Hør en prædiken…

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til discip­lene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ære­frygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!«
    Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så for­barm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte dreng­ens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!«
    Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.
    Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«

De havde fået en søn. Det var deres første barn, og han var et rigtigt øn­ske­barn. Børneværelset var blevet gjort klar, kun manglede der at blive malet og hængt gardiner op, men de havde ikke villet vælge farver og mønster, førend de vidste, om det blev en dreng eller en pige. Nu blev farven lyseblå, og mønsteret noget med biler og traktorer og gravkøer.

I begyndelsen var alt, som det skulle være. Drengen trivedes, han havde den kulør, som små børn skal have: en svag lyserød farve, som var bleg­ere, når han havde ligget udenfor i barnevognen og sovet i den kolde, fris­ke luft, og som var mere rød, når han var sulten og utålmodig og skreg efter mad. Solen skinnede i deres liv, syntes forældrene, og de var så lykkelige, at de undertiden blev helt bange og tænkte: hvor længe kun­ne denne lykke vare ved?

Lidt efter lidt begyndte skyggerne at komme. De første tegn så de ikke di­rek­te, men sundhedsplejerskens bekymrede blik smittede dem med uro, og hendes lidt for hyppige besøg nærede deres frygt. Snart kunne de selv se, at drengen ikke udviklede sig helt så godt, som andre børn i hans al­der: han kom senere i gang med at kravle, med at gå, og med at tale. Og ind i mellem fik han disse voldsomme anfald, som forældrene vænnede sig nogenlunde til, men som rystede andre en hel del.

Drengen var flere gange indlagt til undersøgelser, men til sidst endte det med, at lægerne intet kunne gøre, andet end at give sygdommen et navn, og de kunne ikke sige noget om, hvordan det ville gå fremover.

Nu var det jo ikke et svar, som man kunne stille sig tilfreds med. ”Kunne der ikke gøres noget? Er det vores lod her i livet, at vi skal se vores barn lide af sygdom, mens vi er raske? Kunne det i det mindste ikke have været os og ikke ham, der var ramt af sygdom?”

”Det er vist spørgsmål, som falder udenfor vores område”, svarede læ­ger­ne, og en af dem huskede så hospitalspræsten. ”Gå hen og tal med hospitalspræsten, han kan måske hjælpe jer!”

Det var en gammel, erfaren hospitalspræst, som forældrene mødte. En af dem, der så tit havde kæmpet med de onde ånder, men gang på gang hav­de erfaret, at han ikke kunne drive dem ud. Han havde så ofte bedt inder­ligt, han havde så tit knyttet sine hænder i afmagt, og han havde nogle gange, når han var alene, både slået i bordet og råbt og grædt.

Præsten kendte sin afmagt, og det gav ham ro. Han vidste, at han ikke formåede at gøre de syge raske. Og han tog det på sig, når folk i deres skuffelse vendte sig mod ham og skældte ham ud - enten direkte med ord eller indirekte med blikke, der sagde: ”Nå, du kunne altså heller ikke hjælpe!”.

Nej, han kunne ikke hjælpe. Der var aldrig ret meget, han kunne gøre, andet end at bede og fortælle historier. I dag fortalte han historien om Jesus, der helbredte en syg dreng.

Han fortalte, at Jesus havde været oppe på et bjerg med nogle af sine nærmeste disciple. Der havde de stået sammen og set et glimt af himlen. Luften havde været klar og skarp, og Guds herlighed havde omgivet dem. De var fyldt af en lykke, som ikke hørte denne verden til. De havde lyst til at blive i det høje, men de vidste, at de havde opgaver i det lave.

Så drog de ned igen, og ligesom landskabet og vejret og luftens klarhed ændrede sig fra det høje til det lave, så var situationen hernede også en hel anden. Atmosfæren var spændt. Disciplene og farisæerne diskuterede frem og tilbage.

”Forstår I”, sagde præsten til de to forældre, ”disciplene og farisæerne er lidt i samme situation som lægerne her på sygehuset og så mig, for der var netop kommet en far med sin syge dreng hen til dem. Han havde bedt dem om at hjælpe, og de havde prøvet, men de kunne ikke.

Og Jesus blev vred. Han blev vred over alt deres snak om, hvorfor dren­gen var syg, og deres spekulationer om, at det måske var forældrenes egen skyld. Og han blev vred over, at det onde havde en sådan magt i verden: ikke blot var der lidelse og sygdom til - og det var slemt nok - men ondskaben fik også menneskene til at skyde skylden på hinanden, og den fik dem til at glemme Gud.”

”Ja,” forklarede sygehuspræsten videre, ”de havde alle sammen mistet håbet og havde givet op. Kun én havde ikke givet op, nemlig drengens far. Tro havde han ikke meget af, måske havde han slet ingen tro, men så havde han noget alligevel, nemlig vantro. Vantro er troens skygge, og selv om vantro kan synes at være et onde, så er den dog et tegn på et gode, for vantro kan slet ikke være til uden tro.

Og så kom drengens far med sin vantro og råbte : ’jeg tror, hjælp min vantro!’ Og Jesus helbredte den syge dreng.”

”Jeg ved ikke,” fortsatte præsten, ”om Jesus vil helbrede jeres dreng. Jeg ved det ikke, og ingen kan vide det, og skulle han få det bedre eller blive helt rask, så vil vi heller ikke kunne vide hvorfor.

Ligegyldig, hvad der sker, så tror jeg dog. Jeg tror, at Gud vil, at alt en­gang skal blive godt. Jeg tror, at Gud, som skabte verden og satte men­nesket i paradiset, atter engang vil genoprette sin verden.”

”Nogle gange”, sagde præsten, idet han tog en bog ned fra reolen, ”lader jeg mig trøste af noget, som Kaj Munk skrev”, og han læste:

”Der har jeg set et dejligt syn. Det var inderst inde i para­dis­ets have, der hvor der mest er skærmet mod vinde ude­fra. Det al­ler­skønneste sted der­inde det var indrettet for de børn fra jorden, der havde været noget i vejen med.

Allerede helt ude ved indgangen havde de mødt Jesus. Må­ske det var hver onsdag formiddag, han gik ud for at mod­tage dem. Åh, sikke et syn deroppe ad himmelvejen med sygestole og krykker og kunstige ben og fam­lende hænder, der skal erstatte synet i hvide øjenæbler. Små epi­lep­ti­ke­re falder for hvert andet skridt, for tidlig fødte rokker frem på tænd­stik-lemmer med det store hoved svajende fremover, det glimter ondt fra skumle øjne, skrig skærer til marv og ben, og lallen får hjertet til at bløde.

Men der står Jesus i sin hvide kittel; hans øjne er fugtige, og af og til hvis­ker han: Min jord, min jord, min stakkels jord, alle mine arme børn! Og efterhånden som de vinder frem til ham, byder han dem en for en goddag og velkommen, han tager dem under hagen, han ånder på deres krympede hæn­der, han trykker de eksemfyldte hoveder tæt ind til sig.

Så begynder det at knurre og suse i luften, noget dunkelt og hem­me­lig­heds­fuldt prøver at finde form, sætter sig i gang, tager fart, jager hvin­ende bort, et tåget noget, to, mange, en hel hær på flugt, de onde ånder har mødt mesteren over alle ånder, godheden selv, de kan ikke være i hans nærhed, de må flygte.

Men de gode ånder, små-englene, netop de, der sang jule­nat: Ære være Gud i det højeste, fred på jorden, i men­ne­sker Guds velbehag, de kom­mer flyvende nu, med hvide forklæder på, de slår kreds om de helbredte børn og fører dem ind i det allerinderste og lærer dem paradisets dej­lig­ste og vildeste lege.” *

Da han havde læst det, tog præsten afsked med forældrene. Han var lidt usikker i blikket: ”Jeg ved ikke… Jeg ved ikke, om jeg overhovedet har hjulpet jer, for jeres lille dreng er syg nu, og her har jeg siddet og snak­ket om paradiset og om tro og bare udstedt blanco-checks …”

Men forældrene trykkede ham fast i hånden. Moren smilede stille. Faren så på ham med et fast blik og sagde: Jeg ved heller ikke, men jeg tror, at der er dækning!”

* Kaj Munk: Med Ordets Sværd, Danske Prædikener 1941-1942, 2. Samling af , Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, 1942, 2. Søndag i Fasten