, som allerede er stået af. Vi vil vide hvem, der kommer først, vi vil vide hvem, der er indenfor, og hvem, der er udenfor.

Disciplene stiller et lignende spørgsmål: ”Hvem er den største i Him­me­riget?” De tænker nok om sig selv: ”Vi er de største, fordi vi tror mest. Vi er de største, fordi vi opfører os pænest. Og vi er de største, fordi vi går mest i kirke.” Og der er noget om det; det er da gode kvaliteter, som er værd at stræbe efter.

Hvilket svar kan de så regne med? Jo, efter vor menneskelige målestok er der to muligheder. Den ene er: ”Ja, I er vel nok go’e! Værsgo at kom­me indenfor i Himmeriget, døren er åben!” Den anden mulighed er: ”Nej, I er nogle hundeho’der. I ska’ tro endnu mer’, I ska’ opføre jer endnu bedre, I ska’ gå i kirke hele tiden!”

Men det er ikke et svar efter vor målestok, som bliver gi’et disciplene. Det drejer sig ikke om at gøre alting bedre, om at gøre alting godt nok. Guds målestok er en anden: nemlig det lille barn, som Jesus kalder hen til sig. Et lille barn bliver eksempel på, hva’ der ska’ til for at være størst i Himmeriget. Her bli’r alting vendt på ho’det. Her bli’r discip­le­nes, vores, almindelige forventninger om hvem, der er størst og bedst gjort til skamme. Overfor Gud er der ingen rangorden, og er der en rangorden, så er det den omvendte, som gælder, at den lille er den største.

Ska’ vi så bli’e børn igen alle vi, som er her i dag? Ja, det ska’ vi på en måde: Vi ska’ bli’e mindre. Mit jeg, som fylder så meget i mig, ska’ mindskes. Vi ska’ gi’ afkald på at tro, at vi ka’ bero på os selv. Vi ska’ la’ vort eget jeg bli’e lille og stille, så vi kan høre og modta’ og bli’e fyldt med det, som er større end os selv.

Vi ska’ ta’ imod og ikke selv ta’: Himmeriget er nemlig ingen tombola, hvor der er frit valg på alle hylder, og hvor det bare gælder om at kom­me til først. Man kan ikke storme Himmerigets porte og skubbe dem ind, for disse porte åbner ud ad, og de åbnes indefra af Gud, som kommer til os.

Man ska’ heller ikke storme Himmerigets porte og skubbe dem væk, som er mindre end en selv, og som man synes står i vejen. Det advarer Jesus kraftigt imod: ”Så er man bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og bli’e sænket i havets dyb.” Det er et barskt billede, som gan­ske svarer til det, som vi kender fra gangsterfilm, hvor forrædere og stikkere får cementsko på og bli’r smidt i havet.

Det er altså forræderi at bringe et lille menneske til fald. At skubbe til den, som vakler, eller at sparke til den, som allerede ligger ned. Vi ken­der det godt det her: Når tingene bli’r sat på spidsen, ved vi, hva’ vi ska’ gøre. Så ka’ vi sige: ”Jeg vil hellere dø end at gøre et barn fort­ræd.” Så ved vi, at der er ting, som vi ikke ka’ gøre med vor men­ne­skelighed i behold.

Også når tingene ikke er sat helt så stærkt på spidsen, bør vi sige: ”Jeg gi’r afkald på mit eget, jeg vil ikke være vred og forbitret på dig – heller ikke selv om du har fortjent det.” I musicalen ”Les Miserables” – ”De Elendige”¹ er der et smukt eksempel på dette:

Hovedpersonen, den fattige Jean Valjean, har siddet 19 år i fængsel for en ganske lille forbrydelse, for at stjæle to brød til sin søsters sultne barn. Han har slidt og slæbt i fængslet, udført slavearbejde, måttet und­være frisk luft og næppe set dagens lys. Han har i al den tid ikke haft et navn, men kun været et nummer.

Så kommer Jean ud, han er prøveløsladt. Han ser lyset igen og indånder den friske luft. En ny dag venter. En ny chance har han fået, men den chan­ce forspilder han, for han bli’r fristet til at stjæle fra en biskop, som giver ham mad og nattely. Om natten sniger han sig ud af biskoppens hus med et par kostbare sølvlysestager, men bli’r fanget af politiet. Jean si­ger, at biskoppen har givet ham lysestagerne, men det tror politiet ikke på, og man fører ham til biskoppen.

Nu kunne biskoppen ha’ fortalt sandheden, men han gi’r Jean mere sølv og siger:
  ”Men min ven, de gik så tidligt, at de sikkert må ha’ glemt,
  at jeg også gav dem disse, ta’ dem, som det var bestemt.”
Til politiet siger biskoppen:
  ”Denne mand er ingen løgner, skønt det kan se sådan ud,
  de har gjort, som pligten bød dem, slip ham så og gå med Gud.”
Og til sidst siger han til Jean:
  ”Men jeg siger dig min broder, skøn på Herrens miskundhed.
  Han var den, som ga’ dig sølvet, bli’ en ærlig mand derved.
  Ved vor Herre Jesus Kristus, ved de pinsler, han holdt ud,
  Har han reddet dig fra mørket, har han² købt din sjæl for Gud.”

Som denne biskop skylder vi, at vi ikke ringeagter noget menneske, hel­ler ikke det menneske, som agter sig selv ringe. Vi skylder ikke at bli’e irritable over de irriterende, ikke at bli’e utålmodige over de utålelige, og ikke at overse de undseelige. Vi skal vide, at vi i livets store løb ikke er stjerner, men hjælperyttere og vandbærere.

Vi skylder meget, men det kniber med afdragene selv der, hvor vi ved, at vi gerne vil betale: ”Har du snakket med dit barn i dag?”, lyder et kendt slogan. Og hvilken mor eller far bli’r ikke ramt af disse ord, for det sker jo ind i mellem at arbejdet, karrieren, pengene og alt det, vi selv vil, stiller sig i vejen for kontakten med dem, som vi holder allermest af.

”Plant et træ”, lyder et andet slogan. Det betyder: ta’ et ansvar for, hvad der sker i verden, gør noget, som rækker ud over dig selv, gør noget for dine medmennesker og dine efterkommere. Også disse ord må ramme os, for hvor ofte sker det ikke, at vi gør det modsatte, at vi træder ned eller rykker op med rode.

I livets store løb trækker vi ikke altid der, hvor vi burde trække. Vi giver ikke altid læ der, hvor vi burde give læ. Vi bringer ikke altid vand til dem, som tørster.

Ja, vi kan ikke engang altid selv hænge på. Vi ved godt, hvor let vi taber tråddet, at vi hurtigt mister pusten, og at vi måske selv skrider i svinget. Så står man der helt alene og har slet ikke nogen at støtte sig til. Alt håb er borte, alle har glemt mig, selv de allernærmeste, og måske råber jeg endda: ”Gud har svigtet mig, Gud har glemt mig.” Men Gud siger – sådan lød det i teksten, der blev læst fra alteret for lidt siden: ”Selv om alle andre skulle glemme, glemmer jeg ikke dig. Se i mine hænder har jeg tegnet dig”.

Gud glemmer os ikke, han har skabt os, og ved dåben skriver han med korsets tegn sit navn i vore hjerter og vore navne i sine hænder. Det er et godt bytte, lad os holde fast på det, så kommer vi i mål alligevel. Amen

(Ja, Sandheds Ånd, forvis os på,
At også vi er af Gud Faders små!
Da er sorgen slukket,
da er perlen fundet,
paradis oplukket,
døden overvundet.
Herre hør vor bøn.
Amen.)

1. Fra Østre Gasværks danske udgave af Les Misérable
   Uddrag af Prolog og Biskoppens sang
2. Helt nøjagtig synges: ”Jeg har købt din sjæl for gud…”